En hemmelig affære (Et historisk år 1)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 okt. 2014
  • Opdateret: 10 jun. 2015
  • Status: Færdig
Jessica har været gift med den rige, men noget ældre Hugh Jacobs i over tre år. Det har ikke været nogen dans på roser, trods den lovende begyndelse, da Hugh ikke har nok i hende og finder sig den ene elskerinde efter den anden. Da Jessica får at vide, at hans seneste erobring er ingen ringere end hendes gode veninde, der tilmed selv er gift, får hun nok. Hun vil ikke tilbringe to uger ude på landet til det, der af alle betegnes som århundredets julesammenkomst, mens alle sladrer bag hendes ryg og har medlidenhed med hende. Det er på tide at tage kontrol over tilværelsen, og det første skridt er at låse døren mellem deres forbundne soveværelser. Henri Sinclair er amerikaner og netop ankommet til London. Hans forbindelser og formue sikrer ham invitation til årets sidste fest, og der går ikke lang tid, før han bliver betaget af den smukke, men skrøbelige Jessica. Hun er dog allerede gift med en anden, der tydeligvis ikke værdsætter hende. Er der noget, han kan gøre? ADVARSEL: Sexscene

36Likes
187Kommentarer
9203Visninger
AA

3. Opvågning - Henri

 

Henri Sinclair havde endnu svært ved at forstå, hvordan han var endt i London, og han var ikke engang i selve London. Lige nu befandt han sig på et øde landsted, som tilhørte en eller anden rig hertug, hvis navn han ikke kunne huske, og han var allerede blevet fortalt gentagende gange, at han skulle se sin invitation som en ære, være taknemlig over sit gode held og nyde det, så længe det varede. Ikke mange nyrige amerikanere blev lukket ind i varmen hos Englands overklasse, især ikke én med et franskklingende navn. Ikke som tiderne var. Det havde også vist sig at være sandt. Blandt den store forsamling her på landstedet var han den ene amerikaner af tre, hvoraf de to andre var grundene til, at han nu selv havde taget turen over Atlanten. Hans gode venner Lucius Mayne og Mark Atkinson.

Automatisk løftede han sit glas op til læberne og drak af punchen, som heldigvis havde en kraftig eftersmag af spiritus. Ikke at han normalt havde voldsom trang til at overdrive indtagelsen af alkohol, men Henri havde aldrig brudt sig om store folkemængder, hvilket var grunden til, at han nu befandt sig på en øde balkon sammen med sine to medamerikanere. Det havde været overraskende let at få både Lucius og Mark lokket væk fra den store spisestue, der havde halv størrelse af en balsal, men som alligevel virkede fyldt op. Han havde ikke turdet spørge, hvor mange der deltog i begivenhederne. Hvis ikke den klaustrofobiske følelse allerede var ved at få ham til at tage flugten nu, så ville den sikkert overmande ham, hvis han kendte det præcise antal.

”Det siges, at det ikke er ofte, at London er dækket af sne i julen.” Lucius fandt sit læderetui frem, og kort efter blev mørket oplyst af flammen fra en tændstik, og Henri fik et tydeligt glimt af Lucius, der pulsede på sin cigaret. En ildelugtende vane som Henri priste sig lykkelig over aldrig at have taget til sig trods dens voksende popularitet.

”Ja, er der noget, der får én til at længes hjem, så må det være sneen.” Mark havde som den eneste af de tre en stor familie i Amerika, så han havde nogen at savne. Henri tog endnu en stor slurk af punchen og forsøgte at ignorere smerten, som tanken vækkede i ham. Var han ikke taget herover for netop at lægge fortiden bag sig?

”Jeg kunne nu nævne en del andre grunde til at foretrække Amerika frem for England, men måske vi skal lade det ligge for nu,” smilte Lucius, inden han fortsatte. ”Hvis nogen overhørte det, ville de bare tro, at jeg ikke var taknemlig over at være her.” De grinte alle tre ad det, og Henri følte sig igen til stede blandt ligemænd. Ligesindede. De to andre havde været i England meget længere end han selv havde, så der var meget at lære af dem, men deres fælles baggrund bandt dem sammen. De var alle nyrige og fra Amerika, og så var de vokset op sammen.

