Mødet

Helena var forelsket ... hun havde hele tiden vidst det og selvom skæbnen ikke tillod det, så stoppede de aldrig med at mødes i hemmelighed.

0Likes
0Kommentarer
118Visninger

1. Mødet

 Mørket havde sænket sig over Helena, mens hun stod og ventede på Sean. En bitter kulde havde lagt sig omkring hende og Helena gøs lidt, mens hun foldede armene over brystet. Hun lod blikket glide rundt omkring stammerne omkring hende og hun bed sig i læben inden hun så ned på det lille lommeur hun havde taget fra sin fars jakkelomme. 00.15.

 I Seans besked stod der tydeligt; lad os mødes ved vores sted, når månen står allerhøjest og når dagen starter på ny. Det var altså midnat. Og der var gået et kvarter. Fordømt, hun kunne jo ikke blive derude hele natten. Hendes forældre ville nok ringe til politiet, når de opdagede at Helenas seng var tom. Helena bed sig igen i læben indtil hun fornemmede den metalliske smag af blod, der bredte sig i hendes mund og hun stønnede irriteret over det. Hun havde bidt sin læbe til blods!

 Hun så sig en ekstra gang omkring i skoven, mens hun trippede let på fødderne. Hun burde nok gå tilbage snart. Når hendes forældre alligevel ikke gad billige at hun og Sean sås. Hun ville nok blive sendt af sted til en kostskole et eller andet sted i Sydeuropa.

 "Helena!" Seans stemme bag lige bag hende og Helena snurrede glad omkring. Lige fra første gang de mødtes havde Helena elsket lyden af Seans stemme. Så blid og venlig. Den var så øm på trods af hans barske udseende. Men han snakkede altid så kærligt til hende. Helena svor at hun aldrig havde hørt Sean snakke så pænt til nogen anden pige eller dreng. Ikke en gang hans forældre.

 Glædestrålende omfavnede Helena ham og hun lod sin pande hvile mod hans bryst, mens hun lyttede til hans hjerteslag. "Du kom." Hendes stemme var ikke mere end en hvisken.

 "Ja selvfølgelig, fjollehoved," drillede Sean blidt. "Jeg kommer selvfølgelig, når jeg lover det."

 "Men jeg har ventet herude i et kvarter," mumlede Helena, mens hun nød Seans arme, der pressede hende ind mod sig. Nød hans kærlige strøg hen over hendes ryg. "Jeg fryser sådan."

 "Det kan jeg godt mærke, min elskede," hviskede Sean, mens han gnubbede hendes krop, og Helena mærkede en frydefuld varme brede sig i kroppen, over hans omsorg. "Og jeg hader at jeg ikke har kunne komme til tiden i dag." Han sukkede ud. "Min far var lige ved at snubbe mig i at gå udenfor." Han lo bittert. "Han sagde, at hvis det var dig, jeg skulle ud for at mødes med ... så ville jeg få tæsk."

 Helena gøs.

 "Heldigvis var stodderen så stangstiv at han var gik i gulvet efter truslen." Sean lo glædesløst. "Så nu er jeg her, Helena, og jeg er så glad for at du gad vente lidt endnu."

 Hun hævede hoved, og mødet Seans mørkebrune øjne, der strålede af varme. Hans øjne kunne gøre hende helt bløde i knæene. Det gjorde hende altid blød i knæene. Langsomt løftede Helena hånden og hun lod sin fingre følge Seans kinder, der helt stak af skægstupper.

 "Helena, jeg har noget som jeg gerne vil spørge dig om," sagde Sean og han begyndte at grave i lommen på sin lange trench coat, inden han trak en lille æske op. Helenas hjerte begyndte at hamre, mens Sean åbnede æsken og fremviste en lille enkel ring, der skinnede i det svage lys. "Vi har kendt hinanden i kort tid, Helena, men jeg elsker dig allerede højere end nogen anden på hele denne her trøstesløse jord." Sean lo blidt. "Hvis du vil kan vi stikke af sammen, og lægge alle sammen bag os. Skideværd med konsekvenserne. Bare dig og mig, der møder verden. Som mand og kone?"

 Helena stirrede op på ham med store øjne. "Ville du gøre det?" Tanken om at hun og Sean skulle stikke af tiltalte hende. Tanken om at de skulle giftes sig, tiltalte hende endnu mere. De havde gentagne gang snakket om giftemål og børn ... selvom det i realiteten ikke kunne blive til noget.

 "Altid," sagde Sean og tog Helenas hånd, mens han tog ringen frem. "Jeg ville stikke af med dig hundrede gange, hvis det skulle få os til at blive sammen." Han så hende dybt i øjnene. "Hvad siger du, min elskede og smukke Helena? Skal vi stikke af så vi kan blive gift med hinanden og leve sådan som vi ønsker det?"

 "Ja." Det mest enkelte ord i hele verden og Sean lo lykkeligt, mens han satte den lille ring på Helenas finger kyssede hende. Længe og inderligt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...