En hemmelig affære (Et historisk år 1)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 okt. 2014
  • Opdateret: 10 jun. 2015
  • Status: Færdig
Jessica har været gift med den rige, men noget ældre Hugh Jacobs i over tre år. Det har ikke været nogen dans på roser, trods den lovende begyndelse, da Hugh ikke har nok i hende og finder sig den ene elskerinde efter den anden. Da Jessica får at vide, at hans seneste erobring er ingen ringere end hendes gode veninde, der tilmed selv er gift, får hun nok. Hun vil ikke tilbringe to uger ude på landet til det, der af alle betegnes som århundredets julesammenkomst, mens alle sladrer bag hendes ryg og har medlidenhed med hende. Det er på tide at tage kontrol over tilværelsen, og det første skridt er at låse døren mellem deres forbundne soveværelser. Henri Sinclair er amerikaner og netop ankommet til London. Hans forbindelser og formue sikrer ham invitation til årets sidste fest, og der går ikke lang tid, før han bliver betaget af den smukke, men skrøbelige Jessica. Hun er dog allerede gift med en anden, der tydeligvis ikke værdsætter hende. Er der noget, han kan gøre? ADVARSEL: Sexscene

36Likes
187Kommentarer
9234Visninger
AA

17. Julebal - Henri

 

Henri var ikke i tvivl om, at Hertuginden havde overgået sig selv, når det kom til juleforberedelserne og det bal, som var planlagt til denne aften, og selv om han ikke selv gik så meget op i højtiden, kunne han godt se, hvorfor næsten alle andre virkede så spændte på de kommende begivenheder. Landstedet var virkelig blevet pyntet op i løbet af dagen, og selv om man endnu ikke var kaldt ind til selve middagen, duftede der himmelsk. Indtil videre var der dog ikke noget, der tydede på, at de skulle til bords. Han sukkede lydløst, inden han vendte sig mod sine to amerikanske venner og forsøgte at ignorere, at han lige nu befandt sig i et lukket rum med alt for mange mennesker.

Hans blik blev fanget af Edward Jacobs, der kørte en kvinde ind i en kørestol. Det måtte være hans kone. Kvinden virkede bitter og afvisende, og Henri tænkte igen over det, de to andre havde sagt om Edward Jacobs og dennes affære. Mens han iagttog parret, tog Edward Jacobs sin kones hånd, som omgående blev flået fra ham igen efterfulgt af noget, der lignede en bidende kommentar. Det sårede udtryk i Edwards alvorlige ansigt blev dog hurtigt skjult, og han forsøgte at lade, som om det ikke gik ham på, men for Henri var det tydeligt, at kvinden kendte til sin mands affære. Enten dét eller også var det tre års afvisninger, der endelig havde resulteret i det rygtede utroskab. Ikke at den unge Jacobs virkede til at føle sig bedre tilpas af den grund, men kærligheden kunne ikke undgå at dø, hvis kun den ene part i ægteskabet var indstillet på at få det til at fungere. Det vidste han selv alt om.

”Henri! Jeg hørte, at du var her.” Nicole Atkinson stod pludselig foran ham, og han nåede ikke mere end lige at åbne sine arme, inden hun kastede sig ind i hans favn. Han grinte opgivende, mens han mødte de to andres himlende øjne og hovedrysten. Selv om de nu befandt sig i England, var der ikke meget, der tydede på, at Nicole ville ændre sig. Hun ville aldrig blive nogen bly viol, og Henri vidste, at Mark var bekymret for sin søsters fremtid. Ikke mange i denne forsamling ville have noget til overs for en kvinde som Nicole, der ikke lod til at kunne forhindre sig selv i at opføre sig naturligt og følge alle sine impulser.

”Jeg har været her i snart to dage. Utroligt at jeg ikke er stødt på dig før nu. Hvor har du været?” Han smilte ned til hende og morede sig over hende. Hun havde altid været meget udtryksfuld, og selv om det var ildeset her, så var de trods alt amerikanere. Det var simpelthen umuligt ikke at elske Nicole.

