Forgive my promise

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 sep. 2014
  • Opdateret: 5 dec. 2014
  • Status: Færdig
Michael er i sorg, men livet går videre. Hans elskede er død, Alisea. Ligesom livet gik godt for ham døde hun. Alisea er ikke gået over til den anden side endnu. Hun lever stadig blandt Michael som en hvileløs sjæl, der leder efter sit mål for at få fred. Vil hun finde ud af, hvorfor hun stadig er på jorden, eller skal hun forblive side om side ved Michael hele livet. Se ham vokse op og finde kærligheden, når det eneste hun kan er stadig at elske ham?  

8Likes
11Kommentarer
730Visninger
AA

14. 12

”Hun er noget særligt jeg ved det. Stol på mig. Jeg har ikke opgivet Alisea.” Michael så på sine tre bedstevenner, men blev hurtigt afbrudt, da han så mig gå over vejen. Han vinkede i min retning og viftede mig hen mod ham. Jeg havde en kop kaffe i min hånd. Jeg prøvede alt i håb om at få min hukommelse tilbage, men det virkede ikke. Mine forældre var ved at blive rastløse over, at jeg intet kunne huske. Det eneste tilbage af mig var ubehagelige drømme, der ikke gav nogen mening. Jeg havde drømme, hvor jeg lå på hospitalet og var døden nær, men det var aldrig sket. Jeg havde konfronteret mine forældre omkring det. Jeg var død i få minutter på en vej. Jeg var på intet tidspunkt ved at dø på hospitalet. ”Hej.” jeg havde et kærligt smil på læberne, da jeg stoppede op foran Michael. Jeg kunne ikke sætte svar på, hvorfor jeg følte mig hjemme i fyrens nærvær. Det burde jeg ikke. Specielt ikke, når vi havde arbejdet sammen. Noget sagde mig, at arbejde og kærlighed ikke skulle blandes sammen. ”Kan vi lige snakke?” Michael nikkede og gik med mig længere ned ad vejen. Vi gik igennem en lille park og satte os på en bænk. Jeg havde været ude for hospitalet i en uge eller to nu. ”Når jeg ser dig føler jeg mig hjemme og jeg ved ikke hvorfor. Jeg føler mig i sikkerhed, når du går ved siden af mig og det er virkelig en følelse jeg har brug for nu.” Jeg virkede rolig, men inderst inde var jeg ved at gå til. Jeg havde brug for at huske, hvem jeg var og ikke nok med det, så var der denne ubehagelige følelse om, at jeg slet ikke var hvem jeg troede. Kun Michael kunne fjerne den følelse og det var rart. ”Du siger vi har arbejdet sammen, men alligevel føles det som om, at vi var mere…” Jeg så over på Michael og før jeg nåede at starte sætningen igen, så skar han mig af. ”Vi har ikke haft mere. Min … uh …” Det var tydeligt, at han ikke var glad for, hvad han nu skulle sige. ”Min kæreste døde for et halvt år siden og jeg har ikke været med andre efter. Jeg har ikke kunne komme mig over hende.” Jeg nikkede stille og lyttede efter, hvad han sagde. Det gjorde ondt at høre, at hans kæreste havde forladt jorden. ”Vi har blot arbejdet sammen.” Han smilede kærligt og rykkede stille på sig.

”Okay…” Jeg blev usikker og han kunne mærke det. ”hvad er der?” Han så på mig med et blidt blik, der fik mig til at falde til ro igen. ”Jeg har ubehagelige drømme om natten og når jeg er sammen med dig, så glemmer jeg alt. Jeg snakkede med din ven Luke i går og uh…” jeg holdte en pause og tog en tår af min kaffe, der var ved at blive kold. ”Han sagde du boede i en lejlighed for dig selv.” Jeg følte en trang til at passe på ham, så jeg var ikke vild med, at han boede alene. Igen vidste jeg ikke hvorfor. ”Jeg mangler et sted at bo lige for tiden. Mine forældre vil have mig væk fra byen og med hjem, så jeg kan huske dem, men jeg har ikke lyst. Jeg har lyst til at være her i byen, hvor jeg har boet så længe…” Michael skar mig af igen. ”Ja, jeg vil gerne have dig boende hos mig, men … det bliver på sofaen.” Jeg smilede kærligt og nikkede ivrigt. Det ville være fantastisk at have fyren tæt på mig. Jeg følte, at vi kunne blive ret så gode venner. ”Det er også fint. Jeg har ikke så mange ting, der siger mig noget mere.” Michael grinede og det fik mit smil til at blive større. Han så faktisk ret sød ud. ”Jeg må hellere gå.” Jeg rejste mig op, fik Michaels nummer og adresse.

