Forgive my promise

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 sep. 2014
  • Opdateret: 5 dec. 2014
  • Status: Færdig
Michael er i sorg, men livet går videre. Hans elskede er død, Alisea. Ligesom livet gik godt for ham døde hun. Alisea er ikke gået over til den anden side endnu. Hun lever stadig blandt Michael som en hvileløs sjæl, der leder efter sit mål for at få fred. Vil hun finde ud af, hvorfor hun stadig er på jorden, eller skal hun forblive side om side ved Michael hele livet. Se ham vokse op og finde kærligheden, når det eneste hun kan er stadig at elske ham?  

8Likes
11Kommentarer
717Visninger
AA

3. 2

”Hey Michael, se lige det her!” Michael stod med sin guitar i hænderne, i gang med at stemme den, da Ashton kalde. Luke og Calum stod på hver sin side af Ashton og så ned på telefonen i hans hænder. Der var et eller andet spændende på den telefon, men jeg var ligeglad med hvad. Det eneste jeg kunne tænke på var Michael og hvor meget jeg savnede, at han sang for mig. For blot to måneder siden sang han for første gang en selvskrevet sang for mig. En sang til mig. Jeg kunne af og til stadig høre melodien og hans sangstemme i mit hoved. Jeg kunne huske hans smil, der bredte sig ud over hans læber. Jeg kunne huske, hvordan varmen i mit bryst voksede og hvordan sommerfuglene i min mave begyndte at sprede deres vinger ud og baske. Jeg havde lyst til at høre de sange han havde skrevet til mig endnu en gang, men han sang dem aldrig. Det var ikke tit han overhovedet rørte ved guitaren, når han var hjemme, alene i sin lejlighed. På en måde overaskede det mig, at han slet ikke havde rørt alkoholen endnu.

Michael kom hen til Ashton, stillede sig ved siden af Calum og så ned på telefonen. Ashton trykkede play og jeg kunne høre en mandestemme snakke i videoen. Jeg lukkede lyden ude og koncentrerede mig om en melodi, der var startet bagerst i mit hoved. Det var melodien til Michaels sang. ”if….” jeg kunne ikke få mig til at synge mere af den. Jeg turde ikke, bange for at jeg ville få ondt. Jeg gik hen til Michaels guitar og lod mine fingre glide let hen over stemmeskruerne ved hovedet. Jeg turde ikke røre, bange for at gå i gennem. Derefter længere ned. Ned over strengene. Det var ikke tit, at jeg havde rørt en guitar. Michael havde prøvet at lære mig det, men jeg er en klods til musik. For mig er det nok at lytte og leve sig ind i det. Jeg forstår heller ikke teorien i musikken. Det er alt sammen så forvirrende. Det er som et sprog for sig selv. Mon man ville kunne kommunikere med musik? Jeg kunne huske starten af Michaels sang. Jeg kunne huske hvilke strenge, der skulle spilles på, men ikke selve akkorderne. Mine hænder gled ned ad strengene og ned til selve kroppen. Det skadede vel ikke at prøve, gjorde det? Med min pegefinger prøvede jeg at presse ned på strengen i håb om, at der kom lyd. Men der kom intet. Jeg gik videre til næste streng. Intet. Det samme med tredje. Hvor ville jeg ønske, at jeg bare kunne røre ved ting. Det ville gøre pinslen lidt mere udholdeligt. Jeg blev irriteret, da jeg ikke kunne få guitaren til at give lyd på sig. Jeg blev såret. Trist. Jeg vidste, at det ikke var muligt, men alligevel prøvede jeg … endnu en gang. Det gjorde ondt, for hvor ville jeg ønske, at jeg bare kunne høre sangen igen. Jeg længtes efter det. Jeg prøvede igen. Trykkede ned på den ene streng og gav slip. Der kom en svag lyd. Jeg gjorde det samme med de to andre, i den rigtige række følge, så melodien blev rigtig. Selvom det var lavt, så blev jeg lykkelig. Jeg fik lyst til at synge. Jeg gjorde det igen. Denne gang hårdere. Da jeg kom til den sidste streng fik jeg brugt for mange kræfter og den knækkede. Michael havde i mellem tiden hørt, hvad der var sket. Da jeg kiggede over på ham mødte jeg et knust blik. Han havde hørt melodien, det var jeg sikker på. ”undskyld…” selvom han ikke kunne høre mig havde jeg brug for at sige undskyld. Han gik fra Ash, Luke og Cal hen mod guitaren. ”Hva fa…” Han sagde ikke mere. Hans stemme knækkede over. Jeg stod bag ham, da han tog guitaren op i hånden. ”Er vi færdige?” De havde ikke øvet, men jeg kunne mærke Michaels triste aura. Han måtte ud herfra. Han havde ikke lyst til mere i dag. ”kontakt mig næste gang vi øver. ”sagde han, inden han smuttede mod døren med hurtige skridt. Jeg fulgte ham med øjnene, indtil han var ude af døren. Først derefter fulgte jeg efter ham. Jeg dukkede op ved siden af ham, da han havde pakket sin guitar sammen og var gået ud på fortovet. Jeg gik med ham i hans tempo og brugte for første gang i lang tid mine ben. ”Du kan ikke blive ved med at undgå folk, ved du godt det?” Nåede jeg lige at sige, inden en fyr gik ind i mig og jeg blev til røg. Der skete intet med mig, selvom jeg synes det var ubehageligt. Det er ikke rart, at man er usynlig og ikke andet end luft. Det ville jeg ikke vende mig til. Jeg dukkede op kort tid efter ved siden af ham og snakkede videre. ”Du skal være glad for, at du kan snakke med andre. At folk faktisk ligger mærke til dig. Jeg savner at snakke. Derfor snakker jeg med dig nu, selvom du ikke kan høre mig. Jeg har brug for at fortælle nogen om min dag.” Jeg snakkede derud af og tænkte ikke over, hvor mærkeligt det måtte se ud. Ingen kunne se mig alligevel og dem, der kunne tænkte ikke over, at jeg var til stede. De passede sit eget. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...