En hemmelig affære (Et historisk år 1)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 okt. 2014
  • Opdateret: 10 jun. 2015
  • Status: Færdig
Jessica har været gift med den rige, men noget ældre Hugh Jacobs i over tre år. Det har ikke været nogen dans på roser, trods den lovende begyndelse, da Hugh ikke har nok i hende og finder sig den ene elskerinde efter den anden. Da Jessica får at vide, at hans seneste erobring er ingen ringere end hendes gode veninde, der tilmed selv er gift, får hun nok. Hun vil ikke tilbringe to uger ude på landet til det, der af alle betegnes som århundredets julesammenkomst, mens alle sladrer bag hendes ryg og har medlidenhed med hende. Det er på tide at tage kontrol over tilværelsen, og det første skridt er at låse døren mellem deres forbundne soveværelser. Henri Sinclair er amerikaner og netop ankommet til London. Hans forbindelser og formue sikrer ham invitation til årets sidste fest, og der går ikke lang tid, før han bliver betaget af den smukke, men skrøbelige Jessica. Hun er dog allerede gift med en anden, der tydeligvis ikke værdsætter hende. Er der noget, han kan gøre? ADVARSEL: Sexscene

36Likes
187Kommentarer
9200Visninger
AA

16. Jalousi - Jessica

 

Jessica kunne ikke lade være med at nynne med, da nogle af de yngre, ugifte kvinder sang julesalmer ved pianoet i én af de mange, mindre dagligstuer, der var taget i brug denne eftermiddag. Efter at have efterladt en afslappet og smilende Henri, havde hun hurtigt frisket sig selv op i sit eget sovekammer, hvorefter hun havde forsøgt at opføre sig, som hun plejede. Noget af en bedrift i forhold til, hvordan hun havde det. Indtil nu på dette landsted havde hun følt sig ydmyget og svigtet, og det havde naturligvis været tydeligt for enhver, men efter at have nået en ny forståelse med Henri, følte hun sig lykkelig. Hun havde meget svært ved ikke at smile konstant. Allerede havde flere af de tilstedeværende sendt hende mere eller mindre diskrete blikke, og hun vidste godt, at hun igen var yndlingsemnet for onde tunger, men denne gang var hun ligeglad.

I årevis havde det været Hugh, der havde haft hemmeligheder. Nu var det hendes tur. Heldigvis havde hun ikke set Hugh siden morgenbordet, og hun havde erfaret, at de fleste herrer havde besluttet sig for at gå med ud i staldene for at se på Hertugens bestand. Det var nok bedst at undgå ham, for han kendte hende trods alt godt nok til at vide, at noget havde ændret sig, og hun var ikke klar til at tage konfrontationen med ham endnu.

Rastløsheden meldte sig, og hun lagde sit broderi fra sig, inden hun listede sig hen foran et af de store vinduer med front mod haven. Solen var lige ved at bryde frem, og sneen glitrede som krystaller. Hendes ånde duggede let ruden til, og et kort øjeblik blev hendes opmærksomhed fanget af en enlig dråbe kondens, der banede sig vej ned over glasset. Mon Henri også tænkte på hende i dette øjeblik?

”Jessica.” Den glade pigestemme tilhørte Helena, Hughs yngste datter. Jessica vendte sig lidt skyldigt om mod hende, flov over at stå og tænke på en anden mand end pigens far. Hendes nysgerrig blev dog hurtigt vakt til live, for Helena virkede mere end almindeligt sprudlende. Normalt kunne hun virke helt reserveret og ganske genert, men noget havde gjort hende opstemt.

”Ja, hvad er der?” Cassandra og flere andre unge kvinder var i færd med at forlade rummet, alle med smil og begejstrede udbrud. Der var noget på færde. Jessica ventede spændt, mens Helena rødmende forklarede.

”Vi har besluttet os for at nyde det gode vejr,” begyndte hun og fik Jessica til at le.

”Det gode vejr? Sneen er så høj, at adskillige af dine bekendte sikkert vil ombestemme sig foran hoveddøren eller når det går op for dem, at en tur i det fri vil kræve ordentligt fodtøj. De fleste af dem ejer sikkert ikke engang passende støvler.” Helena blinkede sammensvorent til hende.

