En hemmelig affære (Et historisk år 1)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 okt. 2014
  • Opdateret: 10 jun. 2015
  • Status: Færdig
Jessica har været gift med den rige, men noget ældre Hugh Jacobs i over tre år. Det har ikke været nogen dans på roser, trods den lovende begyndelse, da Hugh ikke har nok i hende og finder sig den ene elskerinde efter den anden. Da Jessica får at vide, at hans seneste erobring er ingen ringere end hendes gode veninde, der tilmed selv er gift, får hun nok. Hun vil ikke tilbringe to uger ude på landet til det, der af alle betegnes som århundredets julesammenkomst, mens alle sladrer bag hendes ryg og har medlidenhed med hende. Det er på tide at tage kontrol over tilværelsen, og det første skridt er at låse døren mellem deres forbundne soveværelser. Henri Sinclair er amerikaner og netop ankommet til London. Hans forbindelser og formue sikrer ham invitation til årets sidste fest, og der går ikke lang tid, før han bliver betaget af den smukke, men skrøbelige Jessica. Hun er dog allerede gift med en anden, der tydeligvis ikke værdsætter hende. Er der noget, han kan gøre? ADVARSEL: Sexscene

36Likes
187Kommentarer
9200Visninger
AA

18. Fortidens spøgelser - Jessica

 

Middagen var fantastisk, og Jessica begyndte at komme i julestemning. Det hjalp selvfølgelig på det, at hun sad skråt over for Henri og ofte fik øjenkontakt med ham. Det var almindelig etikette, at man på skift talte med sine sidemænd, men da hun pludselig befandt sig sammen med flere amerikanere, deriblandt Nicole Atkinson, der ikke lod til at kunne begrænse sig, endte hele deres ende af bordet med at føre en livlig samtale på kryds og tværs, og flere gange deltog både hun og Henri i diskussioner, som hun ikke havde forestillet sig, man kunne føre. Hun kunne ikke huske, hvornår hun sidst havde moret sig så herligt.

Nicole var noget af en ildsjæl, og selv om hun gang på gang chokerede flere af de tilstedeværende, var det tydeligt for Jessica, at her var en ung kvinde, der ikke lod sig kue af, hvad andre tænkte om hende, og Jessicas fascination blev kun dybere, som aftenen skred frem. Nicole ville ikke lade sig nøjes med noget, tænkte Jessica, og hendes blik faldt øjeblikkeligt på Henri, der forsøgte at få Hr. Mayne fra at dele nogle af deres fælles barndomsminder. Inden hun kunne forhindre sig selv i det, var hun i færd med at overbevise ham om, at han ikke kunne begynde en historie uden at gøre den færdig, hvorefter de tilbragte yderligere timer med at grine ad de tre amerikanske drenge, der havde mere gåpåmod og selvtillid end den gængse mand i England.

Da middagen endelig var overstået, og der skulle danses, havde Jessica både ondt i mave og kinder af at have moret sig så højlydt og så længe. Det var derfor også lidt af et antiklimaks, da Hugh pludselig stod foran hende og bød hende op til dans. Hun burde egentlig ikke være så overrasket, men det var hun. Hun havde været så vant til, at han brugte begivenheder som denne på at charmere den næste kvinde til sin seng, mens han ignorerede hende. Hendes overraskelse forhindrede hende i øjeblikkeligt at takke nej, inden han trak hende med sig ud på dansegulvet, og så var det for sent.

I det mindste var det ikke en vals, og dansen gjorde det ikke muligt for dem at tale sammen, selv om han prøvede. Jessica iagttog ham lettere forvirret, ude af stand til at forstå, at han virkelig ville blive ved med at jagte hende, så længe hun ikke ønskede hans opmærksomhed. Jo mere hun tænkte over det, jo mere opgivende blev hun. Hun burde have vidst, at Hugh var den type, der efterhånden kun fandt kvinder tiltrækkende, hvis de krævede, at han jagtede dem. I alt for mange år havde han kunnet vælge og vrage mellem de smukkeste kvinder i deres omgangskreds, og det var egentlig ganske logisk, at det skulle begynde at kede ham på et tidspunkt. Garanteret det var det, der i sin tid havde fået ham til at anskaffe sig en ny hustru. Kedsomhed var en meget farlig ting.

Kunne hun virkelig leve med, at den eneste måde, hvorpå hun kunne fastholde hans interesse, var ved at distancere sig og forsøge at gøre deres forhold til noget, han skulle kæmpe for? Tanken fik en tung byrde til at lande på hendes skuldre, og årene foran hende virkede uendelige. At skulle udkæmpe en endeløs kamp for noget, der burde komme naturligt, og som burde være en selvfølge, var ikke noget, hun kunne se frem til. Årene med Hugh havde allerede budt på flere overraskelser, end hun havde haft lyst til at modtage, så hvordan skulle hun kunne få ham til at forstå, at det var slut? At hun ikke ville lade ham styre deres ægteskab mere. At det nu var hendes tur til at gøre, hvad hun havde lyst til?

