Stoler du på mig?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 sep. 2014
  • Opdateret: 9 okt. 2014
  • Status: Igang
Bjanca er 17 år og har fået tæv af hendes far så længe hun kan huske. hendes mor er alkoholiker så når hun får tæv forsøger hendes mor at spille klaver så lyden af skrig bliver overdøvet. en dag hvor faren er på arbejde sender moren Bjanca til england for at komme væk fra faren. I england møder hun Boybandet One Direction som hun ikke kender noget til, men de tager hende til sig, og et af bandmedlemmerne bliver måske lidt for glad for hende, men Bjanca har svært ved at lukke nogen ind i hendes liv når hun kun har oplevet at folk hun elsker bare gør hende fortræd. (drengene er kendte)

6Likes
4Kommentarer
232Visninger
AA

3. Rejsen

Jeg gik rundt i toget med mine tasker, og måtte undskylde tusind gange for at skubbe til folk med dem. Jeg gik igennem tre vogne før jeg fandt en sideplads hvor der var plads til alle mine tasker.

Der kom nogle drenge gående som også kiggede efter nogle sæde og de satte sig på den anden side af der hvor jeg sad. De var alle ret pæne, men det var ikke noget jeg specielt gik op i lige der. Jeg var meget mere optaget af at se mig omkring, fordi jeg var generelt meget sjældent ude fra mit hus på grund af min far. Men jeg så lidt på dem alligevel, men slog hovet væk hver gang dr var en af dem der kiggede op, igen fordi jeg næsten aldrig var i kontakt med andre mennesker end min mor og far. Der var 5 dreng. De sad over for hinanden 3 på den ene side og 2 på den anden. Den ene havde helt sort hår og øjne der så næsten sorte ud i det lys vi sad i. den anden havde brunt halvkort hår, lidt skægstubbe og også øjne der så sorte ud i lyset. Den tredje var den eneste af dem som var blondt og havde helt blå øjne. Den fjerde havde halvlangt hår med krøller og havde nogle dybgrønne øjne. Den femte havde også halvlangt hår og gråblå øjne. De sad og snakkede og grinte sammen.

jeg tog min bog op som var ”The perks of being a wallflower” og begyndte at læse
der var en sætning som satte sig fast i mit hoved da jeg læste, og jeg blev ved med at læse den igen og igen og igen ”We accept the love we think we deserve”
det fik mig til at tænke på min mor og hvorfor hun aldrig var blevet skilt med min far. Måske var det fordi den kærlighed hun fik fra min far var den hun troede hun fortjente.

Jeg blev revet ud af min tankestrøm fordi alle drengende begyndte at grine højt. Jeg kiggede på mit ur og så at jeg havde været faldet i staver i LANG tid.
”Næste station: Oxford street”
jeg rejste mig op og tog alle mine tasker, drengende kiggede mærkeligt på mig og spurgte mig så
”skal vi bære nogen af dine tasker?”
”nej tak”
svarede jeg kort og hurtigt mens jeg blev helt bleg i hovet fordi der var nogen der rent faktisk talte til selvom de ikke kendte mig. Jeg kom også hurtigt til at tænke på at de kunne være en bande som gik rundt og spurgte alle om det, og hvis man så gav dem ens tasker så ville de bare løbe med dem, og så ville man aldrig se dem igen. De rejste sig også op og gik mod udgangen.

Toget standsede og jeg steg ud og så toget rulle afsted bag mig.
___________________________________________________________________________

så mødte Bjanca drengene for første gang :) 

tak til alle jer der igen gad at læse min historie 
i må meget gerne give mig kritik så jeg ved hvad jeg gør godt eller hvad jeg gør skidt så min historie kan blive bedre 

i må også gerne komme med ideer til hvad der skal komme til at ske
(håber i kan bære over med mig i forhold til stavefejl og komma fejl <3)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...