Det, der betyder noget!

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 sep. 2014
  • Opdateret: 19 sep. 2014
  • Status: Færdig
Lille historie om kvinde med rengøringsvanvid!

0Likes
0Kommentarer
41Visninger
AA

1. Det, der betyder noget!

Hun kunne godt lide rene linjer. Rene flader. Rene forhold. Hvad var der da galt med det? Torsten havde sagt noget om, at hun var rengøringsfanatiker, da han smækkede med døren. Han havde fået det til at lyde som noget negativt. Hun kunne ikke forstå det. Hun kunne heller ikke forstå, hvorfor han var flippet sådan ud. Hun havde jo bare bedt ham om at gå ud i gangen igen og tage støvlerne af og så lige skylle dem over ude på badeværelset. Det var jo beskidte. Det var jo ikke fordi hun havde sagt, at han skulle tage dem af udenfor døren og vaske dem med haveslangen. Så slem, var hun jo ikke. Selvom det naturligvis var svært at holde igen, da hun så hvordan mudderet gled fra hans sko ned på det fine rene gulv, som hun lige havde gjort rent igen, fordi Ronja havde været på besøg med barnebarnet, som havde spildt krummer på gulvet. Det havde hun endda heller ikke sagt noget til, selv om det havde kriblet i hendes fingre efter straks at hente støvsugeren og fjerne krummerne i det øjeblik de faldt fra barnets fingre og så også lige tørre efter med en klud i barnets ansigt og på det hænder. Men nej, hun vidste godt, hvordan det ville blive modtaget og Ronja kom i forvejen så sjældent, selv om man skulle mene, at det var en mormors ret at se sit barnebarn mindst en gang om ugen, men Ronja sagde noget om, at hun blev stresset af at komme på besøg, hvad det da skulle være af. Hvis nogen havde grund til at blive stresset af at de kom, så var det da hende, hvis hjem blev invaderet af snavs og uro.

 

Hun trak på skuldrene og kiggede ud i gangen. Mon ikke Torsten snart kom igen? Han plejede hurtigt at køle af, når han blev vred. Han vidste jo godt, at hun ikke kunne gøre for det. Hun var jo opdraget til, at alt skulle være pænt og rent. ”Hvis man har styr på sit hjem, så får man andres respekt”, havde hendes mor altid sagt og moren havde jo ret. Hvor mange gange havde folk ikke kommet med komplimenter til, hvor fint der var her på Bøgevej 12. Som hendes bedste veninde havde sagt, så var der altid så klinisk rent, lige meget om man kom uanmeldt eller havde ringet i forvejen. Hun havde haft et mærkeligt udtryk i øjnene da hun sagde det, men det skyldtes nok bare misundelse, for hjemme hos Diana var der altid kaos, nullermænd og mennesker. Det var slet ikke til at holde styr på. Man blev altid så forpustet derhjemme over alt det liv der var alle steder. Efter et par timer i venindens vilde hjem, var det altid en lise at komme hjem til freden og renheden på Bøgevej. Her var der styr på livet. Det kom ikke bag på nogen.

 

Hun kiggede på sit ur. Torsten havde været væk i over en halv time nu. Det var lidt underligt. Han plejede kun at gå ned til parken for enden af vejen, gå en runde og så komme tilbage igen. Nå ja, det kunne da være at han havde besluttet sig for at klippe hækken for at komme af med noget af sin ukontrollerbare energi. Det ville være helt fint. Den trængte virkelig og så ville han ikke være så pågående i aften, som han ofte var, når de havde haft en uenighed. Hun gik hen til vinduet og kiggede ud, for at se om hun kunne se ham henne ved hækken, men der var ingen Torsten. Nå, måske var han faldet i snak med nogen på vejen, selv om det ville undre hende. De omgikkes jo ikke rigtig de andre, som mest var småbørnsfamilier. De var ligesom et helt andet sted i deres liv med helt andre interesser og larm og støj. De passede ikke rigtig ind.

