Ringen

Bidrag til 'Inspireret af et billede' konkurrencen.

5Likes
9Kommentarer
272Visninger

1. Ringen

Ringen er af sølv.
Min finger er løst stukket igennem den, mens jeg står og venter i den efterårskolde skov. Mine hænder er krydset på ryggen, så hun ikke kan se hvad jeg gemmer på.
Et blåt tusmørke har lagt sig over skoven. Smøget sig om træerne og gjort deres skygger lange, så de ligner lange fingre og hænder. Vinker til mig for hvert et kraftigt vindstød, der får brungule blade til at falde om ørerne på mig og lander i mit sorte hår.
Jeg kan høre en bil i det fjerne. Mon det er hende? Jeg klemmer to fingre sammen om ringen og mærker nervøsiteten komme krybende. Folk gør det her hver dag. Hver time er der en eller anden i verden, der står og gemmer på en kold sølvgenstand, og mærker tyngden og ansvaret, det lille apparat fører med sig.
En natugle skriger i det fjerne, og for hvert skrig, synes skoven mørkere, koldere og skyggefingrene fra træerne synes længere. Rækker ud efter hvad jeg gemmer på ryggen. Men min finger er alt, der er stukket gennem ringen.
Lyden fra bilen er forsvundet, og jeg er alene med uglen og skoven igen. Jeg tager en dyb indånding, og håber at hun snart kommer. Hvis ikke, er jeg bange for at jeg når at fortryde, inden jeg får gjort det jeg skal.
Et vissent blad lander på mit ansigt og klistrer sig fast. Med sig bringer det den våde duft af efterår, regn og muld. Det blokerer mit syn, så jeg piller det væk og blinker med øjnene.
Shit. Hun er her. Hun står omkring ti meter fra mig med sin cykel, med hovedet på skrå og et smil på læberne. Jeg forsøger at smile tilbage, men genstanden bag min ryg føles så uendelig tung.
Hun ser ikke hvor anspændt mit smil er, og løber mig i møde. Hun planter et blødt jordbærkys på mine læber og trækker sig tilbage.
Jeg kan ikke. Jeg fortryder. Jeg kan ikke gøre sådan noget stort. Hele mit liv vil forandres. Der er så meget ansvar jeg skal tage højde for.
Jeg skal lige til at putte den i baglommen, og lave en undskyldning for at gå, da hun spørger: ”Hvad gemmer du bag ryggen?” Med et lille kækt smil, der afslører to små smilehuller.
Nu er der ingen udvej. Jeg er nødt til at gennemføre.
Jeg falder på knæ, og holder hårdere fast om ringen. Hurtigt. Det skal bare overstås. Jeg trækker det der har brændt i mine hænder frem og retter det mod hende. Hendes ansigt er ren forvirring. ”Hva..?”
Mere når hun ikke at sige, før et brag bryder aftenen. Natuglens vingesus lyder, da den forskrækket flyver væk.
Hun kigger på mig med samme forvirrede udtryk, og så kigger hun ned. Hun tager en hånd mod hjertet og falder. Rød væske flyder ud gennem hendes fingre og får den hårde jord til at bløde.
Min finger falder ud af den ringformede aftrækker og pistolen falder til jorden, med et stille ’klonk’. Den skinner sølv på den brune jord.
Jeg gisper. Hun efterlod mig intet valg.
Jeg står stille et par minutter og lytter til skoven. Lytter til vinden og egernerne i træerne. Alt det liv. Jeg kigger på hende. Hun ligger i en forskruet stilling på den hårde jord, der om et par måneder vil være frossen. Livet går videre. Årstiderne skifter. Men for hende er det slut.
Jeg tog det rigtige valg. Det ved jeg godt inderst inde. Jeg kan ikke være far. Jeg kan ikke smide min fremtid væk på grund af et lille ’uheld’. Og hvad hvis mine forældre havde fundet ud af det?
Nej. Det her er den eneste udvej.
Hendes lyse hår ser gråt ud i mørket. Jeg samler sølvpistolen op, og stikker min finger igennem ringen for sidste gang.
Så tager jeg tilløb og kaster den ind i skoven. Den hører til hos træernes lange skyggefingre.
Nu er alle mine problemer løst. Ikke?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...