En hemmelig affære (Et historisk år 1)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 okt. 2014
  • Opdateret: 10 jun. 2015
  • Status: Færdig
Jessica har været gift med den rige, men noget ældre Hugh Jacobs i over tre år. Det har ikke været nogen dans på roser, trods den lovende begyndelse, da Hugh ikke har nok i hende og finder sig den ene elskerinde efter den anden. Da Jessica får at vide, at hans seneste erobring er ingen ringere end hendes gode veninde, der tilmed selv er gift, får hun nok. Hun vil ikke tilbringe to uger ude på landet til det, der af alle betegnes som århundredets julesammenkomst, mens alle sladrer bag hendes ryg og har medlidenhed med hende. Det er på tide at tage kontrol over tilværelsen, og det første skridt er at låse døren mellem deres forbundne soveværelser. Henri Sinclair er amerikaner og netop ankommet til London. Hans forbindelser og formue sikrer ham invitation til årets sidste fest, og der går ikke lang tid, før han bliver betaget af den smukke, men skrøbelige Jessica. Hun er dog allerede gift med en anden, der tydeligvis ikke værdsætter hende. Er der noget, han kan gøre? ADVARSEL: Sexscene

36Likes
187Kommentarer
9237Visninger
AA

25. Epilog - Et år senere, næsten - Henri

 

Forsigtigt lagde Henri brevet fra sig på sit solide skrivebord og smilede stort for sig selv. Han havde ikke længere tal på, hvor mange gange han havde læst det brev, men det gjorde ham lige glad hver gang. Det symboliserede resten af hans liv sammen med Jessica, og selv om der nu næsten var gået et år, siden de havde sneget sig bort fra det landsted, hvor de havde mødt hinanden, var det først nu, det endelige punktum endelig kunne sættes. Jessicas skilsmisse var gået igennem, så nu var det kun et spørgsmål om tid, inden de også på papiret ville være mand og kone.

Tanken varmede ham indefra og ud. Han havde drømt om dette i et år. De havde drømt om det, og selv om de efterhånden var solidt forankrede som par, så vidste han også, at Jessica bekymrede sig. Der var også meget, der kunne være gået galt, og de havde da også begge frygtet, at Hugh Jacobs ville modsætte sig skilsmissen, men det var ikke længere en realitet. Ikke at Jessica vidste det.

Henri grinte for sig selv, opfyldt af forventning til det helt rigtige øjeblik, hvor han ville afsløre for hende, at hun nu var en fri kvinde, der kunne gøre, hvad hun ville. Ikke at han havde sine tvivl om, i hvilken retning hun ville gå. Faktisk havde han allerede fået anskaffet sig den specialtilladelse, der gjorde det muligt for dem at blive gift øjeblikkeligt. For Henri var der ingen bedre anledning end deres første jul sammen i deres eget hjem, og han havde da også allerede en aftale med den lokale præst, der ville ankomme den næste formiddag for at forrette vielsen.

Måske burde han have advaret hende om deres forestående bryllup. Kvinder gik vel højt op i sådan noget, men på den anden side ønskede han at overraske hende. Det var svært at konkurrere med den gave, hun havde givet ham året forinden. Hendes ja havde været større end noget andet, han nogen sinde havde modtaget, og denne gang ville han gerne gøre noget for hende også. Selv om de ikke havde talt om det, så havde han set, hvordan hun i den sidste tid var begyndt at reagere på de historier, der gik om andre unge kvinder, der forlod deres ægtemænd for så at blive forsmåede af deres nye elskere. Han vidste godt inderst inde, at Jessica stolede på ham, men et år var lang tid, og hun havde lige så vel som han brug for at få bekræftet, at den tillid var begrundet. Hun havde intet at frygte fra ham. Han ville gå gennem ild og vand for hende, og det ville hun vide, så snart hun havde hans navn. Jessica Sinclair.

”Henri!” Hendes lyse stemme var fuld af latter, og han havde allerede rejst sig fra sin plads bag skrivebordet, inden hun trådte ind i biblioteket. Som altid tabte han vejret, når han så hende så lykkelig, så fri. Hendes blå øjne strålede, og hendes mund var lige til at kysse. Selv efter et år havde han det sådan med hende!

”Kom med. Du gætter aldrig, hvem der er dukket op for at fejre julen sammen med os!” Hun tog hans hånd og begyndte at trække ham gennem værelset, og han fulgte leende med, mens han gav hendes hånd et klem.

”Hvem er det?” Han forsøgte at samle sine tanker for at regne ud, hvem hun talte om, men hun gav ham aldrig chancen.

”Dem alle sammen! Jeg ved, hvor meget du har set frem til at holde julen her, og det slog mig, at dette måtte være den perfekte anledning til at samle din nærmeste familie, så jeg skrev og inviterede dem, og her er de.” Han stoppede lettere forvirret op.

”Jessica. Jeg har ingen familie,” sagde han stille. Hun grinte drillende til ham.

”Selvfølgelig har du det.” Hun trak ham videre ned gennem gangen, og snart hørtes glade, opstemte stemmer fra forhallen, og han genkendte øjeblikkeligt Marks opgivende brummen og Lucius’ latter.

”Mark og Lucius?” spurgte han overrasket. Tanken om at skulle gense sine nærmeste venner for første gang i måneder overvældede ham, og han kunne ikke finde ord.

