En hemmelig affære (Et historisk år 1)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 okt. 2014
  • Opdateret: 10 jun. 2015
  • Status: Færdig
Jessica har været gift med den rige, men noget ældre Hugh Jacobs i over tre år. Det har ikke været nogen dans på roser, trods den lovende begyndelse, da Hugh ikke har nok i hende og finder sig den ene elskerinde efter den anden. Da Jessica får at vide, at hans seneste erobring er ingen ringere end hendes gode veninde, der tilmed selv er gift, får hun nok. Hun vil ikke tilbringe to uger ude på landet til det, der af alle betegnes som århundredets julesammenkomst, mens alle sladrer bag hendes ryg og har medlidenhed med hende. Det er på tide at tage kontrol over tilværelsen, og det første skridt er at låse døren mellem deres forbundne soveværelser. Henri Sinclair er amerikaner og netop ankommet til London. Hans forbindelser og formue sikrer ham invitation til årets sidste fest, og der går ikke lang tid, før han bliver betaget af den smukke, men skrøbelige Jessica. Hun er dog allerede gift med en anden, der tydeligvis ikke værdsætter hende. Er der noget, han kan gøre? ADVARSEL: Sexscene

36Likes
187Kommentarer
9189Visninger
AA

6. Morgenens skandale - Jessica

 

Jessica tøvede et kort øjeblik, inden hun rankede ryggen og gjorde sig klar til at træde ind til morgenbuffeten. Rygterne om nattens postyr havde helt sikkert allerede spredt sig, sladderen måtte gå lystigt, og hun var ikke i tvivl om, at hun var nødt til at vise sig hurtigst muligt for ikke at tabe ansigt. Hvor stor en skandale Hugh havde skabt med sin opførsel, vidste hun ikke endnu, og hun havde heller ingen anelse om, hvordan hun skulle få overbevist andre om, at der slet ikke var tale om nogen skandale, for det ville være løgn. Hugh alene trivedes bedst på kanten af skandale. Lidt en begivenhed at han ikke før havde været genstand for så meget sladder. Hendes egen opførsel var ikke ligefrem bedre, trods intentionen derom.

Hun rødmede ved tanken om nattens mange, grænseoverskridende begivenheder. Da hun havde forladt sit sovekammer for at slå sig ned i værelset lidt længere nede ad gangen, var det ikke på noget tidspunkt faldet hende ind, at det ikke længere stod tomt som tidligere. Hun havde været så fokuseret på Hugh og deres konfrontation, at hun ikke havde tænkt længere end til det.

At vågne op i armene på en fremmed, der reagerede på hende, som om hun var den eneste kvinde i verden … i hendes halvvågne tilstand havde hun ikke tænkt sig om. Et kort øjeblik havde hun endda troet, at det var Hugh, og hun havde opført sig skamløst. Det var en side af sig selv, som hun ikke viste ofte, heller ikke over for Hugh, men hun havde været så tilfangetaget af den reaktion, hendes berøring havde fremkaldt, at hun ikke havde kunnet bryde fortryllelsen. Heller ikke da det gik op for hende, at der var tale om en fremmed. Hun blev stadig åndeløs og rødmede, hver gang hun tænkte på det.

Bagefter havde hun været ved at dø af flovhed. Aldrig i sit liv havde hun gjort noget så vovet; aldrig havde hun troet, at hun kunne få sig selv til at overskride den grænse, som Hugh så skødesløst overskred gang på gang. Hugh sårede hende så dybt med sin opførsel, og nu var hun ikke bedre selv. Det kunne ikke retfærdiggøres eller undskyldes. Det værste var, at hun ikke kunne tage sig af det. Hvorfor skulle hun ikke gøre, som hun havde lyst til? Hugh havde allerede besluttet sig for, at det var sådan et ægteskab, de havde. Hun havde bare været for naiv. Indtil nu.

Det var stadigvæk svært for hende at forstå, at han var kommet hende til undsætning, da hun havde allermest brug for det. Amerikaneren. Henri. Hun kendte stadig ikke hele hans navn, selv om hun ikke var i tvivl om, at hun snarest ville finde ud af det. Hvorfor havde han hjulpet hende? Den tanke blev ved med at melde sig, og hun kunne ikke finde ud af, om det var af taknemlighed for hendes villighed (hun rødmede dybt ved tanken) eller om det var ren overlevelse. Hughs voldsomme reaktion på hendes mulige utroskab var overvældende, og hendes stakkels redningsmand kunne sagtens have fået det indtryk, at hendes åh så kære ægtemand ville ønske fyldestgørelse og udfordre til pistoler ved daggry. Ikke at Jessica troede det på noget tidspunkt. Hvis hun betød så meget for Hugh, ville han aldrig have risikeret hendes kærlighed i første omgang.

