En hemmelig affære (Et historisk år 1)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 okt. 2014
  • Opdateret: 10 jun. 2015
  • Status: Færdig
Jessica har været gift med den rige, men noget ældre Hugh Jacobs i over tre år. Det har ikke været nogen dans på roser, trods den lovende begyndelse, da Hugh ikke har nok i hende og finder sig den ene elskerinde efter den anden. Da Jessica får at vide, at hans seneste erobring er ingen ringere end hendes gode veninde, der tilmed selv er gift, får hun nok. Hun vil ikke tilbringe to uger ude på landet til det, der af alle betegnes som århundredets julesammenkomst, mens alle sladrer bag hendes ryg og har medlidenhed med hende. Det er på tide at tage kontrol over tilværelsen, og det første skridt er at låse døren mellem deres forbundne soveværelser. Henri Sinclair er amerikaner og netop ankommet til London. Hans forbindelser og formue sikrer ham invitation til årets sidste fest, og der går ikke lang tid, før han bliver betaget af den smukke, men skrøbelige Jessica. Hun er dog allerede gift med en anden, der tydeligvis ikke værdsætter hende. Er der noget, han kan gøre? ADVARSEL: Sexscene

36Likes
187Kommentarer
9185Visninger
AA

24. Julemorgen - Jessica

 

Dørens knirken fik hende til at misse med øjnene i mørket, og Jessica stivnede let. Forsigtigt drejede hun hovedet på puden, så hun bedre kunne lytte, selv om hendes bankende hjertes slag gjorde sit for at overdøve alt andet. Havde hun vitterligt glemt at låse sin dør igen? Det kunne ikke være sandt! Som hun lå i sin seng alene, kun iført sin natkjole, var hun alt for sårbar. Forhåbentlig var det ikke Hugh, der endnu en gang havde besluttet sig for at genvinde sin kone, om hun ville det eller ej. Hun var ikke i humør til igen at skulle afvise ham. På den anden side – hvis det ikke var Hugh … En ting var dog sikkert. Hun var ikke længere alene.

”Pokkers!” Udbruddet fik hendes øjenbryn i vejret, og hun satte sig overrasket op i sengen. Henri? Det bump, der fulgte, fik hende til at spekulere på, om han var væltet omkuld i mørket. Det var umuligt at se noget, og idet han jo ikke var bekendt med værelset, kunne det tænkes, at han var faldet over noget af møblementet. Hun overvejede kort at lade som ingenting for at give ham en chance for at redde sin stolthed, men stilheden blev afbrudt af adskillige gryntelyde, og hun begyndte for alvor at blive bekymret for ham, da det ikke lød til, at han rørte sig ud af stedet.

”Henri, er du okay?” Ængstelsen var tydelig i hendes stemme.

”Jessica? Jeg ville ikke vække dig. Bare sov videre.” Henris snøvlen og overdrevne hvisken fik hende næsten til at le højt. Hvordan i alverden havde han tænkt sig, at hun skulle kunne sove i den larm?

”Du er beruset,” konstaterede hun tørt, og hans tøven var egentlig svar nok i sig selv. I det mindste forsøgte han ikke at lyve om det sådan som Hugh. Ikke at det burde overraske hende. Hugh og Henri var så forskellige, som to mænd kunne være.

”Øhm måske en lille smule.” Han lød fåret, en lille smule skyldbevidst, men der var også et smil i hans stemme, der fik hende til at smile også, selv om hun egentlig ikke havde lyst til det. Hun havde aldrig brudt sig om den virkning, alkohol havde på især mænd, men der var noget ved Henri og hans gådefulde tilstedeværelse i hendes sovekammer, der fik hende til at slappe af og more sig. Han lød som en lille dreng, der netop var blevet taget med hånden nede i småkagerne og nu forsøgte at charmere sig ud af balladen.

”Burde du ikke være på vej i seng?” Hans fnisen fik det for alvor til at gå op for hende, hvor beruset han egentlig var.

”Jeg prøver skam, kære, men af en eller anden grund kan jeg ikke helt få min ene støvle af. Det er som om den har besluttet sig for at blive, hvor den er.” Dette sagt så alvorligt, at det var hendes tur til at fnise. Hun skyndte sig at kvæle lyden i sit tæppe.

”Har du brug for hjælp?” fik hun halvkvalt frem.

”Nej nej, bare sov videre. Jeg skal nok klare mig. Jeg kommer lige om et øjeblik.” Lydene, der fulgte, gjorde det bestemt ikke muligt for hende at lægge sig til at sove igen. Han kæmpede så sandeligt en kamp for at slippe fri af sin støvle, og efter flere minutter lød det også til, at lykkedes for ham. ”Jessica?” hviskede han højt, og hun kvalte endnu et grin.

