Reasons; Awake l Niall Horan

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 sep. 2014
  • Opdateret: 20 sep. 2014
  • Status: Igang
“ We are only humans. We eat, talk, laugh, cry, love, fall and fall again. You can say, I fell hard, really hard for you. “ Dawn Lee, var knust. Efter et års forhold med den berømte Niall Horan besluttede han at vende ryggen til hende på den mest modbydelig måde, og forsvandt uden videre. Der er et halvt år gået, og hun er endelig ved at samle sine splittede brikker op, og ved at finde sig tilpas i den kedelige hverdag med en kommende eksamen, og afgangsfest. Hun har endelig fundet sig selv, og sidder ikke hjemme længere, når der er fest. En hel almindelig Onsdag eftermiddag, hvor Dawn sidder med hovedet i bøgerne, og læser op til eksamen, ringer hendes telefon, fra ukendt nummer. Personen, viser sig ikke at være ukendt, men den dreng hun sværgede aldrig nogensinde, at komme i kontakt med igen. ( gammel historie med et par ændringer, )

13Likes
4Kommentarer
562Visninger
AA

3. 2 l på gensyn

Lily havde råbt af mig næste morgen, og jeg havde bare taget det hele til mig. Hun hadede at jeg havde sagt ja til ham, og det gjorde jeg også selv. Jeg skulle bare have ladet være med at fortælle hende om det, for hun vil altid have en mening, og en idé hvad jeg burde og ikke burde gøre, for sådan var hun.

Lige nu stod jeg på mit arbejde. Jeg arbejde inde i et storcenter i en starbucks bar, og som normalt var her meget travlt. Jeg arbejdede med min gamle veninde, Skylar som jeg havde kendt hele mit liv.

Hun var morsom, og man blev aldrig træt af at hører på hendes sjove ordspil og holdninger til tingene.

Hun havde oplevet så meget, selv var hun blot på mine alder, men måske var det fordi at hendes far boede i USA, og da han havde mange penge, rejste de meget rundt, så nu hun kom hjem fra de ferier, med brun hud havde hun altid sjove og spændende ting at fortælle mig, og jeg nød det.

 

" Jeg elsker disse pauser, " sagde hun, og satte sig hen på en stol og lagde sat hoved på bordpladen, og lukkede øjnene. Vi var kun to på arbejde, som altid. For mit held havde jeg altid vagt sammen med søde Skylar, som konstant var træt.

Måske var det på grund af hun altid var i byen, dagen før skulle arbejde, og hun var ikke til at snakke fra det.

Hun rejste hovedet, " Ham tager du, " sagde hun, da hun fik øje på en. Hun sukkede, og gik ud i baglokalet. Jeg rettede kort på min blå skjorte, og kiggede hen for enden af baren hvor, .. Harry Styles sad, og kiggede interesseret rundt.

 

SERIØST?

Den tid med Niall, var jeg gode venner med Harry, så at se ham nu, gjorde mig hel underlig. Jeg tog mig sammen, med hovedet mod jorden, så han ikke ville opdage mig før jeg stod lige foran ham. Det var så underligt, og virkede mere som jeg forestillede mig, at han var her foran mig.

" Hvad skulle det være? " Spurgte jeg, og kiggede ned på min hvide blok, mens jeg gjorde alt for ikke at kigge på ham. Bare han ikke kunne genkende mig

 

" Dawn? "

 

jeg kiggede op, og mødte hans grønne øjne. Han havde et kæmpe chokkerende smil på læberne, og han kom med et grin.

 

Han lænede sig ind over disken, og gav mig et kram og et kys på kinden. " Hvad fanden går du og laver? Tænk at det er et halvt år siden, " spurgte han interesseret. Jeg kunne umuligt følge mere akavet end nogensinde. Hvorfor skulle jeg møde ham nu, her, på det her tidspunkt?

 

Jeg åndede langt og roligt ud, før jeg begyndte at tale. " Ikke så meget andet, jeg går stadig i High School, og har fået det her job, for nogle måneder siden, " svarede jeg, og formåede at sende ham et smil.

 

Jeg havde faktisk savnet Harry optimistiske-jeg, og glade person. Han blev lidt mere nervøs, og gav min hånd et klem. Harry var ellers ikke en person der blev nervøs, og overhoved ikke rundt om mig. Hvad handlede det her om?

 

" Niall flyttede hjem i Tirsdags. " Jeg mødte hans blik, og jeg nikkede. Hvad skulle jeg gøre? Det var ikke ligefrem fordi det var noget at juble over, vel? " Det ved jeg. Han ringede i går, " fortalte jeg.

 

" Han ringede?!? Hvad sagde han? " spurgte Harry interesseret.

 

" Han ville snakke med mig  idag, kl. 2. Jeg var så dum at sige ja, " svarede jeg.

Harry havde ikke så meget liv i øjnene som engang, men jeg havde savnet ham, og de tre andre drenge.