--
”Jeg siger dig Luke, når jeg ser på hende langt fra, så ser jeg det samme som dig. Men hendes øjne er enestående. Jeg ved du ikke tror på mig, men det er Aliseas øjne. Hendes sjæl er i den krop.” Luke så på Michael og rykkede sig lidt væk, som om han var blevet brændt. ”Michael… Alisea er død. Hendes sjæl er ikke i Anastazias krop. Det vil hun aldrig være.” Michael rystede på hovedet, for han vidste hvad han havde set. Han vidste Alisea var der inde et sted. ”Alisea er derinde et sted, hun skal bare komme frem.” Michael trådte ud i sit køkken, hvor han tog en 2 liters cola frem, som han tog en tår af. Han havde kvittet øllerne ind til videre. ”Har du tænkt det her igennem Michael? Hvis vi siger, at jeg tror dig, hvordan vil du så håndtere det hele? Hun husker intet og tror, at hun er Anastazia og ikke Alisea.” Michael skruede låget på flasken og satte den i køleskabet igen, inden han så over på Luke igen. ”Jeg vil bare gerne have hende tæt på mig.”

Jeg bankede på døren til Michaels lejlighed og ventede blot på, at han åbnede. Jeg havde en papkasse i min ene hånd med ting jeg ikke ville skille mig af med og en taske over skulderen med tøj. Døren gik op og der stod Michael med et smil på læben. Min nervøsitet forsvandt. ”Kom ind.” Jeg nikkede stille og gik ind. Jeg havde aldrig været her før, men alligevel så føltes det som om, at jeg kendte stedet. ”Jeg har gjort lidt plads til dine ting.” Michael pegede over mod nogle skuffer og et bord. ”Og uh… jeg har et tøjskab i soveværelset.” Det var ikke tænkt igennem det her, men jeg søgte efter det, der gjorde mig tryk og det var Michael. Om vi så skulle være utrolig akavede i starten, så ville jeg ikke smutte. Luke kom frem fra en åbning og rakte hånden frem. Jeg stillede kassen ned på gulvet og gav ham hånden. ”Anastazia.” Luke smilede venligt og rystede min hånd. ”Luke.” Jeg nikkede og trak hånden til mig igen. ”Jeg må hellere komme hjem.” Sagde Luke, inden han trådte ud i den lille gang, tog sin jakke og smuttede ud af døren. Derefter var der stille. Hverken Michael eller jeg vidste, hvad vi skulle sige. Jeg havde brug for at komme på plads, så jeg havde ikke lyst til det store, men jeg brød mig heller ikke om, at der var bum stille.

--
Efter lidt tid havde jeg stillet alle ting på plads. Jeg havde et billede af mine forældre, som jeg havde fået lov til at stille på et lille bord. Selvom jeg ikke kunne huske dem, så ville jeg stadig have dem i mit liv. Mit tøj lå i en skuffe for sig selv inde hos Michael. Hvordan det skulle fungere om morgenen vidste jeg ikke. Jeg lavede intet for tiden og ville ikke komme til at lave noget, før jeg kunne huske igen. Jeg kunne ikke huske, hvordan jeg arbejdede. Jeg kunne intet huske og det irriterede mig. ”Godnat.” Sagde jeg med et smil, inden jeg lagde mig ned på sofaen og lukkede øjnene i.

Alt var mørkt og stille. Det eneste mine øre kunne opfange var de bippende lyde fra maskinen ved siden af mig. Jeg åbnede stille øjnene og mit slørede blik mødte Michaels ansigt. Jeg prøvede at snakke, men jeg kunne intet sige. Jeg var svag. Jeg havde brug for at fortælle Michael alt. Være der for ham, men jeg var for svag. Jeg åbnede munden, men der kom kun en hæs brummen ud. Jeg lukkede øjnene igen og svinede hen. Næste gang jeg vågnede var der læger overalt. Alle var i panik, men jeg lå helt slap. Jeg havde det fantastisk. Jeg prøvede at smile. Mit blik slog over på Michael, der stod i baggrunden. Tåre gled ned af hans kinder og der gik virkeligheden op for mig. ’få mig væk’ skreg mit indre. Jeg måtte væk fra dette helvede og hen til Michael. Jeg skulle være der for ham. Alt svimlede igen. Mine øjne føltes tunge. Jeg åbnede munden og prøvede at snakke, men jeg kunne ikke. Mine øjne blev tvunget i. Det næste øjeblik svævede jeg over min egen livløse krop, men alligevel var det ikke min. Det var ikke mig. Jeg så ned på en brunhåret kvinde.

Jeg vågnede op og havde en trang til at skrige, men lod være. Hvem havde jeg lige drømt om? Og hvorfor var jeg hende, eller hun mig? Jeg rejste mig fra sengen og tøffede stille ud i køkkenet. Min hals var tør. Jeg havde brug for vand. Efter lidt tids leden fandt jeg et glas, som jeg fyldte helt op til kanten. Jeg satte det for munden og drak det hele. Jeg følte et ubehag i kroppen omkring det mareridt. Hvad betød det? Jeg havde ikke oplevet det på noget tidspunkt. Det vidste jeg, så hvorfor blev jeg ved med at have de mareridt? Det var ikke første gang jeg var vågnet op om natten med ubehag. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...