En hemmelig affære (Et historisk år 1)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 okt. 2014
  • Opdateret: 10 jun. 2015
  • Status: Færdig
Jessica har været gift med den rige, men noget ældre Hugh Jacobs i over tre år. Det har ikke været nogen dans på roser, trods den lovende begyndelse, da Hugh ikke har nok i hende og finder sig den ene elskerinde efter den anden. Da Jessica får at vide, at hans seneste erobring er ingen ringere end hendes gode veninde, der tilmed selv er gift, får hun nok. Hun vil ikke tilbringe to uger ude på landet til det, der af alle betegnes som århundredets julesammenkomst, mens alle sladrer bag hendes ryg og har medlidenhed med hende. Det er på tide at tage kontrol over tilværelsen, og det første skridt er at låse døren mellem deres forbundne soveværelser. Henri Sinclair er amerikaner og netop ankommet til London. Hans forbindelser og formue sikrer ham invitation til årets sidste fest, og der går ikke lang tid, før han bliver betaget af den smukke, men skrøbelige Jessica. Hun er dog allerede gift med en anden, der tydeligvis ikke værdsætter hende. Er der noget, han kan gøre? ADVARSEL: Sexscene

36Likes
187Kommentarer
9235Visninger
AA

5. Nattevandring - Henri

 

Advarsel - Læs ikke videre, hvis du vil undgå frække ord ;-)

 

Langsomt lod han sin hånd bevæge sig op langs hendes ben, mens han skubbede natkjolen med. Han begravede sit ansigt i hendes hår, inden han trak hende endnu tættere ind til sig. Det var så længe siden, han sidst havde været sammen med nogen, at han ikke troede, at han ville holde særlig længe, og en kvinde som hende … hans hånd forlod kort hendes ben for at omslutte hendes ene perfekte bryst, og han stønnede let, mens han pressede sit underliv ind mod hendes meget velformede bagparti. Han var nødt til …

Han åbnede øjnene og stivnede, idet det gik op for ham, at han rent faktisk ikke var alene i sin seng. Der lå en kvinde i hans arme. En meget velskabt kvinde som han ikke anede, hvem var, og som han i hvert fald ikke havde inviteret.

Hun stønnede søvnigt og vendte sig halvt om mod ham, mens hendes hånd sneg sig ned mellem dem og omsluttede ham. Han forsøgte at undertrykke sin stønnen, men det lykkedes ham ikke. Varmen bredte sig hurtigt gennem hans krop, hans vejrtrækning blev hurtigere, og han havde svært ved at tænke klart. Han indså forfærdet, at hun havde så stor magt over ham, at han rystede, men uanset hvad han gjorde, kunne han ikke få det til at stoppe. Det var så længe siden, han sidst havde tilladt sig selv at nyde berøringen fra en kvinde, at dette uventede møde fik ham til at miste kontrollen. Han kunne ikke afvise hende, selv om han gerne ville. Han forsøgte alligevel.

”St-stop,” fik han halvkvalt frem, da hendes hånd begyndte at klemme blidt og massere ham. Hans hånd lå stadig på hendes bryst, og han kunne ikke lade være med at lade en finger kærtegne hendes brystvorte, der trak sig sammen ved berøringen. Det fik ham til at stønne igen.

”Skal jeg stoppe?” fremmumlede hun og lo lavmælt og søvnigt. En meget tiltrækkende lyd, der gjorde underlige ting ved ham. ”Det er da første gang.” Han indså, at kvinden tydeligvis havde forvekslet ham med en anden, så han trak hurtigt sin arm til sig, mens han forsøgte at få hende til at slippe sig. Det gjorde hun ikke. Til gengæld øgede hun sin indsats, og inden han vidste af det, blev han overmandet af en voldsom orgasme.

Hendes latter hånede ham, ikke bevidst ganske vist, men en mand havde sin stolthed, og han trak sig flovt væk fra sirenen, der tydeligvis kendte sin egen magt. Hun havde fået ham til at ydmyge sig selv, som var han stadig en ung knægt uden selvkontrol. Hans ansigt brændte af forlegenhed, og han havde ingen anelse om, hvordan han skulle komme værdigt ud af situationen.

”Man skulle tro…” kvinden tav pludseligt, og han var ret overbevist om, at hun måske endelig var ved at indse sin fejltagelse. Han var ikke den mand, som hun forventede, og han havde trods sine mange år med Lucius’ kendskab til alverdens skandaler aldrig hørt om noget så skandaløst som dette. Hvordan kom man ud af sådan en situation uden at tabe ansigt? Han tav, afventede hendes reaktion, for idet det var hende, der var på afveje, havde hun måske mere erfaring med situationer som denne, end han havde, og vidste, hvordan man gebærdede sig.