Musikken sluttede, og hun nejede kort, inden hun forsøgte at slutte sig til de andre igen, men Hugh lod sig ikke afvise og fulgte hende tilbage, mens han blev ved med at hviske til hende.

”Jessica, vi må tale sammen.” Hans stemme var lav, men hun hørte ham og vidste, at han havde planer om at forføre hende, hvis de blev alene. Hun var stadig svag nok til, at det ville lykkes ham, så hun stoppede op langs væggen og afviste ham med et smil.

”Vi har ikke mere at tale om, Hugh. Faktisk så overvejer jeg at anskaffe mig et hus på landet, som skal være mit nye hjem.” Gudskelov at hun ikke var som størstedelen af de kvindelige tilstedeværende. Hun havde sin egen formue, som Hugh heldigvis aldrig havde haft adgang til. Ikke at hun troede, at han ville have rørt hendes penge, men han ville have sørget for, at hun ikke havde adgang til dem i et desperat forsøg på at få hende til at blive hos sig.

”Vil du forlade mig?” Chokket i hans ansigt fik hende til at rødme, og hun vidste slet ikke, hvordan hun havde fået ordene over sine læber. Det var ikke engang noget, hun havde tænkt til ende, men tidligere på dagen havde hun hørt om et lignende arrangement, og hvorfor skulle hun ikke også kunne leve alene? Det var jo ikke ligefrem, fordi Hugh ville bemærke, at hun ikke befandt sig under samme tag som ham. Han kom sjældent hjem før ud på de små timer alligevel.

”Det er en mulighed, ja,” fik hun frem, inden hun gjorde endnu et forsøg på at slippe fra ham, men for en gangs skyld var han insisterende.

”Jessica. Jeg vil gøre alt.” Hans stemme var indtrængende, og hans øjne brændte. Hun tog en dyb indånding. Det gjorde virkelig ondt, og hun hadede at gøre dette mod ham. Det var så fristende at give sig. At acceptere, at tingene ikke ville blive anderledes. Problemet var bare, at det ikke ville gøre hende lykkelig. Det ville æde hende op indvendigt, og i sidste ende ville hun blive bitter og fortryde sit valg. Det var ikke nogen løsning. Hun kunne ikke fortsætte som nu. Med tiden ville hun bukke under og blive en skal af den person, hun var i dag, og dét ville også såre Hugh. Han var ikke nogen ond mand. Han var bare svag. Hun rakte en hånd op og kærtegnede kort hans kind, inden hun med et sørgmodigt smil afviste ham.

”Det er for sent.” Hun slap forsigtigt hans ansigt og vendte ryggen til ham og til deres ægteskab.

 

Det var det hårdeste, Jessica nogen sinde havde gjort, og hun havde været nødt til at søge op i sit kammer for ikke at lade nogen se tårerne få frit løb ned over hendes kinder. En halv time senere var hun endelig klar til at slutte sig til selskabet igen, men så langt nåede hun aldrig. Henri havde ventet på hende, så i stedet for at gå nedenunder, befandt de sig pludselig i en privat alkove, der gav dem mulighed for at tale uforstyrret sammen.

”Er du okay?” spurgte han usikkert, og Jessica vidste, at han havde set hende sammen med Hugh og nu var i tvivl om, hvordan han skulle opføre sig. Så det han i virkeligheden spurgte om var, om de var okay. Hun smilede lidt sørgmodigt, inden hun kort nikkede.

”Ja. Jeg fortalte ham, at jeg nok flytter for mig selv i det nye år. Jeg kan ikke bo sammen med ham mere.” Henris lettelse fik hele hans krop til at falde let sammen, og det gik op for hende, hvor anspændt han havde været. Hvordan havde hun kunnet overse det? ”Er du okay?” Hun rakte over til ham og flettede sine fingre ind i hans. Hans smil lyste hele hans ansigt op.

”Nu er jeg.” Han lænede sig frem og kyssede hende kort, men inden deres begær for alvor blussede op, trak han sig tilbage. ”Faktisk er der noget, jeg gerne vil tale med dig om. Noget du bør vide om mig.” Han trådte tilbage, usikker på, hvordan han skulle gribe tingene an. Han havde svært ved at møde hendes øjne, og han havde sluppet hendes hånd igen.

”Har det noget at gøre med, hvorfor Hr. Mayne forbliver opsat på at holde os fra hinanden? Hvorfor han vedbliver ikke at kunne lide mig?” Dét fangede Henris opmærksomhed, og Jessica undrede sig kort over, hvordan han havde kunnet undgå at mærke vennens kølige opførsel over for hende under middagen.