Men det var meget mystisk, at denne fremmede amerikaner havde spillet sin rolle så godt, at ingen havde opdaget hende i hans værelse, trods Hughs insisteren og et større publikums nysgerrighed. Især fordi der sjældent var noget, der kunne slå overklassens nysgerrighed, når det kom til skandale. Det var, som om de ikke kunne få nok. At være så tæt på en kvinde, der bedrog sin mand, uden at kunne identificere hende … det måtte æde dem alle op indvendigt. Og det var det, hun skulle ind og konfrontere nu. En større forsamling, der alle mere eller mindre troede, at hun havde tilbragt natten i en fremmed mands seng, gemt under et tæppe, mens hendes ægtemand konfronterede denne fremmede. Og de havde ret, men hun var nødt til også at spille sin rolle til perfektion, hvis ikke det skulle gå ud over Henris ære.

Med højt hævet hoved og et smil på læben trådte hun ind i lokalet, og hun kunne sværge på, at der blev stille. Folk vendte sig ikke direkte om mod hende, men de var bevidste om hende og observerede hende i det skjulte. Det krævede al hendes mod at smile og fortsætte. Hun gik i et værdigt tempo hen til buffeten og fyldte en tallerken med mad, selv om hun ikke længere var så sikker på, at hun kunne få noget ned. Det var alt sammen til ære for det opmærksomme publikum. I det mindste var Hugh ikke til stede. Hun havde hurtigt gennemsøgt lokalet bare for at være på den sikre side. To gange.

Hvor skulle hun sætte sig? Hun vendte sig om mod langbordet og forsøgte at undgå at se på Markesse Hivert, der sikkert morede sig over det hele. Hvem gjorde ikke det? Hvor ofte havde hun ikke selv følt sig underholdt af de andre aristokraters mange problemer? Alt sammen inden ægteskabet med Hugh og inden kendskabet til hans utroskab. Hvilken naivitet.

Edward Jacobs mødte hendes blik. Hughs voksne søn, der var flere år ældre end hende. Han smilte kort, og hun undrede sig over, om han mon endnu ikke havde hørt om nattens mange begivenheder. Selvfølgelig havde han det. Måske var det derfor, han smilede. Han havde trods alt aldrig brudt sig om hende. Ved hans side sad Mark Atkinson, som havde planer om at gifte sig ind i familien. Amerikaner, hviskede hendes indre, og hun besluttede sig for at gøre dem selskab. Hun var sikker på, at det ikke var Hr. Atkinson, hun havde delt seng med, men som den ene af tre amerikanere til stede måtte han vide, hvem deres seneste tilføjelse var. Måske kunne hun endelig få hele hans navn.

De rejste sig begge og bød hende en god morgen. Hun takkede dem og satte sig elegant, velvidende hvad de andre gæster ville tænke om, at hun satte sig sammen med Hughs søn.

”Jeg er imponeret,” smilte Edward kort, mens han rystede på hovedet. Hr. Atkinson så overrasket over på Edward, inden han mødte hendes blik.

”Imponeret?” Hun besvarede stift Edwards smil, inden hun forsøgte sig med lidt bacon. Det smagte ikke af noget.

”Vi har vist alle hørt om nattens begivenheder. Det er meget beundringsværdigt af Dem at vise Dem som én af de første. Vi har endnu ikke set noget til hverken Fader eller Hr. Sinclair.” Hun rødmede let, men overraskede dem alle ved at smile skælmsk tilbage. Hr. Sinclair. Henri Sinclair. Navnet passede godt til ham.

”Hr. Sinclair må være den stakkel, som Hugh besluttede sig for at overfuse i nat, ikke sandt? Jeg må tilstå, at jeg var fristet til at bryde ind, men på den anden side er det ikke ofte, at Hugh viser sin kærlighed til mig på så offentlig vis. Tværtimod, vil de fleste nok sige. Så jeg besluttede mig for at holde afstand og lade ham klare sig selv. Utroligt så oplivende en sådan episode kan gøre én.” Hun rakte ud efter sit vandglas og tog en slurk, mens hun roligt mødte deres blikke. Selv hun var overrasket over, hvor let løgnene faldt fra hendes læber. Hvordan kunne det være? Skyldtes det, at hun endelig havde løsrevet sig fra Hugh?

