Forgive my promise

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 sep. 2014
  • Opdateret: 5 dec. 2014
  • Status: Færdig
Michael er i sorg, men livet går videre. Hans elskede er død, Alisea. Ligesom livet gik godt for ham døde hun. Alisea er ikke gået over til den anden side endnu. Hun lever stadig blandt Michael som en hvileløs sjæl, der leder efter sit mål for at få fred. Vil hun finde ud af, hvorfor hun stadig er på jorden, eller skal hun forblive side om side ved Michael hele livet. Se ham vokse op og finde kærligheden, når det eneste hun kan er stadig at elske ham?  

8Likes
11Kommentarer
722Visninger
AA

12. 10.

Fysisk kontakt skal til for at mennesker kan overleve, samt socialt kontakt, ellers bliver vi sindssyge. Jeg, Alisea, er et spøgelse, der render hvileløst rundt på jorden og er langt fra, hvor jeg burde. Jeg mangler at finde ud af så meget og problemet er; jeg ved ikke, hvad jeg skal finde ud af. Jeg har ingen idé om, hvor jeg skal lede, hvad jeg skal overvære for at finde ud af det; for at komme ind i lyset. Til tider ville jeg ønske alt ville forsvinde, men så kommer jeg i tanke om en ting. Én person, der betyder mere end kontakt, mere end min psyke for mig. Den person lever endnu. Den person ved jeg eksisterer, men der opstår problemet. Han kan ikke se eller høre mig. Mine evner har jeg ingen kontrol over. De kommer og går når jeg bliver følelsesmæssigt. Hvordan kan dette være et liv?

6 måneder var gåden siden min død og jeg var stadig ikke forsvundet. Jeg var blevet stærkere i løbet af de måneder og jeg havde det fantastisk. Michael vidste jeg var ved hans side og selvom det til tider var utrolig hårdt for ham, så kunne jeg for det meste få ham til at blive glad igen. Vores forhold ville aldrig blive til noget og jeg ville sådan ønske, at Michael ville få forhold til andre, men nej. Han valgte at blive min side og opføre sig som hvis han havde kæreste på. Det holdte min jalousi på afstand, men det gjorde stadig ondt. Jeg vidste, at jeg på et tidspunkt ville blive nødt til at forsvinde. På et tidspunkt ville jeg finde lyset, som ville give mig fred. Til den tid ville alt blive som for 6 måneder siden. Michael ville være et nervevrag igen. Hans liv ville gå ned ad bakke og jeg var bange for han ville begynde at drikke igen. Måske var det den ting, der afholdte mig fra at finde fred?

”Hey guys!” Sagde Michael på et smil på læberne. Han smed sin jakke i sofaen og gik hen til Ashton, Luke og Calum. Ingen af dem vidste, hvad der foregik med Michael, men jeg vidste det blot ville være et spørgsmål om tid, inden Michael snakkede over sig og ville fortælle, at jeg stadig var her. ”Du’ forsinket.” Ashton kiggede over på Michael og selvom han ville virke irriteret kunne han ikke. Et lille smil kom frem på hans læber og der gik ikke længe inden han krammede Michael. ”Vi kører om 10 minutter, så hvis du skal have ordnet noget, så er det nu.” De havde en musikvideo som skulle laves. Det ville være hårdt arbejde, eftersom halvdelen skulle foregå om natten, så meget søvn ville det ikke blive til. Jeg var bange for, at man ville kunne se min skygge endnu en gang, så jeg blev nødt til at holde mig væk – en ting jeg langt fra havde lyst til.