Det var en god tid, og altid når Niall var en idiot over for mig, var de der til at snakke med. Niall var jeg egentlig mere bare sur på, mens jeg var meget ked af det.

" Wow, det er var et stort skridt for ham. Først flytter han hjem, køber et sted og så ringer han til dig. " Jeg nikkede af det Harry sagde, og kiggede så på ham. Det var et stort skridt for en fyr, som Niall der ikke gad at binde sig til nogenting.

 

 

" Bare en kop almindelig sort kaffe, "

 

" Værsgo, " Jeg rakte ham kaffen, og stillede mig overfor ham mens han begyndte at snakke, for sådan var Harry, dog afbrød jeg ham. " Hvordan går det, Harry? " Jeg gad ikke at snakke om Niall, for jeg ville høre om ham selv, og ikke den idiot. Jeg ville egentlig bare mest, havde snakket væk fra mig, for han skulle ikke tro at jeg gik og var ynkelig. Det var jeg jo ikke, vel?

 

" Det går rigtig godt. Vi var nede og besøge Niall i nogle uger, og så holdte jeg en ferie hjemme ved mine forældre, og så min søster. Jeg havde virkelig savnet dem. Vi er alle glade for at Niall er hjemme igen, men han er stadig den samme overfladiske idiot, som da han rejste. " sagde han, og tog en tår af sin kaffe.

 Jeg grinede, da han havde ret. Jeg vidste det elskede Niall, det gør jeg, men han var på en måde en idiot.

 

 

" Hvordan går det med kvinderne? Nedlægger du dem stadig en efter en? " sagde jeg, og blinkede til ham. Han grinede fjoget, og rystede forlegent på hovedet.

 

" Rent faktisk er der en der gør mig ret kuler for tiden. Hun er så totalt ligeud, og der er ikke så meget lort med hende. Hun er sådan en flab. " sagde han, og sukkede.

 

Det her mindede mig om det gamle dage, hvor Harry snakkede til mig om piger, og ting han ikke forstod ved dem. " Hey, man. Hvorfor sukker du sådan? Hun lyder jo alle tider! " Jeg gav hans skulder et klem, men han rystede på hovedet. " Jeg tror at  jeg er friendzoned, Dawn. "

 

" Drik din kaffe, og tag dig sammen, ikke? Hun skal på smøres med lidt Harry charme, og så har du hende, " smilede jeg.

Det gav absolut ingen mening, at jeg stod her og gav Harry råd. Jeg havde ikke været sammen med nogen siden Niall, så burde det ikke være ham der sad og gav mig råd. " Bare det var så let. " sukkede han. " Nu må du ikke være for hård mod Niall, godt nok er han lidt af en idiot, men dum er han ikke. "

 

***

Idet jeg trådte ind på Ungers Café ved Covent Garden, fik jeg øje på ham. Det gjorde ondt i maven, og mit hoved gjorde ondt, bare ved synet af ham.

Jeg ville ønske at jeg følte en form for afsky, men det gjorde jeg ikke. Jeg var bare nervøs, og havde det som om at jeg kunne drætte over på stedet, hvert sekund. Jeg nåede over til bordet hvor han sad, og han rejste sig straks op.

 

Han pegede stumt på stolen, og jeg satte mig ned. Han gik op og bestilte noget kaffe, som ikke tog mere end fem minutter før hen vendte tilbage. Det her var noget af det mest akavet, jeg har været omkring Niall.

 

Jeg prøvede at få hold over mig selv. " Hvordan har du det så? " spurgte han, og puffede den ene kaffe over mod mig. Jeg lod mine hænder tage om den, og ventede lidt med at svare.

Jeg ville ikke lyde for nervøs, for han skulle ikke vide hvordan jeg havde haft det. Jeg rømmede mig, og tog mig mod til at snakke.

" Du ved.. Slidt idet, " svarede jeg.

" Er det ikke eksamen der trækker? " spurgte han, med et skævt smil. Jeg forstod ikke hvordan han kunne snakke til mig på den her måde.

Som om intet var hændt, som om han har glemt alt om den dramatiske måde, han bare skred.

 

Jeg nikkede, og beundrede ham. Jeg havde levet med ham i så lang tid, men nu virker han bare så fremmet, men stadig kunne han ikke være mere sig selv.

Der foregik en slem stemning mellem os. Der var mere behageligt end at han sad og blaprede om noget jeg ikke gad at høre på.

" Hv.. Hvordan var USA? " stammede jeg, og kiggede ned i mine lår.

Jeg tvang mig selv til at  kigge op på ham, og hans så utrolig ivrig ud efter at tale. " Det var simpelthen det fedeste, Dawn. Jeg gjorde ikke andet end at spise, feste, og sove. " Han lænede sig tilbage med et kæmpe smil, som om han drømte tilbage om det. " Hvor boede du? " Spurgte jeg.

