Forgive my promise

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 sep. 2014
  • Opdateret: 5 dec. 2014
  • Status: Færdig
Michael er i sorg, men livet går videre. Hans elskede er død, Alisea. Ligesom livet gik godt for ham døde hun. Alisea er ikke gået over til den anden side endnu. Hun lever stadig blandt Michael som en hvileløs sjæl, der leder efter sit mål for at få fred. Vil hun finde ud af, hvorfor hun stadig er på jorden, eller skal hun forblive side om side ved Michael hele livet. Se ham vokse op og finde kærligheden, når det eneste hun kan er stadig at elske ham?  

8Likes
11Kommentarer
719Visninger
AA

15. 13

En måned var gået og mareridtene var der stadig. Jeg var ved at gå ud af mit gode skin og ønskede bare så inderligt at finde ud af, hvem jeg var. Michael og jeg snakkede så gide godt sammen, men jeg følte, at han gemte noget for mig. Jeg turde ikke spørge ham. Jeg sad i en bil og så ud af vinduet. Der var en del larm i bilen, men jeg var ligeglad. Mine tanker var et helt andet sted. Jeg var et helt andet sted. Michael havde spurgt om jeg ville med ud og filme. Jeg takkede ja. Sad jeg hjemme i Michaels lejlighed ville jeg aldrig finde ud af, hvad fanden, der var galt. ”Så er vi her.” Sagde Michael, men hans stemme var fjern. Der gik nogle få sekunder, inden jeg reagerede på, hvad han sagde. Jeg vendte mig om mod ham, med et lille smil på læberne, inden jeg steg ud af bilen og strakte mig. Michael kom hen mod mig og førte mig indenfor. Vi sagde ikke meget. Jeg var ikke i snakke-humør og det havde Michael opdaget. ”Var jeg med til denne produktion?” kom det lavt og hæst fra mig. Jeg følte mig ikke tilpas blandt så mange mennesker, selvom jeg burde med min uddannelse. Michael rystede stille på hovedet og åbnede munden for at snakke. ”Nej ikke denne. Vi er lige startet.” Jeg blev ført ind i et rum som jeg ikke kendte. Det var et stort rum, der fik det til at løbe mig koldt ned ad ryggen. Selvom jeg ikke kendte det følte jeg, at jeg havde været her før. Det gav ingen mening. ”Kom.” Michael tog fat i min arm og førte mig hen mod nogle stole. Vi havde ikke holdt i hånd, selvom vores forhold var begyndt at gå over venne-stadiet. Vi rørte egentlig ikke ved hinanden som sådan. Jeg var midt i en forvirret tid, så der var dage, hvor jeg ikke kunne koncentrere mig om at have noget med en anden fyr. Det gjorde Michael nervøs, for han vidste aldrig, hvornår det var okay og ikke.

”NEJ NEJ NEJ, DET DUR IKKE!” Hørte jeg en skinger mandestemme råbe igennem lokalet, så det rungede. Indspilningerne havde været i gang i en time nu, hvor jeg bare havde siddet og set på. Jeg sad i mine egne tanker, da manden gik forbi mig. ”Hende!” Han pegede ned på mig og med håndbevægelser bedte han mig om at rejse mig op. Jeg var nervøs, men gjorde som han bad om. ”Michael kom her.” Michael så forvirret ud, men gjorde også som han fik besked på. Han stillede sig ved siden af mig og så lige ud. ”JAJAJAJA!” Råbte manden højt. Det var lige til at få hovedpine af. Michael tog endnu en gang fat i min arm og førte mig ind foran kameraet. Jeg følte mig slet ikke tilpas der. Jeg vidste, at jeg ikke var ment til at stå foran et kamera, men bag.

