En hemmelig affære (Et historisk år 1)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 okt. 2014
  • Opdateret: 10 jun. 2015
  • Status: Færdig
Jessica har været gift med den rige, men noget ældre Hugh Jacobs i over tre år. Det har ikke været nogen dans på roser, trods den lovende begyndelse, da Hugh ikke har nok i hende og finder sig den ene elskerinde efter den anden. Da Jessica får at vide, at hans seneste erobring er ingen ringere end hendes gode veninde, der tilmed selv er gift, får hun nok. Hun vil ikke tilbringe to uger ude på landet til det, der af alle betegnes som århundredets julesammenkomst, mens alle sladrer bag hendes ryg og har medlidenhed med hende. Det er på tide at tage kontrol over tilværelsen, og det første skridt er at låse døren mellem deres forbundne soveværelser. Henri Sinclair er amerikaner og netop ankommet til London. Hans forbindelser og formue sikrer ham invitation til årets sidste fest, og der går ikke lang tid, før han bliver betaget af den smukke, men skrøbelige Jessica. Hun er dog allerede gift med en anden, der tydeligvis ikke værdsætter hende. Er der noget, han kan gøre? ADVARSEL: Sexscene

36Likes
187Kommentarer
9193Visninger
AA

9. Et bord dækket for overklassen - Henri

 

Hendes kjole sad perfekt på hendes kurvede krop, og Henri tog sig selv i at følge hende med blikket, længe efter hun var kommet ned ad trappen og havde fundet sammen med to jævnaldrende, unge kvinder. Jo mere han så på hende, jo smukkere syntes hun, og den kjole var som skabt til hende. Hendes elegante hals og smalle skuldre var blottede, kun prydet af en sølvhalskæde med sten, der glitrede i lysskæret og en enkelt, lys hårlok, der kunstfærdigt kærtegnede hendes ene skulder. Han forestillede sig, hvordan han ville lade sine læber og sin tunge kærtegne den blottede hud, mærke hendes puls banke hurtigt i takt med hans, mens han hænder ville finde vej til …

Han blinkede lidt forvirret med øjnene, overrasket over intensiteten i sin fantasi. Han var hårdt ramt. Hvordan kunne han ellers være så fascineret af en forestilling om en kvinde, mens han stod i en større menneskeforsamling? Det var aldrig sket før. Han vendte sig mod Lucius og forsøgte at følge med i vennens beretning, og det lykkedes ham også at holde fokus på ham i adskillige minutter.

Ud af øjenkrogen fangede den bestemte blå nuance af Jessicas kjole hans opmærksomhed, og han sneg sig til at se på hende igen. Hun gik målrettet gennem lokalet, og han vidste, at han ikke var den eneste, der fulgte hendes bevægelser. Hun var så smuk. Kjolen gjorde sit for at fremhæve hendes fortrin, og han forestillede sig, hvordan den blå farve understregede hendes lyseblå øjne; fik dem til at fremstå mere blå som himlen på en klar sommerdag.

”Jeg har ladet mig fortælle, at du skal have Lady Fiona Gilbert til bords. Bare for at du er advaret, er hun en god ven af Lucius, og jeg har det fra ham personligt, at han har opmuntret hende på dine vegne.” Marks muntre stemme var lavmælt og fuld af undertrykt latter, men Henri opfattede hvert et ord. Mark morede sig, hvilket sjældent var en god ting.

”Hvad mener du med opmuntret hende på mine vegne?” spurgte han nervøst og vendte sig mod sin måske eneste ven i forsamlingen. Noget kunne tyde på, at Lucius, der som altid elskede at skabe lidt ekstra underholdning, denne gang havde valgt at gøre det på Henris bekostning. Pokkers.

”Du kender Lucius. Hvad tror du selv?” Henri tog sig selv i at ville køre en hånd gennem sit velfriserede hår, men det gik ikke. Fandens. Hvad havde Lucius nu rodet ham ud i? De stod kort i tavshed og hørte Lucius fortælle detaljeret om en jagt, han havde været på i hjemlandet for mange år siden. Som altid havde vennen tilhørerne i sin hule hånd.

”Hvorfor kan han ikke lære at blande sig udenom? Jeg går ud fra, at jeg nu skal til at afvise denne intetanende kvinde.” Henris frustration og lyst til at forlade stedet voksede, men nu havde han set frem til at se Jessica igen og måske tale med hende. Ville han lade Lucius ødelægge aftenens mulighed? Nej.

”Hvis du ikke har tænkt dig at følge op på det, så vil det nok være en meget god idé, ja. Ifølge Lucius var hun ellers meget begejstret ved tanken om at være kvinden, der skulle dele din seng i nat, men hun er også kendt for at være en kvinde, der nyder et godt publikum. Måske regner hun med en gentagelse af sidste nat.”

”Så vil hun blive slemt skuffet. Hvad tænker Lucius på? Den type har aldrig sagt mig noget, og efter Bridget har jeg fået mere end nok af drama og skandaler.” Mark trak let på skuldrene.