”Forsøger Lucius at holde os fra hinanden?” Hun havde svært ved at holde smilet tilbage. Han var virkelig attraktiv, når han var fortørnet.

”Ja, han advarede mig mod at indlede et forhold til dig. Truede mig, faktisk.”

”Han hvad?” Henri virkede ligefrem chokeret, og hans reaktion var nok til at få hende til at slappe af igen. Henri havde tydeligvis ikke noget ønske om, at hun skulle holde sig på afstand. Hr. Mayne havde vist ikke fortalt sin ven om deres samtale, tænkte Jessica tilfreds og ønskede kort at være en flue på væggen, når Henri konfronterede ham.

”Hvilket også minder mig om, at jeg gerne vil tale med dig om, at du har røbet min tilstedeværelse i dit sovekammer for andre. Hvor mange andre taler vi om?” Farven, der krøb over hans kinder, var ganske tiltalende, og det var et bevis på hendes tillid, at hun ikke straks havde lyst til at angribe ham i vrede. Hun stolede allerede nok på ham til, at hun ikke troede, han havde talt med alt og alle. Hvordan kunne hun stole på ham så hurtigt?

”Jeg … beklager. Det er ikke, fordi jeg har fortalt det til adskillige personer. Jeg var sammen med Lucius og Mark, og vi har aldrig haft hemmeligheder for hinanden før. Jeg … undskyld, Jessica. Jeg skal nok … hvor ved du det egentlig fra?” Inden hun svarede, rystede han på hovedet og svarede sig selv. ”Lucius, selvfølgelig.”

”Ja, han var meget indiskret. Jeg kender ham ikke så godt som du, men jeg ved dog, at han er kendt for sin åbenmundede natur, så det bekymrer mig naturligvis, når du vælger at betro dig til ham af alle.”

”Jeg kender ham, og han ville aldrig bryde min tillid.” Henri rynkede på panden, fordi vennens handlinger ikke ligefrem bekræftede den konstatering. ”Han ville gøre alt for at forhindre, at jeg bliver såret. Han bekymrer sig især om, hvad en skandale kan koste mig. Ikke kun økonomisk, men også personligt,” fortsatte Henri, og Jessica nikkede.

”Ja, det forstod jeg. Han nævnte også noget om, at det ikke vil være første gang, at dit navn bliver knyttet sammen med en gift kvindes.” Jessica vidste godt, at hun strakte sandheden lidt, men hun ønskede at kende Henris fortid, og hvis hun kunne lægge ord i munden på ham og på den måde få nogle af sine mistanker bekræftet, kunne hun ikke se noget galt i det. Henris grynt var en blanding af et grin og et støn, og hun kunne ligefrem se hans frustration over vennen. Måske var det ikke det bedste træk at forsøge at sætte Hr. Mayne i et endnu dårligere lys, end han allerede var. Hun havde jo heller ikke lyst til at ødelægge et livslangt venskab.

”Sagde han virkelig det?” Hun rødmede, havde ikke lyst til at indrømme, at det bare var hendes tåbelige jalousi, der ønskede at grave sandheden frem. Inden hun fik svaret ham, fortsatte han. ”Tja, det kan man vel godt sige. Hun var gift, men hun var gift med mig.” Jessicas chokerede gisp fik ham til at skære ansigt. ”Hun hed Bridget.”

”Så du er ikke gift med hende længere?” fik hun frem, inden hun tog en dyb indånding og forsøgte at komme sig over, at han havde været gift før. Det burde ikke komme som sådan et chok. Henri var tiltrækkende og havde opbygget sig en formue. Hun var også gift. Det ville ikke ændre noget. Det forsøgte hun i hvert fald at fortælle sig selv, men hun brød sig stadig ikke om det.

”Nej, hun er død.” Total stilhed. Jessica forsøgte at skjule sin lettelse og hadede sig selv for at føle sådan.

”Det gør mig virkelig ondt,” fik hun endelig hviskende frem, men han rystede på hovedet, inden han koldt fortsatte.

”Stop. Sådan var det ikke. Jeg ville ønske, jeg kunne sige, at jeg sørgede over hende, men det kan jeg ikke. Hun viste sig at være mit livs største fejltagelse, og det var en lettelse, da jeg modtog beskeden om, at hun var død. At hun ikke længere var min kone.” Han virkede pludselig så fjern. Hun kunne ikke lade være med at række ud og røre ved ham. Hun var nødt til at finde forbindelsen mellem dem igen, og samtidig havde hun et næsten desperat behov for at trøste ham, selv om hun ikke vidste hvorfor.

