Forgive my promise

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 sep. 2014
  • Opdateret: 5 dec. 2014
  • Status: Færdig
Michael er i sorg, men livet går videre. Hans elskede er død, Alisea. Ligesom livet gik godt for ham døde hun. Alisea er ikke gået over til den anden side endnu. Hun lever stadig blandt Michael som en hvileløs sjæl, der leder efter sit mål for at få fred. Vil hun finde ud af, hvorfor hun stadig er på jorden, eller skal hun forblive side om side ved Michael hele livet. Se ham vokse op og finde kærligheden, når det eneste hun kan er stadig at elske ham?  

8Likes
11Kommentarer
724Visninger
AA

17. 15

Det næste jeg vågnede op til var lyden af musik. Jeg kendte tonerne. Jeg kendte melodien og det gav mig styrke. Jeg blinkede et par gange med øjnene, da Michael begyndte at synge. Jeg kunne genkende hans stemme. Han var halvvejs igennem sangen og noget sagde mig, at det ikke var første gang han sang den i dag. Jeg fokuserede på Michael, der denne gang havde lilla hår. Et lille smil sneg sig frem på mine læber og trods min slemme hovedpine, så ville jeg høre mere af hans sang. Jeg vidste ikke, hvad der var sket. Jeg vidste ikke, hvorfor jeg lå her. Det eneste jeg vidste, var at jeg havde været her i noget tid.

Michael sluttede sin sang af og først der åbnede jeg munden for at snakke. ”H-hvad sker der?” Michaels smil, der blev større gav mig sommerfugle i maven. ”Din krop begyndte at gå i krampe og dit hjerte stoppede med at slå et par gange. Lægerne vidste ikke hvorfor.” Jeg rynkede min pande og så op på Michael, med et stort spørgsmålstegn. Hvad mente han? ”Men … Jeg forstår ikke.” Jeg hostede en enkelt gang. Mit stemmebånd var ikke sig selv endnu. ”Jeg havde hjertefejl. Det ved lægerne godt?” Michael hostede og var ved at blive kvalt i sin egen tunge. ”Alisea?” Jeg nikkede. ”Hvem skulle det ellers være?” Michael så overrasket ud, men hvorfor? Jeg kunne ikke huske andet end et mit hjerte gav op. Michael rystede på hovedet, inden han lagde sin guitar fra sig og rejste sig op. Han gik med heftige skridt hen mod mig, for derefter at sætte sig ved min side. Før havde han siddet for enden af sengen og spillet, samt sunget. På den måde havde han været det første jeg opdagede, da jeg vågnede. ”Det er lige meget. Vi kan snakke om det senere. Det vigtigste er, at du er rask og du er vågen.” Michael smilede kærligt og hans øjne lyste op, fulde af kærlighed og længsel efter at være ved min side igen. Han satte sig ned ved siden af mig og tog min hånd. ”Du er rask, ingen hjertefejl mere.” Jeg forstod ikke, men jeg stolede på ham. Et længeventende smil kom frem på mine læber. ”Vi har fred nu. Du er her. Det er det vigtigste.” Michaels stemme var lav og skrøbelig. Hvad end, der var sket i den tid, hvor jeg havde været væk, så havde det givet Michael ar på sjælen. Jeg længtes efter svar, men de kunne vente. Jeg kunne føle, hvor meget Michael længtes efter at være sammen med mig igen, og det lille ønske ville jeg opfylde. Jeg kunne huske, hvilket helvede det var at være på hospitalet og ligge syg. Da jeg vidste jeg ville dø, brugte jeg næsten al min tid med Michael. Jeg lå i hospitalssengen og han sad ved min side. Han havde intet liv i de få uger og jeg følte mig skyldig.

 ~~

”Så det du fortæller mig er, at jeg overtog en død krop, havde hukommelsestab i flere måneder og nu er jeg tilbage?” Sagde jeg med en høj, skinger stemme. Jeg sad i en sofa med Michael ved min side, og hans arm om mig. Jeg måtte ikke være alene på noget tidspunkt, lægernes ord, ikke mine. Jeg elskede at være alene og jeg længtes efter det. Drengene havde fået den idé at lege en lidt større lejlighed, så vi alle fem kunne være sammen. Det blev dog ikke kun fem. Ashton havde fået pige på, hvilket blev seks. Liz var her det meste af tiden for at lave mad, hvilket så blev syv. Her var helet tiden mennesker, hvilket var rart, men hvad de ikke havde tænkt på, var at jeg havde brug for hvile. Jeg måtte ikke haste rundt og være for stresset. Syv mennesker i en lejlighed kunne godt blive for meget og der var ikke mange steder, hvor jeg kunne være alene. Michael og jeg havde et værelse sammen og jeg havde endnu ikke fået fortalt ham, at han ikke altid skulle være der med mig. ”Ja, det er præcis hvad jeg fortæller dig.” Michael knugede mig ind til sig, hvilket gav mig et smil på læberne. Jeg lænede mig op af ham og så på det spejl i mine hænder. På hospitalet var jeg gået i panik. En sygeplejerske var kommet ind til mig, med et spejl. Hun havde sagt et navn, som jeg ikke kendte til. Jeg sagde, at min navn var Alisea, men hun insisterede på, at det var Anastazia. Da jeg så mig selv i spejlet havde jeg skreget. Jeg så ikke ud som jeg havde gjort før og Michael havde intet fortalt.

Jeg var et nervevrag, da han fortalte mig hele historien og jeg forstod, hvorfor han havde ventet. Jeg var glad for det, men det var en ubehagelig oplevelse. Jeg ville aldrig vende mig til at have et anderledes udseende. Jeg rykkede på spejlet for at se alle sider af mit ansigt, inden jeg lukkede det og lagde det ned i min lomme. ”vi har nogle gerninger senere, Alisea, men derefter så er Michael din.” Jeg nikkede stille. Det betød, at jeg ville være alene i denne lejlighed sammen med enten Liz eller Ashtons kæreste, Pam. Jeg håbede på Liz. Jeg kendte ikke til Pam og jeg havde ikke brug for at lære nye at kende lige nu. Jeg kunne ikke overskue det.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...