En hemmelig affære (Et historisk år 1)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 okt. 2014
  • Opdateret: 10 jun. 2015
  • Status: Færdig
Jessica har været gift med den rige, men noget ældre Hugh Jacobs i over tre år. Det har ikke været nogen dans på roser, trods den lovende begyndelse, da Hugh ikke har nok i hende og finder sig den ene elskerinde efter den anden. Da Jessica får at vide, at hans seneste erobring er ingen ringere end hendes gode veninde, der tilmed selv er gift, får hun nok. Hun vil ikke tilbringe to uger ude på landet til det, der af alle betegnes som århundredets julesammenkomst, mens alle sladrer bag hendes ryg og har medlidenhed med hende. Det er på tide at tage kontrol over tilværelsen, og det første skridt er at låse døren mellem deres forbundne soveværelser. Henri Sinclair er amerikaner og netop ankommet til London. Hans forbindelser og formue sikrer ham invitation til årets sidste fest, og der går ikke lang tid, før han bliver betaget af den smukke, men skrøbelige Jessica. Hun er dog allerede gift med en anden, der tydeligvis ikke værdsætter hende. Er der noget, han kan gøre? ADVARSEL: Sexscene

36Likes
187Kommentarer
9203Visninger
AA

22. Fanget i endnu en løgn - Jessica

 

Som i trance gjorde Jessica sig klar for natten og var på vej til at kravle ned under sine tæpper, da det bankede kort på døren, hvorefter den gik op. Overrasket så hun hen mod døråbningen, forundret over, at hun havde glemt at låse den. Hun var selvfølgelig træt, så det kunne være derfor, men hun orkede ikke denne konfrontation på nuværende tidspunkt. Irriteret rettede hun sig op og forsøgte at lade som om, at hun ikke kun var iført sin natkjole.

”Jessica, nu kan det være nok.” Hugh spankulerede ind og smækkede døren bag sig, hvilket fik hende til at knibe øjnene let sammen i vrede. Aftenens mange afsløringer havde chokeret hende, og nu hvor hun stod over for ham, havde hun svært ved ikke at lade ham føle, hvor såret og ydmyget hun følte sig. Hvor rasende hun var.

”Virkelig? Kan det være nok nu? Er du helt sikker på det?” Hun trådte flere skridt hen mod ham med knyttede næver ned langs sine sider, og et kort øjeblik så hun overraskelse fare hen over hans ansigt. Hvad forventede han da? At hans autoritet ville vinde frem, så alting igen kunne blive som før? Troede han, at dette blot var en fase, hvor hun reagerede på hans affærer, hvorefter hun ville få det ud af sit system, så de igen kunne fortsætte som mand og kone? Forstod han slet ingenting?

”Jessica, du har fået mig til at indse, at jeg er nødt til at ændre mig. Det er jeg villig til, hvis du bare vil give mig chancen.” Hans stemme var charmerende og indbydende og alt dét, som hun jo godt vidste. Modsat tidligere havde det bare ikke længere nogen virkning. Var hun endelig blevet immun over for ham? Måske havde de mange afsløringer påvirket hende så meget, at hun endelig var blevet fri. Som de stod over for hinanden, føltes det endeligt, som om hans magt over hende var forsvundet.

Tanken og følelsen af at være sluppet fri var så altoverskyggende, at hun havde svært ved at holde balancen. Hun var nødt til at række hånden ud og støtte sig mod væggen for ikke at synke sammen på gulvet. Hvilken befrielse! Hun så på Hugh, virkelig så på ham, som hun ikke havde kunnet gøre det før. Indtil nu havde hendes syn været sløret af de mange følelser, som normalt overvældede hende, men nu for første gang var hun i stand til at se ham, som han virkelig var, og endelig vidste hun, at hun virkelig ville være i stand til at forlade ham. Han ville aldrig kunne såre hende igen.

”Du er nødt til at ændre dig, ja. Men det vil være uden min hjælp og uden mig i dit liv. Jeg sagde til dig, at det er for sent, og jeg mente det.” Nu mere end nogen sinde. Han så pludselig usikker ud, og for første gang virkede han lige så gammel, som han var. Han kørte frustreret en hånd hen over ansigtet, inden han vredt så på hende.

”Han har altså allerede været her?” Jessica virrede lidt forvirret med hovedet.

”Været her?” Hvad? Hugh fnøs, inden han vredt satte hænderne ned i sine lommer og skød brystet frem. Taler han om Edward?

”Din elsker! Han må have været her. Så du tror altså mere på ham end på mig, din egen ægtemand?” Hendes elsker! Hun måbede, inden hun lidt nervøst vred sine hænder godt gemt bag folderne i hendes natkjole. Der var noget, hun ikke forstod, men det havde hun ikke tænkt sig at afsløre. Hvad hun var mest interesseret i at vide var, hvordan Hugh havde fundet ud af, at der rent faktisk var noget mellem hende og Henri.