”Ja, og deres nye familier. Desuden inviterede jeg også Nicole og hendes nye mand.” Hun var så stolt over sin bedrift, og som altid overraskede og glædede hun ham. Hun var så perfekt.

”Jessica … der er noget, jeg er nødt til at sige til dig først.” Han vejede for og imod, men vidste også, at nu hvor de pludselig havde fået huset fuld af gæster, så ville de måske ikke få mulighed for at være alene igen. ”Jeg havde ikke tænkt mig at sige det på denne måde, men …” Frygten viste sig kort i hendes blik, og han skændte tavst på sig selv for at gøre hende bekymret. Det havde hun ikke brug for lige nu, og det var også helt ubegrundet.

”Hvad er det?” Hun forsøgte at holde facaden, men han ønskede ikke, at det skulle være nødvendigt. Han ønskede hendes ubetingede tillid. ”Var det forkert af mig at invitere dem?” Han så for sig, hvordan vielsen ville finde sted den kommende dag, ikke kun med de to til stede, men nu også med deres nærmeste venner. Intet kunne være mere fuldendt.

”Nej, bestemt ikke. Det er en herlig overraskelse, og jeg elsker dig for at gøre det for mig. Faktisk så havde jeg en lignende overraskelse til dig. Jeg havde tænkt, jeg ville fortælle dig det i aften, men måske vil det være mere passende nu, inden vi går ned til de andre.” Han lod forsigtigt sin hånd kærtegne babybulen på hendes mave og vidste, at de alle ville kunne glæde sig endnu mere på deres vegne, hvis de vidste, at barnet ville være legitimt. Barnet ville komme til at bære hans navn og ikke Hugh Jacobs’.

”En lignende overraskelse?” Frygten blev erstattet af nysgerrighed, og glæden vendte tilbage i hendes øjne. Han skar en hurtigt grimasse.

”Måske ikke ligefrem en lignende overraskelse, men jeg har arrangeret forskelligt til i morgen, og nu hvor de andre er her, bliver det kun endnu mere perfekt, og jeg … Jessica, vil du være min kone? Vil du gifte dig med mig?”

”Ja, selvfølgelig,” svarede hun øjeblikkeligt, ”men skilsmissepapirerne …”

”Skilsmissen gik igennem for en uge siden. Jeg ville have sagt noget, men så tænkte jeg, at det kunne være en del af min julegave til dig. Jeg har arrangeret med en præst, at vi kan blive gift i morgen, hvis du ønsker det. Så jeg spørger dig igen, Jessica, denne gang for alvor. Vil du være min kone?” Han holdt vejret, mens han så følelserne fare over hendes ansigt. Så var hun dér pludselig i hans arme, mens hun hulkede et ja og knugede ham ind til sig.

”Forstyrrer vi?” Stemmen var drævende, og Henri strålede mod Lucius, selv om vennen havde afbrudt et af de mest private øjeblikke i hans liv.

”Nej, velkommen til!” Henri hilste varmt på sine nærmeste venner og deres ægtefæller, lykkelig over at de nu ville blive en del af hans og Jessicas store dag. Han fulgte Jessica med blikket, mens hun diskret tørrede sine funklende øjne. ”Og I kommer lige i tide til at kunne tage del i brylluppet,” grinte han stort, da de sidste håndtryk og omfavnelser var overstået.

”Brylluppet?”

”Tillykke!”

”Det er da også i sidste øjeblik, hva’?” Det sidste sagt af Lucius, der havde blikket drillende rettet mod Jessicas mave. Hun rødmede dybt, og Henri havde lyst til at skærme hende, selv om han godt vidste, at vennen ikke mente noget ondt med det. Det var også svært at blive vred over noget, han selv havde tænkt utallige gange. Og så var han bare så stolt over, at han rent faktisk skulle være far.

”Opfør dig ordentligt, Lucifer!” Stemmen var bestemt og kom fra en lille størrelse, der var blevet præsenteret for ham som Sylvie Mayne. Henri mærkede sine øjenbryn ryge til vejrs og vidste, at også Jessica var blevet overrasket.

”Lucifer?” spurgte han lidt forsigtigt, usikker på, om han ønskede at kende svaret på sit spørgsmål. Mark lo i baggrunden, og Lucius så for første gang ud, som om han ikke helt vidste, hvad han skulle gøre af sig selv.

”Sylvie, søde. Jeg troede, vi havde aftalt …”

”Skal vi gå tilbage til Lucy igen?” spurgte hun sødt, og Lucius lukkede øjeblikkeligt munden. Henri måbede. En lille kvinde, der rent faktisk lod til at kunne styre Lucius.

”Hvad med Lucius? Det er det navn, min mor gav mig, fordi hun syntes, det var pænt.”

”Det kan godt være, men så skulle du måske begynde at leve op til det? Så kan vi tage diskussionen igen.” De smilte udfordrende til hinanden, inden de begge begyndte at grine. De andre stemte i, og inden længe var de alle nået ned til den af stuerne, der var gjort klar til gæster, og hvor de havde mulighed for at fortsætte med at indhente det forsømte.

Jessica havde kaldt dem familie, og Henri vidste, at hun havde ret. Dette var hans familie, og de skulle naturligvis stadig være en del af hans liv, selv om han nu var ved at skabe sig en ny familie sammen med kvinden, han elskede. Han havde troet, at julen året forinden var den bedste jul nogen sinde. Nu vidste han, at han havde taget fejl, og noget sagde ham, at det kun ville blive bedre med årene. Han kunne ikke vente.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...