Short Stories  Sounds Great

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 sep. 2014
  • Opdateret: 23 nov. 2014
  • Status: Igang
Dette var oprindeligt lektier til Writegoddess//'s Online Forfatter Game, men pga. mangel på tid bliver det her en novellesamling, hvor jeg vil skrive lidt forskelligt.

5Likes
25Kommentarer
542Visninger
AA

6. Hallo Wean

Hallo Wean

Kaithlyn ælsker Romano ridser Kaithlyn Roowerchott ned i skolepulten foran sig. Gwenhwyfar kigger den noget mere buttede pige over skulderen.

     ”Du er godt klar over at man ikke må skrive på pultene?” Hvisker Gwenhwyfar. Kaithlyn svinger med sit lange, mørkebrune hår.

     ”Du er godt klar over at du er død irriterende?”

     ”For resten hedder det elsker ikke ælsker. Det var så lidt.” Kaithlyn ser fornærmet på Gwenhwyfar.

     ”Er der noget du vil dele med resten af klassen?” Spørger mr. Hambledon skarpt. Gwen ryster på hovedet. ”Godt hvis der ikke er andre der har noget at sige, så vil jeg forsætte min undervisning.” Gwen skriver noter ned i det lille kladdehæfte hun fik af Rosamia, hendes storesøster,  i julegave, det er med lyserødt papir og en svag duft af jordbær. Gwen griner lidt da hun ser at Kaithlyn streger æ’et ud og erstatter det med et e. Et lille hårdt stød i hendes nakke får hende til at fare sammen, hun vender sig automatisk om og ser sig over skulderen.

     ”Miss Hailey! Hvis du ikke kan opføre dig passende bliver jeg nødt til at bede dig om at forlade klassen, du bør vide at jeg er meget skuffet.” mr. Hambledon kigger bebrejdende på hende og nikker diskret over mod døren. I dét hun rejser sig opdager hun på gulvet en sammenkrøllet papirkugle, hun bukker sig forsigtigt ned og samler den op. Med papirkuglen knuget i hånden går hun ud på gangen. Ganske forsigtigt som var det noget skrøbeligt og dyrebart folder Gwen papiret ud. Hun håber at det denne gang ikke bare er endnu en seddel hvorpå der står ord som stræber, duks eller kæledægge, hun håber på at hun for første gang har modtaget en seddel mage ved dem de andre piger modtager, dem der fortæller hvor og hvornår en af drengene ønsker at møde dem. Gwen sukker, hun er ikke en af de piger. Hun er faktisk lige ved at folde papiret sammen igen, men nysgerrigheden overmander hende alligevel til sidst. Hun ser på papirlappen, der står Hallo signeret af en ved navn Wean. Gwen mærker skuffelsen som en knude i brystet, før hun mærker åndedrættet i nakken, hun farer i vejret.

     ”Forskrækkede jeg dig?” Gwen drejer omkring og stirrer lige ind i et par sorte, kolde øjne, som tilhører en høj, bleg dreng med markerede træk og pjusket, lysebrunt hår. ”Jeg er Wean. Jeg har holdt øje med dig, Gwenhwyfar.” Gwen blinker hurtigt. Hvor kender han hendes navn fra?

     ”Har du?” Spørger hun glædeligt overrasket. Hvor er han fortryllende, dødeligt fortryllende. ”Øhm, hvem er du egentlig er?” Han ler, men det er som om det ikke når op til hans øjne, de er så sorte at det nærmest ser ud som om de opsluger alt lys.

     ”Jeg er Wean.” Gentager han. En af de ældre? Tænker Gwen. ”Skal du noget på fredag?” Allehelgensaften. Gwen ryster kraftigt på hovedet.

     ”Nej.”

     ”Okay, jeg henter dig klokken ni.” Så slentrer han væk. Gwen stirrer efter han, hun kan ikke forstå at nogle lige har inviteret hende ud.

 

Gwenwhyfar stikker de nylonstrømpebeklædte ben i de højhælede røde sko i samme øjeblik som det ringer på døren, hun springer ned ad trappen, men Rosamia har allerede åbnet døren for Wean.

     ”Hvem er han?” hvisker Rosamia, og sender Wean et flirtende blik, som han gengælder med et selvsikkert smil.

     ”Min date.” vrisser Gwenwhyfar, Rosamia ser overasket ud.

     ”Jamen så hav en god date, min store lille søster.”

Bilturen foregår i akavet stilhed. Gwen spekulerer på hvor han mon tager hende hen.

De stiger ud af bilen, det er mørkt og koldt. Gwen kigger sig omkring, har han taget hende med ud i en skov? Træernes blade suser og hvisler over deres hoveder, omkring dem og alle vegne. Hun piller nervøst ved kanten af sin kjole.

Wean nærmer sig hende han løfter hånden og stryger en vildfaren hårtot væk fra hendes ansigt. Berøringen sender kuldegysninger gennem hendes krop og får de små hår i nakken til at rejse sig.

     ”Fryser du?” Hun nikker langsomt. Han tager sin jakke af. ”Her.”

     ”Fryser du så ikke?” Han står stadig med jakken rakt frem mod hende.