”Tro det, om du vil, men jeg har haft den mest rædsomme influenza. Jeg er ellers aldrig syg.” Hun lød så overrasket over sin egen evne til at lægge sig syg, at han grinte højt, inden han mødte Jessicas usikre blik gennem lokalet. Han fastholdt hendes blik og blev ved med at smile. Hun var den smukkeste kvinde, han nogen sinde havde set, og han kunne ikke vente, til han igen blev alene med hende.

”Du var da ellers ude og nyde det gode vejr tidligere i dag,” sagde Lucius med et glimt i øjet, som Nicole grinende besvarede.

”Ja, frøken Danner fik den glimrende idé, at vi kunne opsøge staldene, nu hvor alle herrerne havde søgt derud.” Mark stivnede og så intenst på hende.

”Hvad?”

”Åh hold nu op, Mark. Det var bare for sjovt. Tiden går så langsomt indendørs, når vi er overladt til os selv. Det gav Helena mig helt ret i, så hun og Cassandra fulgtes med os. Og deres stedmor, naturligvis. Fru Jacobs. Det må altså være underligt at have en stedmor, der er på alder med én selv.” Henris opmærksomhed var øjeblikkeligt fanget, og han lyttede opmærksomt efter.

”Nicole. Vi har snakket om det her før. Du er ikke længere i Amerika. Du er nødt til at tænke over dine udtalelser og dine handlinger, hvis du vil gøre dig nogen forhåbninger om at …”

”Ja ja, jeg ved det godt. Men nu var det hverken min idé, eller noget jeg gjorde alene. Jeg fulgte bare med flokken, broder min.” Hun smilte så uskyldigt, at Henri ville have troet på hende, hvis ikke han kendte hende så godt. Der var bare det med Nicole, at hun altid fulgte den flok, som kom ud i flest problemer.

”Desuden var du jo derude. Jeg troede, du ville blive glad for en mulighed for at lære din tilkommende bedre at kende.” Mark rømmede sig, tydeligvis utilpas ved hele situationen, og det gik op for Henri, at selv om vennen havde accepteret det kommende ægteskab, så var han stadig ikke tryg ved tanken. Mark havde lige så lidt lyst til at binde sig som de fleste andre unge mænd, og det fik Henri til at grine.

”Er det ikke også på tide, du introducerer mig for din tilkommende, Mark? Nu jeg har hørt så meget om hende.” Lucius forsøgte at maskere sit grin, men gav til sidst op.

”Det var da en glimrende idé. Vil du selv have æren?” spurgte Nicole drillende. Marks paniske ansigtsudtryk og manglende svar var nok til at få selv hende til at grine. ”Bare glem det. Lad mig.” Derefter tog hun Henris arm og begyndte at styre ham over mod Jessica og de to unge kvinder, som hun ofte tilbragte tid sammen med.

”Du kender måske frøkenerne Jacobs godt?” spurgte Henri og fangede igen Jessicas nu spørgende blik. Han smilte igen, inden han rettede opmærksomheden mod Nicole. Utroligt hvad sex kunne gøre for en mand. Han havde ikke haft det så godt i årevis.

”Selvfølgelig. De er godt nok ikke amerikanere, men de er stadig nyrige, så det var helt naturligt, at vi skulle blive de bedste veninder. Du vil synes om dem.” Hun sendte ham pludselig et alt for spekulativt blik, så han overvejede at styre samtalen i en anden retning, men hun fortsatte ufortrødent. ”Hvad med dig? Er du også på udkig efter en brud?” Spørgsmålet var så uventet, at han chokeret stoppede op og stirrede på hende.

”Hvabehar?” Hans stemme var hæs, og et kort sekund føltes det, som om rummet sluttede sammen om ham, og han kunne ikke få luft nok ned i lungerne.

