En hemmelig affære (Et historisk år 1)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 okt. 2014
  • Opdateret: 10 jun. 2015
  • Status: Færdig
Jessica har været gift med den rige, men noget ældre Hugh Jacobs i over tre år. Det har ikke været nogen dans på roser, trods den lovende begyndelse, da Hugh ikke har nok i hende og finder sig den ene elskerinde efter den anden. Da Jessica får at vide, at hans seneste erobring er ingen ringere end hendes gode veninde, der tilmed selv er gift, får hun nok. Hun vil ikke tilbringe to uger ude på landet til det, der af alle betegnes som århundredets julesammenkomst, mens alle sladrer bag hendes ryg og har medlidenhed med hende. Det er på tide at tage kontrol over tilværelsen, og det første skridt er at låse døren mellem deres forbundne soveværelser. Henri Sinclair er amerikaner og netop ankommet til London. Hans forbindelser og formue sikrer ham invitation til årets sidste fest, og der går ikke lang tid, før han bliver betaget af den smukke, men skrøbelige Jessica. Hun er dog allerede gift med en anden, der tydeligvis ikke værdsætter hende. Er der noget, han kan gøre? ADVARSEL: Sexscene

36Likes
187Kommentarer
9183Visninger
AA

11. Midnatsmøde - Henri

 

Middagen havde været langvarig og kedelig, og Henri kunne ikke vente på dens afslutning. Begge hans to borddamer ignorerede ham, så han havde al for god tid til at observere og gøre sig tanker om Jessica og Lucius. Vreden rørte igen på sig, og han forsøgte at lade være med at se hen mod dem. De sad alt for tæt, og Lucius var alt for opmærksom over for hende. Ikke at han klandrede ham, for hvordan kunne man andet med en kvinde som Jessica ved sin side?

Jalousien bølgede gennem ham, og han forsøgte at overbevise sig selv om, at Lucius aldrig ville gøre noget for bevidst at såre ham, men det lykkedes ikke rigtigt. Han var udmærket klar over, at hvis Lucius havde sat sig for at redde ham fra sig selv, så var der ingen grænser for, hvad vennen ikke ville gøre. En ting var at charmere en kvinde som Lady Gilbert til at vise interesse for Henri. Noget andet var at flirte med og forføre den kvinde, som Henri nu anså for sin.

Ja ja, Jessica var sin egen og af navn tilhørte hun Hugh Jacobs, men det betød ikke noget. Alt var så nyt endnu, så hvis tanken om at finde en anden mand var begyndt at virke tillokkende, men at hun endnu ikke vidste, hvem hun skulle vælge, så havde han ikke en chance, hvis også Lucius meldte sig på banen. Lucius havde altid haft mere held, når det kom til kvinder, så Henri vidste, at hvis vennen ville have Jessica, om det så kun var for at bevise, at hun ikke var Henris interesse værd, så skulle han også nok få hende. Tanken var ved at drive ham til vanvid.

Endelig efter alt for lang tid afsluttedes middagen, og mændene søgte mod salonen, hvor der ville blive serveret cognac og cigarer. Kvinderne begav sig samtidig mod en af de mange tilstødende lokaler, hvor mændene senere ville slå sig sammen med dem og lade sig imponere over deres musikalske talenter blandt andet. Henri selv var blevet behageligt overrasket over flere af udøverne, men den han huskede bedst, var en meget ung pige, Komtesse Matilda, hvis han huskede korrekt. Hun havde endnu ikke gjort sin debut, men ved et tilfælde havde han passeret døren til musiklokalet tidligere på aftenen, og han havde ikke kunnet forhindre sig selv i at stoppe op og lytte. Lucius var kommet til og havde smilende fortalt ham om det musikalske vidunderbarn. Et vidunderbarn, han ikke var i tvivl om, ville gøre sig bemærket inden for de næste år.

Han rejste sig hurtigt op og lagde sin sammenfoldede serviet fra sig på bordet. Lady Gilbert ignorerede ham fortsat, mens Markesse Hivert overraskede ham med et blændende smil, inden hun forlod dem. Hr. Jacobs faretruende blik viste med al tydelighed, at smilet havde været møntet på ham, og Henris hånd fandt automatisk op til hans halsklud i et forsøg på at løsne den yderligere. Måske han skulle udnytte, at han nu havde mulighed for at tage flugten fra den store forsamling, inden han igen var tvunget til at opføre sig eksemplarisk i damernes selskab.

