Reasons; Awake l Niall Horan

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 sep. 2014
  • Opdateret: 20 sep. 2014
  • Status: Igang
“ We are only humans. We eat, talk, laugh, cry, love, fall and fall again. You can say, I fell hard, really hard for you. “ Dawn Lee, var knust. Efter et års forhold med den berømte Niall Horan besluttede han at vende ryggen til hende på den mest modbydelig måde, og forsvandt uden videre. Der er et halvt år gået, og hun er endelig ved at samle sine splittede brikker op, og ved at finde sig tilpas i den kedelige hverdag med en kommende eksamen, og afgangsfest. Hun har endelig fundet sig selv, og sidder ikke hjemme længere, når der er fest. En hel almindelig Onsdag eftermiddag, hvor Dawn sidder med hovedet i bøgerne, og læser op til eksamen, ringer hendes telefon, fra ukendt nummer. Personen, viser sig ikke at være ukendt, men den dreng hun sværgede aldrig nogensinde, at komme i kontakt med igen. ( gammel historie med et par ændringer, )

13Likes
4Kommentarer
560Visninger
AA

4. 3 l mit udseende

Den sidste uge, havde ikke været særlig fed. Jeg havde brugt den på at få styr på mit humør, som til tider var trist, nervøs, usikker eller sur.Jeg var for det meste trist, og Lily var over nakken på min konstant. Lige meget hvad jeg gjorde, sukkede hun eller kom med en barsk kommentar jeg ville bruge hele dagen at tænke over.

Jeg havde også haft en masse skænderier med min mor på det sidste, som bare prøvede at hjælpe.

" Dawn. " kunne jeg hører min mor, råbe fra nedenunder.

 

Jeg sukkede for mig selv, og daffede dovent ned, hvor min stod og grinede ind i telefonen. Jeg lænede mig op af dør kammen, og hun vendte sig om med det samme, med et stort smil.

 

 Det var sikkert Suzan, det havde sagt noget utroligt sjovt, som jeg bare blev NØD TIL at hører, og ærligt så gad jeg OVERHOVED ikke, og jeg magtede hende OVERHOVEDET heller ikke lige nu.

" Der er sød fyr, som vil tale med dig. "

 

Hun rakte mig telefonen, og jeg var med det samme bevidst om at det ikke var Niall som var den, 'søde' fyr. Hun hadede over at han forlod mig på den måde, og hun havde altid været rigtig trælst over for ham, så han var totalt udelukket fra den her samtale.

 

Jeg tog imod hånden, og gik op af trapperne, da jeg ikke ville have at hun skulle stå og lytte. " Hallo, " sagde jeg, et tilfreds grin bredte sig.

Harry.

" Jeg har ringet til dig tre gange nu, og skrevet utallige gange. Jeg føler du prøver at undgå mig, Dawn. " sagde han. Jeg lukkede døren til mit værelse, og lagde mig op i sengen, udmattende. Jeg prøvede at undgå alle her på det sidst

" men udemærket snak jeg fik med din mor. Hun er en skøn kvinde, " Jeg grinede, af ham.

 

" Hun var helt fjantet, hvad har du gjort ved hende, Harry? " spurgte jeg. Da min mor havde haft røde kinder, og smilet så meget at det måtte have gjorde ondt i hendes kinder.

 

" Hmm, du ved. Brugt min naturlig charme, " sagde han, og åndede hårdt ud.

 

" Jeg ville egentlig bare, spørge om du skulle noget i aften. Mine venner, og jeg tager over på en pub og drikker lidt. Jeg har savnet dig, og jeg tænkte om du ikke kom med? "

Der var en lang pause, hvor jeg spekulerede så mit hoved gjorde helt ondt. 'Mine venner', selvfølgelig var Niall indblandet idet, og det orkede jeg simpelthen ikke. Og, Alkohol, var ikke den bedste blanding, når en fyr man plejede at være sammen med er nærheden, og slet ikke når man hedder Dawn Lee

Jeg orkede ikke at blive kastet ud i det samme engang til, for jeg ved at han kun vil mødes med mig, for at tirre mig, for at få mig til at tænke på ham. Han kan ikke være det bekendt, og han var skyld i at min uge var så fucked op, og at Lily var sur hele tiden. EJ, jeg ved ikke om han var skyldt i det med Lily, men jeg havde bare lyst til at give ham skylden for alt.