”Undskyld, jeg skulle måske ikke have sagt noget, men du fortjener bare sådan at være lykkelig. Skal jeg ikke introducere dig for nogle af de mere intelligente piger, der er til stede her til aften? Så kan du altid overveje, om du ikke har lyst til at gifte dig igen.”

”Jeg skal ikke giftes igen,” fik han frem, mens han febrilsk hev i sin halsklud. Han havde virkelig brug for at komme væk herfra. Pokkers.

”Ah, du vil altså være ligesom Lucius, der går efter gifte madamer, enkefruer eller professionelle kvinder af natten?” Henri hostede, chokeret over Nicoles kendskab til de professionelle kvinder, men i det mindste fangede det hans opmærksomhed nok til, at han kunne ignorere fornemmelsen af at blive kvalt.

”Nicole! Du er nødt ti…”

”Ja ja, jeg ved det godt,” afbrød hun ham igen.

”Du er nødt til at tænke på din fremtid, og …”

”Henri. Hvad med din fremtid?” De begyndte langsomt at bane sig vej gennem menneskemængden igen.

”Jeg ved ikk…” stammede han.

”Hold nu op. Bare fordi Bridget viste sig at være en ondskabsfuld kælling, betyder det ikke, at du nu skal tilbringe resten af dit liv alene. Vil du ikke gerne have en sød kone? Og hvad med børn? Jeg ved, at du altid gerne har villet have en stor familie.”

”Nicole! Hvorfra kender du overhovedet de udtryk?” Hendes latter tiltrak en del opmærksomhed, og Henri vidste, at de endnu en gang havde overskredet en eller anden engelsk overklasseregel, som ingen af dem kendte noget til. Havde nogen hørt hende sige ondskabsfuld kælling? Eller var det nu også forbudt at more sig? Han så sig omkring, og det gik op for ham, at ingen kvinder morede sig så højlydt som Nicole. Hans sympati med Mark steg igen. Nicole ville med stor sandsynlighed forblive ugift, trods hendes betragtelige medgift og smukke ydre. Men hvad hjalp et smukt ydre, når hendes mørke hår og øjne ikke var dét, der var fashionabelt denne sæson? Og hvor vidste han overhovedet det fra? London var allerede ved at sætte sit præg på ham.

”Hold nu op, Henri. Jeg har tilbragt tilpas meget tid sammen med dig, Mark og Lucius til, at intet burde kunne chokere dig. Desuden er det bare et forsøg fra din side af på at undgå det, vi egentlig diskuterer her.” Ægteskab. Familie. Kone og børn. Nicole havde ret i, at det altid var noget, han havde ønsket sig, drømt om og set frem til. Hvordan var han endt med at forbinde sit egentlige mål i livet med den fiasko, som hans korte ægteskab med Bridget havde været? Skulle den fejltagelse virkelig have indflydelse på resten af hans liv?

”Du skal ikke tro, at du slipper så let. Jeg har tænkt mig at tage det op igen på et senere tidspunkt. Nu er du advaret.” Hun smilte sødt til ham, inden hun præsenterede ham for Helena og Cassandra Jacobs, som begge var så forskellige fra den lyse Jessica som muligt. Begge piger havde sorte krøller, der var svære at tæmme med diverse hårbånd, og deres henholdsvis grå og brune øjne lignede til forveksling deres faders. Modsat deres fader havde de dog ikke mord i øjnene, når de så Henri, og det var en klar forbedring.

”Du er vist allerede blevet præsenteret for Fru Jacobs, ikke?” Nicole fulgte dem med øjnene, mens han tog Jessicas hånd i sin og kyssede den. Han havde ikke lyst til at give slip igen, men han havde heller ikke lyst til at skabe yderligere grundlag for skandale, så han overgav sig og nøjedes med at blinke kort til hende, inden han til sin store glæde så Nicole trække af med de to andre unge piger.

”Ikke videre diskret,” kommenterede Jessica henkastet. Henri kunne kun give hende ret.