”Der har ikke været andre her end dig.”

”Virkelig? Så forklar mig, hvorfor du pludselig har besluttet dig for, at det er for sent for os, selv om jeg allerede kender svaret.” Vredt krydsede hun armene foran sig og vendte sig mod ham.

”Vil du have listen?” Hendes stemme var lav, men han hørte hende.

”Det behøves ikke. Så din elsker har altså allerede været her med rygtet om, at jeg var sammen med Monique her til aften. Det er løgn. Jeg har tilbragt hele aftenen med kortspil. Spørg hvem som helst. Spørg Edward.” Edward! Vreden rørte på sig, fordobledes. Så Hugh troede, at han kunne få Edward til at lyve for sig? Og hvorfor skulle Henri opsøge hende for at fortælle, at Hugh havde været sammen med Monique? Den eneste grund til at han ville gøre det var, hvis han havde mødt Hugh og Monique sammen. Jessica var egentlig ligeglad med, hvem Hugh tilbragte sin tid med, men hun nægtede at finde sig i, at han løj hende direkte op i ansigtet. Aldrig igen.

”Nu du nævner det, så har jeg faktisk tilbragt noget af aftenen med din søn. Det var da pudsigt, at jeg ikke så dig, nu I har tilbragt hele aftenen sammen.” Hugh åbnede forundret munden, men vidste tydeligvis ikke, hvad han skulle svare. Det tog ham flere sekunder, inden han halvkvalt fik fremstammet.

”Jeg troede ikke, I var på talefod.” Hun smilede hånligt til ham.

”Jaså, men det er vi. Faktisk havde vi en yderst informativ og interessant samtale. Lad mig se …” Hun lod tankefuldt en finger hvile på sin mund, mens hun fulgte hans stive, lettere nervøse bevægelser. Han vidste, at der ikke kunne være kommet noget godt ud af den samtale, og lige nu forventede han det værste. Noget han gjorde ret i, for Edwards afsløringer havde befriet hende. Ikke at Hugh lod til at have indset det endnu, men det skulle nok komme.

”Måske jeg blot skulle koncentrere mig om listen?”

”Listen?”

”Ja listen. Hele rækken af grunde til, at vi ikke har en fremtid sammen. Du kender naturligvis de første punkter på listen.”

”Gør jeg?” spurgte han utålmodigt og en lille smule mindre sikker end tidligere. En sveddråbe banede sig vej fra hans hårgrænse og ned langs hans kind og kæbelinje. Hun kunne ikke lade være med at følge den med øjnene.

”Selvfølgelig. Frøken Love og Fru Harlow. Men det er måske blot et enkelt punkt på listen, der kan sammenfattes under affærer. Så er der alt det med Monique. Som om det ikke er slemt nok, at du vælger at være sammen med andre kvinder, så indleder du en affære med den eneste kvinde, jeg ser som min veninde. Ikke at hun lader til at have det på samme måde med mig, må man sige. Det vidste jeg selvfølgelig ikke, men det har I fået mig overbevist om nu. Min veninde, Hugh! Hvordan kunne du? Og så er der selvfølgelig punktet om børn.” Hugh rømmede sig let, inden han forsigtigt spurgte.

”Børn?” Hun smilte igen.

”Ja børn. Familieforøgelse. Da vi i sin tid indgik ægteskabet, var det noget, vi ofte talte om. Jeg troede, at vi var enige om, at vi skulle forsøge at få et barn sammen, men det lader ikke til, at det er noget, der betyder noget for dig.”

”Hvis du gerne vil have et barn, hvorfor har du så ikke bare sagt noget, kære? Jeg vil da hellere end gerne …”

”Ellers tak. Desuden har du vist mere end nok at se til, nu hvor Frøken Love er i omstændigheder.” Han tabte underkæben og stirrede forfærdet på hende. Ikke en lyd bevægede sig over hans læber, hvis man så bort fra en besværet vejrtrækning.

”Og så fortalte Edward mig noget ganske uventet. Ser du, da vi to i sin tid startede med at se hinanden, lod du mig tro, at du i begyndelsen dagligt sendte mig violer.” Jessica var meget opmærksom på ham, ivrig efter at se, hvordan han reagerede, men umiddelbart fandt Hugh ikke noget videre bekymrende i, at han havde løjet for hende. Måske skyldtes det, at alting var gradbøjninger af sandheden. Vidste han overhovedet, hvad der var sandt længere? Vred men samtidig underligt afklaret, satte hun sig på sengekanten og betragtede ham underligt fraværende.

”Du sendte mig ikke de violer,” sagde hun langsomt, og hun kunne med det samme se, at han vidste, hvor hun nu ville hen.

”Alt gælder i krig og kærlighed,” konstaterede han stille.

