Tivoli RUST

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 sep. 2014
  • Opdateret: 20 sep. 2014
  • Status: Færdig
- Uden din kærlighed, er jeg blot et Tivoli af rust.

2Likes
7Kommentarer
119Visninger

1. Tivoli RUST

 

 

 

’’Tivoli RUST’’

Bogstaverne er for længst falmet, og jernlågen knirker, da jeg skubber den op.

Der er stille. Alt for stille.

’’Velkommen til RUST: Tivoliet for de fortabte.’’

En hæs stemme på min højre side får mig til at vende hovedet. Der står en klovn. Sminken han har i ansigtet er tværet ud. Trods den røde tud og det alt for store tøj, kunne han have lignet en forvildet teenager, der nær havde grædt sine øjne ud.

Det er i sandhed en trist klovn, for han hverken smiler eller gør hvad en normal klovn ville have gjort. Han stirrer bare slapt på mig, men rækker så hånden ud. Hans behandskede fingre holder fast om en lille lap laset papir.

En billet.

Hans ord fra før skræmmer mig af en eller anden grund ikke. Jeg ved, hvorfor jeg er her. Hvorfor jeg befinder mig i De fortabtes tivoli.

’’Til al evighed.’’ Da billetten trykkes ned i min egen håndflade, opdager jeg, at klovnen ikke har nogen øjne. Der er to sorte, gabende huller. Et sæt huller der snildt kunne være bundløse.

’’Til al evighed.’’ Gentager jeg med en stemme der skælver.

Så forsvinder han. Det er som om at kroppen opløses i svævende, sort støv, der søger opad imod den overskyede himmel, for derefter at blive ét med mørket. Og jeg ser til, som var det fuldstændig naturligt.

For oven skinner der en snehvid halvmåne nedover tivoliet. Skæret får det til at se mere ensomt ud, end det i forvejen er. Man skulle næsten tro, at jeg var alene…

Men det er jeg ikke.

Tivoli RUST er for alle os fortabte.

I nat har månen et ansigt. Et djævelsk smil krydser den lysende overflade, øjnene er knebet halvt sammen. Næsen er kroget.

Jeg ville ønske, at jeg kunne efterligne det udtryk… Men jeg har ikke længere tal på, hvornår mine mundviger sidst vendte opad. Har de i det hele taget nogensinde gjort det?

Ja… Ja, ja det har de. Dengang jeg mødte dig.

Ironisk nok var det et sted som her. Larmen var næsten uudholdelig og mennesker løb frem og tilbage, i modsætning til her. Jeg tror vidst nok, at jeg stødte ind i dig med min is.

Billederne af os to i mit hoved er utydelige, men jeg ved, at det skete.

Du blev ikke vred. Det blev jeg til gengæld. I et minuts tid rasede jeg over, om du ikke kunne se dig for. Jeg gik så vidt til at spørge dig, om du var blind. Hvorfor jeg var så sur, kan jeg ikke huske, men det var jeg i hvert fald… Lige indtil du sagde de altafgørende ord;

’’Ja. Jeg er blind.’’

Tilbage i realiteten – nu, eller hvad Gud og hvermand ville kalde det – kommer jeg til at tænke på klovnen fra før.  Under alle de falmede farver, havde han dit ansigt. Øjne der ingenting ser, en mund der knap snakker. Et smil der aldrig viser sig.

En trist klovn. Hele verdens klovn.

Efter lidt begynder jeg endelig at bevæge mig fremad. Det første mit blik fanger, er en stor kasse, hvor der sidder en dukke indeni. Dukkens ansigt vender nedad, og et tyndt lag af støv har lagt sig udover hendes lange, brune lokker. Det ser næsten gråt ud.

’’Se mig bevæge mig.’’ Står der skrevet med sjuskede bogstaver nederst på kassen, og jeg lader hånden køre hen af det snuskede glas, der adskiller mig og dukken.

Uden at tøve det mindste, trykker jeg den røde knap ude på siden i bund. I de første sekunder sker der ingenting… Så sætter dukken sig pludselig op, og et sæt unaturligt blå øjne ser tomt ud på mig.