Hans gode manerer fik som altid bugt med ham, inden han nåede så langt som til at tænkte ordet flugt, og den næste halve time tilbragte han sammen med Mark, Edward Jacobs og flere af sidstnævntes bekendte. Han var måske oven i købet blevet længere, hvis ikke Lucius havde sneget sig væk, og en begyndende mistanke forstyrrede hans koncentration.

Lucius og Jessica havde siddet utrolig tæt sammen under middagen og havde også ført en længere samtale, der tydeligvis ikke havde været for andres øre. Der var selvfølgelig den mulighed, at Lucius havde forsøgt at blande sig igen, men sandsynligheden var større for, at han havde forsøgt at forføre hende. Kunne det tænkes, at det var lykkedes ham at vække hendes interesse? Og i så fald var det så hende, der var grunden til, at han nu havde sneget sig ud? Lucius var kendt for sine utallige hemmelige møder, og det var kun alt for let at forestille sig, at han nu skulle mødes med Jessica.

Da tanken først havde fået et godt tag i ham, kunne han ikke ignorere den mere, end han havde været i stand til at ignorere Jessica, da hun havde stået på balkonen med sneen glitrende omkring sig på grund af de oplyste vinduer. Han undskyldte sig hurtigt og stred målrettet gennem lokalet for at følge efter Lucius, men allerede da han var kommet ud i gangen, var han væk.

Frustreret og bekymret gav han sig til at overveje sine muligheder. Han kunne altid vende tilbage og håbe på, at Lucius også snart dukkede op igen. Selvfølgelig kunne han også blive stående i gangen, måske i halvmørket bag den store trappe, der førte op til førstesalen. Derfra ville han have udsyn over, hvem der kom og gik, uden at de nødvendigvis fik kendskab til hans egen tilstedeværelse. Måske kunne han lade som om, han var faret vild og ved en fejl ende hos damerne. På den måde kunne han undersøge, om Jessica også havde forladt forsamlingen.

Han standsede chokeret op ved tanken. Han havde lovet sig selv, at han aldrig igen ville begynde at opføre sig så irrationelt, som da han havde været sammen med Bridget. Hans jalousi havde styret ham dengang, og han havde haft svært ved at se sig selv og sine egne handlinger i øjnene sidenhen, fordi han godt var klar over, at han havde været ude på et sidespor. Hvordan var han kommet så langt på afveje, at han var på vej derud igen? Han var på vej til at begå præcis samme fejltagelse som dengang, og denne her gang var han ikke engang gift med kvinden. Hvad var der galt med ham?

Han trak vejret dybt ind og forsøgte at genvinde kontrollen over sig selv. Bridget havde ødelagt noget i ham, som han havde haft meget svært ved at genfinde og genopbygge siden. Måske var det gået tabt for evigt, den del af ham, som havde kunnet stole på andre. Hvis han ikke kunne stole på en af sine bedste venner eller den kvinde, der havde overrasket ham og fanget hans opmærksomhed for første gang siden Bridget, så var han endnu ikke klar til at komme videre. Tanken efterlod ham hudløs og sårbar, og han havde kun et eneste ønske, og det var at slippe væk, inden nogen så ham i denne tilstand. Han skulle dog ikke være så heldig.

”Hr. Sinclair.” Hendes lyse stemme sendte ham behagelige gys ned langs rygraden, og han bed straks mærke i, at hun lød overrasket over at se ham, hvilket ikke nødvendigvis var en afvisning. Langsomt vendte han sig om mod hende og kunne ikke forhindre sig selv i at besvare hendes sødmefulde smil. Også selv om en stemme advarede ham om, at hun kun kunne være på vej for at mødes med Lucius.

