Dark Hearts

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 sep. 2014
  • Opdateret: 9 mar. 2016
  • Status: Igang
Skyler Merlotte. Sytten år og en pige af få ord. Marko Atkin. Også sytten år, men en dreng af mange ord. En snakker. En dag starter han på Skylers skole og de to bliver mod deres vilje forelskede. Men hvad gør hun når hun finder ud af romaens hemmelighed? *Btw jeg vil forsøge at opdatere så tit som muligt, men det kan godt blive lidt svært da jeg mange gange støder ind i en mur der hedder SKRIVEBLOKERING. Så jeg vil forsøge at finde en fast dag eller to at opdatere på*

1Likes
0Kommentarer
384Visninger
AA

7. Kapitel 7.

Da jeg havde låst mig selv indenfor så jeg mig omkring. Alt lå i et rod. Jeg begyndte at ryste.  Jeg ringede til Marko. "Jeg er her nu... Ja jeg ved godt hvor kontoret ligger... Aha.... Okay... Ja jeg står inde i kontoret nu.... øverste skuffe til højre... En lille sort smykkeæske.... Jeg har fundet den.... Okay jeg skal nok komme med den... Vi ses." Jeg lagde på og rystede nu mere. Jeg kunne kun lige modstå trangen til at åbne den. Jeg bevægede mig hen mod hoveddøren og som jeg trådte ud af den... BOOM! Huset sprang i luften. Jeg var kun heldig at jeg var nået udenfor. Klokken var nu kvart over ni. "Shit..." hviskede jeg. Jeg var sluppet med et par skrammer fordi jeg havde nået at gå hurtigt væk. "Nu til den næste del," sagde jeg og havde det som om der var et par øjne i nakken på mig. Jeg gik hen til min mountainbike og steg op på den med rystende arme og ben. Jeg var sikker på jeg var lidt sort i ansigtet, men det gjorde ikke noget lige nu. Det vigtigste var at jeg fik bragt æsken i sikkerhed.

Jeg parkerede min cykel uden for et lille skur. Inde i var der en lem. Da jeg åbnede den var der en stige. Ikke noget jeg var vant til, men okay. Stigen førte ned i dybet, ned i jorden. Jeg fulgte den ned i mørket. Da jeg trådte ned på bunden fulgte jeg gangen til højre. Den havde fakler på væggen. Det gule skær fra flammerne indhyllede hele gangen i hygge. Jeg kunne ikke lade være med at smile. Jeg havde faktisk set skuret et par gange, men dengang havde jeg troet at det bare var et værktøjskur. Jeg nåede enden af gangen og så et stort rum indhyllet i flammernes orange skær. "Skyler..." Jeg vendte mig om og så Marko stå bag mig. Jeg løb hen til ham og gav ham et kram. "Du er skadet... Hvorfor?" spurgte han. "Det fortæller jeg så snart du har fortalt hvad der foregår," svarede jeg og gav ham den lille sorte æske. Marko nikkede. Først dér gik det op for mig at han ikke sagde Mus som han plejede. Han havde sagt "Skyler"."Godt. I denne æske ligger der noget meget værdifuldt for mig," sagde han og åbnede den. Der lå et lille sort hjerte i æsken. Ikke et rigtigt et selvfølgelig. "Du er ved at snakke udenom Marko," sagde jeg. "Jeg er noget du - og din slags - kender til, men tror ikke findes. Jeg lever evigt. Jeg... Åårrhh... Hvordan helvede skal jeg forklare det? Okay jeg siger det bare liegud. Jeg er en vampyr," sagde han. Jeg kunne ikke lade være med at smile. Da jeg så så hans alvorlige ansigt holdte jeg op og blev lidt mere seriøs. Der gik dog stadig et øjeblik før jeg sagde: "Vent, hvad?" Han nikkede stille og roligt. "Din tur... Hvad skete der hjemme ved mig?" spurgte han og så på mig som om jeg var døden nær. Det havde jeg da også været for ikke mindre end et par timer siden. Jeg var bare sluppet med et par skrammer og et halvsort hoved arme og ben. "Jeres hus det.... Sprang... Det sprang i luften... En bombe tror jeg," sagde jeg. Han nikkede. "Det tænkte jeg nok. Jeg løb en risiko ved at sende dig derhen. Jeg vidste ikke hvornår den ville sprænge," sagde han. "Så du vidste godt der var en bombe du vidste bare ikke hvad tid..?" Jeg var målløs. Han sendte mg derhen vel vidende jeg måske ville dø. "Men jeg er taknemlig for at du skyndte dig derhen. Kom her," sagde han og trak mig hen til sig. Marko gav sig til at slikke mine sår bogstaveligt talt. "Øhm... Hvad laver du?" spurgte jeg undrende. "Jeg får dine sår til at hele," svarede han kort og slikkede mine sår igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...