Forgive my promise

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 sep. 2014
  • Opdateret: 5 dec. 2014
  • Status: Færdig
Michael er i sorg, men livet går videre. Hans elskede er død, Alisea. Ligesom livet gik godt for ham døde hun. Alisea er ikke gået over til den anden side endnu. Hun lever stadig blandt Michael som en hvileløs sjæl, der leder efter sit mål for at få fred. Vil hun finde ud af, hvorfor hun stadig er på jorden, eller skal hun forblive side om side ved Michael hele livet. Se ham vokse op og finde kærligheden, når det eneste hun kan er stadig at elske ham?  

8Likes
11Kommentarer
727Visninger
AA

18. 16

Alt skulle nok komme til mig, det havde Michael fortalt mig, men alligevel så gik jeg med en bange fornemmelse. Jeg var bange for, at jeg aldrig nogensinde ville kunne huske det halve år, jeg havde tilbragt med Michael. Han havde tilbragt et halvt år med en kvinde, jeg ikke kendte. Han havde fået følelser for den kvinde, og selvom det inderst inde var mig, og selvom jeg vidste, at jeg var den han elskede, så var jeg bange. Jeg ville ikke kunne huske noget af det vi havde lavet det halve år og allerede en gang, havde Michael fortalt om en begivenhed, som jeg ikke kunne huske. Han havde glæde i øjnene og det var tydeligt, at det var en begivenhed han ikke ville glemme foreløbig. Han havde helt glemt, at jeg intet kunne huske og jeg lod ham bare snakke, selvom det gjorde ondt inden i. Heldigvis var det kun sket en gang.

”Lad os komme ud herfra, jeg har brug for luft.” Sagde jeg med et lille smil på læberne, hvorefter jeg rejste mig op. Det var ikke Michael jeg snakkede med, men Calum. Jeg havde brug for at være social med andre mennesker, uden Michael var ved min side. Jeg havde brug for at komme ud med ting, som jeg ikke kunne fortælle Michael. Jeg tog min jakke og fik med besvær mine sko på. Min krop havde ikke været sig selv, efter tiden på hospitalet. Jeg blev hurtig træt og bare det at snøre mine converse kunne jeg mærke. Lægerne havde fortalt, at alt tog sin tid, men jeg var utålmodig. Godt nok elskede jeg at sidde og lave intet, men når jeg så endelig foretog mig noget, så skulle min krop også være i orden! Jeg sukkede lavt og rettede mig op, efter at have snøret skoene. ”Lad os komme af sted.” Sagde jeg, denne gang uden et smil på læberne. Calum tog min arm og førte mig ud af lejligheden og ned af de mange trapper. Uheldigvis var der ingen elevator, så gå ture blev der ikke mange af. 7 mennesker i en lejlighed drænede mig rigeligt til, at jeg kunne gå i seng og sove med det samme, uden af have lavet noget specielt.