”Ja?” Hun vendte sig i sengen, så hun havde front mod ham. Han tog et par skridt i hendes retning, inden han bandende væltede igen. ”Hvad foretager du dig?” hviskede hun. Han lød forpustet, da han endelig fik sig sat op igen.

”Øhm, jeg burde måske nok have taget bukserne helt af også, da jeg endelig fik støvlen af,” var hans dybt alvorlige svar. Hun rystede opgivende på hovedet.

”Hvor er du?” Hun rakte hånden ud i mørket efter at have bevæget sig hen til kanten af sengen, og der gik ikke lang tid, inden hun fik kontakt med hans hår.

”Smukke Jessica. Jeg ville slet ikke vække dig. Jeg ville bare holde lidt rundt om dig. Dit hår dufter så dejligt.” Hendes hår? Usammenhængende og snøvlende, og han havde aldrig været mere perfekt. Hun lo dæmpet, mens hun halvt trak ham op til sig. ”Nå, dér er du. God aften,” hviskede han.

Godnat,” smilede hun, inden hun lænede sig frem og kyssede ham. Han smagte af Cognac. ”Og glædelig jul.”

”Det er jul!” Han lød atter som en lille dreng, og hun omfavnede ham kærligt, men slap ham hurtigt, da han ømmede sig.

”Er du kommet til skade? Slog du dig, da du faldt?” Han fnøs, inden han lagde sig ordentligt til rette ved siden af hende.

”Nej nej, det var Lucius. Havde en lille snak med ham.”

”Og det resulterede i fysiske skader?” Hun var forfærdet, men han fniste blot igen.

”Det her er ingenting, darling. Du skulle bare se ham.” Hun rullede med øjnene og besluttede sig for, at der nok var en grund til, at han havde drukket mere, end hvad godt var. Han havde sikkert brug for det for at dulme smerterne. Han skubbede let til hende, så hun endte på siden med ryggen til ham, hvorefter han lagde sig ned bag hende og begravede næsen i hendes hår.

”Uhm. Min Jessica.”

”Ja, jeg tror, jeg er din,” svarede hun stille. Han nikkede alvorligt, mens han gned sin næse ind i hendes hår.

”Godt.” Godt? Var det alt, han havde at sige? Hun skulle til at spørge ham om det, men blev afbrudt af en let snorken. Måske det var meget godt, han var faldet i søvn.

 

Værelset var lyst, da hun åbnede øjnene igen, og noget kunne tyde på, at snevejret endelig tog sig en velfortjent pause for at lade solen stråle denne julemorgen. Hun smilede stort, inden hun halvt vendte sig om mod Henri, der stadig snorkede lystigt. Dette var en mulighed, hun ikke havde haft før, til at studere ham i, uden at skulle bekymre sig om at blive opdaget.

Forsigtigt lod hun en finger følge hans hårgrænse, stryge en mørk hårlok væk fra hans pande, inden hun fulgte næsens bue. Derefter lod hun sin finger glide let kærtegnende hen over hans fyldige læber, inden hun ikke kunne modstå fristelsen længere til at læne sig frem og presse sine læber blidt mod hans. Han åbnede forvirret øjnene og missede mod lyset.

”Godmorgen.” Han åbnede munden for at svare, men tog sig i stedet stønnende til hovedet. Endnu en grund til at afholde sig fra at drukne sine sorger i spiritus, tænkte hun muntert.

”Godmorgen,” fik han endelig hæst frem, inden han så sig omkring. ”Hvordan er jeg havnet her?” Hans stemme var halvkvalt, og han lignede ikke én, der var videre stolt over situationen. Det var lige ved at få hende til at grine.

”Det kan du ikke huske?” spurgte hun overrasket, og han så direkte ulykkelig ud over indrømmelsen, da han forsigtigt rystede på hovedet. ”Interessant.” Dét fik ham til at spærre øjnene op.

Interessant?”

”Ja,” fortsatte hun. ”Jeg anede ikke, at det var muligt.” Han så på hende, som om hun var skør, og det fik hende til at le højt. ”Tilgiv mig, men jeg tror, vi kom fra, at du pludselig dukkede op i mit sovekammer efter at have tilbragt tid sammen med dine venner. Jeg erindrer, du talte om, at du havde konfronteret Hr. Mayne?” Forsigtigt satte Henri sig op. Han skulle til at sige noget, men endte med at måbe, da hans blik faldt på den sti af tøj, der var strøet ud over hele gulvet. Det var også først i det øjeblik, Jessica opdagede det, og hun måtte bide sig hårdt i læben for ikke at grine igen. Hvordan alting kunne virke så morsomt denne morgen, vidste hun ikke. Måske det havde noget at gøre med, at Henri var så vidunderligt ude af sig selv af forlegenhed.