”Det ville …” Mark tav, da døren gik op, og en ung kvinde iklædt en afslørende, mørkeblå aftenkjole kom ud fra ét af stedets mange opholdsrum. Det var tydeligt, at hun ikke havde opdaget dem, og hvem kunne bebrejde hende, som de stod gemt i halvmørket længst fra døren. Hun gik målbevidst hen til rækværket og trak vejret højt og hurtigt, inden hun ubevidst førte en hånd op til sin ene kind.

Henri kunne ikke få øjnene fra hende. Samtidig var han meget bevidst om de to andre. De var begge stivnet ved synet af hende, og ingen af dem vidste tilsyneladende, hvordan de skulle reagere. Skulle de gøre hende opmærksom på deres tilstedeværelse eller håbe på, at hun snarest forlod balkonen igen uden at opdage dem? Der var selvfølgelig den mulighed, at hun havde aftalt at mødes med nogen herude, men noget sagde Henri, at dette ikke var tilfældet. Måske var det hans mistanke om, at hun netop havde tørret en tåre væk, eller måske en sjette sans der fortalte ham, at denne kvinde ikke havde den bedste aften i sit liv. Han kunne ikke lade være med at stirre fascineret på hende, og det overraskede ham. Han lod sig sjældent fascinere af en kvinde.

Det ene øjeblik stod hun fastfrosset til stedet og så ud over den snedækkede have under dem. Det næste tog hun fat i sin hånd, afførte noget, der kunne være en vielsesring, hvorefter hun nærmest i trance stod og iagttog den. Henri vendte sig mod Mark, der netop havde taget et skridt frem mod hende og skulle til at rømme sig, da hun trak armen bagud og af alle kræfter kastede ringen ud i mørket. De to andre udvekslede blikke og fortrak sig øjeblikkeligt længere ind i mørket, ikke i tvivl om, at det de netop havde vidnet ikke var noget, der kunne slippe ud, med mindre de ville skabe en skandale. Han tog selv et skridt bagud, længere ind i mørket. Han ønskede ikke, at denne unge kvinde skulle føle skam over sin handling. Hendes åbenlyse sårbarhed overbeviste ham om, at hun havde en god grund til det.

Desuden kunne han stadig ikke få øjnene fra hende. Hans tanker kredsede om hendes identitet, og for første gang i mange måneder oplevede han en interesse for et andet menneske. Hvad kunne få en ung kvinde til at gøre noget så drastisk som at skille sig af med sin vielsesring, der sikkert var et dyrt arvestykke? Hun måtte da være klar over, at når det blev opdaget, at hun ikke længere var i besiddelse af ringen, så ville spekulationerne bryde ud, og hun uden tvivl blive gjort til genstand for sladder. Han havde måske ikke været her i mange dage, men det havde han dog allerede lært om London. Sladder var farligt, især for unge kvinder.

I flere minutter stod de alle tavse og ubevægelige. Hun med blikket rettet mod stjernehimlen, og de med øjnene rettet mod hende. Endelig tørrede hun endnu en tåre væk, inden hun rankede sig og igen forsvandt ind ad døren, der havde ført hende ud til dem. De sagde ikke noget længe, alle tre fordybede i tanker. Endelig afbrød Mark tavsheden, medlidenheden og medfølelsen tydelig i hans stemme.

”Det lader til, at hun har fået kendskab til Hughs seneste affære.”

”Gad vide, om hun forsøger at straffe ham ved at miste sin vielsesring? Personligt ville jeg hurtigt blive pinligt berørt, hvis jeg, for hver gang jeg havde været min kone utro, skulle anskaffe hende en ny. I hvert fald hvis jeg var lige så aktiv som Hugh.” Lucius forsøgte at spøge med situationen, men ingen af dem fandt det morsomt. Ikke engang Lucius selv. At så ung en kvinde skulle finde sig i gentagende gange at blive svigtet af sin ægtemand var ikke noget, Henri brød sig om, men det blev efterhånden mere og mere tydeligt, at ægteskaber i overklassen sjældent byggede på noget som tiltrækning og kærlighed. I stedet handlede det om prestige, et godt navn, en titel hvis man var ambitiøs og så naturligvis rigdom. At denne unge kvinde skulle udholde sin mands utroskab, og uden tvivl følte sig ydmyget, var en naturlig del af livet i London. Han burde være ligeglad.

”Det er allerede almindeligt kendt, at de har fået tilstødende soveværelser, altså Hugh og elskerinden. Den mand har ingen moral. Sin kone på den ene side og elskerinden på den anden,” sagde Mark med en grimasse.