Jeg genkender ansigtet. Jeg har set det så mange gange i spejlet, at man næsten skulle tro, at det var løgn.

Det er mig.

Gruset knirker under mine fødder, da jeg for første gang bliver bange. Støv hvirvler op, for derefter at falde ned igen. Dukkens blik fanger mit og giver ikke slip. Den mekaniske kæbe bevæger sig nedad, som ville hun sige noget… Men jeg opfatter intet andet end vinden, der får blade og avissider til at flyve henover tivoliets jord. Ellers er der dødstille.

Det er først nu, at det går op for mig, at det her sted ikke blot er et tivoli. Det er mig. Karussellen til venstre, de genfærdsagtige gæster, månen, himlen, jorden, dukken. Alt.

Jeg er Tivoli RUST.

Følelsen af splittelse vælter over mig, og uden at kunne kontrollere det, giver mine ben under for min vægt. Sammenstødet men jorden er ikke noget, som jeg når at opfatte. Min krop ryster. Det samme gør denne verden, Tivoli RUST.

Så kommer jeg i tanker om billetten i min hånd. Det lille stykke papir ligger endnu sammenkrøller imellem mine fingre, og klovnens ord – dine ord – skyder som en række pile ind i min tankegang.

Til al evighed.

Pludselig er det som om, at himlens sluser åbner sig i takt til mine bedøvede følelser. Regnen styrter som dommedag nedover mig, tivoliet, alt. Følelsen af at være gennemblødt er befriende og alligevel tung.

Vi tog i tivoli ofte, os to. Jeg tror, det var for at mindes vores første møde. Og sådan fortsatte vi i årevis, lige indtil din opførsel begyndte at ændre sig. For hver gang vi trådte ind i det farverige legeland, formørkedes dit blik. Jeg vidste, at du ikke kunne se det. Eller mig. Eller noget.

Var det dét, der gik dig på? At du ikke kunne se, hvad jeg så?

… Men alligevel sagde du altid, at det ikke var særlig slemt. Du havde aldrig kunnet se noget, havde aldrig prøvet noget andet, så hvorfor skulle det være noget dårligt?

Jeg valgte ikke at besvare det spørgsmål, ville simpelthen ikke fortælle dig, at du gik glip af virkeligheden…

Men jeg tog jo fejl.

Du gik for alt i verden ikke glip af noget. Du kendte følelserne af alting, lugte, lyde. At vide hvad tingene var, i stedet for blot at få en synsillusion af det, det må have været fantastisk… Men det var kun mig, der så hallucinationerne af lykke…

Jeg burde have vidst, at du ikke følte dig hjemme.

Min ene hånd søger op imod glasset, der holder dukkeversionen af mig indfanget i kassen. Det er koldt… Og vådt.

Havde jeg ikke været så sentimental dengang, så havde jeg måske hørt dig skrige efter hjælp. Havde jeg ikke været så stædig, så ville du stadig være her.

Blækbogstaverne på billetten er ved at opløses af regningen. Farven flyder udover mine hænder, imens jeg ser tomt til.

Hvorfor var jeg så dum? Så naiv?

Endelig vil mine ben bære mig igen. Pladsen omkring mig er næsten lige så stille som før, bortset fra regnens trommen imod jorden.

Det er i dette øjeblik, at en hånd rækker ud imod mig, som for at hjælpe mig det sidste stykke. Jeg tager imod den, inden jeg ser op.

Det er en habitklædt fyr. Han holder på en mørk, flosset paraply, der forhindrer ham i at blive gennemblødt ligesom mig… Men hvad der med det samme fanger min opmærksomhed, er at hans ansigt er dækket af en gasmaske.

Lyset fra boksen med dukken – mig – i genspejles i glasset foran øjnene. Undrende lader jeg hovedet glide lidt på skrå, men han ser ikke ud til at ville sige noget. I stedet løfter han sin frie hånd, for derefter at pege på noget bag mig.

Det er en bod. En bod hvor man smadrer tallerkener med bolde. Rammer man nok, får man en præmie.