”Så du var ikke sammen med hende, da hun døde?” spurgte hun forsigtigt. Det føltes så grænseoverskridende at spørge om noget så personligt, men hun var nødt til at vide det, og dette var trods alt Henri.

”Nej, jeg havde ikke set hende i flere måneder.” De sagde ikke noget i lang tid. Hun lænede sig ind mod ham, så de stod skulder mod skulder i et håb om, at han ville lægge armene om hende, fortælle hende, at det ikke betød noget, for nu havde de to muligheden for at skabe en fremtid sammen.

”Hun var ligesom Hr. Jacobs,” sagde han pludselig og brød ind i hendes tanker. ”Nej, hun var faktisk værre, for modsat din mand var hun udspekuleret og grådig. Ikke at det som sådan var hendes skyld. Hun blev opdraget til at skulle udvælge sig en mand, der havde penge og magt, og hvis den mand ikke var den helt store kærlighed, så var det okay at søge andre steder hen. Ikke at den tankegang er så forskellig fra den, der huserer her i England, men for mig var den meget fremmed. Hun var min kone, og jeg var meget forelsket i hende. Jeg forventede troskab, men det fik jeg ikke. Da hun fortalte mig, at hun var med barn, vidste vi begge, at det ikke var mit.”

”Det er underligt, som samfundet er sat sammen. Utroskab er en del af hverdagen, men når det er manden, der er den forsmåede, så forventes det, at han forsvarer sin ære, mens det for os kvinder bare er noget, vi skal acceptere.” Hvor var det uretfærdigt, tænkte hun og knugede hans hånd. Han gav hendes et kort klem, inden han sendte hende et lille smil.

”Præcis. Før det øjeblik, hvor jeg afviste hende, og hun flyttede sammen med sin elsker, havde jeg aldrig tænkt over, hvor nedværdigende det er for en mand at blive forsmået sådan af sin kone. Men det skulle jeg tids nok lære. Kvinder begyndte pludselig at opføre sig, som om jeg ikke var mand nok til at tilfredsstille nogen, mens de andre mænd i klubben i morskab begyndte at kommentere, at jeg ikke engang kunne holde på én enkelt kvinde. Samtidig pralede de med egne erobringer foruden deres koners selskab om natten. Og hvad kunne jeg sige? Gøre?”

”Mange mænd vælger at modbevise det ved at tage sig adskillige elskerinder samtidig,” sagde hun stille. Han lo kort, inden han kyssede hende på næsen.

”Virkelig? Det overvejede jeg ikke engang. Jeg var rasende, såret og havde for alt i verden fået nok af kvinder. Bare tanken om at skulle invitere yderligere ind i mit liv? Det var meget utiltalende. Jeg har faktisk ikke været sammen med andre end dig, siden Bridget flyttede.” Varmen i Jessicas bryst bredte sig til hele kroppen, og hun havde den største lyst til at lade hele verden vide, at hun var lykkelig, men hun beherskede sig. For nu.

”Hvordan døde hun?” spurgte hun i stedet.

”I barselssengen. Barnet døde med hende.” Han tog en dyb indånding, som om han var blevet lettet for en tung byrde. ”Så nu ved du, hvorfor Lucius forsøger at skærme mig. Han ved, hvad alt det med mit første ægteskab gjorde ved mig og er sikkert bekymret for, hvad vores affære skal resultere i. Han ved, at der vil blive en skandale, og med den måde, din mand opfører sig på, så vil den nok opstå før end siden.”

”Jeg ved det. Hugh har allerede udvist større ihærdighed, end jeg har set længe, så det her mellem os vil aldrig kunne forblive en diskret affære.”

”Er det, hvad du forventede?” spurgte han blidt. Hun tænkte lidt over svaret.

”Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle forvente. Jeg har aldrig haft en affære før, og hvis nogen havde sagt, at jeg ville få det, ville jeg have forsvoret det. Hughs utroskab har såret mig så dybt, at jeg stadig kan have det svært ved, at jeg nu er ligesom ham.”

”Hvis du havde været lykkelig sammen med ham, ville du aldrig have indledt noget med mig,” sagde Henri stille, og hun gav ham ret, men det var stadig svært at se sig selv i øjnene efter at have truffet dette valg.

”Korrekt, men det gør det stadig ikke rigtigt.”

”Så hvad er det, du siger? Du vil gerne have mere?” Han holdt vejret og stirrede intenst på hende, mens hun bed sig i læben. Hendes svar ville ændre det hele. Hendes mave var i oprør, hendes hænder rystede let, og hun havde svært ved at fokusere.

”Mere?” forsøgte hun med bankende hjerte og hurtigt åndedræt.

”Ja mere. Tag med mig til Amerika.” Hans forslag blev mødt af total stilhed, og Jessica kunne ikke samle sine tanker. Amerika sammen med Henri? Det kunne han ikke mene alvorligt!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...