De ti minutter gik hurtigt og før jeg vidste af det sad de i bilen på vej til en gammel bygning. De valgte at filme i Australien, så hele vejen så de videoer på YouTube, tweetede en masse og Michael sad sågar på tumblr. Jeg forsvandt fra bilen og ventede ved den gamle bygning. Det løb mig koldt ned ad ryggen bare ved at se på det. Jeg hadede skræmmende og dunkle steder. Det var disse tidspunkter, jeg helst ville have været for uden også ligge i en seng, med en varm dyne over mig og Michael ved min side. Det hele ville blive værre, når det blev mørkt. Jeg så bilen trille ind på parkeringspladsen og drengene steg ud. Kamera mændene var inde i bygningen for at stille op alt udstyret op. Der var ikke meget lys derinde, men de behøvede det ikke endnu. Jeg forsvandt ind i bygningen og kiggede mig omkring. Jeg var bange. Jeg var bange. Jeg var bange for, at noget ville ske drengene, ikke kun Michael.  Bygningen var forældet og selvom den sikkert var godkendt til at filme i kunne jeg ikke finde ro. Flere steder stod der stiger eller andet, der let kunne falde ned over dem i bygningen. Jeg vidste, at hvis det var tilfældet var jeg ikke stærk nok til at kunne stoppe det. Jeg ville måske kunne sænke farten, men ikke mere.

Drengene havde fået sat deres hår, da en flok piger kom gående mod dem. ”Vi starter med scene 6. Close up af Michael ovre ved stilaset.” Jeg forblev bag kameraet, der havde jeg bedre udsigt og vidste hvis noget ville ske. Michael så ikke træt ud mere. Han havde fået livsgnisten tilbage. Michael satte sig på en skammel ved stilaset med en akustisk guitar i sort. Jeg så ham gøre sig klar, inden han begyndte at spille melodien til never be. Jeg så på og beundrede hans ansigt. Han levede sig helt ind i verdenen. At se ham spille musik gjorde mig glad. Det var den ene ting han brændte for.

”Stå nu ikke ved min side under optagelserne.” Havde Michael sagt til mig, inden han tog afsted. Jeg kunne huske det smil han havde på læberne. Et smil, der fik sommerfuglene til at baske med deres vinger. Jeg havde lyst til at drille ham, men det var ikke det rigtige tidspunkt. Jeg blev nødt til at vente. Scene 6 blev filmet færdig og gjort godt nok til, at filmholdet ville gå videre.

En halv time gik med filmindspilningerne, da en kvinde, lidt ældre end Michael, skulle under stilaset. Hun lænede sig op af den ellers så robuste metal stolpe, som filmholdet havde fået arrangeret til at stå lige der. Hun slog håret ud og rystede kort med hovedet, for at få ordentligt fylde i håret. Hendes sko var alt for høje til hende. Et par sko jeg vidste ikke ville føre andet end ulykke med sig. Jeg forblev bag kameraet, men kiggede bagud mod Michael, der var i gang med at fjolle rundt med Calum. Jeg havde ingen idé om hvad de lavede og jeg vidste, at jeg aldrig ville finde ud af det. De havde deres moments, bro moments, som ingen andre ville forstå. Jeg hørte en lyd af noget, der faldt til jorden. Jeg vendte mig om mod kvinden, der var i gang med at blive filmet. Hendes hæl på højre fod var knækket, hvilket havde ført til hendes fald. Hun havde ondt, det kunne ses. Jeg vendte blikket mod Michael igen, så ham ind i øjnene, selvom han ikke kunne se mig. Jeg kunne høre stilaset rasle og jeg blev bange. Jeg hadede høje lyde og jeg havde bestemt ikke lyst til at høre det falde sammen. Jeg kunne ikke forlade rummet selvom jeg ville. Jeg kunne ikke forlade Michael. Tænk hvis noget skete med ham? Kvinden sad og ømmede sig over sin ankel. Jeg lukkede mine øjne og prøvede at bruge mine kræfter på at få det til at stå stille igen. Det var hårdt, men det virkede. Jeg formåede at holde det stille, indtil kvinden var væk fra fare. Jeg lod stilaset leve sit eget liv efter det og det styrtede til jorden med et brag. ”tak.” mumlede Michael, hvilket gav mig et smil på læberne.

”Lad os få hende til lægen.” Ashton sad på knæ og så ned på hendes ankel. Om den var forstuvet eller brækket vidste han ikke, men det var bedre at komme til lægen end at blive hjemme. Jeg forsvandt over til Michael. Lod min hånd glide over hans kind. Han lukkede øjnene i. ”Vi ses derhjemme.” Jeg var begyndt at tro, at jeg på en eller anden måde kunne føre følelser igennem mig selv og ind i Michael. Jeg var usikker på, hvordan, men til tider var det som om han vidste, hvad jeg tænkte på, eller hvad jeg havde sagt. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...