En hemmelig affære (Et historisk år 1)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 okt. 2014
  • Opdateret: 10 jun. 2015
  • Status: Færdig
Jessica har været gift med den rige, men noget ældre Hugh Jacobs i over tre år. Det har ikke været nogen dans på roser, trods den lovende begyndelse, da Hugh ikke har nok i hende og finder sig den ene elskerinde efter den anden. Da Jessica får at vide, at hans seneste erobring er ingen ringere end hendes gode veninde, der tilmed selv er gift, får hun nok. Hun vil ikke tilbringe to uger ude på landet til det, der af alle betegnes som århundredets julesammenkomst, mens alle sladrer bag hendes ryg og har medlidenhed med hende. Det er på tide at tage kontrol over tilværelsen, og det første skridt er at låse døren mellem deres forbundne soveværelser. Henri Sinclair er amerikaner og netop ankommet til London. Hans forbindelser og formue sikrer ham invitation til årets sidste fest, og der går ikke lang tid, før han bliver betaget af den smukke, men skrøbelige Jessica. Hun er dog allerede gift med en anden, der tydeligvis ikke værdsætter hende. Er der noget, han kan gøre? ADVARSEL: Sexscene

36Likes
187Kommentarer
9237Visninger
AA

4. Låste døre - Jessica

 

Jessica sørgede for at afslutte aftenen tidligt. Hun kunne ikke holde tanken ud om, at hun havde siddet i samme stue som Monique, velvidende at alle andre talte om dem bag deres ryg, at hver en detalje af deres opførsel over for hinanden blev observeret til senere diskussion. Det værste havde været Moniques smil og venlighed, indtil det gik op for den anden, ældre kvinde, at hemmeligheden ikke længere var kun det. Jessica kendte til den hemmelighed og kunne ikke bare se gennem fingrene med dette svigt. Derefter havde Monique heldigvis trukket sig tilbage, havde undskyldt sig og ellers holdt sig til den anden side af stuen. Ikke at stuen var stor nok til dem begge. Hele landejendommen var ikke stor nok. Hvordan kunne Hugh gøre dette mod hende? Og hvordan kunne Monique? De havde været veninder!

Det tog det meste af aftenen, men endelig forstod og accepterede Jessica, at hun bare ikke betød noget. Hun var virkelig betydningsløs for de mennesker, hun havde stolet på, og selv om folk havde medlidenhed med hende, så var der ingen, der ville tage hendes parti, og hvorfor ikke? Fordi hun ikke blev udsat for noget, som de andre ikke enten selv havde været udsat for eller havde set flere hundrede gange før. Utroskab var bare en del af livet i den engelske overklasse, og det var hun nødt til at lære at acceptere, men hvordan gjorde man det? Bare fordi det var set før, gjorde det stadig ondt. Især fordi hun havde troet på, at Hugh var anderledes.

Efter at have fået hjælp til at komme ud af alt sit tøj, sendte hun pigen væk for natten. Hun fandt sit nattøj frem og havde den største lyst til at brænde det hele, fordi det alt sammen var noget, Hugh havde fået særligt indkøbt, og intet af det var anstændigt, men det behøvede selvfølgelig ikke at være en dårlig ting. Når nu det var så acceptabelt at have affærer, hvorfor skulle hun så ikke kunne gøre det samme? Tanken var skræmmende, men samtidig meget velkommen. Hun havde behov for at tænke på noget andet end Hugh og hans affærer, og så svært kunne det vel heller ikke være at tiltrække sig en mands opmærksomhed. Ikke at hun nogen sinde havde prøvet noget sådan før, men Hugh var meget ældre, og han lod ikke til at have besvær med at fylde sin seng med villige partnere. Hun måtte kunne gøre det samme …

Første skridt væk fra dette triste og miserable liv måtte dog være at lukke Hugh ude af det. Han havde såret hende så dybt de sidste år, og det måtte stoppe nu. Hvis hun lod ham fortsætte med at være centrum for sin lille verden, så ville hun aldrig have en chance for at komme videre, og det var hun nødt til. Hun var allerede 24 år gammel, og som tingene så ud nu, ville hun aldrig få den familie, som hun altid havde drømt om. Det var alt for sjældent efterhånden, at Hugh opsøgte hendes seng, og så længe hun blev ved med at håbe, ville hun aldrig kunne give en anden mand en chance. Derfor måtte dørene låses mellem deres værelser.

