•True love never ends•- JB

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 sep. 2014
  • Opdateret: 29 okt. 2014
  • Status: Igang
•For at undgå mere forvirring, så ja, jeg har ændret navnet, da jeg syntes det her er bedere, undskylder hvis der forekommer forvirring. Historien er stadig den samme•[coveret er midlertidigt] Vendia er 17 år og og lige flyttet til LA med hendes familie, skoleåret er godt i gang og hun møder pigen Yasmin, de bliver hurtigt meget tætte. På diskoteket One Night møder Vendia for alvor drengen Justin fra skolen. Justin har et væddemål om at han skal score Vendia, men kommer der følelser imellem spil? Justin og Vendia begynder at få et gode øje til hinanden da Vendia's søsters sygdom for alvor bryder ud, og det hele er et stort kaos eftersom at Vendia's forældre samtidigt skal skilles. ***Justin er ikke kendt***

4Likes
15Kommentarer
377Visninger
AA

6. Hospitalet

Vendia's synsvinkel:

Jeg sad på kanten af min søsters seng, hun lå med lukkede øjne og var helt bleg. Vores forældre var ude for at få noget at spise, og tilbød mig også at komme med, men jeg var ikke meget for at gå fra Freya når jeg vidste hun havde det så skidt. Jeg a'ede blidt hendes kind, da ingen andre end Justin stod ved døren, jeg fór op i hans arme, han lagde armene om mig, og det gav en dejlig tryg følelse. Mit blik rettede sig imod Freya, og jeg kunne mærke tårene presse sig på "Hun skal nok få det godt igen, babe" Justin fjernede en tåre der var på vej ned af min kind, jeg nikkede bare, hvis jeg begyndte at snakke ville jeg bare bryde ud i gråd. "Åh, min skat" Justin hev mig ind i hans farm igen, og lagde mit hoved på hans hans skuldre, jeg hulkede. Mine tanker blev afbrudt af en velkendt stemme fra sengen "Ve-vendia" hurtigt vendte jeg mit hoved imod Freya, hun sad op nu. "Åh, min elskede" Jeg skyndte mig over til hendes seng, og satte mig "Hej, Justin!" hun smilede stort "Hey, tøs" han gengældte hendes smil. Justin satte sig ved min side, jeg fjernede en hår-lok fra Freya's kind. "Mangler du noget" mine tåre pressede sig på, men jeg måtte ikke græde for øjnene af hende, det kunne jeg ikke.. "Jeg kunne godt tænke mig noget vand, jeg føler mig en smule svimmel" Jeg nikkede kort "Jeg er tilbage om 2sek". 

Justin's synsvinkel: 

"Justin?" Jeg rettede blikket imod Freya "Mhhmm?" "Lov mig en ting?" Jeg kunne se at hendes øjne begyndte at flakke "Ja, er du okay?" Hun besvarede ikke mit spørgsmål "Pas, på, min, søster" hun nåede ikke at sige mere før at hendes øjne blev tomme og hun faldt bagover "Freya!??!" jeg stirrede på hende, hev hurtigt fat i hende, men hun var helt væk. En alarm gik, og 2 sygeplejersker kom løbende ind. "Hvad sker der?!" De sagde intet men løb hurtigt ud med Freya "Hey!" Jeg greb fat i hende den ene "Hør her, ingen spørgsmål nu, din søster eller hvad hun nu er, er ved at dø" Hvad, nej, hun kunne ikke dø.. "Freya!" Mit råb blev til en hvisken da Vendia kom løbende ind, hun stod med vandet i hånden da sygeplejerskerne løb ud med Freya i sengen. Hun stivnede, hendes øjne fyldes med vand, og tårene trillede ned af kinderne på hende. 

 

Vendia's synsvinkel:

Nej, det her kunne ikke passe, ddt måtte ikke passe... Mine tåre løb om kap ned af mine kinder, og ikke engang Justin kunne stoppe dem. "Shh" han prøvede at berolige mig, men jeg rystede, rystede af skræk af hvad der nu skulle ske.

Vi sad i 4 timer uden svar, da en sygeplejerske kom ud. "Hun er langt fra stabil, og hun skifter konstant mellem levende og død" nej, jeg lukkede sammen, hun skulle klare den, det havde hun gjort før, hvorfor lige nu.. Justin holdte igen om mig, men det hjalp ikke, tårnene trillede ned af kinderne på mig.. Igen sad vi i 4 timer, og ventede, ventede på at få det svar vi alle frygtede mest, at Freya skulle dø.

Vi sad i timer, og ventede, bare for at vente på hvad der nu skulle ske, men inderst inde vidste vi alle godt hvad der skulle ske nu, den samme sygeplejesker kom ud til os "det gør mig ondt at skulle fortælle dette til jer, men Freya døde for 2 minutter siden, hvis i skal se hende en sidste gang er det nu på stue to." Nej, det kunne ikke passe, ordene gentog sig i mit hoved, min lillesøster, min elskede søster var død. Jeg fór sammen, tårnene var ikke til at stoppe nu. Det kunne ikke være rigtigt.

På en række gik vi ind til hende, hun var ligbleg, og hendes læber blå. "Åh Gud, jeg kan ikke det her" mor brød ud i gråd, jeg kunne heller ikke mere og jeg strammede mit greb om Justins hånd.

- Ja, det var så det.. Regner med at opdatere allerede imorgen efter skole :-)!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...