”Nej, vi er vist alle klar over, at du mere er til de stakkels forsvarsløse kvinder, der har brug for en ridder i skinnende rustning.” Henri sendte Mark et vredt blik, inden han rankede ryggen og krydsede armene foran sig.

”Og?” Han var selv stolt over, hvor rolig og fattet han lød. Det var ikke sådan, han følte sig.

”Ikke noget. Jeg konstaterer bare, at det er sådan, det er. Bare husk på, at Fru Jacobs ikke kommer uden hverken drama eller skandaler.” Lucius var færdig med sin fortælling, og tilhørerne lo ad historiens pointe. Den lille forsamling spredtes lidt modstræbende for at søge hen mod tjenerne, der skulle vise dem ned til deres pladser. Henri blev dog stående og fulgte de andre med øjnene. Han var som altid rastløs og utilpas ved de mange mennesker. Hans hals snørede sig sammen, og han følte, at han var ved at blive kvalt. Sveden sprang frem på hans pande, og han sendte igen et sidste, længselsfuldt blik hen mod døren til verden udenfor. Måske kunne han snige sig væk efter middagen. Han behøvede vel ikke deltage i de efterfølgende aktiviteter?

En tjener dukkede op ved hans side og viste ham hen til det bord, hvor også Jessica og hendes mand hørte til. En behagelig overraskelse, som dog ikke virkede til at overraske nogen anden ved bordet. Henri fik en snigende mistanke om, at han var blevet en del af aftenens underholdning, og han havde igen lyst til at hive ud i sin halsudskæring for at trække vejret frit, men han vidste jo godt, at hans vejrtrækningsproblemer ikke specielt skyldtes hans påklædning. Det var alle de mennesker samlet på ét sted, den trange plads, manglen på luft. Tanken om at de skjult fulgte alle hans bevægelser ...

Han trak vejret dybt ind og forsøgte at fokusere på noget andet. Hvad som helst. Han mødte Jessicas lyseblå øjne, der var klare og lyste af forståelse, og tiden stod øjeblikkeligt stille. Det var, som om hun kunne se lige igennem ham. Som om hun kendte ham som ingen anden og så ham for den han var. Tanken var nok til at ryste ham fri af ubehaget ved omgivelserne. Som han stod, fastlåst i deres øjenkontakt, slog det ham også, at hun havde haft samme virkning på ham natten forinden. I dette sekund stod det krystalklart for ham. Alle de mennesker i døråbningen til hans sovekammer, og ikke en eneste gang havde han skænket sin klaustrofobi en tanke. Hvad var det ved denne kvinde, der fik ham til at glemme alt andet? Han havde lovet sig selv, at han aldrig ville lade nogen, da slet ikke en kvinde, få sådan en magt over sig igen, men med Jessica … pludselig betød al skandalen ikke længere så meget, hvis bare hun ville sige ja til at lære ham bedre at kende.

En kvinde i starten af 30’erne i en meget rød og meget nedringet kjole trådte ind foran ham og krævede hans opmærksomhed. ”Godaften Hr. Sinclair,” fremmumlede hun. Hendes mund var lige så rød som kjolen, og han havde et øjeblik svært ved at få vejret, da alle hans sanser blev bombarderet af hendes skrappe parfume. Havde hun tabt den ud over sig selv? Det var hans eneste tanker, inden han nåede at huske sine gode manerer. Han kyssede hende luftigt på den hvide handske, inden han lavmælt besvarede hendes hilsen. Han drejede hovedet lidt til den ene side i et håb om at få noget frisk luft, der ikke var forurenet af hendes skrappe odør.

”Godaften.” Han vidste ikke, hvem hun var, men blikket i hendes øjne fik ham til at gætte på Lady Gilbert. Han undertrykte et suk og skulede et kort øjeblik mod Lucius, der nysgerrigt så i deres retning. Vennen smilte skævt som svar og blinkede fornøjet. På et eller andet tidspunkt skulle Henri nok gøre gengæld, men lige nu gjaldt det om at få Lady Gilbert til at rette sin opmærksomhed mod en anden. Hvem som helst.

Automatisk hjalp han den intetanende kvinde ned at sidde og så til sin overraskelse og også bekymring, at Lucius havde fået Jessica til bords. I det øjeblik fortrød Henri inderligt, at han havde betroet sin ven noget om natten, for Lucius ville ikke kunne lade være med at blande sig. Han ville enten fortælle hende alle de deprimerende detaljer fra Henris fortid med Bridget eller også ville han forsøge at charmere hende. Der var ingen tvivl for Henri om, at vennen ville gøre det klart for hende, at han kendte til nattens hændelser, og det kunne næppe gøre hende venligt stemt mod Henri selv. Kunne han gøre noget for at forhindre denne katastrofale udvikling i aftenens hændelser?

Han satte sig anspændt og forsøgte at lade som om, alt var i den skønneste orden, selv om hans indre var i oprør. Måske kunne han undskylde sig og forlade middagen? Hvis han ikke var til stede, ville han heller ikke være vidne til, at hans chancer hos Jessica forsvandt. Måske kunne han finde en måde at få Lucius på tomandshånd og advare ham om konsekvenserne af hans indblanding? Henri vidste med sikkerhed, at han ikke ville kunne tilgive vennen foreløbig, hvis Jessica nægtede at tale med ham efterfølgende.

