Reasons; Awake l Niall Horan

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 sep. 2014
  • Opdateret: 20 sep. 2014
  • Status: Igang
“ We are only humans. We eat, talk, laugh, cry, love, fall and fall again. You can say, I fell hard, really hard for you. “ Dawn Lee, var knust. Efter et års forhold med den berømte Niall Horan besluttede han at vende ryggen til hende på den mest modbydelig måde, og forsvandt uden videre. Der er et halvt år gået, og hun er endelig ved at samle sine splittede brikker op, og ved at finde sig tilpas i den kedelige hverdag med en kommende eksamen, og afgangsfest. Hun har endelig fundet sig selv, og sidder ikke hjemme længere, når der er fest. En hel almindelig Onsdag eftermiddag, hvor Dawn sidder med hovedet i bøgerne, og læser op til eksamen, ringer hendes telefon, fra ukendt nummer. Personen, viser sig ikke at være ukendt, men den dreng hun sværgede aldrig nogensinde, at komme i kontakt med igen. ( gammel historie med et par ændringer, )

13Likes
4Kommentarer
563Visninger
AA

2. 1 l Han er tilbage

Det var som om at alt gik bedre for tiden, også med mine karakterer som var blevet meget bedre.

Jeg havde været til min første fest i Lørdags siden alt det store tumult, og det gik alle tiders lige indtil de fleste par fandt sammen, og jeg stod i hjørnet med en øl i hånden. Jeg kan stadig huske hvor meget han ikke brød sig om når jeg drak.

 For jeg blev lidt beruset, bare ved at drikke to genstande. Han elskede at skændes med mig, for han vandt altid, da jeg gav let op, for jeg var altid bange for at han skred. Han var jo ikke van til at være i et forhold.

 

Faktisk så føltes livet allerede meget bedre, og mine venner prøvede virkelig på at gøre alt, selvom det til tider blev for meget, havde det hjulpet mig igennem alt det her rod, og fik mig til at tænke på andre ting, så jeg var det man kunne kalde meget taknemmelig.

 

 Jeg kiggede over på Mrs. Lincyn, da klokken ringede. Det gav glad fornemmelse i min mave, og jeg sprang op af sædet, ved mit lille bor.

 

" Til jer der ikke har ordbøger, i kan enten købe dem nede i boghandleren eller låne dem ved skole bibloteket, " sagde hun som det sidste, og gik ud af klassen.

 

Jeg samlede min bøger, og fulgte med de andre ud af døren. Det var endelig blevet dejligt at komme på skolen igen, efter en masse måneder med blikke og ordspil om mig i hjørnerne.

 Det var slet ikke så dejligt at være midtpunkt, når man vidste at de rygter der kørte om en, var til at græde over.

 

" Sidste nyt, " jublede Lily, og klaskede mit skab i igen. Hun havde en tildens til altid at give mig et chok, og om det var fordi hun altid været meget højrustende vidste jeg ikke endnu.

Jeg nåede lige at lyne min taske, og tage den om på ryggen, før hun tog mig under armen og traskede ud af skolen.

" Gween holder fest på byen lokale pub, på lørdag.

Du er inviteret, jeg er inviteret, Scott er inviteret, alle er inviteret. Det bliver så godt, " sagde hun, idet vi vinkede til nogle af vores fælles venner som stod og røg over ved cykelstativet.

 

Vi gik ned i den lille stig, som førte mod vores huse. " Jeg ved ikke, Lily. I lørdags stod jeg til sidst bare alene, " svarede jeg, og hun slap med det samme min hånd.

 

" Det handler ikke om.. " - " Nej, det gør ikke. Jeg klarer mig godt, bedre end

 nogen sinde. Det blev bare lidt kedelig til sidst, intet andet. " sagde jeg.

 

Jeg vidste også at Lily, var klar på at starte en diskussion op, så som altid ville hun aldrig tabe.

Jeg vidste også hvor meget Lily hadede mig, for det.

