Det var et heldigt uheld

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 sep. 2014
  • Opdateret: 20 sep. 2014
  • Status: Igang
Inspireret af et billede

2Likes
0Kommentarer
104Visninger
AA

2. Ham

Jeg stod der. Midt ude i mørket. Det eneste jeg så, var hans dybblå øjne. Det kan godt være, det var vores sidste chance. Men vi udnyttede den. Jeg havde lukket mine øjne. Så havde han. Hans varme bløde læber strejfede blidt mine. Men det var ikke nok. Jeg manglede mere. Jeg manglede ham. Han manglede også mig. Jeg kom tættere på ham. Han tog sin ene arm rundt om min talje, den anden agede blidt min kind. Vi stod der og manglede ingenting. Vi havde hinanden, det var det vigtigste.

 

Men det er forkert, havde de sagt. De troede ikke på kærlighed. De troede ikke på at man kunne få så stærke følelser for en person. De troede ikke på mig. Jeg var ligeglad, jeg vidste hvad jeg følte. Jeg vidste hvad han følte. Men de blev ved. De forbød mig at se ham. De sagde, hvis jeg så ham igen, ville de lukke mig inde. Men jeg havde hørt, at kærlighed overvinder alt. Og jeg var sikker. Sikker på at en dag, en dag ville de tro på os. Tro på vores kærlighed. Men lige nu ville jeg bare være hos ham. Selvom jeg var stukket af. Jeg var stukket af, for at finde ham. Ham som forstod mig, og var ligeglad med, hvad de ville sige og gøre. Han ville prøve at finde en udvej, for os.

 

Han havde ikke sagt noget. Heller ikke jeg. Men han trak sine læber stille væk fra mine. Jeg elsker dig, ville han viske. Men jeg hørte det ikke. Jeg hørte ikke andet end...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...