Henri var så langt væk i sine egne tanker, at han var ved at få vinen galt i halsen, da en lille, feminin hånd fandt vej ned under bordet og lagde sig på hans lår. Et klem senere, og han nærmest spyttede vinen ud over den hvide dug.

”Undskyld mig,” smilede Lady Gilbert og rakte ham sin serviet. Han afslog høfligt, mens han rykkede utilpas på sig. Forsigtigt flyttede han damens hånd, mens han sendte hende et undskyldende smil. Hun hævede overrasket et øjenbryn, inden hun grinte kælent til ham. ”Så det er det spil, du spiller. Det er fint med mig.” Hun havde hvisket ordene til ham, mens hun havde lænet sig helt ind mod ham, og Henri så godt blikkene fra dem, der sad i nærheden. Han kunne til sin skræk mærke, at han rødmede let. Hvor upassende! Og hun havde sagt du, ikke De.

Desperat vendte han sig mod sin anden borddame i et forsøg på at undslippe Lady Gilbert, men intet lod til at gå, som han ønskede det. Han stivnede chokeret ved synet af hende, som alle talte om, at Hugh havde en affære med, og som gjorde Jessicas ophold her på landstedet så vanskeligt. Med Hugh placeret på sin anden side var det naturligt, at kvinden ikke på noget tidspunkt så sig nødsaget til at skænke sin opmærksomhed til Henri. Naturligt, men fandens ubetænksomt, idet Henri ikke havde nogen intentioner om at bruge sin tid på Lady Gilbert.

”Jeg tror, du har mistet hende,” sagde Markesse Hivert lavmælt til en overrasket Hugh Jacobs. Henri stivnede og forsøgte at lade som om, han ikke skamløst sad og lyttede til deres private samtale.

”Hvad mener du med mistet hende? Hun er da min kone,” svarede Hugh fortørnet. Markessen kørte flirtende en finger ned ad hans arm, mens hun lænede sig frem mod ham med et smil.

”Måske, men du glemmer, at jeg også kender hende, temmelig godt endda. Det her er dråben for hende, der får bægeret til at flyde over. Hun kommer ikke til at tilgive dig så let denne gang, og selv hvis hun gør, så vil hun aldrig helt være din igen. Du har mistet hendes tillid og muligvis også kærlighed. Ikke at jeg gør mig nogen forestillinger om, at det betyder noget for dig. Du har aldrig behandlet hende særlig godt.” Hugh trak sig tilbage, som om Markessen havde givet ham en lussing. Han var rød i hovedet af vrede, og farven var efterhånden ved at brede sig til hans hals også. Hidsigt flåede han sit vinglas til sig og tømte det i store slurke. Hans blik gled over til Jessica, der lo ad noget, Lucius sagde. Synet fik ham til at knuge hårdt om glasset, og Henri ventede halvt at se stilken give efter under det ulidelige pres. Det var næsten en skuffelse, da manden satte glasset fra sig, mens han signalerede til en tjener om at fylde det op igen.

”Lucius fortæller mig, at du er enkemand.” Stemmen var lav og forførende, og den irriterede Henri grænseløs. Både fordi den forhindrede ham i at blive ved med at smuglytte til en samtale, der ikke havde noget med ham at gøre, men også fordi han ikke ønskede at tale om sin fortid med nogen. Da slet ikke Lady Gilbert, og at Lucius havde valgt at dele nogen detaljer med en fremmed, var et alvorligt tillidsbrud i Henris øjne. ”Det gør mig ondt med din kone. Savner du hende stadig? Jeg kunne forstå på ham, at det ikke er så længe siden.” Hun lød oprigtig i sin medfølelse, men Henri orkede ikke at lade som om. Fanden tage Lucius!

”Nej,” fik han sammenbidt frem, mens han igen skulede mod Lucius, der var optaget af sin samtale med Jessica. Han ignorerede vredt stemmen i sit indre, der fortalte ham, at han var direkte uhøflig over for den stakkels kvinde, der jo ikke havde gjort andet end at tage imod et godt råd fra en god ven, men han kunne til sin skam ikke beherske sig.

”Nej, det er ikke længe siden eller?” spurgte hun lidt usikkert. Han vendte sig endelig rigtigt mod hende, og hans vrede kom tydeligvis bag på hende. Hun trak sig lidt forskrækket tilbage, inden Henri sammenbidt svarede hende.

”Nej, jeg savner hende ikke, og det kommer jeg heller aldrig til.” Lady Gilberts chokerede ansigtsudtryk var nok til at overbevise Henri om, at han ikke skulle bekymre sig om yderligere tilnærmelser fra hendes side. Han var et kort sekund flov over sig selv, men han havde heller ikke lyst til at lyve og lade som om, at han var en sørgende enkemand. Ikke når det lå så langt fra sandheden.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...