Pigen uden fortid

Pigen uden fortid.

23Likes
27Kommentarer
742Visninger
AA

1. Pigen uden fortid

Jeg har to ansigter. Det ene er koldt og følelsesløst gemt væk bag lange tjavser af hår og en sort hættetrøje. Det andet er grimt, men ægte og fyld af frygt. Det smiler aldrig, for det kan det ikke. Det er skabt til at græde vandfald i endeløse mængder. Jeg ville ønske af hele mit knuste og ødelagte hjerte, at det kunne smile, men det kan det ikke.

”Henriette?” kalder jeg med et håb om, at hun ikke er hjemme. Jeg kan høre nogle bump inde fra stuen og en protesterende mumlen. En skikkelse toner sig frem i efterårsmørket. Henriette ser undrende på mig. Hendes poser under øjnene er betydeligt større end i går. ”Så luk dog døren!” råber hun og slår ud med armene.
”Undskyld,” hvisker jeg og mærker tårerne presse sig på, som i en kamp mod følelserne og fornuften. Som i en kamp, jeg er dømt til at tabe. Igen. ”Din far er skredet,” siger hun. Som om det gør nogen forskel, tænker jeg, og baner mig vej frem gennem de tomme flasker og cigaretskod. Jeg griber fat om håndtaget ind til mit værelse, og skynder mig derind. Låser døren, og lader mig glide ned på det beskidte gulv, der som sædvanlig tager så pænt imod mig. Jeg trykker mit hoved ned mod mine skælvende knæ, og mærker tårerne forlade mine øjne. Jeg forsøger at græde uden lyd, men det er omtrent lige så svært som at køre på en cykel uden hjul. Der lyder nogle høje råb og skramlende lyde på den anden side af min dør. Automatisk lukker mine hænder sig om mine ører, mens jeg prøver at overdøve lydene af slag med en sang inde i mit hoved. En sang kun jeg kender, og som kun jeg kan høre. Engang kunne min far og mor også høre den, men ikke mere. Aldrig mere. For de vil ikke høre den, og ærligt talt så kan jeg godt forstå dem, for den er hverken god, kærlig eller spor lykkelig. Den er fuld af sorg og smerte, og det vil den nok altid være. Det er min inderste, dybeste sang. Og den har ingen ende. Indimellem ønsker jeg, at den bare ville sygne hen eller stoppe brat i et vers, som når elektriciteten under et stormvejr pludselig går. Men sangen bliver bare ved. Selv under det værste stormvejr spiller den videre. Selv når jeg i febrilske og angstfulde øjeblikke prøver at stoppe den, giver den ikke slip. Selv når jeg inderligt beder om en ende på den, så stopper den ikke. Den fortsætter bare i en ustandselig uendelighed.

Forsigtigt løsner jeg jerngrebet om mine ører, og mærker angsten krybe ind under mine nerver. Jeg gør mig umage for ikke at lave en eneste lyd, mens jeg rejser mig op, for at se ud gennem nøglehullet. Et lille, ukontrolleret gisp undslipper min mund, da jeg får øje på Henriette, der forslået ligger sammenkrøbet på gulvet. Blodet strømmer ud fra hendes mund, kind og hage. Mit blik fortsætter dets sædvanlige rutine hen til de rådne skabslåger, som han river og flår op. Han leder. Men han leder de forkerte steder, for jeg er den eneste, der ved, hvor de er. -Pillerne. Pillerne, som han ihærdigt tager dagligt for at glemme minderne om mor der skred, mig der græd og ham der slog efter os alle. Slår efter os alle. Han bander og råber, at han nok skal finde dem. Dum som han er, tror han sikkert, at Henriette har gemt dem. Et jag af skyldfølelse og et minde i min erindring sniger sig ind over mig, og fortæller mig, at det er en dum idé. Men jeg har ikke mere til overs for minder. De har ikke gjort andet end at aflive den glæde, der engang fyldte mit daværende hele hjerte. Jeg ville være bedre tjent uden dem – det er en selvfølge. Derfor trækker jeg i mine treårige gamle sneakers og sorte hættetrøje. Jeg husker recepten og det lille pilleglas. Som var jeg i trance, åbner mine hænder listigt vinduet, og min krop finder vej ned til jorden. Jeg løber så hurtigt, at min krop næsten ikke kan følge med, og så hurtigt at mit åndedræt til sidst tigger mig om at stoppe. Jeg stopper først, da jeg når apoteket. Jeg trækker et nummer, og sætter mig ned. Folkene kigger nedværdigende på mig, og når jeg prøver at få øjenkontakt med dem, vender de blikket mod jorden. Ikke en eneste smiler til mig. Ikke en eneste holder mit blik fast, for de er ligeglade. Eller også er de bange for mig. Jeg ved ikke, hvad der er værst.

”Nr. 57!” råber en skinger stemme oppe fra skranken. Jeg rejser mig op, og går med lange og hastige skridt derover. Damen ser strengt på mig, som om jeg har gjort noget forkert. ”Min far er løbet tør for de her piller ...” siger jeg svagt, og sætter det tomme pilleglas foran hende. ”Han bad mig om at hente dem til ham. Han kommer nemlig først sent hjem i aften,” lyver jeg.
”Javel,” siger damen roligt med en anelse overflødighed. ”Har du en recept?” spørger hun.
”Øh, ja, to sekunder.” Jeg graver ned i mine lommer, men kan ikke mærke nogen recept. Panisk hiver jeg hættetrøjen af, og får vidst blottet mine knoglede og spidse skuldre, men det har ingen betydning, for snart vil jeg ikke engang kunne huske disse øjeblikke. Damen rømmer sig. Jeg har den ikke. Fuck. ”Jeg sværger, jeg havde den lige før!” råber jeg.
”Det er meget muligt, men uden en recept, kan du ikke få adgang til pillerne.” Tryglende ser jeg på hende, mens jeg prøver at overtale hende. ”Kan du ikke dansk? Uden en recept, kan du ikke få adgang til pillerne,” lyder hendes dom indtrængende. Som svar drypper tårer fra mine øjne i en lige akse ned på skranken. ”Nr. 59!” råber hun. Jeg kollapser nede på gulvet, og tigger og beder hende om bare at give mig pillerne. Resultatet bliver, at en medarbejder får samlet mig op og tvunget mig ud gennem deres dør. Hun placerer mig på en bænk ca. 50 meter fra apoteket med følgende sætning: ”Max 1 dagligt. Overskridende dosis kan give stærke smerter.” Jeg ser undrende efter hende, forstår ikke helt hendes budskab, indtil jeg finder et fyldt pilleglas i min lomme. Min mund udstøder et lille hvin, og i det samme løber jeg af alle kræfter tilbage huset.

Jeg kravler langsomt ind gennem vinduet og skruer låget af glasset, som indeholder alt, hvad hjertet kan begære. Mine hænder ryster ustyrligt, og fumler efter en pille. Pillen der skal ændre mit liv. For altid. Tårerne falder stadig, men snart vil de være væk. Jeg tager pillen i hånden, ser på den og smiler. Fuld af håb propper jeg den ind i munden, synker en gang, og lader mig så glide ned på gulvet.

Nogle minutter efter rejser jeg mig pludseligt op. Undrer mig over hvor beskidt værelset er, og hvorfor jeg har grædt. Dernæst tørrer jeg mine øjne, og træder hen mod spejlet. Og der ser jeg hende. Pigen. Uden fortid.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...