Bogen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 sep. 2014
  • Opdateret: 18 sep. 2014
  • Status: Igang

2Likes
2Kommentarer
143Visninger

1. Gemt og glemt

Gemt og Glemt

Jeg står i det dystreste og det mørkeste hjørne af et gammelt bibliotek. Alle bøgerne er presset op ad hinanden, og det er næsten umuligt at få en bog ud af reolerne. Småt det er det, kun 3 reoler og et lille bord er blevet mast ind her. Ikke tit en lille solstråle får lov at slippe igennem det eneste vindue i biblioteket. Vinduet er utrolig smalt, og da biblioteket ligger i udkanten af byen, omringet af træer, kommer der sjældent lys ind. Alle bøger bliver flyttet rundt på og organiseret konstant af bibliotekaren. Men ikke mig, jeg selv står på et højt bord, med en meget lille diameter. Jeg kan kun lige være her, og det har derfor mange gange været tæt på, at jeg faldt ned. Jeg bliver sjældent løftet op fra mit bord, så mit fugtige omslag har klistret sig fast til bordet. Jeg er blevet placeret her for nogle år siden, fordi ingen ville låne mig mere. Bibliotekaren selv har læst mig et par gange, hun elsker mig. Hun beundre min forfatters værk, og hun vil ikke af med mig. Men nu vil heller ikke hun læse mig mere. Mine sider er brune og slidte, ligesom et oldgammelt skattekort. Bogstaverne er svære at læse, og ordene svære at forstå. Kun få vil kunne forstå sammenhængen.

 

Min forside plejer at være en skinnede brun farve, men nu er farven slidt af, og skidt og snavs har samlet sig på mig. Når folk ser mig, sukker de dybt, og det forstår jeg. Mit højeste ønske er, at folk ville give mig en chance, det er det eneste jeg beder om. Godt nok ligner jeg noget der er løgn, men indeni bærer jeg rundt på den mest fantastiske historie side for side, som jeg ikke kan vente med at fortælle videre. Men jeg føler, at ingen vil lytte.

 

Jeg var populær i en tid, folk synes jeg var fantastisk. Da der kun fandtes ét enkelt eksemplar af mig i starten, var der ikke mange der fik læst mig. Men det eneste der betød noget, var at de ville læse mig. Men min tid ser ud til at være ovre for nu, for ingen vil læse mig mere. Heller ikke efter at jeg blev udgivet på 3 andre sprog i 14 forskellige lande - De gjorde det for sent. Da forlaget endelig besluttede sig for at gøre det, havde folk glemt alt om mig. Jeg føler mig tom indeni, mit liv er ikke fuldendt. Der er noget der mangler, og jeg ved inderst inde, at jeg aldrig vil få det.

 

Andre af min slags lever 1000 år, men ikke mig, jeg har ikke engang fået en chance. Men er det min skyld, at det er de forkerte folk der har læst mig? De forkerte folk der har udgivet min forfatters ord? Dem der læser mig er ikke interesseret nok i mit indhold, til at ville kunne forstå meningen. Jeg har længe ledt efter den rette læser, en der vil kunne forstå min forfatters ord. Men den perfekte læser er svær at finde. Næsten umulig.

 

Jeg bliver dømt i et øjekast, folk kigger kun på mine slidte og gamle brune sider, og svampen der langsomt vokser sig op ad mine sider. En gang imellem er der dog en pige eller en dreng, der stiller sig hen foran mit bord, og kigger kort ned på min slidte og læderbelagte forside, og hvis jeg er ekstra heldig bliver mine støvede sider bladret hurtigt igennem. Men det er også det. Så lukker de forsigtigt bogen igen, og går hen og låner en nyere bog. Nyere bøger med mere ”fancy” og skinnende forsider, de er jo altid mere i øjnefaldene, og de virker nok mere spændende, end en slidt bog der blev skrevet for hundrede år siden. Men er de nu også lige så gode som mig?

 

I år 1914 blev jeg skrevet af en mand ved navn Peter Grønvaldt. Han brugte 3 år på at udfylde 326 sider propfyldt med detaljer om hans livshistorie. Hans historie var så levende, den var perfekt beskrevet. Den var kort sagt fabelagtig, det synes jeg i hvert fald.

 

Jeg kom i butikkerne kort efter han var færdig, og folk elskede mig. Der var nu alligevel, ikke mange der læste mig, kun dem der havde tid og penge. De kunne lide mig, og det føltes skønt. I nogen år følte jeg mig god, jeg følte, at folk værdsatte min forfatters ord. Men der tog jeg fejl. De læste mig, og de synes, jeg var god. Men efter de havde læst mig færdig, smilede de bare kort, og satte mig højt op på en hylde. Nogen gange kiggede de kort op og betragtede mig. Men de snakkede aldrig om mig til deres venner eller familie, når de kom på besøg.

 

Dagene gik, og årene gik. Hver dag blev min tro på lykken mindre, og jeg mistede modet. Det hele var slut, dette var enden for mig. Mine sider var ved at falde fra hinanden. Det eneste der holdt siderne sammen var svampen, der langsomt igennem årene havde vokset. En dag begyndte det at trække fra vinduet, blæsten kom nærmere, og jeg begyndte at hælde til venstre. Mine sider begyndte langsomt at give slip på bordet. På få sekunder faldt de ud og blæste væk. Ud af vinduet svævede de, det hele skete så hurtigt. Nu var der kun mig tilbage, omslaget. Jeg var faldet ned i et mørkt hjørne, gemt væk fra lyset. Her lå jeg i igen i et par år, fuldstændig ødelagt, og uden lyst. Jeg havde ikke lyst til at ligge her mere, jeg ville væk fra biblioteket. Modet rejste sig i mig igen, og en solstråle skinnede igennem vinduet ind på mig. Pludselig åbnede vinduet sig, og vinden kom ind igen. Men denne gang tog den ikke noget, den gav mig noget. En side svævede langsomt ind ad vinduet, og rundt i biblioteket. Det var som om at den tændte lyset, jeg følte mig straks ny igen. Siden svævede rundt i hele biblioteket, inden den landede på mig igen som før.

 

Dagen efter trådte en pige ind ad døren til biblioteket. Hun havde lyse fletninger, og et smil på læberne. Hun var som sendt fra himlen, og hun kom for at hente mig. Hun kiggede rundt i biblioteket, og pludselig landede hendes blik på mig. Hun trådte nærmere, og samlede mig stille op. Hendes varme ånde blæste støvet væk fra min sidste side, og hun begyndte at læse…

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...