Oneshots

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 sep. 2014
  • Opdateret: 14 feb. 2017
  • Status: Igang
En samling af mine mine oneshots. God læselyst.

3Likes
6Kommentarer
705Visninger
AA

4. En løbetur

Jeg strammer snørebåndene og binder dem med en fin lille sløjfe i midten. Nu er jeg klar. Jeg kigger ned på mit håndled, hvor uret sidder så perfekt og glimter. Ni minutter. Det tog mig ni minutter at gøre mig klar. Jeg åbner døren og trykker på knappen. Nu kører tiden. Så er det nu. 

Jeg starter ud stille og roligt. Lærer mig selv og min vejrtrækning at kende. Puster ind, ud, ind, ud. Langsomt og velovervejet. I starten er det fint, det går godt. Men det er kun det første stykke tid. Den tid hvor man glemmer at rationere sin energi og bare løber alt hvad man kan, mens man kan. Og bagefter fortryder man og ser tilbage med længsel.

Men det er først bagefter. Lige nu nyder jeg det bare. Vinden i håret, fuld fart fremad. Jeg smiler til fremmede, dem jeg møder, og smilet er ægte. Det er dejligt. Træernes nøgne grene strækker sig mod himlen og omfavner den glødende sol, der går ned et sted langt langt væk. Men ikke her endnu. En fugl synger for, og flere kommer til. De danner et lille kor af lyse stemmer, der kvidrer lystigt med hindanden. Jeg suger den friske luft ind. Det her er et fristed. Jeg tænker ikke, bekymre mig ikke om noget, ikke endnu. Det kan jeg gøre senere. 

En prikken melder sig i brystet, lige ved hjertet, og giver mig lyst til at stoppe og droppe det hele, men jeg bliver ved, og efter et stykke tid forsvinder den igen. Den er der sikkert stadig, men jeg lægger ikke mærke til den. En ny prikken melder sig. Smerte rammer mig og strammer i bryst, som en ond ånd, der prøver at klemme livet ud af mig. Jeg blinker og en tåre samler sig i øjenkrogen, men jeg fortsætter. Det er det eneste man kan gøre. Fortsætte fremad og så forsvinder smerten på et tidspunkt.

Det er koldt nu, og min ånde danner skyer, når jeg puster ud. Solen står på sit aller laveste, om lidt bliver der mørkt. Den ene fod foran den anden. Bliv ved. Pres dig selv. Jeg tager en dyb indånding og fortsætter. 

Jeg kan ikke længere se noget. Jeg famler i mørket. Langt væk er der nogen der holder fest, fejrer noget. Deres musik og larm når mig helt herude, i den stille skov. Men jeg ignorere dem. Jeg er alene. En gang i mellem kommer en anden løber forbi, et kort sekunds selskab inden de forsvinder igen. Ingen ved hvor langt tid der går mellem møderne. Måske møder jeg ikke flere på denne løbetur. Måske møder jeg tusind. Hvem ved? 

Det afhænger af hvilken vej jeg løber. Men lige nu løber jeg bare ligeud. Fortsætter alene. 

Jeg lægger ikke mærke til lyden, før han er lige ved siden af mig. Hans skridt er lange, men han holder takt med mig. Hand vejrtrækning er tung og sikker. Til at starte med siger jeg ikke noget. Jeg kigger på ham. Han smiler. Vi løber videre sammen. Så snakker vi om lidt af hvert.

Jeg træder på en sten og er ved at snuble. Jeg kigger på jorden for at finde fodfæste. Da jeg kigger op er ham væk. Jeg kigger tilbage. Der er vores fodspor i sneen. To par sko, side om side. Hans fodspor drejer der. Lige efter at jeg snublede. Ind mellem træerne af en lille mørk sti. En afvej. Jeg vender om, løber efter ham. Jeg spurter for at indhente ham. Jeg kan se ham. Hans ryg der bliver mindre og mindre mens han løber væk, som om han slet ikke har lagt mærke til noget. Min fod er i vejen. Jeg snubler, rejser mig op og løber videre. Så snubler jeg igen. Og igen. Og igen. Lidt efter lidt mister jeg modet. Jeg rejser mig. Nej jeg vil klare det her.

Jeg løber videre. Sætter tempoet op, gør mig umage. Højre, venstre, højre, venstre. Løbe. Træk vejret. Dybe indåndinger. 

I vejkrydset ser jeg ham. Han står der, forvirret. Kigger sig om, som om han ikke ved, hvor han skal hen. Jeg spurter det sidste stykke. Så kaster jeg mig om ham, krammer ham. Han kysser mig. Jeg tager hans hånd. Holder ham fast, klemmer den forsigtigt. 

"Vi er langt væk hjemme fra."

"Vi er nået langt ud."

"Alt for langt. Det stopper nu."

Jeg nikker. Kysser ham igen. Så løber jeg, trækker ham med. Han følger med mig. 

Vi løber længe, snakker meget lidt, men det behøver vi ikke, for vi ved hvad den anden tænker. Skoven slutter. Han trækker mig ned gennem forskellige gader. Vi ser ting. Så når vi et hus. Et hjem. Han låser døren op og vi træder indenfor. Jeg står der lidt akavet midt i det hele. Han trækker mig ind til sig. Vi strækker ud sammen. Det har været en lang tur. Vi fortsætter i morgen.

"Du kunne blive"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...