Forgive my promise

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 sep. 2014
  • Opdateret: 5 dec. 2014
  • Status: Færdig
Michael er i sorg, men livet går videre. Hans elskede er død, Alisea. Ligesom livet gik godt for ham døde hun. Alisea er ikke gået over til den anden side endnu. Hun lever stadig blandt Michael som en hvileløs sjæl, der leder efter sit mål for at få fred. Vil hun finde ud af, hvorfor hun stadig er på jorden, eller skal hun forblive side om side ved Michael hele livet. Se ham vokse op og finde kærligheden, når det eneste hun kan er stadig at elske ham?  

8Likes
11Kommentarer
729Visninger
AA

8. 7 - Alisea again

Bip bip bip. Jeg kunne huske alle maskinerne omkring mig i den sidste tid. Jeg kunne huske, hvor indelukket jeg følte mig. Jeg følte mig svag. Jeg kunne intet og alle ville hjælpe. Jeg ville bare ikke hjælpes. Hvorfor skulle jeg have hjælp? Jeg havde levet for mig selv længe og selvom jeg vidste, at mit hjerte ville give op en dag, så troede jeg det ville være om flere år. Min læge havde sagt, at jeg næsten kunne leve som et normalt menneske. Det var heller ikke, fordi jeg følte mig præget af min sygdom som sådan.

Det var Michael, der huskede mig på min sidste tid. Han sad i sin egen sofa med en øl foran sig. Det var mandag og han havde lukket sig inde hele weekend, selvom bandet havde flere ting de skulle. Ved siden af sofaen stod der yderligere 6 tomme ølflasker. Det her var, hvad jeg var bange for, da jeg levede og vidste jeg skulle dø. Jeg var bange for Michael ikke kunne klare det. Efter hans gråd i sengen havde han ikke været sig selv. Han var begyndt at drikke, som om det var det eneste han havde tilbage. Jeg måtte gøre noget, men først måtte jeg lære mere om mine evner.

Michael tændte for tv’et, men da der ikke var noget spændende slukkede han igen og rejste sig. Han havde været rastløs hele weekenden, som om han tænkte på det samme som mig. Hvordan jeg døde.

Jeg havde længe levet med en hjertefejl og lægerne sagde jeg ville kunne leve et nogenlunde normalt liv. Et normalt liv er bare ikke sammen med en flok hyperaktive drenge, der ikke lever det ordinære liv. De var altid på farten og til sidst sagde mit hjerte stop. Jeg begyndte at besvime tiere og jeg blev sløj. Jeg blev overbevidst om at tage på hospitalet, selvom jeg ikke ville. Lægerne mente jeg ville komme mig, men mit hjerte mente noget andet. Jeg havde ikke engang levet halvdelen af mit liv, da jeg døde. Michael var ved min side.

”tag dig sammen Michael!” min stemme var svag, men min vilje var stærk. Jeg var opsat på at få Michael tilbage på rette spor. Michael drak resten af sin øl, inden han tog sin telefon i sin hånd og gik mod gangen for at få jakke på. Jeg fulgte ham med mit blik. Først da jeg hørte døren til lejligheden lukke forsvandt jeg. Michael trådte ud på det våde fortov. Han tog sin hætte over hovedet og så ned på sin telefon. Det støvregnede, men var samtidig koldt. Jeg var glad for, at Michael endelig valgte at gå ud, men hvor han var på vej hen gjorde mig mindre lykkelig. Han var på vej mod netto for at hente mere alkohol. ”tag dig sammen!” sagde jeg igen. Jeg ønskede blot, at han ville ringe til en af sine venner. Han havde brug for nogen at snakke med. Jeg fulgte efter Michael med lukkede øjne. Jeg lænede mit hoved stille tilbage og koncentrerede mig om at bruge mine evner på telefonen.