 

 " Og på den anden side, har du også selv sagt at det går meget bed.. " - " Ja, ja. Vi går ikke og samler dig fra gulvet hvert 5 minut længere. Jeg mener komme rigtig over det. "

 

Det var en kort stilhed, hvor ingen af os sagde noget. Hun var altid meget hård i sproget, og jeg var altid meget fuldt med følelser, så bare en kommentar som det, kunne slå mig helt ud, men jeg tog mig sammen.

Jeg var sikker på at det gik bedre, men det skulle ikke ud over mig bare fordi jeg ikke lige havde lyst på Lørdag. Det havde intet med min følelser eller ham at gøre, overhoved ikke. " Du skal lade være med at være, sådan. Du er trættende at høre på, Dawn! " Sukkede hun, og trampede irriteret ned i jorden. Jeg sagde ikke noget, bare blinkede lidt med øjnene

" Jeg har kendt dig i 5 år, og du plejer ikke at være sådan her. Da han kom ind i dit liv, havde du den største optur, og ja, det var skuda fedt, men ligeså godt som jeg, vidste du det ikke ville holde, og hvilken stor idiot han er, og var." sagde hun skarpt.

 

Jeg vidste godt at Niall ikke havde behandlet mig særlig godt i starten, og havde en facade kørende som de fleste personer ikke kunne se igennem, men han var som han var, og det var jo egentlig grunden til at jeg fandt ham interessant.

 

 Lily, havde bare altid været lidt misundelig, da hende og Scott har det svært, både på det tidspunkt og nu.

Men Niall, ham hadede mine forældre, og mine venner.

" Ved du hvad? " sagde Lily skarpt.

 

Hun var ikke altid sådan her men havde været det, det sidst stykke tid. Scott og hende, havde skændtes meget på det sidste, og gik hende meget på.

 

 " Først og fremmest, skal du hjem og rode minderne frem igen. Alle de ting han gjorde, ved dig. Han fortjener ikke at han er skyld i at du sidder hjemme en lørdag aften og hænger, okay? Ring, til mig når du har taget dig sammen "

Hun drejede mod højre, og jeg nåede ikke at få nogle ord indført. Hun havde jo nok, ret et eller andet sted. Jeg måtte tage mig sammen, og han var vel også skyld i det.. Fuck ja han var!

 

Han var skyld i det hele, hvorfor kunne han ikke bare have ladet mig være fra starten af? Så havde intet af det her sket, og jeg havde været glad nu!

 

Jeg sparkede min sko i mine fødder, da jeg trådte ind i mit hus. Jeg gik forbi køkkenet hvor min mor sad, og snakkede med sin veninde, Suzan.

 

Jeg smuttede op oven på, og smed mig i min seng. Jeg lagde mig på ryggen, og kiggede ud over mit rum.

Det var så nøgen efterhånden, uden en masse billeder på væggen. En seng midt i det hele, et enkelt skab, et tv, et lille hvidt skrivebord og en stol.

Jeg sukkede for mig selv, og lagde min hånd på maven.

 

Jeg havde virkelig sagt til mig selv, at jeg var over det, og var også blevet sikker idet, men ligeså snart Lily kom ind på emnet, brød mit hoved helt sammen, og jeg kunne ikke få tankerne væk fra ham. Jeg fik helt ondt i hovedet over det, og havde endnu en gang lyst til at græde over alt det foregik i mit liv lige nu, men mest græde over ham.

 

Jeg måtte bare dukke op til den fest, og vise at jeg ikke var den svagpisser, som alle efterhånden så mig som. Jeg satte mig op, da telefonen ringede, men jeg opgav da jeg kunne hører min irriterende lillesøster, løbe hen imod den.

 

Jeg gad ikke engang forsøge at indhente hende, det var sikkert nogle fra hendes kæmpe vennekreds. Den var meget større end min, og hun snakkede efterhånden med dem hele tiden, at det var blevet irriterende at hører på.

Det var skønt dengang da det kun var mig der boede oven på, og hende nedenunder.

 

Jeg fandt min mobil frem, og gik på Facebook, som var så tomt det overhoved kunne være. Lily havde lagt et billed op af hende, og Scott så de måtte, være blevet bedre nu.