Da jeg vender min opmærksomhed imod ham igen, er han som forduftet ud i ingenting. Tilbage står jeg med en ubehagelig sitrende følelse i den hånd, som han hjalp mig op med.

Jeg ved, at det var en hentydning.

’’Gå derhen.’’ Sagde den, ’’Ødelægger du nok, er der en belønning.’’

Sådan er det jo også med det virkelige liv, bare på en anden måde. Gid jeg kunne løbe fra realiteten. For i realiteten hedder det ikke en belønning. Det hedder straf.

Som den marionetdukke jeg lige så godt kunne have været, lader jeg mine ben føre mig over til skranken, der adskiller mig fra to snurrende hjul, hvor der er fastspændt en cirkel af farvede tallerkener.

En bold trykkes ned i min håndflade. Det kommer fra min venstre side af, hvor fyren med gasmasken og paraplyen er dukket op igen. Efter at have placeret bolden hos mig, holder han sin paraply frem. Jeg sætter ikke spørgsmålstegn ved den lille detalje, at han ikke har gjort det før.

Jeg ikke engang overvejer, om jeg kender ham.

Som var et sekund et minut, lader jeg armen stryge tilbage.

I et øjeblik er det som om, at jeg ruster til denne position. Som om at jeg får et stykke tid til at overveje, hvad det egentlig er jeg gør.

Jeg skal ødelægge noget. Præcis som jeg gjorde i fortiden. Og jeg fortsætter. For at destruere er mit speciale, det er det der holder mig gående…

I det næste ser jeg den halvtunge kugle ramme den første tallerken, der ramler til jorden med et knald. Det er den eneste lyd jeg hører de næste mange minutter; Lyden af porcelæn der smadres, lige indtil der enten ikke er flere kastegenstande eller ofre tilbage.

Da der bliver stille igen, begynder gasmaskefyren at klappe lavmælt. Måden han gør det på er slap og trist. Paraplyen har han foldet sammen og presset ind imellem sin arm og overkrop, men i det næste holder jeg den i hænderne. Og sekundet efter hyres den afsted, for at blot at bore sig ind i det sidste stykke porcelæn.

Måske havde jeg forventet, at han ville blive vred. At han ville reagere, hvis jeg tog noget der var hans… Hvis jeg ødelagde det…

Åh gud, sådan var det jo også med dig, ikke? Men du sagde ikke en lyd.

Pludselig puffer han mig forsigtigt fremad, hen til kassen med dukken fra før. Den står åben, og den retmæssige beboer befinder sig ved siden af.

Og nu ved jeg hvad præmien er.

Uden at tøve en eneste gang, lader jeg mig glide ind i boksen. Placerer mig på sædet, mærker snorene der holdt dukken fra før i gang sno sig om mine håndled. Om min hals. De holder mig fanget.

Præmien.

Staffen.

Dukken – mig – lukker mekanisk døren. Og efter at hun har fastsat slåen og låst, finder hendes og gasmaskefyrens hænder pludselig sammen. Jeg ved ikke, hvad det er, de prøver på. At redde mig fra mig selv?

Men jeg ser dem forsvinde i mørket. Ud af Tivoli RUST. Væk fra min rækkevidde. Ud af mit synsfelt.

 

Selv efter al den tid der nu vil gå, er jeg dog sikker på, at det var den rigtige beslutning. Ondskaben må besegles. Kan du holde den i live, men gøre den uskadelig, har du udvundet et nyt menneske…

Men jeg slipper aldrig ud herfra. Det her sted er en del af mig.

Ikke alle historier har en lykkelig slutning. Det gjaldt i hvert fald os to.

Og dog…

I sidste ende, er det et sted, hvor vi begge burde høre til… Et sted der kunne give os fred. Noget der kunne holde os adskilt, så jeg ikke kunne ødelægge mere af dig... Jeg vidste bare ikke, at den beslutning også ville destruere mig.

Til al evighed.

 

… For uden din kærlighed, er jeg jo intet andet end blot et Tivoli af rust.

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...