”Lucius … jeg håber, han har lige så ondt som mig,” fik han endelig frem, mens han satte sin ene hånd ind i siden og skar en grimasse.

”I nat sagde du da ellers, at han var værre tilredt end dig.” Hun lænede sig frem, skubbede tæpperne lidt til side for at se, om hans side nu også var så uskadt, som han havde proklameret om natten, men det var svært med sådan en skade som denne. Der var ingen synlige tegn på, at noget var galt, men hun var heller ikke læge.

”Gjorde jeg? Så må det være sandt.”

”Aha, af børn og fulde folk skal man altså høre sandheden?”

”Noget i den stil.” Han sendte hende endelig et stort grin, inden han lagde sig ned med et grynt igen. ”Hvad sagde jeg ellers?” Hun fniste, hvilket fik ham til at se lidt urolig ud.

”Du talte en del om, at du godt kan lide at lugte til mit hår.” Farven, der bevægede sig fra hans nakke og op, overraskede hende. Den gav hende også lyst til at drille ham yderligere.

Nej!”

”Åh jo, hvorefter du demonstrerede det.” Han lignede én, der havde lyst til at synke i jorden, så hun lagde sig ned ved siden af ham med hovedet hvilende på hans ene skulder.

”Det gjorde jeg ikke. Det kan jeg ikke have gjort.” Han lød direkte forfærdet.

”Og hvorfor så ikke?” spurgte hun nysgerrigt. Han stønnede igen, mens han førte en hånd op foran sine øjne.

”Hvad må du ikke tænke om mig.” Hans stemme var ikke meget mere end en hvisken, så hun lænede sig frem, ind over ham, inden hun hviskende svarede ham.

”Jeg tænker, at her er den mand, jeg har lyst til at tilbringe mit liv sammen med, og som jeg til hver en tid vil vælge før alle andre.” Han stivnede, inden han chokeret sænkede sin hånd og så hende dybt i øjnene.

”Du vil tage med mig til Amerika?” Han holdt vejret, mens han anspændt ventede på hendes svar.

”Ja.” Hendes stemme var klar, og der var intet at misforstå. Han pustede tungt ud, inden han trak hende hårdt ind til sig og holdt hende fast i sine arme. Sådan lå de længe. De talte ikke sammen. Det var ikke nødvendigt.

”Så du vil gifte dig med mig, når din skilsmisse går igennem?” Hendes hjerte sprang et slag over, og smilet, der bredte sig på hendes læber, var stort og lykkeligt.

”Er det dit bud på et frieri?” Hun var nødt til at holde sin tone let.

”Jeg … ja. Det er det. Jeg vil elske at have dig til kone.”

”Okay.” Deres øjne mødtes, og de smilede stort til hinanden. ”Jeg vil elske at være din kone.”

”Jeg er nok nødt til at advare dig.” Han skar en grimasse. ”Det vil ikke altid være lige let. Jeg er amerikaner. Jeg er nyrig. Der er mange steder, du er vant til at komme, som et ægteskab med mig ikke vil kunne give dig adgang til.” Hun kunne ikke lade være med at smile drillende til ham.

”En skilsmisse efter at være rejst med dig som din elskerinde vil nok have lukket de døre alligevel, så det er ikke noget, der bekymrer mig. Jeg har alligevel aldrig brudt mig om London,” indrømmede hun.

”Gudskelov! Jeg har ikke engang været i selve London endnu, men jeg har allerede fået nok. Desuden tror jeg ikke …” Han stoppede brat, inden han rømmede sig. ”Jeg kan vist lige så godt være ærlig. Efter mit ægteskab med Bridget, tror jeg ikke, jeg vil kunne klare at gennemgå noget lignende igen. De sidste dage har vist, at jeg er blevet ret besiddende og jaloux anlagt, og selv om jeg stoler på dig, stoler jeg ikke på de mænd, der …” Hun lagde en finger på hans mund og tyssede på ham.

”Jeg elsker, at du er ærlig. Desuden har jeg det på samme måde. Jeg havde lyst til at kradse øjnene ud på Monique, da hun stod under misteltenen og forsøgte at få dig til at kysse sig. Jeg må have accepteret Hughs utroskab for længe siden, for jeg var næsten ligeglad med, at hun var sammen med ham. De må gøre, hvad de vil. Til gengæld er du min og min alene! Jeg vil aldrig kunne dele igen.”

”Det er jeg glad for at høre.” Han kyssede hende kort, inden han hvilede sin pande mod hendes. ”Så vi vil bygge vores kommende ægteskab på ærlighed, kærlighed og så langt fra London, som vi kan komme?” Hun lo kort, inden hun nikkede.

”Det er alt, hvad jeg nogen sinde har ønsket mig.”

”Også mig. Glædelig jul, min Jessica.”

”Glædelig jul, Henri.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...