Michael var i gang med at skrive til en, men mobilen gik i koks. Den levede sit eget liv og gik ind på kontakter i stedet. Det var mig der gjorde det. Jeg var endelig stærk nok til at fortage mig andet end bare at sidde og kigge. Jeg fik mobilen til at scrolle igennem kontakterne lynhurtigt og stoppede først ved Luke. Jeg gjorde ikke yderligere. Jeg ville se om Michael selv kunne tage sig mod til at ringe til Luke. Han stoppede kort op og så ned på telefonen, som om han overvejede, hvad han skulle gøre. Han var ikke rystet over, at telefonen gik i koks. Det kan af og til ske. ”pyt…” mumlede Michael, inden han trykkede på ring og tog telefonen op til øret. Han begyndte at gå igen. ”Hej Luke … Det er uhm Michael.” Han vidste ikke, hvad han skulle sige, men jeg var glad, så længe han bare snakkede med nogen. ”Vil du mødes?” Jeg kunne ikke høre, hvad Luke sagde, men ud fra Michaels ord lød det som om, at de skulle mødes. Et lille smil kom frem på mine læber og jeg forsvandt fra Michael. De skulle mødes længere nede af vejen ved netto. Michael satte i gang igen og gik i et roligt tempo.

”Hey.” Luke havde et lille smil på læberne, da han så Michael. Det forlod ikke hans læber, da han så, hvor træt Michael egentlig så ud. Michael lugtede langt væk af alkohol og det bemærkede Luke, men han sagde intet. Det var ikke det rette tidspunkt at sige den slags, ikke endnu. Det vigtigste var at få Michael til at åbne op. ”Tak for, at I slæbte mig hjem forleden.” Michael vidste ikke, hvad han skulle sige og han havde endnu ikke sagt tak til drengene for at slæbe ham hjem. Luke nikkede og stak sine hænderne i lommen på sin lidt for store jakke. ”Hvad har man bedstevenner til?” I min verden var de mere end bare bedstevenner. De var brødre. De tilbragte så meget tid sammen og deres forhold var for længst steget over ’bedstevenner’ stadiet. Jeg ville ønske, at jeg kunne gå med dem, holde Michael i hånden og lytte på dem have det sjovt. ”Næste gang bliver det dig, der vasker bræk op for mig.” Sagde Luke og hans smil blev større. Michael kunne heller ikke lade være med at grine. ”Så hellere lade dig ligge og sove i en pøl af bræk.”

De passerede netto og jeg åndede lettet op. Jeg vidste, at Michael ikke havde flere øl derhjemme og lige nu tyede det på, at han havde glemt alt om drikkeriet. De fortsatte med at snakke. Jeg gik ved Michaels side, som jeg ønskede, men jeg prøvede ikke at tage hans hånd. Jeg gik i min egen verden og beundrede alle de huse vi passerede forbi. Det var som at leve igen.

Jeg så hen på Michael og opdagede først nu, at hans hårfarve var gået ud. Det så ikke just kønt ud med den halv-røde farve i håret. Den var mat og kedelig. Han måtte virkelig have mistet noget, hvis han ikke ønskede at farve sit hår, hvis han ikke havde mod på det. Michaels hår var virkelig noget man kunne kende ham på, så det var mærkeligt at se ham sådan her. Jeg kunne høre et par fans skrige og jeg sukkede lavt. Luke og Michael havde sådan en dejlig samtale i gang. De var endelig sammen som venner og kunne snakke ordentligt, ligesom Michael havde brug for. De kunne aldrig være sig selv på gaden og det var ærgerligt. Jeg kunne se på dem, at ingen af dem gad være omringet af fans lige nu. Selvom de elskede fans, så kunne det til tider også blive for meget. Det var 5 piger, der kom hen til dem. Der blev skrevet autografer, men ikke sagt meget. ”Er vi færdige?” Fik Michael sagt med en lidt grov tone. Pigerne opfattede det hurtigt og de mistede helt mælet. ”Det var hyggeligt at møde jer.” Sagde Luke, inden han tog fat om Michaels arm og hev ham med sig. De små løb væk fra de fem piger og resten, der var ved at komme til. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...