 

" Åh, jeg boede i lidt og hvert,  Californien, Florida, L.A, New York. Jeg havde ikke et fast sted, og det elskede jeg. Jeg behøvede ikke at binde mig til noget som helst, men bare tage rundt og møde et masse nye mennesker. Jeg fløj frem og tilbage når der var noget med drengene, og planerne var at jeg ikke skulle tilbage. Managementet synes det var en dårlig ting, da vi er sammenknyttet band. Jeg savnede også drengene, London og venner. - Men New York, var fedt og jeg kunne sagtens bruge resten af mit liv der. Jeg er sikker på at jeg engang kommer tilbage, "

 

" Wow, " sagde jeg tamt, og kiggede ud af ruden. Det hele var så tamt, og han var så umoden, som han muligt kunne være. Han havde brug for at tage sig lidt sammen, og komme tilbage til det virkelig liv.

 

" Jeg mødte et par fyrer, som jeg rejste rundt med. Vi levede sammen i 2 måneder, og tog rundt omkring. De lærte mig en masse ting, for eksempel at surfe. Jeg er virkelig blevet god til at surfe. Som dagene gik, skulle de hjem på College og vi skilles. De var nogle cool fyrer, "

 

" Du har vel kontakt med dem, stadig. "

" Næ, hvorfor skulle jeg? Det var der ingen mening i. Det vi havde dernede, var specielt, men det var et farvel.. ærligt, men sådan var det, " svarede han. Jeg havde aldrig set Niall brun i huden, men hans hud var enormt brun, og solbrændt. Han så bedre ud, end nogensinde. Hvor irriterende det så end var at indrømme. For fanden da også.

 

" De sidste måneder følte jeg mig ensom, ad helveds til men så mødte jeg min gamle ven, Mal. Han var club ejer på en af de fedeste klubber, og der mødte jeg nogle fantastiske mennesker, og det levede jeg af det sidste tre måneder, Dawn. "

 

Han genoplevede alt i hans øjne, og jeg havde det som om jeg skulle brække mig. Brække mig over hvor stolt han kunne sidde og være over noget, han slet ikke burde være stolt over. Det store fjols.

 

" Du levede noget usundt, " mumlede jeg, og tog en tår af kaffen.

Han lo, og sendte mig et smil. Han skulle ikke smile sådan til mig.

" Jeg levede livet, Dawn. Du skulle prøve det, " sagde han kækt. Jeg rynkede med brynet, for hvad var det for noget at sige. " Hvad skal det betyde? " spurgte jeg nervøst. Han trak på skulderen, " At, du altid koger op over de mindste ting, og tager eksamen som liv eller død. " Han grinede af sig selv, for han var jo bare så skide sjov.

 

Jeg kunne ikke se noget sjov i, at jeg var alvorlig og ikke tog det hele som en 'leg'. " men i hvert fald, er London mere trist end nogen sinde, og jeg savner det gode vejr, men det er fint. Jeg så mine forældre i Mandags, flyttede hjem i Tirsdag, og så drengene. "

 

Der var blevet helt stille, og stemning var forfærdelig akavet. Jeg pillede ved mit ur, og følte hvordan mit hjerte sad op i halsen på mig, og hvordan jeg stadig rystede når jeg kiggede på ham. Jeg sørgede for at han kiggede på mig da jeg så på mit ur, og fremtvang en lille dårlig komedie.

 " Jeg må gå, nu " Meddelte jeg, " Jeg skal ud i aften.”

" Skal du det? Med hvem? " Spurgte han interesseret og sad ikke lænede tilbage i stolen længere.

" Åhh bare .. "

" Har du mødt en ny? "

Jeg legede med tanken, om at jeg bare kunne opdigte den perfekte kæreste, men vi ved alle hvor det førte til, og så var jeg stemplet som en stor idiot. En større idiot end hvad jeg allerede formår at være.

" Bare nogle venner, " Svarede jeg, og hans blik var stadig stirrende.

" Men har du? " Hans øjne var så krævende, og forfærdet.

" Hvad? " spurgte jeg. " En ny? " spurgte han. Jeg trak på skulderen, " Nej, har du? " Jeg fortrød så straks at jeg havde spurgt om det, for selvfølgelig havde han det.

 

Jeg var jo ikke så dum, for fanden. " Ikke noget, jeg ikke har lagt bag mig, " Jeg havde lyst til at sukke over det han lige havde sagt, men jeg valgte ignorere det.

 

Vi rejste os op, og gik ud af Ungers, mens jeg pegede til højre. " Min perron er den vej, " Jeg begyndte at gå til højre, men han stoppede mig med det samme. " Må jeg ringe til dig igen? ” Sig nej, giv ham klar besked, at han ikke kunne fucke med mig end han allerede har formået at gøre.

" Hvorfor det? " spurgte jeg, dumt.

" Det ved jeg ikke, De.. Dawn, det var bare så dejligt at snakke med dig igen. " svarede han, og jeg stønnede. Hvorfor sagde han det? Hvorfor kunne han ikke bare lade mig være. " Okay, " Svarede jeg.

Jeg gik min ven, hen til min perron, og jeg tvang mig til ikke at kigge i hans retning.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...