Forgive my promise

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 sep. 2014
  • Opdateret: 5 dec. 2014
  • Status: Færdig
Michael er i sorg, men livet går videre. Hans elskede er død, Alisea. Ligesom livet gik godt for ham døde hun. Alisea er ikke gået over til den anden side endnu. Hun lever stadig blandt Michael som en hvileløs sjæl, der leder efter sit mål for at få fred. Vil hun finde ud af, hvorfor hun stadig er på jorden, eller skal hun forblive side om side ved Michael hele livet. Se ham vokse op og finde kærligheden, når det eneste hun kan er stadig at elske ham?  

8Likes
11Kommentarer
734Visninger
AA

2. 1

”Michael Michael Michael…” min stemme var svag. Lavere end en hvisken. Der var ingen mulighed for, at nogen ville høre mine ord. De ord som jeg endnu ikke havde fortalt nogen. Jeg sad ved Michaels seng og så ned på hans sovende jeg. Det var ikke fordi han så sød ud. Han havde sved glidende ned ad sig og hans vejtrækning var hurtigere end den burde. Det var tydeligt, at han havde mareridt. Jeg hjalp ikke. Jeg havde været død i nogle død i nogle uger nu og i alt den tid havde jeg været ved Michaels side. Han havde endnu ikke opdaget mig. Jeg savnede at have nogen ved min side. Jeg savnede at have nogen at snakke med. Ingen kunne høre mig, end ikke når jeg skreg. Hvis hvileløse sjæle kunne gå psykisk ned, så var jeg godt på vej, for selvom jeg var en stille og asocial pige, så havde jeg stadig et socialt behov, der skulle dækkes. Michael vågnede med et sæt og satte sig op. Han hostede lavt og så rundt i rummet. Han var chokeret, bange. Jeg kunne se det i hans øjne. Jeg stod forenden af sengen og så lige ned på ham, men han så mig ikke. Jeg var luft for ham. ”Stå op. Brug ikke endnu en dag i sengen…” Sagde jeg med min stemme, der stadig var svag. Han rejste sig kort tid efter, ikke fordi han hørte mig. Det havde jeg efterhånden lært, at han ikke ville. Jeg havde prøvet at råbe ham lige ind i hovedet, men han opdagede mig aldrig. Jeg havde mødt andre sjæle, men ingen snakkede. Alle var optagede af deres, som om de ikke kunne se andre. Jeg benægter ikke, at når man er død, så tænker man ikke kun på sig selv. Tværtimod. Det er som om det allerede er bestemt, at man skal passe sine egne problemer. Da jeg vågnede op første gang, efter min død var jeg skræmt. Jeg kunne ikke forstå, hvad der var sket. Jeg kunne ikke forstå, hvad der var sket med mig. Først da jeg havde fundet ud af, at jeg ikke var levende prøvede jeg at finde andre som mig. Andre spøgelser, hvileløsesjæle, hvad end du vil kalde os. Jeg prøvede at udforske verdenen, men jeg begyndte at få en smerte i brystet, som om jeg stadig var i live. Den forsvandt først, da jeg var ved Michaels side igen. Min skæbne var bestemt. Jeg skulle være her ved Michael, men hvorfor vidste jeg ikke. Jeg forsvandt ud i stuen, inden Michael overhovedet var kommet ud af sengen. Den eneste gode ting ved, at jeg var død var, at jeg ikke behøvede at gå. Jeg kunne sagtens bevæge mine ben, men jeg behøvede ikke. Jeg skulle blot tænke på et sted også ville jeg være der. Smart, men forstyrrende. Jeg skulle vende mig til det i starten. Alt var forvirrende i starten.

Jeg så Michael passere mig i stuen. Jeg fulgte ham med øjnene hele vejen ud til køkkenet, inden jeg skiftede position igen. Jeg stod lænet op ad en disk med Michael foran mig, dog havde han ryggen til. Han tog fat i et glas, tændte for vandhanen og fyldte glasset op. Han var sikkert blevet tørstig efter det mareridt og efter at have svedt. Han løftede glassen op til munden. Bællede glasset. Det hele blev gjort på under 90 sekunder. Ja, han måtte være tørstig. Han stillede glasset på håndvaskens kant, så det stod skråt og ustabilt. Jeg savnede Michael, jeg savnede at røre ved ham. ”michael…” han kunne selvfølgelig ikke høre mig. Det gjorde mig irriteret. Jeg savnede at snakke med nogen, jeg savnede at snakke med Michael. Jeg savnede at se ham glad. Han forlod køkkenet og gik mod toilettet. Hvorfor skulle det også være sådan her? Jeg gik over til køkkenvasken og så ned på glasset. Jeg løftede min hånd og prøvede at tage fat i glasset. Det burde ikke stå der. Jeg burde gøre rent for Michael, ligesom jeg altid plejede … men det var ikke muligt. Jeg kunne ikke, ikke mere. Jeg kunne ikke få fat i glasset, mine fingre gled lige igennem. Det gjorde mig mere irriteret. Jeg blev vred. Jeg knyttede min hånd og slog det mod glasset.

Det næste jeg hørte var glasset, der slog mod gulvet og smadrede. Jeg gispede og trådte et skridt tilbage. Michael hørte, hvad var sket og kom bandende mod køkkenet igen. ”derfor skal man ikke stille glasset så tæt på kanten.” sagde jeg for mig selv. Det måtte have været et tilfælde, at det lige væltede der. Michael bøjede sig ned og samlede glasskovet op. Han var i dårligt humør, som han havde været i et par uger. Lige siden … min død.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...