" Når jeg ikke engang aner hvem du er, hvordan skal jeg hente hende? " Det var Sophies, skingre stemme, og jeg hoppede snart op af sengen, og flåede døren op.

 

Hun var sådan en streng strigle en gang i mellem, og havde en vane med at være flabet over for alle. Jeg ville ønske at jeg kunne rive hovedet af hende nogle gange.  

 

Jeg gik ind i stuen, og så hende sidde med et blankt ansigtsudtryk. " Er det til mig? " spurgte jeg, og nikkede mod telefonen.

 

" Ja, min idioten gider ikke at sige, hvem det er. " sagde hun og kastede telefonen over til mig. Flab, var det eneste jeg kunne tænke, da hun himlede med øjnene over ’’idioten’’ hun snakkede med.

 

" Hallo, " Sagde jeg forsigtigt, og sank en klump. Det var en svag pivende stille, og jeg undrede mig at personen havde lagt på, men det havde den ikke. " Hej, det er mig. "

 

En kæmpe klump sad fast i min mave, og jeg følte at jeg skulle kaste op.

Jeg trak telefonen væk fra mit ører, og træk vejret tungt, og utroligt.

 

Hej, det er mig. HVORDAN HAN KAN HAN BARE SIGE ’’ HEJ, DET ER MIG?

Der var ikke rigtig noget mig længere, det var så kunstigt. Jeg havde jo for fanden ikke snakket med ham i et halv år, og så vender han op med et, 

'Hej det er mig'. Det var for uvirkeligt. Jeg kunne mærke at jeg blev svimmelt, så jeg satte mig ned med en hånd over panden, og prøvede at få styr på mine vejrtrækninger.

 

" Ja, hej. " Jeg prøvede at lyde ligeglad, det håbede jeg at han kunne hører.

 

" Jeg er tilbage i England, " Han snakkede som om, der var det fineste det i orden, hvilket det overhoved ikke var. Han kunne ikke bare vende tilbage på den her måde, totalt uventet. Det var helt absurd. Jeg havde lyst til at græde, og høre trist musik hele dagen.

Jeg sagde intet, det var hans tur til at snakke.

" Vi er alle tilbage i England, og det er så meget jeg gerne ville fortælle dig, " sagde han optimistisk. Jeg tørrede min næse, og tørrede min kinder som var våde. Var foregik det med mig?

Det var uvirkeligt at hører hans stemme, så tæt med mit ører. " Hvo.. Hvor er du? " stammede jeg, og tog mig ved min hals, det gjorde jeg altid når jeg blev nervøs. Det kom bag på mig at jeg overhoved var i stand til at spørge ham om noget.

 

" Jeg har fået tillejet mig en fin lejlighed ved Covent Garden, med alle de koncerter og en masse andre ting med One Direction, vil jeg ikke bosætte mig fast. Der kunne nemt ske så meget, "

Lige meget hvor han kom kunne han ikke bosætte sig.

 

Han havde så travlt med hvad der skete om ørerne på ham, at han ikke kunne have en fast ting.

" Kan vi måske mødes i morgen på en Ungers café ved Covent Garden? " spurgte han, med en selvsikker stemme som altid.

 

Jeg kunne ikke sige ja til det. Jeg havde intet tilovers for ham, og jeg havde ingen grund til at sige ja til det her. Han havde ødelagt nok, og det her kunne ikke ske for mig.

" hvornår? " mumlede jeg, og kløede mig i nakken.

" klokken 2. Ses vi? " Han burde lyde nervøs, og usikker efter alle de ting. men gjorde han det? Nej, selvfølgelig ikke. Han lød arrogant og selvsikker.

 

" Det gør vi vel, " fik jeg sagt, og en tilfreds lyd kom fra ham. Jeg lagde på før han sagde mere, og jeg rammede min ryg mod væggen.

Jeg satte mig ned, og smed telefonen væk fra mig, mens jeg lukkede mine øjne. Jeg var for dumt, og alt for naiv. Jeg begyndte at ryste, og pludselig sad jeg og tudede uden en specifik grund.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...