”Lad os gå i games paradise.” Det var lang tid siden jeg havde brugt penge i sådan en butik, og der var intet bedre end at købe ting var spil, eller film. Calum nikkede og førte mig ned af gaden. I flere minutter var der stille i mellem os, inden jeg tog mig sammen og åbnede munden. ”Hvordan har det været i det halve år, hvor jeg har været væk.” Calum tøvede lidt og var usikker på, hvad han skulle sige. Jeg var sikker på, at Michael ikke havde fortalt hver detalje, faktisk de fleste detaljer. Der var så mange løse ender, som jeg stillede spørgsmålstegn ved, men ingen ville fortælle mig noget. ”Come on, du kan ikke tie, Cal! Jeg har brug for at vide, det ved du. Jeg stiller spørgsmålstegn ved alt og det virker som om det her virkelig har ændret Michael.” Ordene fløj ud af munden på mig. Det her emne skulle blot overstås også kunne vi snakke om noget andet, vi ville kunne opføre os som venner. ”Okay, men du tager skylden, hvis Michael finder ud af det!” Jeg nikkede ivrigt og mit smil blev blot større. Jeg var så nysgerrig efter at få mere af vide, også selvom det var dårlige ting. ”Jeg ved ikke alt, men jeg kan fortælle, hvad jeg har været vidende til og hvad andre har fortalt.” med de ord begyndte Calum at forklare om mit liv, og hvad jeg havde foretaget mig. Michael havde ikke været sig selv, og det gjorde ondt at vide, at han havde nået bunden i en tid. ”Han drak og selvom han prøvede at gemme det væk i offentligheden, var det tydeligt i hans lejlighed.” Jeg nikkede stille og blev ved med at gå. Jeg kunne allerede mærke, hvor træt jeg var blevet. ”Lad os holde her.” Jeg pegede på en bænk og med hjælp fra Calum fik jeg sat mig ned. Det var ikke koldt uden for, men det var heller ikke for varmt. Det var rart at gå tur i. ”Fortæl mig mere.” Jeg så på Calum og beundrede hans brune kulør. ”Michael fortalte, at du var i … den piges krop.” Han gesturede mod kroppen og endnu en gang havde jeg glemt alt om den. Jeg havde glemt, at det ikke var min krop. ”Ingen troede på ham, vi troede alle, at han var blevet skør.” Jeg nikkede endnu en gang. Jeg forstod, hvorfor de ikke troede ham. Hvem ville overhovedet tro, at det fandtes spøgelser og den slags? Michael havde også fortalt, at mit spøgelse stadig fandtes. ”Hvem ville tro på det?” Calum så ud til at have dårlig samvittighed. ”Jeg ville ikke tro på det og Cal? Det er ikke noget du skal have ondt over.” Jeg lagde en venlig hånd på hans arm og klemte den blidt. Mit smil var venligt og jeg kunne se Calum blive roligere. ”Kom lad os gå videre.”

Vi blev ved med at gå os så snart vi kom til butikken blev jeg elle vild. Jeg havde været væk så længe, at jeg havde mistet de nyeste afsnit af serier og det nyeste inden for filmverden. Der var kommet nye POP! Figurer af mine ynglings serier. I ren spænding lod jeg et hvin undslippe mine læber. Jeg måtte bare have fat i et par af de figurer, samt et par tv-serier eller to.

Calum og jeg snakkede om alle mulige underlige ting. Jeg var ikke engang sikker på, at omverdenen ville forstå vores samtale, hvis de lyttede. Jeg fik betalt og inden jeg nåede at tage posen i hænderne, kom Calum mig i forkøbet og tog den. ”Lad os komme afsted.” Sagde han med et smil. Jeg var allerede nu utrolig træt, så jeg ville bare hjem. Der var ikke meget krudt i mig mere.

~~

Jeg satte mig i sofaen, da Calum og jeg endelig var kommet tilbage i lejligheden. Jeg var udkørt og havde ondt i musklerne, selvom jeg ikke havde lavet meget. Min vejrtrækning var hurtig, jeg havde svært ved at trække vejret. Mine tanker kredsede om Michael og hvordan havde han reageret. Jeg havde det elendigt. Hvordan kunne jeg have efterladt ham på den måde? Jeg fik med langsomme bevægelser taget min jakke af og lagde den i sofaen, ved min side. Jeg kunne ikke rejse mig og jeg havde heller ikke lyst. Liz kom og tog min jakke. Det bedste ved at være syg var, at jeg intet skulle lave. Alle gjorde de vigtige pligter for mig, så jeg ikke overanstrengte mig. Jeg fik rejst mig fra sofaen og selvom det gjorde ondt i hele kroppen, fik jeg med langsomme skridt gået ind på Michael og jegs soveværelse. Jeg satte mig ned på sengen og så på Michael, der var kommet hjem. Han åbnede øjnene og så op på mig med et smil. Han strakte sine arme og jeg lagde mig ned til ham, med mit hoved på hans bryst. ”Jeg elsker dig.” Hviskede jeg lavt, så jeg var sikker på, kun han kunne høre det. ”Og jeg elsker dig.” Var Michaels svar. Jeg var glad for at være ved hans side igen. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...