 

" Er han der? "

 

Stille.

 

" For fanden Dawn, jeg kan ikke udelukke svinet af komme. Jeg troede ikke at det var så galt, nu når han går og snakker om, at i er venner og alt det der. Jeg troede det var okay med dig," stønnede han, og lød trist over det.

 

Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige til det. Vi var ikke engang tæt på et venskab, og det ville vi aldrig blive sådan, men hvis det var sådan Niall gik og troede, så måtte det være det. Niall og Dawn, ville aldrig blevet sagt i en sætning mere.

 

" Venner? Det eneste han snakkede om, var USA. Jeg lyttede bare, men vi havde ikke nogen ordenlig samtale igang, og han var fuldstændig ligeglad med mig. Han gør det værre for mig, Harry og jeg tæn.. "

 

".. Vil du komme sammen med ham igen? "

 

"nej!! " hvæsede jeg snart, og et grin kom fra Harry. Jeg sukkede, og lagde mig opgivende ned, og kiggede op i det hvide loft, og viklede dynen om mig. Det var så isende koldt for tiden, og at bo oven på, med vinduer der var i stykker, gjorde det hele meget værre.

 

 " Undskyld, men jeg kan virkelig ikke udelukke ham. Jeg ville ønske jeg kunne, for han er virkelig begyndt at irritere mig. Han er totalt hippet i det, og så overfladisk. Jeg tror ikke at han har holdt sig fra dope der nede. Han så godt nok ud.. Solbrændt, i bedre form end nogen sinde. Faktisk så han skide godt ud, det svin. " Han lød lidt irritabel, og jeg kunne ikke lade være med at grine af ham. Dog, havde han ret med at havde var i bedre form end nogen sinde, og det irriterede også mig, så utrolig meget.

 

" Jeg forstår dig godt, Harry. Jeg ved bare ikke.. Jeg har bare ikke lyst til at snakke med ham, " Jeg snorede noget hår rundt om min pegefinger.

 

" Du behøver ikke at snakke med ham. Find noget smart tøj, og så kommer jeg og henter dig ved 9 tiden, okay? " spurgte han.

 

Jeg smilede, " Okay, " sagde jeg.

" Okay? "

 

" Jeg har savnet dig, Harry. " sagde jeg, og jeg kunne nærmest fornemme hans smil. " I lige måde, Dawn. Jeg er udenfor din dør, kl.9, ved mindre din mor har lyst til at snakke, " sagde han mellem hans grin.

" Vi ses, din idiot, " grinte jeg.

 

***

 

Jeg vidste ikke om jeg havde klædt mig smart på mig, men jeg havde nogle afsindigt stramme jeans på, og en hvid løs top. Jeg havde fladet mit hår, og lagt en rimelig pæn almindelig make up.

 

Jeg havde ikke lyst til det her. Jeg havde ikke lyst til at se ham, og jeg havde ikke lyst til at han betragtede os som venner, for det var vi overhoved ikke. Jeg havde lyst til at ligge hjemme i min seng, være på netflex og se Pretty little liars.

 

" Dawn, din date er her. " råbte min mor, og jeg havde lyst til at slå mig i hovedet. Hun var så dum nogle gange. Jeg fik mast telefonen ned i lommen, og så Harry der lige havde omfavnet min mor, og kyssede hendes kind. " Vi skal ikke på date, " sagde jeg, da jeg hoppede ned af det sidste trappetrin.

 

" Pjat, med det. Han er sådan en charmerende fyr, selvfølgelig skal i det, " sagde hun, og smuttede ud i køkkenet.

Jeg vendte blikket mod Harry, og himlede mod øjnene. Hun var virkelig utrolig. " Du ser godt ud, " sagde han, og lagde armene om mig. Jeg hoppede i mine sko, og trak i mine jakke.

 

Vi var ankommet til pubben, og mit blik fløj rundt, og det var som det søgte efter ham. Jeg burde lade være, med at tænke over det som det første jeg trådte ind, men jeg kunne bare ikke lade være.

Jeg havde det så dårligt, men noget andet greb min opmærksomhed. Der stod en pige, ved siden af en dreng, og de så ikke ligefrem ud til at enes. Et smil fandt vej på mine læber, og jeg gik væk fra Harry.