”Øhm, dette sovekammer skulle stå tomt. De burde ikke være her. Tilgiv mig.” Hendes stemme var ikke længere varm og indbydende, men lille og usikker, og noget fortalte Henri, at dette ikke var den forførerske, som hans førstehåndsindtryk havde vildledt ham til at tro. Interessant. Hendes reaktion trængte gennem hans flovhed, og han forsøgte at regne ud, hvordan han kunne redde situationen. For dem begge naturligvis.

”Jeg er virkelig ked af det. Jeg håber ikke, at jeg har skabt problemer for Dem,” hviskede hun. Hun begyndte hurtigt at rykke sig ud mod kanten af sengen, uden tvivl i et forsøg på flugt. Han sukkede stille og satte sig op.

”Jeg må tilstå, at jeg blev ganske overrasket over at vågne op ved siden af Dem. Måske burde jeg undskylde, at jeg er en sen tilføjelse til gæstelisten.” Hendes bevægelser standsede brat.

”De er amerikaner?” Han skar en grimasse. Med det engelske aristokrati vidste han, at hans amerikanske baggrund sjældent blev set som noget positivt.

”Det kan jeg ikke benægte.”

”De er ikke gift.” Hun konstaterede det tøvende, og det undrede ham, at det betød noget for hende, men han kunne høre på hendes stemme, at det gjorde det.

”Nej, jeg er ikke gift. Jeg er heller ikke i nogen anden relation, hvis det kan lette Deres hjerte.” Han vidste ikke, hvorfor han tilføjede det sidste, men det var vigtigt for ham. Trods mørket fornemmede han hendes smil. ”Så nu ved De praktisk taget, hvem jeg er. Da vi kun er tre amerikanere til stede, vil De hurtigt kunne finde frem til mit navn. Vil De så betro mig Deres? Eller vil det for altid fremstå i det uvisse?” Hans puls satte overraskende farten op, og pludselig blev det vigtigt for ham at kende hendes navn.

”Jeg … det vil nok ikke … jeg mener ...” Hun gik i stå, og han forsøgte at regne ud, hvordan han skulle overbevise hende om at afsløre sig selv, da vrede skridt ude på gangen afbrød hans tanker. En dør blev smækket op og i, afbrudt af en mandestemme, der råbte på Jessica.

Kvinden i hans seng stivnede, og han vidste, at det var hende, der var Jessica. Jessica Jacobs? Han vidste også, hvorfor hun havde søgt en anden seng end sin egen. Ikke for at glæde ham eller nogen anden mand, men fordi hun ikke kunne udholde at ligge i sin egen. Hun var allerede gift. Tanken dukkede uvelkomment op, men han ignorerede den bestemt. Han så hende igen for sig, som hun havde stået på balkonen, alene, ensom og ulykkelig. Hun fortjente bedre end sin mands behandling.

Langsomt rejste han sig op og fandt sine bukser, som han tog på under sin natskjorte. Han vendte ryggen til hende, inden han hurtigt trak skjorten over hovedet og smed den fra sig på en stol, inden han rakte ud efter den skjorte, han havde haft på under middagen, selv om den nu var krøllet. Jessica fulgte forsigtigt med i hans bevægelser, tydeligvis usikker på, hvad hun kunne forvente af ham.

Det gav et sæt i dem begge, da der blev hamret hårdt på døren.

”Jessica! Jeg ved, du er derinde.” Henri nærmede sig hurtigt døren, der var ulåst, mens han signalerede til hende om, at hun skulle gemme sig under hans tæpper. Mod hans forventning og på trods af den ringe belysning adlød hun øjeblikkeligt.

”Hr?” Henri åbnede døren og forsøgte at virke forvirret og søvndrukkent. Han missede kort mod det stearinlys, som blev holdt op foran ham, og det tog ham lidt tid at se sin modstander tydeligt. Uden for hans dør stod en mand sidst i 40’erne, måske starten af 50’erne, med begyndende, grånende tindinger, i yderst god form og iklædt aftenens jakkesæt, der dog virkede lettere medtaget. Chokket i den ældre mands ansigt var anseeligt, inden det blev til arrogant vrede.

”Min kone. Jeg har ladet mig fortælle, at hun befinder sig i dette kammer.” Henri kørte en hånd gennem sit hår, mens han forsøgte at opføre sig så forvirret som muligt.

”Deres kone, Hr? Jeg er ganske overbevist om, at De tager fejl.” Den ældre mand tog et truende skridt frem mod ham, men Henri holdt stand.