”Påstår du, at du ikke var i det soveværelse?” Stemmen kom fra et sted bag hende, og hun satte med rystende hænder glasset fra sig, inden hun vendte sig mod Hugh med et stort smil.

”Jeg garanterer, at jeg ikke var i det soveværelse. Jeg var i mit eget.”

”Nej, det var du ikke.” Han trådte truende et skridt nærmere, mens han med krydsede arme nedstirrede hende. Hun tog en dyb indånding, inden hun bevidst vendte ryggen til ham igen.

”Åh jo, kære. Det var jeg.”

”Jeg så selv efter. Du var ikke i dit soveværelse.” Hans stemme var en hæs hvislen, og hun registrerede svagt, at der var blevet helt stille i lokalet. ”Kan vi tale om dette et andet sted?” Selv om han havde formuleret det som et spørgsmål, var det tydeligt, at han forventede, at hun samarbejdede. Hun vendte sig igen om mod ham. Han løftede alarmeret øjenbrynene, da hun ikke gjorde mine til at rejse sig.

”Nej, det kan vi ikke. Jeg har ikke noget at skjule. Du fandt mig ikke, fordi jeg ikke ønskede, at du skulle finde mig, men jeg lover dig, at jeg var der. Måske skulle du tage at se ordentligt efter en anden gang, inden du overfuser en uskyldig stakkel, der ikke har noget med os at gøre.” Hun spillede virkelig højt spil, og hendes puls bankede hårdt og hurtigt. Hvis det blev opdaget, at hun løj … ikke at hun havde mere at tabe. Hugh var ikke længere hendes, og hvad havde hun ud over ham og det, han tilbød? Ved at udelukke ham fra sit soveværelse havde hun ikke engang en fremtid med børn at se frem til, med mindre hun selv tog affære.

Der var stille i al for lang tid, og hun forsøgte at få noget mere mad ned, men det voksede i munden på hende. Alligevel tvang hun sig selv til at lade som om, at denne skandale havde givet hende en appetit, der langt oversteg den, hun normalt havde. Hun havde brug for ikke at blive set som et offer for sin mands utroskab. Hun orkede ikke længere de medlidende blikke. Hun ville være fri. Det gav et sæt i hende, da Hugh gnavent trak stolen ud på hendes venstre side. Havde han tænkt sig at spise morgenmad sammen med hende? Hvorfor satte han sig ikke over til Monique i stedet for? Hun kunne ikke holde synet ud af ham.

Efter cirka ti minutter hvor mændene talte sammen, kun afbrudt af mumlende samtaler længere nede langs bordet, lagde stilheden sig atter over lokalet, og Jessica så forvirret op. Hendes blik blev øjeblikkeligt fanget af skikkelsen i døråbningen. Hun havde aldrig set ham før, og af indlysende grunde var hun ikke i tvivl om, at dette var Hr. Henri Sinclair. Hendes amerikanske redningsmand. Hun kunne ikke tilbageholde sit smil, selv om hun vidste, at det ville provokere Hugh uden grænser. Især fordi amerikaneren både var meget tiltrækkende og yngre end ham selv.

Henri mødte hendes blik. Efter at have set, hvem hun sad sammen med, begyndte han at bevæge sig hen mod dem, og hun bed sig kort i læben i et forsøg på at få styr på sommerfuglene, der pludseligt flaksede rundt i maven på hende. Det var lidt bekymrende, denne voldsomme reaktion på en fremmed, som var ved at overvælde hende, men hun kunne ikke gøre noget for at forhindre det. Han var hendes allierede, lige nu hendes eneste allierede, og i nattens mørke havde de talt sammen om, hvordan de skulle håndtere deres første rigtige møde, for de ville mødes denne morgen. Det kunne ikke undgås. De var blevet enige om, at det bedste de kunne gøre var at more sig over Hughs opførsel og lade som om, at hans beskyldninger ikke havde hold i virkeligheden. Hun rankede skuldrene og gjorde sig klar til at ydmyge Hugh endnu en gang.