Længe stod hun foran den tunge dør ind til hans soveværelse. Hendes indre var knuget sammen i sorg over tabet af den kærlighed, som hun havde følt for denne ene mand, der havde taget hendes verden med storm. Hun havde virkelig elsket ham og gjorde det til dels stadig, men det var en ødelæggende kærlighed, fordi den ikke var gengældt, og den derfor åd hende op indvendigt. Hun vidste ikke længere, om den nogen sinde havde været gengældt, og hun ønskede heller ikke at kende svaret. Nu kunne det være lige meget.

Lyden af nøglen i låsen var hjerteknusende, og hun vidste, at dette var hendes sidste farvel til den drøm, Hugh engang havde repræsenteret. Jessica var ikke i tvivl om, at kærligheden ikke længere ville være en del af hendes liv, men hun ville have en familie. Hugh havde flere børn fra sit første ægteskab og også en mandlig arving, så hun kunne ikke se noget forkert i at gøre noget for at få opfyldt sine egne drømme. Hugh havde tydeligvis nok at gøre med sine mange damebekendtskaber til også at ville gøre noget for hende, og hun var heller ikke overbevist om, at han havde noget ønske om at forøge sin familie. Ikke at hun ville give ham et valg, og hun ville ikke have dårlig samvittighed over, at han skulle forsørge en anden mands afkom. Ikke sådan som han havde behandlet hende i over to år nu. Spørgsmålet var selvfølgelig bare, om hun nogen sinde ville kunne finde modet til at handle.

 Hun så på nøglen, der stadig sad i låsen. En ting var at låse en dør, der meget sjældent blev brugt. Hvem vidste, hvor lang tid der ville gå, inden Hugh overhovedet opdagede, at han ikke længere havde adgang til hendes seng. Med Monique belejligt på sin anden side, var der en stor chance for, at han ikke ville opdage noget, mens de befandt sig her på landstedet, så hun burde forberede sig mentalt på at tage kampen op, når de nåede tilbage til deres Londonhus også. Ikke at hun gik op i det. Løgner.

Udmattet lagde hun sig i sengen og var næsten faldet i søvn, da der blev banket hårdt på døren. Ikke døren ud til gangen, men døren mellem Hughs soveværelse og hendes eget. Hendes hjerte hamrede hårdt i brystet på hende, og hele hendes indre trak sig sammen ved tanken om den kommende konfrontation. Var hun parat til allerede at takle Hughs vrede? Var hun stærk nok til at stå imod? Rystende gik hun gennem rummet og hen til døren. Så tæt på og alligevel så langt væk.

”Jessie.” Hughs stemme lød både overrasket og såret. I det øjeblik hadede hun det kælenavn, han havde givet hende. ”Jessie, åbn døren.” Han tog i dørhåndtaget igen, men hun kunne ikke røre sig ud af stedet.

”Hvad vil du?” fik hun endelig frem. Hendes stemme var ikke meget mere end en hvisken, men hun vidste, at han havde hørt hende.

”Jeg vil gerne have dig til at åbne døren.” Han talte til hende, som om hun var et barn, og det gjorde hende vred. Faktisk rasende.

”Der er så meget, jeg gerne vil. Desværre er det ikke altid sådan, at verden hænger sammen.” Hendes stemme havde genvundet sin sædvanlige styrke, og hun vidste, at hun chokerede ham. Hun talte aldrig til ham på den her måde. Indtil nu skyldtes det nok, at hun havde haft et håb om, at han ville indse, at hun var kvinden for ham, og han ikke havde behov for de andre. Nu var der ikke længere noget håb. Hun ville ikke kunne tilgive ham og give sig hen til ham igen uden også at tænke på de andre. Det ville ødelægge hende, hvis hun tillod det. Hun var nødt til at tænke på sig selv.

”Jessica?” Der havde sneget sig en usikkerhed ind i hans stemme, som hun aldrig havde hørt før, og det glædede hende. Måske ville han kunne forstå, at hun mente det her alvorligt. De ville ikke længere være mand og kone.

”Hugh?” Hun rankede ryggen, klar til at håndtere en hvilken som helst handling fra hans side.