”Ved De, hvem jeg er?” Hans arrogance og hånlige ord fik Henri til at undre sig over, hvordan en kvinde som Jessica kunne være gift med sådan én som ham, men han lod tanken flyve. For nu gjaldt det om at få reddet Jessica fra skandalen. Hvis hun blev opdaget i hans sovekammer, ville ingen tvivle på, at de havde en affære, og hendes mand ville uden tvivl ikke finde sig i at blive gjort til hanrej. Konsekvenserne kunne være fatale. For dem alle.

”Vi er ikke blevet introducerede, så det kan jeg ikke påstå, at jeg gør.” Langsomt gav Henri sig til at knappe sin skjorte, selv om han vidste, at det udelukkende provokerede den anden mand yderligere. En vred rødme bredte sig da også hurtigt på mandens hals og nakke, og Henri overvejede igen, hvordan han bedst muligt kunne slippe ud af denne nats pludseligt opståede kaos.

”Jeg er Hugh Jacobs.” Hughs tålmodighed var tydeligvis ved at være brugt op, for han tog to skridt ind i kammeret og tvang derved Henri til at træde tilbage.

”Hr. Jacobs, hvis De vil være så venlig at …”

”Jessica!” Hugh Jacobs havde fået øje på skikkelsen under tæpperne trods den sparsomme belysning og gik målrettet mod sengen, men Henri trådte beslutsomt ind foran ham og blokerede vejen. ”Vil De så flytte Dem!” Hughs vrede blev med ét rettet mod Henri, men Henri rykkede sig ikke en tomme.

”Dette, Hr, er ikke Deres hustru,” forsøgte han at fremmumle sigende.

”Hvad siger De?” vrissede Hugh nedladende. Henri forsøgte at se skyldbetonet ud, og det måtte være lykkedes, for han fik pludselig hele Hughs opmærksomhed.

”Jeg sagde, at dette ikke er Deres hustru.” Henri forsøgte at signalere til den anden mands tydelige erfaring med affærer, men Hugh gav sig ikke så let.

”Og det skal jeg måske tage Deres ord for?” Henri rettede sig op. For første gang mærkede han vreden røre på sig.

”Fra den ene Gentleman til den anden.” Selv om han ikke anså Hugh Jacobs for at være en Gentleman.

”De er amerikaner! I har ikke, hvad der skal til for at kunne kalde jer Gentlemen!”

”Hvabehar?” Henris stemme forrådte på ingen måde hans indre kaos. Henri havde aldrig i hele sit liv følt sig så rasende som i dette øjeblik. Hvordan kunne denne fremmede tillade sig at komme anstigende med sine fordomme efter at være brudt ind i hans sovekammer? ”De betvivler min ære?” Noget i hans stemme måtte alligevel have gjort Hugh opmærksom på situationens alvor, for pludselig slog han forsonende ud med armen.

”Jeg vil bare finde min kone.”

”Og jeg har fortalt Dem, at De ikke vil finde hende her.” Henri burde nok lade det blive ved det, men aldrig i sit liv havde han følt sig så forurettet, så hans næste ord faldt hårdt. ”Hugh Jacobs. Nu ved jeg det. Jeg har hørt om Dem.” Han smilede koldt til den ældre mand, inden han foldede armene foran sig og rystede på hovedet. ”Det er Dem, der er så smagsløs, at De har Deres kone anbragt på den ene side af Deres sovekammer og Deres elskerinde på den anden side. Interessant at De nu mangler Deres kone. Ikke at jeg kan bebrejde hende.”

”Det er stadig ikke nær så interessant som hvem, der ligger i Deres seng.” Hughs stemme var kompromisløs, og igen forsøgte han at komme uden om Henri, men blev blokeret.

”En Gentleman afslører aldrig, hvem der ligger i hans seng. Hvorfor tror De overhovedet, at der er tale om Deres kone? Jeg kender hende ikke og har kun været i landet i ganske kort tid, men hun er måske ofte at finde i andre mænds sovekamre?” Ikke at Henri troede det på nogen måde. Sådan var Jessica ikke. Hun var helt anderledes end …

”Absolut ikke!” Henri vendte sig om mod døren ud til gangen, da der lød en forsigtig rømmen derfra. Mark, Lucius, men også adskillige andre havde fået deres nattesøvn afbrudt af denne konfrontation, og det blev mere vigtigt end nogen sinde at få Hugh Jacobs ud, inden Jessica blev afsløret.

”Kom endelig ind. Hr. Jacobs her er af den mening, at jeg inviterer alle og enhver ind i mit sovekammer midt om natten.” Lucius forsøgte at skjule sit grin, mens Mark nøjedes med at rynke panden.

