Dark Hearts

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 sep. 2014
  • Opdateret: 9 mar. 2016
  • Status: Igang
Skyler Merlotte. Sytten år og en pige af få ord. Marko Atkin. Også sytten år, men en dreng af mange ord. En snakker. En dag starter han på Skylers skole og de to bliver mod deres vilje forelskede. Men hvad gør hun når hun finder ud af romaens hemmelighed? *Btw jeg vil forsøge at opdatere så tit som muligt, men det kan godt blive lidt svært da jeg mange gange støder ind i en mur der hedder SKRIVEBLOKERING. Så jeg vil forsøge at finde en fast dag eller to at opdatere på*

1Likes
0Kommentarer
389Visninger
AA

8. Kapitel 8.

Sneen glitrede på jorden. Det var december og lang tid siden huset blev bombet. I al den tid har det været helt roligt og der var ikke sket andet end et par tyverier og et par mord i den lille by. Jeg sukkede. Marko var rejst væk for en tid og jeg vidste ikke hvornår han ville være tilbage. Jeg kunne ikke tro mit eget hoved. Jeg havde før været så irriteret over at være forelsket i ham, men nu har jeg ligsom.... Accepteret det tror jeg. Han havde fortalt mig at hans mor ikke var hans mor, men hans skaber. Og hendes øjne havde bare været farvede kontaktlinser og håret havde også bare været farvet. Jeg sukkede dybt. Mine skridt i sneen satte fodspor der var dybe. Bip bip! Jeg tog min mobil op af lommen på mine skibukser og kiggede på displayet. Er du snart hjemme skat? Vi skal til at spise. Min far. Jeg vendte om og begyndte at gå hjemad med armene lagt over kors. Jeg havde distanceret mig selv fra alle jeg kendte. Min far, Izabel. I det hele taget alle jeg kendte. Ovre på den anden side af gaden sad der et par på en bænk og kyssede. Flot. Alle havde en kæreste eller virkelig god ven de gik rundt med og jeg var en loner. Nogle gange er verdenen bare sådan. Bip bip! Det kunne da umuligt være min far igen kunne det? Jeg var jo næsten hjemme. Hej Mus. Hvordan har du det? Jeg er i Frankrig lige for tiden, men er snart tilbage det lover jeg. Når jeg kommer hjem har jeg en gave til dig fra alle de lande jeg har været i <3 Jeg håber ikke der sker dig noget i mellemtiden. Marko. Jeg smilede. Han havde været væk siden oktober og først nu to måneder skriver han til mig. Jeg himlede med øjnene. Det var bare ham. Ligesom han også gav sig til at slikke mine sår. Han havde nok fået dem til at hele, men der var stadig ar. Da jeg var kommet hjem igen til min far var han blevet bekymret og ret så sur på mig. Midt i min tankestrøm blev jeg opmærksom på noget. Jeg fangede bevægelse i øjenkrogen og satte automatisk farten op. Det var også der jeg hørte skridt. De var lave, men sneen knirkede under skoene på hvem end der gik bag mig. Skridtene kom nærmere og jeg blev mere og mere nervøs. Noget ramte mig i baghovedet og jeg faldt om i den kolde sne.

"Tror du snart hun kommer til sig selv?" var der en der spurgte. "Shhh. Vi skal ikke vække hende hun skal selv vågne," var der en anden der sagde. Hvad de ikke vidste var at jeg allerede var vågen. Jeg sørgede bare for ikke at bevæge mig for meget. Det lød som om der var en der stormede ind. Døren blev bare smækket op og de to andre tyssede hurtigt på den tredje. "Hvorfor tysser I?" spurgte den tredje undrende. "Hun skal ikke vækkes af os," sagde den første. "Hun skal selv vågne," sagde den anden. Jeg gik ud fra at den tredje gav et nik. Jeg kunne mærke at jeg rystede. "Men nu er I to dumme. Det er I altid," sagde den tredje. Og efter han havde sagt det gav han mig en lussing. Jeg farede op med det samme. Eller jeg farede ikke op, jeg sad bundet til stolen. Jeg var sikker på at jeg havde fået en rød hånd på kinden. "Du er jo allered vågen! Hvad sagde jeg! I er nogle idioter!" sagde den tredje mand højt. Han var ikke gammel, men han var heller ikke decideret ung. Jeg rystede. "Hvor er Marko?" spurgte han. Jeg svarede ikke. Jeg var ved at tage mod til mig. "Svar mig!" råbte han. "Hvem er du?" spurgte jeg. "Svar mig og du får det af vide," sagde han. Pis. "J-jeg ved det i-ikke..." fremstammede jeg. Jeg kiggede væk. "Kig på mig," sagde den fremmede. Jeg rystede på hovedet. "Lad os være alene," sagde han og vinkede de to andre ud af rummet. Den fremmede tog fat på mit hoved. Det lyder mærkeligt, men det gjorde han altså. En stærk smerte skød igennem min ryg og jeg skreg. "Hm... Du lyver ikke..." sagde han og det lød som om han konkluderede noget. "Hvis vi ikke kan finde ham, må vi få ham til at finde os...." "Du har ikke sagt dit navn endnu..." sagde jeg svagt, stadig lammet efter den pludselige smerte. "Nej det er rigtigt... Jeg hedder Lionel, men kun folk med særlig tilladelse får lov at kalde mig Leon," sagde han. Lionel var ganske ung, men ikke så ung at han var et barn. Måske et år eller to ældre end mig. "Og du er Skyler Merlotte... Markos såkaldte kæreste," sagde han. Jeg kiggede op. Undgik at se Lionel i øjnene. Og jeg spyttede ham lige i ansigtet. Han tørrede det af og lo. Det var en kold, skræmmende latter. "Du er godt nok ilter er du ikke," sagde han uden at spørge. På ingen tid var han henne ved mig. Lionel tog fat om min hage og tvang mig til at se ham i øjnene. "Pas du hellere på med hvad du gør... Så ryger dit kønne lille hoved måske af hurtigere end jeg vil det. Og det vil nødig have. Jeg kan bruge dig imod Marko," sagde han og gav slip, "Du behøver ikke at være bange for mine øjne Sky... De gør dig ikke noget." Lionel gik ud af rummet og låste døren efter ham. Han var i hvert fald vampyr. Der var ikke nogen grund til at han ikke skulle være det. Lionel slukkede lyset og en tynd røg begyndte at fylde det lille lokale. "Jeg er ked af det lille mus.... Men jeg har ikke noget valg," sagde han igennem en højtaler. Røgen blev tykkere og tykkere. Jeg havde svært ved ikke at indånde den. Der gik ikke længe før jeg faldt i søvn.

~Hey! Jeg ved godt det er længe siden jeg sidst havde opdateret og dette kapitel irriterede mig meget. Så nu hvor jeg havde lidt tid og ikke var fuldkommen blank for ideer ville jeg lige hurtigt afslutte dette kapitel. En af grundende til at jeg ikke har opdateret i laaang tid er pga jeg har haft travlt med tre andre historier. To af dem på en side der hedder Quotev. Hvis I har lyst må I gerne chekke dem ud, jeg vil ikke tvinge jer til noget. Den ene hedder The hunter of Menad og den anden hedder Fight amongst Creatures. Igen I behøver ikke chekke dem ud, men det er dem jeg har brugt så lang tid på og det er derfor jeg ikke har opdateret herinde:) Hav en fantastisk morgen/formiddag/middag/eftermiddag/aften! :D

sillie~

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...