En hemmelig affære (Et historisk år 1)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 okt. 2014
  • Opdateret: 10 jun. 2015
  • Status: Færdig
Jessica har været gift med den rige, men noget ældre Hugh Jacobs i over tre år. Det har ikke været nogen dans på roser, trods den lovende begyndelse, da Hugh ikke har nok i hende og finder sig den ene elskerinde efter den anden. Da Jessica får at vide, at hans seneste erobring er ingen ringere end hendes gode veninde, der tilmed selv er gift, får hun nok. Hun vil ikke tilbringe to uger ude på landet til det, der af alle betegnes som århundredets julesammenkomst, mens alle sladrer bag hendes ryg og har medlidenhed med hende. Det er på tide at tage kontrol over tilværelsen, og det første skridt er at låse døren mellem deres forbundne soveværelser. Henri Sinclair er amerikaner og netop ankommet til London. Hans forbindelser og formue sikrer ham invitation til årets sidste fest, og der går ikke lang tid, før han bliver betaget af den smukke, men skrøbelige Jessica. Hun er dog allerede gift med en anden, der tydeligvis ikke værdsætter hende. Er der noget, han kan gøre? ADVARSEL: Sexscene

36Likes
187Kommentarer
9198Visninger
AA

12. Endnu et løfte - Jessica

 

Det var med lette skridt, Jessica dansede ned ad gangen tilbage mod sit værelse efter at have sagt godnat til Henri. Hun kunne ikke lade være med at smile, havde faktisk lyst til at le højt, men hvis ikke andre i forvejen så skævt til hende, så ville det få dem til det, hvis de så hende sådan, så hun forsøgte at holde lykkefølelsen for sig selv, selv om det var noget nært umuligt.

Det var egentlig ikke, fordi hun havde haft en bestemt destination i tankerne, da hun havde forladt de andre i stuen tidligere, men så snart hun havde set Henri stå i hallen fordybet i sine egne tanker, var det, som om noget var faldet på plads for hende. Hun havde ikke haft andet valg end at gå til ham, og inden hun havde vidst af det, var de alene i det private bibliotek, hvor han havde kysset hende.

Sommerfuglene lettede og dansede lystigt rundt i hendes mave, og hun måtte igen kæmpe for at få kontrol over sine følelser. Var hun nogen sinde blevet kysset sådan før? Hun forsøgte at tænke tilbage på tiden, hvor hun havde været forlovet med Hugh, og hvor alt havde virket muligt, men uanset hvordan hun havde haft det dengang, blev det overskygget af alt det, der var sket siden, og hun kunne ikke huske det. Hun kunne ikke sige med sikkerhed, at Hugh havde fået hende til at føle, som Henri nu gjorde, selv om det var meget muligt. På den anden side havde hendes følelser for Hugh altid været sammenkoblede med frygten for, at hun ikke var nok.

Hun smilede bredt. Hun havde godt vidst, at de ville ende med at kysse hinanden, da hun havde lukket døren efter dem og isoleret dem fra resten af selskabet på biblioteket. Havde hun håbet på det? Måske, hviskede det i hendes indre, men hun turde ikke helt indrømme det. Ikke endnu. Hun var ikke klar til at tage skridtet fuldt ud og have en affære, selv om Henri fristede hende til det, og hvorfor skulle hun ikke bare springe ud i det? Der var jo ikke noget, der egentlig holdt hende tilbage. Kun hendes egen samvittighed og frygten for, hvad konsekvenserne ville være, hvis hun ignorerede sin moral og blev ligesom Hugh. På den anden side kunne hun ikke blive ved med at leve, som hun gjorde nu. Det ville ødelægge hende.

”Hvor fanden har du været?” Hun havde ikke engang fået lukket sin dør ordentligt, inden stemmen mødte hende, og hun gispede forskrækket, ikke forberedt på at høre Hughs stemme fra sit sovekammer. Hun var også chokeret over hans brutale brug af et sprog, som ikke normalt blev brugt i hendes nærvær.

”Hugh, hvad laver du herinde?” Hun hørte døren lukke helt i bag sig. Hendes hjerte hamrede over forskrækkelsen, og hun trak vejret dybt ind for at falde lidt til ro igen. Der var kun et enkelt lys tændt, så værelset henlå næsten i mørke, så hun gav sig til at tænde flere af de andre stearinlys for ikke at behøve at fokusere på sin mands pludselige opdukken. Hvad ville han?