”Hun fik mig næsten overbevist om, at hun ville sætte mig sammen med én af sine veninder, men nu kan jeg ikke lade være med at tænke, at hun har hørt noget, og derfor ville give os mulighed for at tale sammen, uden at det virker, som om vi selv har opsøgt hinanden.”

”Tror du virkelig?” Han vendte sig mod Jessica og grinte.

”Åh jo. Jeg har kendt Nicole altid. Det kunne ligne hende.” Jessica besvarede hans grin, inden hun rødmende indrømmede, at synet af dem sammen havde gjort hende jaloux.

”Du har ingen grund til at føle dig jaloux,” skyndte han sig at sige, inden hun rystede på hovedet. Han undgik kun lige at tage hendes hånd i sin igen. Han var ved at forglemme sig, men når han var sammen med hende, glemte han alt andet. Alle andre.

”Det var nok også bare på grund af det i morges.”

”Hvad for noget i morges?” spurgte han. Hun bed sig let i læben, mens hun undgik hans blik. Han tænkte tilbage på deres afsked, der havde været sød og meget lovende, og kunne ikke regne ud, hvad der skulle kunne gøre hende så usikker på hans interesse. Der havde ikke været andre end hende siden Bridget. Noget han godt var klar over, at han snart var nødt til at fortælle hende. Hun var nødt til at vide, hvor meget han følte for hende, hvor usandsynligt det end virkede, at han allerede skulle kunne have så dybe følelser.

”Det med Monique … jeg så jer sammen.” Hendes rødmen tog til, og han forsøgte at få det til at give mening, men det lykkedes ikke rigtigt.

”Okay. Ja, det var lettere akavet. Reagerer hun altid sådan? Jeg må tilstå, at jeg finder hende lettere skræmmende efter at have set hendes optræden her til morgen.” Jessicas forvirring fortalte ham, at de talte om to forskellige ting. ”Øhm hvad så du helt nøjagtigt?”

”Jeg så jer sammen i døren under misteltenen. Hun ønskede tydeligvis, at du skulle kysse hende.” Jessica rankede sig let og forsøgte at holde hans blik, selv om det var svært for hende.

”Og hvad så?”

”Hvad mener du med og hvad så?” Hun var stadig forvirret, men nu lød hun også vred. Han vidste, at hun kun havde set halvdelen, så han tilgav hende.

”Hvor længe blev du stående?” spurgte han lavt.

”Altså de andre var allerede gået ud gennem døren, og jeg var nødt til at gå med dem.” Hun forsøgte at forsvare sig selv, men det var indlysende for ham, at hun brændte efter at få at vide, hvad der efterfølgende var sket. Måske sammenlignede hun ham allerede med sin mand. En tanke der ikke var videre smigrende, men han kæmpede selv med en irrationel jalousi på grund af Bridget, så han kunne umuligt klandre Jessica for at have det på samme måde.

”Selvfølgelig.” Han kunne ikke lade være med at smile. Hun var så perfekt; Som skabt for ham. Når han var sammen med hende, glemte han alt andet. Selv hans klaustrofobi var ikke så udtalt, når bare hun var der. ”Men jeg ville ønske, at du havde set, hvad der videre skete. Jeg ville aldrig kunne kysse hende, og lad os bare sige, at hun ikke tog afvisningen særlig pænt.” Han fortrød ikke afvisningen, selv om han godt kunne have undværet den scene, Monique efterfølgende havde lavet. Heldigvis havde der kun været tjenestefolk som vidner, men det kunne også være galt nok. De sladrede, så Jessica skulle tidsnok høre om det. Han håbede bare, at hun havde tillid nok til at stole på ham, når han sagde til hende, at der ikke var andre for ham. Ikke andre end hende.

Jessica lignede ikke én, der vidste, hvad hun skulle svare. Så lyste hele hendes ansigt op, og hendes smil sagde det hele.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...