Oneshots

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 sep. 2014
  • Opdateret: 6 maj 2016
  • Status: Igang
Oneshots til Oneline Forfatter Games

3Likes
6Kommentarer
469Visninger
AA

2. Bjerget

Vinden kyssede hendes kind og stormen tog til. Lynene slog ned, ramte hende og gav hende en ny form. Rumlen fik stenskred igang på hendes bjergsider. Træerne ruskede i vinden, ramte hende og fik en skælven, af kuldegysninger, til at gå igennem hende. Men der var ikke noget hun kunne gøre, for et bjerg er et bjerg og bjerge kan nu ikke rykke sig. Kun hvis jordpladerne under hende rykkede sig kunne hun rykke sig, blive højere eller lavere. Men det tog millioner af år for en jordpladerne at rykke sig og derfor måtte hun, Selia eller som menneskene kaldte hende Mount Everest, finde sig i at stå hvor hun stod. Et koldt sted med næsten uafbrudt storm og sjælne plus 15grader. 
Men der var noget specielt ved de 12grader og stormen idag. En lille flok mennesker var på vej op ad Selia. Det var der nu ikke noget mærkeligt i, men det mærkelige var at en menneskene i den lille flok var et barn. Intet barn havde endnu gået på det øverste af Selia og det var der de var på vej hen. Mod hendes top, hun havde klædt så fint i hvide klæder. Barnet var en pige. Pigen blev båret på en fin pude af gråt silke. Langsomt, ganske langsomt bevægede de sig højere og højere op. Pigen havde sine hænder foldet og mumlede noget på menneskenes sprog, et sprog Selia ikke talte. 
Selia vidste at det var yderst farligt at være på hende når vejret var som nu. Storm, sneskred, lyn og kraftige vindstød. Snart ville de blive ramt af stormen og snart ville de dø. Det var ikke noget Selia bestemte, men noget Vinden bestemte. 
"Dø..... Dø..... Dø." Sagde den og Selia prøvede at beskytte flokken og give den ly ved at frembringe en grotte de kunne gå ind i. De så den, talte med pigen og gik så bare videre. Selia kunne ikke beskytte dem, mod stormen, når de ikke ville ind i grotten. Nu var de selv ude om det hvis de døde. 
Et lyn slog ned og ramte en af menneskene. Han skreg og blev så slap som en fisk. Så faldt han, med døde tomme øjne ned ad bjergsiden og blev most mod en klippe. De andre så forfærdet til. Sekundere tikkede afsted, og de stod bare og stirrede. Så gik de videre som om intet var hændt. Pigen havde ikke engang set hvad der var sket, hun mumlede bare videre. Selia kunne mærke et prik og så var det væk igen, sikkert bare et lyn der slog ned. Pigen kiggede et kort øjeblik op og begyndte så at tegne tegn i luften, mens hun mumlede. 
En af menneskene skreg fordi et lyn slog ned tæt ved ham. Selia kunne mærke sneen der rumlede ned af hendes side. Sneskredet tog 3 af pigens følge. 6 mennesker og pigen tilbage. De gik viddere lod som ingenting. Som om de andre aldrig havd været der. Selia var forfærdet over hvor selviske menneskene var. Når hun så andre bjerge blive sprængt i stykker, græd hun så meget at store sneskred faldt ned af hendes bjergsider. Hun kunne mærke et til stik fra et lyn der ramte hende. Pigen smilede. Hendes følge var nu næsten nået toppen. Stormen rev og sled i deres tøj. Et lyn slog ned og to af følget. Kun 4 personer og pigen var tilbage. Pigen bemærkede ikke at hendes følge lige så stille blev dræbt af stormen. Hendes følge satte puden, hvor pigen sad, ned et stykke fra toppen. Hun gik ned af den og rejste sig op. Som hun stod der i stormen, med lukkede øjne og foldede hænder og vinden rev i hendes hår, så hun meget frygtindgydedende ud. Hun åbnede øjnene. De var ravgyldne. Følget bukkede, hun lavede en bevægelse med hånden og kort efter kom et kraftigt vindstød, der blæste hele følget væk. Hun smilede og Selia havde en følelse af at der var fare på færde, men også en følelse af at noget var rigtigt. Hun gøs og rystelser gik gennem hele bjerget, men pigen stod helt stille. Hun gik det sidste stykke op til bjergtoppen. Pigen og Selia stod ansigt til bjergtop. Hun smilede og stormen blev værre end en storm nogensinde havde været. 
"Det er sådan det skal være." Pigen bevægede ikke læberne, men det var hende der talte. "Dig og mig skal være en. Mit navn er Ailes." 
"Ailes.... Et pænt navn." For første gang i millioner af år talte Selia. Og for første gang i millioner af år forstod et andet væsen hvad hun sagde.
"Tak, Selia." Hun gjorde en bevægelse med hånden og vinden blev vildere endnu. Et spørgsmål poppede op i Selias hoved. 
"Kan du styre vinden?" Ailes nikkede og smilede så. 
"Dig og mig. Storm og bjerg. Et perfekt par til at sture verden.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...