 

" Skylar! " sagde jeg, og hun sukkede straks af drengen. Hendes blik gik om bag ham, idet hun fik øje på mig. " Dawn, " smilede hun, og lagde sine arm om mig. " Hvor er det godt du kom, ellers skulle jeg hænge på den idiot hele aftnen, " sagde hun. Jeg vendte blikket mod ham, og han så ret snalret ud.

" Er du her ale... gud, Dawn. Du ryster helt, " Hun lagde en hånd på min arm, og kiggede nervøst på. Hvornår lærte jeg at tage mig mere sammen? Nok aldrig. " Jeg kom med, Harry og.. " Jeg bed mig hårdt i læben, og tog hænderne op for hovedet.

" Han er vendt hjem, og.. je.. jeg tror han er her. Lige her, " stammede jeg. Hun greb fat i mine hænder, og tvang mig til at se på hende." Hvad snakker du om? Hvem er vendt hjem? Harry? har han ikke altid været her? " spurgte han og trak mig tættere på sig, og jeg stønnede.

 

 

" Dawn, " Jeg kiggede til siden, og Harry var på vej imod os, og bag ved stod Niall. Jeg tog fat i Skylars arm, og kiggede lige igennem Harry, og så på Niall. Han stod sammen med en pige, og de stod utrolig tæt på hinanden. Skylar hev fat i mig, og førte mig væk fra Harry, Niall, og alle de andre. Det hele var så tåget, og jeg havde det som om jeg kunne falde om når som helst.

 

Jeg havde stået som en pind, helt stum og ude af stand til at gøre noget som helst. Hun rev døren op, og for mit held var der ingen udenfor.

 

 

Jeg lod mig synke mig ned mod muren, og lukkede øjnene i. " Niall? Siden hvornår har han kommet tilbage? " spurgte hun, og jeg foldede benene om mine knæ. Hun rynkede brynet, " Du sagde du var ovre ham for læn.. "

 

" det er jeg, det er ba.. " Jeg sukkede, og lagde hovedet træt tilbage." Jeg skulle aldrig tage med. " jamrede jeg, og Skylar stod foran mig, og rystede på hovedet. " For fanden, Dawn. Du må til at få styr på dig selv, " sagde Skylar, og lagde armene om kors.

 

" Jeg ville få styr på mig selv, hvis du bare lod mig væ.. " - " Du var ved at blive knockoutet, Dawn. "

" Han går tilbage til den pige, " stønnede jeg, og rev en hånd igennem håret. " Selvfølgelig gør han det. De stod så tæ.. "  " Hvis du ikke snart holder kæft, stikker jeg dig en! "

Jeg kiggede op på Skylar, og jeg kunne ikke holde mit grin inde. Det føltes som om jeg allerede havde drukket, for svimmel og dårligt havde jeg det.

 

Hun var så seriøs, og jeg var så ynkelig som jeg muligt kunne være. Hun smilede til mig, og hjalp mig op med en hånd.

" Enten, går vi derinde og du stopper med at opfører dig som en idiot, eller så går vi. Måske er det bedste hvis vi går. Vi kan gå på en eller andet klub e.. "

" NEJ.. jeg kan ikke gå. Det kan jeg ikke byde Harry, jeg lovede ham det, " Klynkede jeg, og hun nikkede, og skubbede mig ind af døren.

 

 

Jeg var mere nervøs end nogen sinde, da vi trådte ind men heldigvis var det kun nogle piger som stod ved døren der opdagede os, og Skylar trak mig op i baren.

Vi satte os op i barstolen, og jeg lod mærke til hvordan Skylar kiggede rundt, men det turde jeg ikke. " Kan du se ham? " Spurgte jeg med en lav, helt ædelagt stemme. " Dawn, " skældte hun ud, og jeg peb et undskyld. Jeg tog ikke hele den her situation så godt, som jeg havde regnet med, og jeg skammede mig over det.

 

Jeg havde nær tabt den øl jeg havde i hånden, da nogle arme blev lagt rundt om mig, og jeg kiggede op på Harry.

 

" Er du okay? " Han satte sig ved siden af mig, og kiggede bekymret på mig. 