”Det er det, vi regner med. Så vil det kun være Cassandra, Nicole og mig selv, der ved et tilfælde finder vej ned til staldene. Forudsat at du går med os naturligvis. Vil du ikke nok?” Jessica kunne ikke lade være med at more sig over sin steddatter. De fleste unge kvinder havde sikkert set fristelsen i at nærme sig de unge, giftemodne mænd, og måske oven i købet invitere dem til at deltage i uskyldig leg i sneen, men det var sikkert de færreste af dem, der medregnede, at ikke alle brød sig om det kolde vejr, så nogle af konkurrenterne ville trække sig.

Nu hvor hun selv var vokset op på landet, havde hun aldrig haft det på samme måde som sine jævnaldrende veninder fra byen. Hun havde brugt en stor del af sin tid udenfor, også selv om det resulterede i en lidt mørkere teint end hos de andre i sommermånederne, men det havde aldrig gjort hende noget. Hun elskede at tilbringe tid ude i naturen, og en vandretur i sneen var bestemt tillokkende, hvis ikke det var fordi, de unge piger ønskede at opsøge mændene, der også inkluderede Hugh. På den anden side brød hun sig ikke om tanken, at han begrænsede hende mere, end han allerede havde gjort.

”Okay, jeg finder jer om ti minutter foran hoveddøren.”

”Jeg vidste, vi kunne regne med dig! Så kan de andre sige nok så mange gange, at det må være forfærdeligt at have en stedmor, der kun er få år ældre end én selv, men de skulle bare vide, hvor fantastisk det er.” Helena gav hende et hurtigt kram, inden hun pilede ud af stuen. Jessica stod tilbage med en underlig følelse indeni. Selvfølgelig havde hun da godt vidst, at mange talte om den store aldersforskel mellem hende og Hugh, men så stor en skandale var det da heller ikke. Mange mænd giftede sig med langt yngre kvinder, så hvorfor skulle deres ægteskab være så specielt, at det var værd at omtale? På nær Hughs søn, Edward, havde hun aldrig selv oplevet nogen, der opførte sig upassende over for hende. Pigerne havde taget så varmt imod hende, og som det hele så ud lige nu, ville hun savne dem mere end Hugh, hvis det kom til det, at deres veje skulle skilles.

Rystende på hovedet fik hun en stuepige til at hente sit overtøj, og inden der var gået mere end fem minutter, stod hun klar ved indgangen og ventede på de andre. Smilende fulgte hun de travle forberedelser til aftenens julebal, og det morede hende, at der ikke blev sparet på misteltenen. Reglerne var så tvetydige, når det kom til god opførsel i overklassen. Man måtte ikke være sammen med en mand, inden man blev gift. Når først man havde skænket denne en arving, måtte man gøre, hvad man lystede, så længe man ikke talte højt om det. Man måtte ikke engang være alene i samme rum med en mand, inden man blev gift, med mindre man ønskede at tvinge ham til ægteskab. Risikabelt dog, for hvis han ikke havde ære nok til at acceptere ægteskabet, ville det resultere i skandale, og kvindens rygte ville for altid være ødelagt. Til gengæld var det acceptabelt at kysse med ugifte mænd, hvis det var en del af en selskabsleg, og der var vidner.

De første begejstrede pigestemmer nåede hende, og hun vendte sig om mod dem. Helena gik forrest, og Jessica kunne ikke lade være med at spekulere på, om pigen havde forelsket sig i en af de mandlige tilstedeværende. Det var efterhånden almindeligt kendt, at Hugh havde lovet én af sine døtre væk til Hr. Atkinson. Måske var det ham, Helena var interesseret i at lære mere om? Eller var Cassandra indstillet på at indgå i det fordelagtige ægteskab? Måske burde Jessica have en samtale med pigerne snarest om, hvad der foregik. Det var vel hendes pligt som matronen i hjemmet, hvor lidt hun end følte sig som én.

Som de bevægede sig ud i det smukke vinterlandskab, blev hendes blik fanget af bevægelse i én af de mange døråbninger. Det lod til, at Monique endelig havde besluttet sig for at slutte sig til selskabet igen. Måske ledte hun efter Hugh? For første gang blev Jessica ikke rasende eller såret ved tanken. Hun havde næsten lyst til at tilskynde dem til at være sammen, for det ville give hende mere frihed til at være sammen med Henri. Desuden hjalp det også på hendes dårlige samvittighed. Hvorfor hun i det hele taget led af samvittighedsnag, vidste hun ikke. Hun forsøgte i hvert fald gang på gang at overbevise sig selv om, at det var dumt, når nu hun ikke gjorde noget, Hugh ikke gjorde.