”Deres match blev ellers diskuteret og dømt til at være den helt store kærlighed. I de første mange måneder af deres ægteskab virkede de begge lykkelige, og hun var virkelig en smuk kvinde.” Lucius tog endnu et hiv af sin cigaret. Henri havde lyst til at sige, at det var hun stadig, men han vidste godt, hvad de mente. Der var noget over en kvinde og hendes udstråling, når hun var lykkelig. Forelsket.

”Hvad skete der?” spurgte han, ikke helt i stand til at udelukke interessen i sin stemme, men han ignorerede de andres let overraskede blikke. Mark rømmede sig og slog ud med armen mod mørket, hvor ringen var forsvundet.

”Det er vist tydeligt, er det ikke? Han fik hende til at forelske sig i ham, hvorefter han fortsatte det liv, han altid har levet. Han blev vel træt af hende efter nogle måneder.” Noget i Henri trak sig sammen ved tanken om hende. Han hadede, at hun var ulykkelig, og det undrede ham, for han kendte hende ikke, og det lod også til, at de fleste ægteskaber var baseret på andet end kærlighed, så hvad gjorde hende og hendes situation anderledes?

”Der er selvfølgelig den mulighed, at hun ikke kunne tilfredsstille Hugh, men det er ikke noget, jeg har tænkt mig at gå i dybere detaljer med.” Lucius rynkede på næsen og gjorde en underlig rystebevægelse, som om han rystede tanken af sig. Henris nysgerrighed var blevet vakt.

”Og hvorfor ikke det?” spurgte han. Mark lo stille, inden han sagde.

”Fordi både Lucius og jeg har … forbindelser til familierne.”

”Familierne?” Henri var endnu ikke opdateret om sladderen, rygterne eller de mange personer, som overklassen bestod af. Lige nu var han mere end almindeligt forvirret.

”Mark overvejer at gifte sig med en af Hughs døtre, mens jeg bare mangler at underskrive papirer og finde en dato til vielsen med Sylvie Hivert, som er datter af Hughs seneste elskerinde. Elskerinden er eller var for øvrigt gode veninder med Jessica, altså Hughs kone, men jeg går ikke ud fra, det er tilfældet længere,” grinte Lucius opgivende. Henri måbede, for en gangs skyld ude af stand til at sige noget. Var der slet ikke noget, der var, som det burde?

”Jeg anede ikke, at I begge gik med tanker om ægteskab,” sagde han til sidst. De var hans bedste venner. Burde han ikke vide sådan noget? De to andre så kort på hinanden, og det gik op for ham, at de ikke havde delt det med ham på grund af hans fortid. I deres forsøg på at tage hensyn til ham, havde de udeladt at fortælle ham vigtige detaljer fra deres liv.

”Det er vigtigt her i England at gøre et godt parti. Det er vejen frem for mænd som os,” sagde Lucuis stille og stirrede ud i mørket.

”Så du gifter dig med Sylvie Hivert, fordi hun kan give dig lettere adgang til aristokratiet?”

”Ja, og hun er da også interessant nok til, at det ikke bliver et problem at være gift med hende.” Lucuis grinte skævt, inden han smed sin cigaret ned i sneen.

”Og hvad med dig?” spurgte han Mark.

”Hvad med mig? Om jeg gifter mig med en datter af en adelig for at få adgang til pengemændene og indflydelsen? Selvfølgelig. Jeg har bare ikke besluttet mig for, hvilken af Hughs døtre, der vil være mest passende.”

De to andre gik ind og efterlod Henri alene ude i kulden. Han havde kun været her i få dage, men allerede nu var han overbevist om, at det havde været en fejl at komme. Hans bedste venner havde begge planer om at indgå ægteskaber for at få større indflydelse, og ingen af dem kendte deres fremtidige koner særlig godt eller var interesserede i det. Henri følte ikke længere, at han kendte dem. De havde holdt noget så vigtigt skjult for ham for at spare hans følelser, men gjorde rigtige venner det? Og siden hvornår var det blevet acceptabelt at indgå ægteskab baseret på forretning og ikke kærlighed og respekt? Han havde måske nok ikke selv særlig gode erfaringer med ægteskab, men han troede dog stadig på, at med den rette kvinde kunne det blive mere end bare to fremmede, der boede under samme tag. Han var måske nok en romantiker, men ægteskab var nødt til at handle om andet end forretning og prestige. Det var det bare nødt til.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...