 

" Jeg har det godt, jeg skulle bare have lidt luft, " sagde jeg, og tog en tår af min øl, så jeg ikke skulle kigge på Harry, for han havde sådan nogle gennemskuende øjne, jeg ikke kunne klare. Han kunne læse mig bedre end nogen anden." På grund af, ham? " spurgte han med en meget lav stemme, og jeg rystede straks på hovedet.

 

" Delvist, " mumlede Skylar, inden hun rejste sig op og gik ud mellem nogle mennesker. Jeg rystede på hovedet, da han ikke skulle tro det."

Det er ikke på grund af ham, det er det virkelig ikke. Jeg morer mig, " forsikrede jeg ham om. " Hvor er toilettet? " spurgte jeg. Jeg stillede øllen fra mig, og rejste mig op. Måske kunne jeg stikke af, før det blev alt for flovt for mig.

 

" Bare gå ind af den dør, og så ned i kælderen, " forklarede han. Jeg takkede ham, og gik ind af døren, og ned i kælderen. Her var helt stille, og jeg nød det, i stedet for al den larm. Jeg stod i noget tid ude på toilettet, og kiggede på mig selv i spejlet. Jeg lignede noget der løgn

 

" Tag dig så sammen, " mumlede jeg, og klappede min kinder, som en slags lussing. Jeg åndede ud af, og kiggede hen mod døren. Jeg kunne ikke fatte hvordan mine handlinger kunne være så gale, han var for satan bare en skide dreng. En dum en af slagsen.

Det var det eneste han var, med et koldt og ufølsomt hjerte.

 

" Hej. " Jeg var ikke mere end to skridt væk fra døren, og Niall stod ude på gangen, som om han havde ventet på mig i en evighed, og jeg brød mig ikke om det.

" Jeg troede ikke på da Harry fortalte at du kom, " sagde han, og borede sit blik ind i mit. Hvorfor var han pludselig så seriøs?

 

Jeg tog et stramt greb om mine hænder, som let rystede i takt med at han rystede og trak vejret. " Hvorfor ikke? " spurgte jeg, og prøvede at lyde selvsikker, men det var vel en ting jeg aldrig blev.

" Fordi jeg kom, og jeg vidste ikke om du blev tosset, hvis du så mig. " svarede han. " Det er er et frit land, " brød jeg ind, og hans grin gav minder. Hans grin var ukontrolleret, og engang nød jeg det. - men nu gav det de sygeste kuldegysninger.

 

" Hvordan går det med Gymnasiet? Lily? Scott? " spurgte han, og jeg kunne ikke lade være med at tænke om der var gemt noget bag det. Han kunne umuligt være så interesseret pludseligt. Han var jo så ligeglad med mig, den anden dag.

" Det hele går godt, " svarede jeg koldt, og han nikkede." Dig og Harry, har i set meget til hinanden? " spurgte han, og lagde armene over kors.

 

Jeg havde lyst til at spørge hvad han lige præcist mente med det, men jeg rystede blot på hovedet.

 

 

Jeg kiggede ned, men han fangede alligevel mit blik og det gjorde mig så irriteret.

" Du har ændret dig meget. Har du farvet dit hår?  Det ser meget lysere ud, " spurgte han, og kneb øjnene sammen. Jeg tog fat i mit hår, og kiggede på det. Lignede det det?

 

" Nej, jeg har ikke farvet mit hår. " svarede jeg, og kiggede intenst på ham. " Du har ikke ændret dig en skid, " sagde jeg hårdt og koldt, at det kom bag på mig. Selvom det var løgn, han så meget bedre ud nu end for et halv år siden. Han fik en rynke i panden, og trak på skulderen. " Jeg går nu, " sagde jeg og prøvede at få styr på min egen krop, og gik forbi ham.

 

Jeg kom ikke andet end at skridt, før han tog fat om min hånd, og trak mig tilbage. " Jeg har savnet at snakke med dig, " sagde han.

 

 " Mens jeg var væk, " Hvis skyld er det? " okay, " svarede jeg, men rødmede alligevel. Jeg gik uden at kigge tilbage inden han, kaldte mit navn.

 

Jeg havde sådan en trang til at sukke af ham. Hvorfor kunne han ikke bare lade det ligge." Du ser rigtig godt ud, " sagde han med et charmerende smil. Jeg sagde ikke noget, selvom mit hjerte blev revet i tusinde stykker, og nu ville jeg bare hjem.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...