”Hvad foregår der?” spurgte Mark alvorligt. Hugh rankede sig og rettede en anklagende pegefinger mod Henri.

”Denne mand hævder, at min hustru ikke er at finde i hans sovekammer, men jeg er af en ganske anden opfattelse.”

”Henri ville aldrig …” begyndte Mark, men Hugh afbrød ham.

”Hvem ellers ligger i hans seng? Jessica er ikke at finde nogen steder.” Alle mændene, også dem ude på gangen, forsøgte at kaste et blik på sengen, og Henri måtte undertrykke sin trang til at stille sig i vejen for deres nysgerrige blikke.

”Jamen dog,” lød det fra Lucius, der nu åbenlyst morede sig. Flere andre mumlede også, men Marks forvirring men også respekt var det, Henri vidste, at han skulle benytte sig af.

”Dette er ikke Jessica Jacobs,” sagde han indtrængende. Inden nogen skulle få den glimrende idé at afsløre, hvem der så gemte sig i hans seng, fortsatte han. ”Men det er en kvinde, hvis mand også befinder sig her på stedet, så hvis jeg kunne bede om Jeres diskretion.” Han satsede på, at de tilstedeværende alle havde lignende affærer eller kunne acceptere nogle sådan, men han var stadig ikke helt kendt med det engelske aristokrati. Måske fejlbedømte han dem?

Flere af de tilstedeværende undertrykte grin, mens enkelte rynkede på deres næser, hvis de da ikke ligefrem så en anelse bekymrede ud. Måske frygtede de, at det kunne være deres hustruer, der var på afveje. En enkelt mand forsvandt oven i købet, måske for at undersøge sagen. Henri ville sikkert have fundet det underholdende, hvis ikke hans ære havde været på spil. Blev hans løgne afsløret, ville det uden tvivl resultere i duel ved daggry og udelukkelse af det bedre selskab, hvis han altså overlevede.

”Jeg vil have vished for det. Jeg kender Dem ikke og kan derfor ikke tage Dem på Deres ord.” Hugh så vredt mod Henri. Til Henris store lettelse kom Mark ham til undsætning.

”Hugh, kan du tage mit ord for, at det ikke er din kone, der ligger i hans seng? Jeg har kendt Henri altid, og hvis han siger, at det ikke er din kone, så er det ikke din kone.” Mark mødte Henris blik, og Henri var både lettet, men også lidt ked af at skulle blande sin bedste ven ind i dette rod. Hvis sandheden på noget tidspunkt kom frem, var det også Mark, der måtte tage konsekvenserne af det. Stilheden trak ud.

”Hvis du tager fejl …” begyndte Hugh, men Mark afbrød ham.

”Det gør jeg ikke.”

”Men hvis du gør, så vil jeg se vores aftale som værende ugyldig.” Mark nikkede til svar, og på meget kort tid havde alle forladt rummet på nær Mark og Lucius.

”Tak.” Henri så alvorligt Mark i øjnene, ubeslutsom i forhold til om han skulle afsløre Jessica for sine bedste venner. Han vidste, han kunne stole på dem, men det gjorde hun jo ikke.

”Det var sgu lidt af en overraskelse. Jeg troede, du havde forsaget alle kvinder efter alt det med Bridget,” grinte Lucius, og Henri følte sig som altid ramt ved blot at høre hendes navn. Hun var fortid! Det var hun nødt til at være!

”Det har jeg også,” svarede han og skar en grimasse. Lucius lo højt.

”Du er lige ankommet, og du har allerede …” raslen af sengetøj i bevægelse fangede deres opmærksomhed, og Henri vidste stadig ikke, om han skulle sige noget. ”Bare glem det. Du vil selvfølgelig hellere tilbage i seng, end stå her og tale med os.”  Lucius skæve grin varslede et længere forhør, og Henri måtte hellere forberede sig, for Lucius kendte ingen grænser.

”Hugh burde ikke blive et problem, men hvis han ikke trækker sig, så sig til. Trods hans trussel, så har han brug for vores alliance. Han har måske en kæmpe formue, men den er for tiden bundet til tre større projekter, så han har brug for kapital, og den skal jeg levere.” Mark klappede ham på skulderen og forlod værelset, mens Lucius blinkede og grinte skævt, idet han fulgte trop.

”For resten så kan jeg anbefale, at du låser døren fremover. På den måde forhindrer du skandaler som den her. Sikke en måde at blive introduceret for den engelske overklasse på. Jeg ville ønske, at jeg selv havde fundet på det.” Med de ord var også han væk, og Henri skyndte sig at følge hans ord med handling.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...