”Godmorgen.” Hr. Sinclairs stemme var lige så attraktiv, som hun huskede. Hvad der fik hende til at tabe vejret var dog udtrykket i hans lysebrune øjne. Intensiteten og latteren i dem. Hugh var stivnet og rettede nu al sin misbilligelse og aggressivitet mod den nytilkomne. ”Hr. Jacobs, hvilken fornøjelse at møde Dem igen. Og De må så være hans forsvundne hustru, Jessica.” Henri vendte sig mod hende og løftede hendes fremstrakte hånd til sine læber, mens hans øjne fastholdt hendes. De vidste begge, hvor provokerende det var, at han udelukkende benyttede sig af hendes fornavn. Hun kunne ikke lade være med at smile stort til ham.

”Det er jeg, ja. De må være Hr. Sinclair. Kan De tilgive min mand for hans noget utraditionelle måde at introducere sig selv på? De må endelig ikke tro, at resten af os er lige så uciviliserede. Han havde ikke den bedste aften, og det må have påvirket hans ellers moderate temperament. Normalt er han ganske uskadelig.” Det trak om Henris mund, og hun vidste, at han ville have leet højt, hvis ikke de havde været omringet af mennesker, hvoraf de nærmeste var hendes mand og dennes søn.

”Jaså. Men jeg må tilstå, at nu jeg selv har lagt øjne på Dem, kan jeg godt forstå ham. Tanken om Dem sammen med en anden … Jeg ville også være drevet af jalousi, hvis nogen truede min position i Deres seng.” Hun rødmede og tog forsigtigt hånden til sig igen. Havde han virkelig sagt det foran alle de andre?

”De tager helt fejl, Hr. Sinclair,” forsøgte hun pinligt berørt, men ude af stand til at lade være med at svare. ”Der er ikke tale om jalousi.” Hun vendte sig mod Hugh og så ham direkte i øjnene, mens hun fortsatte. ”Er der vel, kære?” Hun vendte sig igen om mod Hr. Sinclair. ”Jalousi ville nemlig kræve, at han holdt af mig, og hvis han holdt af mig, ville han vel ikke handle på en måde, der kunne resultere i, at han mistede mig. Så derfor, Hr. Sinclair, er det vist tydeligt for enhver, at der ikke er tale om jalousi. Eller hvad siger du Monique? Ville min mands pludselige jalousi ikke også forundre dig?”

Monique så forskrækket op fra sin morgenmad, og flere gisp lød ud i lokalet, der stadig var alt for stille. Jessica ignorerede resolut sine brændende kinder og sine ydmygede følelser og nægtede at bakke ud. Hvorfor var det, at man altid skulle lade som ingenting? Hugh havde ikke opført sig, som de uskrevne regler dikterede. Hvorfor skulle hun så, bare fordi hun var en kvinde? Som om hun var en sart skabning, der ikke kunne klare de barske realiteter. Ha!

”Hold dig endelig ikke tilbage, Monique. Alle ved da, at du er lige så tæt på min mand som jeg for tiden, hvis ikke mere.” Ingen sagde noget, og hun kunne ikke tilbageholde et lettere hysterisk grin, der heldigvis ikke lød hysterisk. Det var da altid noget. Hun rystede opgivende på hovedet og samlede servietten op fra sit skød, inden hun plantede den på tallerkenen, der stadig var fyldt med mad, som hun ikke kunne spise.

”Hvis det er tilfældet, Fru Jacobs, vil De måske gøre mig selskab, når vi skal til landsbyen senere i dag? Det lader til, at vejret klarer op.” Hr. Sinclair var venlig i sit forsøg på at redde hende ud af denne umulige situation, og selv om hun vidste, at hun sikkert ville lægge sig syg resten af dagen, var hun mere end almindelig lettet over hans forsøg på at hjælpe hende med at opretholde facaden. Hun smilte varmt op til ham og ignorerede Hughs halvkvalte protester.

”Det vil være mig en sand fornøjelse. Så kan De måske berette mere om min mands overraskende nattebesøg? Mit sovekammer befinder sig nemlig længere nede ad gangen, så jeg er sikker på, at jeg ikke fik alle detaljerne med.” Henri Sinclair lo højt og bukkede let, da hun bød alle de andre en god dag, inden hun med rank ryg flygtede op til sit værelse. På intet tidspunkt så hun sig tilbage.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...