”Fru Jacobs.” De mødtes på halvvejen, og han kunne ikke lade være med at tage hendes behandskede hånd i sin og blidt kysse den til hilsen. Hendes lyseblås øjne lyste op, og et kort øjeblik kunne han ignorere sin mistænksomhed. Hvad ville han ikke give for, at hun var der for hans skyld og hans alene? Han tvang dog sig selv til at fortsætte, selv om han sikkert ikke virkede videre oprigtig. ”Jeg er bange for, at jeg ikke helt ved, i hvilken retning Lucius gik.”

”Lucius … Åh Hr. Mayne. Skulle De da tale med ham?” Han rynkede panden ved hendes spørgsmål, inden han svarede.

”Øhm nej, egentlig ikke.”

”Så kan det vel også være ligegyldigt, hvor han bevægede sig hen. Kan det ikke?” Mente hun det? Hun lød så oprigtig, og han ønskede så brændende at tro på, at hun ikke befandt sig i gangen for at mødes med en anden.

”Det kan det vel.” Han sagde ikke mere, og det gjorde hun heller ikke. Det var som om tiden gik i stå, og der ikke var andre end de to i hele verden. Han forsøgte at rømme sig, men inden han nåede at sige mere, havde hun taget yderligere et skridt hen mod ham. Hun løftede langsomt ansigtet op mod hans, inden hun hviskende spurgte ham, om han ikke havde lyst til at se udsigten fra førstesalen. Om. Der var intet, han hellere ville.

Sammen begav de sig op ad trappen, der førte op til endnu en lang, tom gang, hvorefter de bevægede sig ind i en større stue, hvor ilden knitrede lystigt i pejsen, og væggene var dækkede af adskillige bogreoler. Dette var første gang, han befandt sig derinde, og det overraskede ham, for han var ret sikker på, at dette ikke kunne være biblioteket, som alle ellers omtalte. Biblioteket skulle befinde sig ved siden af hertugens kontor, og dette var ikke engang i nærheden, så vidt han kunne se.

”Hvad er det her for et sted?” spurgte han stille, mens han beundrede det store udvalg af bøger og de mange, store malerier, der hang på de få vægge, der var fri. Rummet var holdt i mørkebrune og røde farver, og han indrømmede for sig selv, at dette var præcist, som han altid havde forestillet sig et engelsk overklassebibliotek så ud. Jessica stod foran et stort gardin og smilede drillende til ham over sin ene skulder.

”Dette er familiens private bibliotek. De benytter det efter sigende oftere end det andet, og jeg må tilstå, at jeg har været nysgerrig.” Med et sidste smil lod hun sig opsluge af det mørkerøde gardin, som om der var mere end blot et vindue på dets anden side. Han skyndte sig efter hende og blev overrasket over at se en større karnap bag gardinet. Foruden plads til at stå og beundre udsigten, var der også en større vindueskarm med puder, der tydede på, at husets beboere tilbragte deres tid i dette behagelige og magelige aflukke.

”Hvad synes De?” Hendes stemme var lav og forførende, og i den dæmpede belysning var alting pludseligt muligt, som hun stod med ryggen til ham og beundrede udsigten. Han sank, tog en dyb indånding og trådte helt hen til hende.

”De er fortryllende,” svarede han, velvidende at det ikke var det, hun havde spurgt om. Hendes hæse latter fik ham til at smile, inden han lænede sig ind mod hende og forsigtigt lagde sine hænder på hendes hofter. Hendes hår duftede himmelsk, og han kunne ikke forhindre sig selv i at være grådig, så han satte næsen ned i de lyse lokker og trak vejret dybt ind. Syrener?

”Dette lille aflukke er fortryllende, ja. Måske vi skulle studere den smukke udsigt med det hvide vinterlandskab i morgen, når lyset tillader det. Der er ikke så meget at se her i mørket andet end skyggerne fra de vinduer, der er oplyste.” Hendes stemme forsvandt til en hvisken, efterhånden som hans hænder gik på opdagelse, og hans næse og læber bevægede sig ned langs hendes hals og kærtegnede hende. Hendes puls bankede ivrigt mod den blege hud, og hans egen bankede i takt med hendes. Langsomt vendte hun sig om mod ham, og endelig mødtes deres læber i et altopslugende kys, der ville ændre deres liv for altid.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...