     ”Jeg fryser aldrig.” Da hun stadig ikke tager jakken lægger han den selv over hendes skuldre. ”Bedre?” Gwen siger ikke noget, selvom det faktisk giver en smule varme.

     ”Du har holdt øje med mig?” spørger hun for at starte en samtale, han nikker som svar. ”Hvorfor lige mig?” Hun ønsker faktisk ikke at høre svaret, tænk hvis han slet ikke gad at invitere hende ud.

     ”Fordi du er perfekt.” Han læner sig frem og hvisker det helt tæt på hendes øre, hun kan mærke at hun rødmer, nu er det rart det er mørkt. ”Du er helt perfekt.” Han er så tæt på hende at hendes ånde laver små rimdråber i hans hår, og hans ånde føles kold mod hendes hals, den stikker som glasskår og dræner hende for al varme, men hun opdager det ikke, opdager ikke den sultne måde hvorpå han slikker sine læber.

Han trækker sig tilbage.

     ”Jeg har en termokande med te i bilen, jeg henter den lige.” Wean går over til bilen og kommer tilbage med én kop og en termokande med te. Han skænker af kanden og rækker hende koppen. Gwen nipper til teen, den er lunken og smager af kanel.

     ”Vil du ikke have?” Hun rækker koppen over mod ham, men han afslår med et vift med hånden. De sidder lidt uden at sige så meget, men stilheden er behagelig, de behøver ikke at sige noget. Da klokken er få minutter i tolv rejser Wean sig op, han hjælper Gwen op at stå. Nu sker det. Tænker hun. Wean smiler til hende. Gwen lukker øjnene, han lader sin hånd glide om og finde sig til rette i hendes nakke. Hun hører et lille klik og åbner det ene øje på klem og ser lige ind i noget der får begge øjne til at spile sig op, Weans kæbe er gået af led og hans grufulde mørke gab nærmer sig hendes læber, han strammer grebet i hendes nakke og tvinger hende tættere på ham, hun vil skrige, men skriget bliver kvalt ved fødselen da han lægger sin store kæft over hendes. Al varme forsvinder fra hendes krop, den ryster voldsomt og hendes ellers blå øjne bliver forvandlede til tomme hvide huller, da Wean endelig giver slip på hendes nakke synker hun sammen som en kludedukke.

 

”Så henter jeg dig lørdag klokken ni.” Wean går og efterlader Eleanor på gangen. Han kan remsen udenad, har gjort det så mange gange.

     Det hele startede den allehelgensaften for flere hunrede år siden. Dengang boede han med sin familie i den nordligste del af Skotland.

     Wean sukker, han længes efter at være menneske igen, efter at mærke varme igen.

     Han og nogle andre unge mænd fra landsbyen havde besluttet sig for at få lidt sjov ud af aftenen, de havde med fakler og høtyve besluttet sig for, en gang for alle at tømme den gamle broch* for spøgelser. Wean der havde været den yngste i følget var som en form for manddomsprøve blevet presset til at gå først.

     Wean smiler et koldt smil for sig selv, da han forlader skolens område.

     Hans gamle bedstemor havde advaret ham fra barns ben om så meget som at nærme sig brochen. Hun havde troet fuldt ud på de gamle vandrehistorier om forfaderens spøgelser der hjemsøgte den gamle broch på allehelgensaften. Alligevel, dum som han havde været var han gået ind i ruinen. Han skulle have givet signal til resten af flokken der stod udenfor og ventede på ham, men nåede aldrig så langt…

     Wean sætter sig ind i den røde bil, og kører ud mod skoven, det eneste han kan gøre er at vente til det bliver lørdag.

     …før han, som bedstemoderen havde forudsagt, stod ansigt til ansigt med en flok ånder. De havde raset over hvem der var så ubehøvlede at trænge ind på deres domæne uden så meget som at bringe gaver med. Han huskede hvordan hårende havde rejst sig i nakken på ham og koldsveden gjort hans tøj fugtigt. Han huskede hvordan han havde stået som fastfrosset mens de diskuterede hans straf, og da de senere nedkaldte forbandelsen over ham, smerten og kulden. Det var dengang han faktisk kunne føle noget.

     Wean ler, i år bliver han fri, denne gang vil han blive menneske igen. Han har lige samlet Eleanor op, hun trykker sig lidt af kulde i den kalecheløse bil. Han ler igen, allerede sidste år kunne han mærke det, det bliver godt at kunne føle igen.

     Klokken er næsten tolv, han hjælper Eleanor op at stå hun smiler til ham, han er tændt, klar, uden barmhjertighed vil han dræbe hende.

     De første år var det forfærdeligt at dræbe de uskyldige, desperate piger, men han blev bedrer, og nu kan han gøre det uden så meget som at tænke på det.

    Hun har lukket sine øjne, og han klikker kæben af og lægger sin mund over hendes. Hendes sjæl flytter fra  hende til ham, hvor den falder på plads som den sidste puslespilsbrik i et puslespil. I det hun ryster og bliver slap og kold, kan han mærke vindens kulde mod sin hud, han flår sin jakke af hende og lader hendes lig ligge i skovbunden, da han kører væk i bilen. Han er fri! Han jubler inden i, han kan føle!

 

Wean blev godt nok et menneske igen, men han blev aldrig hel, hans hjerte ville altid forblive sort. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...