”SYNG FOR HENDE.” Hans stemme rungede igennem lokalet igen. Hvorfor kunne han dog ikke bare snakke? Jeg så op på Michael, der stod foran mig. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre og jeg følte mig ikke tilpas ved det her. ”Kvinde, sæt dig ned.” Jeg så rundt og bag mig stod en stol, belagt med brunt læder. Jeg satte mig stille ned og så op på Michael. Han havde fået fat i sin akustiske guitar, som han stod med i hænderne. Han spillede et par tilfældige toner. ”SPIL, SYNG FOR HENDE. DET’ LIGE MEGET HVAD.” Jeg bed mig i læben og blev ved med at se op på ham. Jeg skulle bare sidde og se på Michael og nyde musikken, det var det eneste.

Michael så ned på guitarens strenge og gjorde sig klar. Han spillede den første akkord til en sang og jeg så blot op på ham. Han var godt i gang med introen, da noget inde i mig rørte på sig. Sangen mindede mig om noget, men jeg vidste ikke hvad. Jeg havde en trang til at græde, om det var af lykke vidste jeg ikke. Jeg blev ved med at se op på Michael. Så snart han satte ord på og begyndte at synge fik jeg flashback. Jeg så Michael stå og synge samme sang, men det var ikke til mig. Det var til en pige jeg ikke kendte. Jeg blev helt varm inden i og jeg blev lykkelig. Jeg følte den kærlighed som strømmede ud gennem tonerne.
”Anastazia, Anastazia!” Lød en fjern stemme, jeg ikke kunne lokalisere. Jeg var væk i mine egne drømme. Mine øjne var tunge og kunne ikke åbnes. Jeg havde ikke styr over min krop. Jeg gled længere væk og til sidst var alt sort. Min krop blev slap og jeg faldt fra stolen, ned på gulvet. Hele min krop begyndte at krampe. Jeg lå på gulvet livløs og kunne ikke gøre noget, hele min krop rystede. Jeg kunne ikke høre nogen stemmer. Det eneste jeg kunne tænke på var den tomhed, der samlede sig om mit hjerte. Michaels sang var stoppet. Jeg havde brug for at høre den. Det var det eneste, der kunne få mig tilbage.

Min sjæl forsvandt fra kroppen og jeg kunne huske alt igen. Det var ikke min krop jeg var i, men jeg elskede alt der var sket. Jeg ville tilbage. Jeg så hen på Michael, der stod på knæ over kroppen. Selvom jeg var død, så krampede jeg stadig, som om der var en lille livsgnist i mig. Jeg prøvede at forsvinde, men jeg var fanget af et usynligt magnetisk felt. Jeg blev holdt fanget ved kroppen. ”MICHAELLLL.” Råbte jeg i håb om, at han kunne høre mig, men det virkede ikke. Jeg lukkede øjnene og brugte mine kræfter på at gå i Michaels telefon. Jeg blev nødt til at gøre noget. Michael og jegs vej til at kommunikere, da jeg var død var via telefonen. Det blev også den nu. Hans telefon begyndte at ringe. Den skiftede fra høj til lav, fra sang til ringetone. Han fumlede efter telefonen og så bare på. Skærmen skiftede fra at blive sort til hvid. Derefter blinkede den, inden den gik ud. Ingen lyd var tilbage.

Jeg havde næsten ikke flere kræfter, men jeg havde hans opmærksomhed. De sidste kræfter brugte jeg på at skrive. Jeg brugte dem på at skrive en besked til ham. Jeg var på mit stærkeste niveau. Jeg havde aldrig før kunne komme i kontakt med ham via beskeder. Jeg var aldrig stærk nok til at kommunikere rigtigt. Jeg kunne høre en ambulance i det fjerne. Ashton stod på knæ over kroppen og gav hjertemassage. Min besked til Michael var gemt i telefonen, men jeg havde brugt mine kræfter. Jeg kunne ikke få den frem. Jeg vidste, at det ikke var min tid til at sige farvel endnu, men skulle jeg komme til mig selv igen, så måtte Michael få min besked.

Kroppen sugede sig til mig igen og jeg hostede. Jeg kunne intet huske. Jeg vidste ikke, hvad der var sket. Jeg åbnede mine øjne og så op på de fire drenge, der stod foroverbøjet over mig. ”H-hvem er I?” Fik jeg fremstemmet, inden jeg lukkede mine øjne igen og gled langt ind i søvnen. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...