”Vil du ikke nok lukke mig ind?” Hans blide, bedende stemme var ved at gøre det af med hende. Hun var så fristet. Hun vidste, at hvis hun lukkede ham ind, ville han måske være i stand til at lukke omverdenen og de sårede følelser ude, så hun igen kunne føle sig elsket og værdsat, men det var jo ikke virkeligt. Han kunne ikke respektere hende eller elske hende, når han havde hele tre andre kvinder i sit liv foruden hende. Det var ikke nok. Han ville knuse det, der var tilbage af hende, hvis hun åbnede den dør, så derfor tog hun endelig et skridt tilbage efter al for lang tids tøven. Et lille skridt, men ikke desto mindre en kæmpe sejr for hende. Hun var nødt til at kæmpe imod, både ham og fristelsen til at mærke hans arme om sig endnu en gang, hans kys. Hvis hun gav sig nu, ville hun aldrig kunne tilgive sig selv. Hun var mere værd end det her. Var hun ikke?

”Jessica! Nu siger jeg det for sidste gang. Hvis du ikke åbner den dør, svarer jeg ikke for følgerne.” Automatisk slog hun armene om sig selv. Hun kunne ikke blive. Ikke hvis hun skulle klare det og modstå ham.

”Hvorfor banker du ikke på Moniques dør i stedet for?” Hvad der fik hende til at konfrontere ham så direkte, vidste hun ikke. Måske var det de låste døre. Han kunne ikke se hende. Han var stille i alt for lang tid. Den første tåre brød fri.

”Er det det, det handler om? Monique betyder ikke noget. Hvem siger dog sådan noget?” Hun hørte udmærket det underforståede til dig. Som om det gjorde det mere legalt, hvis hun ikke vidste noget. Det gjorde stadig ondt, og ville hun ikke finde ud af det, uanset om hun havde overhørt en hvisket samtale eller to? Hun ønskede at tro, at hun kendte sin mand godt nok til at vide, om han var sammen med andre kvinder eller ej, og i de sidste to år havde hun set utallige beviser på det uden at skulle involvere andre. Hendes intuition havde ofte været på overarbejde.

”Hvordan kunne du gøre det mod mig? Hun var min eneste, nære veninde.” Jessica var rasende på sig selv over, at han fik hende til at synke så lavt som til selvmedlidenhed. Hun var mere end det. ”Og hvad med frøken Love og fru Harlow? De betyder måske heller ikke noget?” Igen gik der alt for lang tid, inden han svarede, og det var nok for hende. Hun kendte ham godt nok til at vide, at han følte sig trængt op i en krog, og at han snart havde fået nok. Han havde tydeligvis aldrig stået til regnskab over for andre før. Han følte sikkert heller ikke, at han skyldte hende nogen forklaringer. Han var en mand, og mænd kunne gøre, som det passede dem.

”Hvad er det her for noget? Fortæl mig, hvem der prøver at komme mellem dig og mig. Du er min kone! Det kan da være lige meget, hvem de andre er, og hvad de er. Ingen kommer op på siden af dig. Det ved du godt.” Gjorde hun? Og troede han virkelig, at det var nok? Bare fordi hun havde hans navn, så burde det være nok? Det ville det aldrig være.

”Du tager fejl, Hugh. Jeg har fået nok.”

”Du kan ikke bare låse døren og så tro, at jeg accepterer det. Du er min kone. Jeg har rettigheder!”

”Du havde rettigheder!” Vreden var endelig ved at skubbe de sårede følelser i baggrunden. ”De rettigheder har du forspildt. Jeg vil ikke være sammen med en mand, der har sin elskerinde på den ene side af sit soveværelse og sin kone på den anden. Det er skandaløst og direkte usmageligt!” Hendes ord havde samme virkning som før. Dyb tavshed. Havde han aldrig forestillet sig, at hun ville sige eller gøre noget? Troede han virkelig, at hun bare stiltiende ville acceptere ham ydmyge sig gang på gang? Hvis hun ikke havde elsket ham, ville hun måske have været ligeglad, men den kærlighed, hun havde følt så dybt, var nu på vej til at blive til had, og hun havde brug for at få ham på afstand. Hun havde spildt flere år af sit liv på at elske ham, uden at det var gengældt. Hvis hun ikke passede på, ville hun ende med at bruge endnu flere år på at hade ham, og det ønskede hun ikke. Hun ville bare gerne være fri af den forbandelse, Hugh Jacobs havde kastet over hende, den dag han valgte hende til sin anden hustru.

Det var en uklog beslutning, men da Hugh endelig havde genfundet sin stemme og gik i gang med henholdsvis at prøve at lokke og true hende til at åbne døren, vidste hun bare, at hun var nødt til at forlade sit værelse. Så det gjorde hun, trods de konsekvenser det eventuelt ville få. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...