”Det siges det ja, men lige nu er jeg ikke klar over, om du handlede af kærlighed til mig, eller om du bekrigede din søn.”

”Hvorfor skulle jeg bekrige min egen søn?” spurgte han fortørnet.

”Ja, hvorfor? Det er det, jeg ikke helt forstår. Du vidste, at han kurtiserede mig, også selv om jeg ikke gjorde på det tidspunkt. Havde jeg vidst det dengang …”

”Åh kom nu ikke og sig, at alting havde set anderledes ud, og at du havde valgt den knægt frem for mig.” Hugh lo højt, som om han slet ikke kunne forestille sig, at nogen kunne vælge ham fra. Da hun ikke svarede, blev han tankefuld og stille. ”Du ville stadig have valgt mig. Vi to hører sammen.”

”Nej. Det gør vi ikke.”

”Det er ham amerikaneren, der har sat disse griller i hovedet på dig. Alle hans løfter om ægteskab, familie og evigt troskab. Ha! Det siger han måske nok nu, men bare vent, Jessie. Hans løfter skal tids nok vise sig at være tomme og trøstesløse. Og hvor vil du så være? Alene i Amerika, uden en ægtemand til at tage sig af dig og med et rygte, der vil forhindre dig i nogen sinde at vende tilbage til England. Er det den fremtid, du ønsker?” Hun tabte vejret. Hvad snakkede han om?

”Ægteskab, familie og evigt troskab?” Hun havde svært ved at trække vejret. Havde Henri sagt det til Hugh? Var det sådan, han så deres fremtid sammen? Som en kernefamilie? Længslen og håbet voksede i hende, og pludselig var alt dette med Hugh så uendeligt ligegyldigt.

”Mænd vil sige og gøre hvad som helst for at få en kvinde med i seng. Har du ikke lært det endnu? Hr. Sinclair har udelukkende penslet denne lovende fremtid, fordi han gerne vil under dine skørter.” Jessica benægtede dette, vidste, at det ikke var sandt. Det var grænseoverskridende at tage dette spring. At stole på en fremmed, når hun ikke engang kunne stole på sin egen mand, men de var så forskellige, som to mænd kunne være, og hun vidste bare, at hun kunne stole på Henri. Han havde lokket med en fremtid i Amerika, men ikke på noget tidspunkt havde han talt om ægteskab og evigt troskab, og de havde måske nok kort talt om en stor familie, men det var sjældent ensbetydende med ægteskab. Hvad havde hun egentlig forestillet sig? Et liv som Henris elskerinde?

I det øjeblik gik det op for hende, at ja, det var det, hun havde troet, han mente, og dét som hun havde haft brug for at tage stilling til. Hun havde vidst, at han måske ikke ville gifte sig foreløbig, men som rig forretningsmand ville han med tiden have brug for en legitim arving, og selv om det måske nok var muligt i et testamente at sørge for, at uægte sønner arvede, så ville presset fra omgivelserne med årene uden tvivl overbevise ham om, at han var nødt til at gifte sig. Om deres forhold ville overleve hans ægteskab med en anden, det havde hun ikke vidst, men hun havde været villig til at give deres forhold en chance, hvis det betød børn og en årrække sammen med Henri. Tanken om et helt liv sammen med ham …

”Hugh …” Hun rejste sig fra sengen og begyndte at gå hen mod døren. Hun ønskede ikke længere at have ham i sit sovekammer. ”Gang på gang overrasker du mig med, hvad du vil sige og gøre for at få en kvinde med i din seng, men jeg kan love dig én ting; Henri har ikke på noget tidspunkt talt om ægteskab eller evigt troskab, men at høre, at han har sagt det til dig …” Hun undertrykte et pludseligt hulk og forsøgte at holde de tårer tilbage, der var ved at overmande hende. Gud hvor betød Henri meget for hende. ”Tak. Han behøvede ikke at sige det for at komme under mine skørter, for dér har han allerede været gentagende gange. Han er ikke ligesom dig, Hugh. Det er nok derfor, du ikke forstår ham, og grunden til at jeg er så tiltrukket af ham.” Hun smilte blidt, mens hun ignorerede Hughs rasende blik og knyttede næver. ”Og nu vil jeg gerne have, at du forlader mit kammer. Vi har ikke mere at snakke om. Farvel.”

Noget i hendes blik måtte have overbevist ham om, at hun mente det, for overraskende nok tøvede han kun ganske kort, inden han trampede ud i gangen og forsvandt ud af hendes liv.

Langsomt bredte der sig et smil på hendes læber, og hun hørte igen og igen Hughs ord fra tidligere. Ægteskab, familie og evigt troskab. Hun kunne endelig kravle i seng og lukke øjnene, mens hun forestillede sig en fremtid i Amerika sammen med Henri. Ægteskab, familie og evigt troskab. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...