 

Hun lagde mærke til, at det havde regnet. En del faktisk. Tænk, det havde hun slet ikke opdaget, men hun havde jo også haft travlt med at gøre klar til Torstens hjemkomst efter Ronja og barnets besøg. Der havde været nok at ordne. Børn grisede altid så meget. De kunne nærmest sidde helt musestille og lave absolut ingenting og alligevel ville der bagefter være fedtpletter og krummer, der hvor de havde siddet. Hun var glad for at Ronja nu var blevet stor, så der ikke var mere af det pjat at tage sig af. Det var så kun når barnebarnet havde været der og det kunne være slemt nok. Hun var jo ikke helt ung mere.

 

Hvor blev Torsten dog af? Det var da noget af en overreaktion sådan at blive væk hele aftenen bare fordi hun gerne ville holde det lidt pænt. Mens hun tænkte på mandens barnlige opførsel vendte hun sig om og tjekkede sofaen med øjnene en ekstra gang. ”Hov, hvad er det dog” udbrød hun så næsten helt chokeret, for der hvor barnet havde siddet var der nu en stor rød plet. Hun skyndte sig hen og prøvede at fjerne pletten med en af de pæne servietter, som altid lå klar på bordet til netop sådan en nødsituation, men lige meget hvor meget hun prøvede, blev pletten ved med at være der og nu satte servietten sig også fast i det klistrede stads. Sikke noget. Det måtte skyldes den klistrede slikkepind i ustyrligt mange farver, som barnet havde haft i hånden, da hun kom. Sådan noget kulørt farvestads grisede altid så gevaldigt.Der måtte tydeligvis stærkere midler til.

 

Optændt af en brændende effektivitet skyndte hun sig ud mod køkkenet, men i gangen stoppede hun igen brat op. Hvad var det dog? Var Torsten virkelig gået ud i sine sutsko og havde ladet støvlerne stå i gangen. Hvad mon naboerne dog ikke ville tænke, hvis de så ham sådan? Heldigvis var det begyndt at blive mørkt udenfor, så måske så man det ikke så nemt.

Han havde ikke engang fået tørret støvlerne af, før han gik og nu stod de der og hånede hende i al deres mudder og gris. Hun tog dem op og mærkede det klistrede gulv under sine fødder. Det var da mærkeligt. Mudder plejede da ikke at klistre. Faktisk så det ud som om der også var noget klistret på væggene. Det lignede børnefingre, som havde leget tagfat over hendes flotte hvide vægge. Hun mærkede på det og følte en gysen gå i gennem hendes krop. Det måtte væk med det samme. Der var absolut ikke noget, der skulle klistre i hendes hjem. Det skulle være fint og glat, sådan så alle kunne se, at her, her var der orden og kontrol og ikke mennesker der svinede over det hele.

 

Det tog hende flere timer at få gjort hjemmet pænt, for da hun først var kommet i gang, syntes hun pludselig at hele huset virkede beskidt og klistret. Hun skrubbede og skurede for at få alt det grimme og ulækre væk og til sidst var hun tilfreds. Da var det blevet helt mørkt udenfor, men væggene skinnede glatte. Ingen spor af børn eller andet liv her. Det var lige før hun troede, at selv hendes mor ville blive stolt.

Egentlig var det jo helt heldigt, at Torsten var blevet så længe væk, så hun havde fred og ro til at få styr på det hele, uden at han hvirvlede nullermand og andre ubehageligheder frem.

Nu var hun dog klar til, at han kom. Så hvorfor kom han ikke? Måske skulle hun bare blive stående her midt i stuen indtil da, så der ikke blev svinet til igen. Det sket jo så hurtigt, når hun slappede af og ikke var på vagt hele tiden, men ikke i aften, i aften skulle Torsten få at se, hvor flot hun havde gjort det på trods af hans støvler. Hvis bare han dog snart kom.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...