Henri befandt sig pludselig sammen med Monique, og det blik kvinden sendte ham var mere end en almindelig invitation til et kys. Hvorfra Jessica stod, var det tydeligt, at Monique havde placeret sig under misteltenen helt bevidst, og at hun forventede resultater.

Det blev pludseligt svært at trække luft nok ned i lungerne, og hendes gode humør forsvandt som dug for solen. Nej, ikke også Henri. Monique havde altid haft succes med at forføre mænd, og Hugh var blot én tåbe i en lang række af elskere, som kvinden havde anskaffet sig. Hvorfor så pludselig denne interesse for Henri? Det med Hugh lod til at være ganske nyt, og de kunne da umuligt allerede være trætte af hinanden. Med mindre det havde stået på i meget længere tid, end Jessica havde troet? Måske havde de altid haft noget for hinanden? Måske var de sammen med andre ved siden af også? Men hvorfor Henri?

Døren lukkede sig bag dem, og hun måtte gå raskt til for at følge med de fnisende piger, der alle havde mere end almindeligt travlt med at nå staldene. Jessica kunne dog ikke koncentrere sig om deres lystige sludren. Hun blev ved med at forestille sig, hvordan Henri ville læne sig frem og presse sine læber mod Moniques. Hvordan hans arme ville lukke sig om hende, og hun ville læne sig ind mod ham, mens de udforskede hinanden.

Havde han virkelig kysset hende? Hun lukkede øjnene og forsøgte at ignorere smerten ved tanken om det. Muligheden forelå. Hvordan skulle han kunne afslå? Ville han virkelig kunne gøre det mod hende, nu han vidste, at Monique var den kvinde, Hugh havde bedraget hende med? Hvis ja, så kendte hun vist ikke Henri så godt, som hun troede. Og hvad hvis ét kys ikke var nok? Monique var meget mere erfaren, end hun selv nogen sinde ville blive. Måske ville han have lyst til at kysse hende igen. Måske ville han have lyst til at invitere hende til sin seng …

Et højt skrig rev hende ud af de uvelkomne tanker, der mere havde anstrøg af et mareridt, og det gik op for hende, at flere af de unge mænd havde sluttet sig til dem. I kådhed var de gået i gang med at bekrige hinanden med den fine sne, der dog ikke var våd nok til, at man kunne lave egentlige snebolde af den, og resultatet var da også, at flere benyttede behandskede hænder til at skovle sneen op med, inden den blev vippet over hovedet på den nærmeste modstander. Latteren bredte sig hastigt, og Jessica trådte flere meter væk for at undgå at komme til at tage del i underholdningen ved en fejltagelse. Siden hvornår var hun blevet så gammel, at leg i sneen ikke længere tiltalte hende? Hun var trods alt kun 24. Tanken gjorde hende kun endnu mere trist til mode.

”Jeg advarede Dem,” sagde en lavmeldt stemme pludselig bag hende, og hun rankede sig øjeblikkeligt. Hr. Mayne var åbenbart heller ikke typen, der gerne deltog i fornøjelser. Hun rynkede panden let, for det stemte ikke helt overens med det billede, hun havde af manden indtil videre. Faktisk forestillede hun sig, at han normalt var én af de første til at springe ind i kampen.

”Det gjorde De, ja.” Hun stod ubevægelig og ventede på hans næste angreb. Hun var ikke i tvivl om, at det ville komme.

”På grund af Dem er Henri nu i færd med at pakke sine tasker, inden han forlader stedet.” Længere nåede han ikke, inden hun havde afbrudt ham.

”De tager fejl. På grund af mig bliver han.”

”Han … Hvad mener De med, at han bliver? Vidste De, at han ville rejse?”

”Ja, det var tydeligt i morges. Jeg kunne ikke lade ham gøre det. Især ikke fordi han havde misforstået det hele.” Hr. Mayne udstødte et fnys, der fik hende til at knibe øjnene sammen, men ellers blev hun stående med ryggen halvt mod ham.

”Der var ikke så meget at misforstå.” Han lød virkelig rasende, og det irriterede hende. Hvem var han at dømme hende? I stedet for at svare ham, besluttede hun sig for, at pigerne godt kunne klare sig selv uden hende. Især fordi Hugh netop var kommet ud af stalden sammen med flere andre, alle i højt humør.

Med et sidste blik mod kaosset foran sig, arbejdede hun sig med raske skridt gennem sneen tilbage mod hovedhuset i håb om at undgå Hugh, Hr. Mayne og deres venner. Hun orkede ikke mere drama.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...