”Bare svar mig. Var du sammen med ham?” Hans undertrykte vrede var tydelig, men hun valgte at ignorere den. Hvad fik dog Hugh til at tro, at hendes liv, hendes valg, havde noget at gøre med ham mere? Han havde valgt hende fra, og nu var hun måske endelig stærk nok til at kunne gøre det samme med ham. Alligevel rødmede hun skyldbevidst og forlegen. Hun hadede, at han kunne få hende til at føle sådan, når det var tydeligt, at de samme regler ikke gjaldt for ham. ”Det var du …” Hans stemme rystede let af chok og forargelse, og hun fnyste hånligt mod ham.

”Og hvad så hvis jeg var? Uanset hvad du tror, så har jeg endnu ikke brudt mine ægteskabsløfter. Kan du sige det samme?” Hendes vrede kom bag på ham, og hans svar kom ikke prompte, som hun ellers havde forventet. Det var det sædvanlige, og hun havde fået nok. ”Forlad venligst mit soveværelse, så jeg kan komme i seng. Det har været en lang dag og en endnu længere aften.” Hun satte sig hen foran spejlet og gik i gang med at løsne de mange hårpinde, der holdt frisuren på plads. Det var normalt pigens job, men hun var ikke at se nogen steder, og med Hugh i værelset ville hun nok ikke dukke op foreløbig.

”Jeg vil gerne have en chance til.” Ordene blev sagt meget lavt og lidt tøvende, og det tog Jessica flere sekunder, inden hun forstod, hvad det var, han bad hende om. Hun vendte sig om mod ham og kunne kun stirre på ham. Havde hun virkelig hørt rigtigt?

”Hvad siger du?” fik hun endelig frem. Hendes hænder rystede let, så hun opgav håret for nu. I et forsøg på at skjule, hvor meget hendes hænder rystede, knugede hun dem i sin kjoles folder og håbede, at han ikke havde bemærket hendes svaghed. Han ville uden tvivl udnytte den.

”Jeg er virkelig ked af, at jeg har behandlet dig så dårligt, som jeg har. Jeg vil gerne ændre mig for din skyld. Hvis du tager mig tilbage, så lover jeg, at jeg ikke bryder din tillid igen.” Som han stod med front mod hende i sin sorte smoking, rank og flot, og med sine grå øjne rettet mod hende, kunne hun ikke tænke klart. Hvor ofte havde hun ikke drømt om et øjeblik som dette? Hvor tit havde hun ikke inderligt ønsket sig, at han skulle ændre sig, tage sig sammen og være den mand, som han havde lovet hende, at han ville være? Og nu holdt han det løfte op foran hende som en belønning, hvis bare hun droppede den ene mand, der ville have hende, som hun var. Det var ikke rimeligt.

”Du vil have en chance til?” hørte hun sig selv sige med en monoton stemme, der trods alt emmede af mistillid.

”Ja. Jeg kan gøre det godt igen. Det sværger jeg.” Hun rystede forvirret på hovedet, ude af stand til at tro på ham.

”Hvordan skulle jeg nogen sinde kunne stole på dig igen? Hvad skulle gøre denne her gang anderledes end de tidligere? Jeg er ikke med.” Alligevel mærkede hun, hvordan han langsomt vendte om på alt, hvad hun havde troet indtil da. Hvor hun ønskede at tro på ham. Det ville gøre alting så meget lettere, og hun hadede konstant at gå rundt og være ked af det. Hvad skulle der til for, at de fik et almindeligt ægteskab, der kun bestod af de to og ikke alle de andre kvinder? Ville han virkelig kunne ændre sig?

”Hvad der gør denne her gang anderledes er, at jeg har indset, at jeg vil miste dig, hvis jeg ikke ændrer mig. Jeg elsker dig og vil gerne have dig som en fast del af mit liv. Hvis det betyder, at jeg skal leve i et monogamt forhold, så er det sådan, det er.” Tårerne begyndte at presse på. Hun ville så gerne tro ham. Hvor ville hun gerne have, at hun betød så meget for ham, at han kunne ændre sig, men hvorfor havde han ikke indset det her noget før? Havde han regnet med, at hun bare ville se den anden vej og være klar til at modtage ham med åbne arme, når det passede ham?

Mens hun sad i sine egne tanker, nærmede han sig, og inden hun vidste af det, var hun i hans arme med sine læber trykket mod hans. Som altid blev hun forført i hans arme, omgivet af ham, hans duft og hans kærtegn. Han var hendes mand, og hun havde altid elsket, at han så let kunne gøre hende blød i knæene og desperat efter mere. Denne gang havde hun dog Henris kys at sammenligne med, og selv om hun ikke kunne nægte, at Hugh virkelig vidste, hvordan man skulle kysse og forføre en kvinde, så manglede der noget meget vigtigt, som hun havde oplevet med Henri.

Henris kys var magiske, mens Hughs var bittersøde. Med Hughs kys fulgte minder om hjertesorg og svigt, mens Henris kys lovede begyndelsen på noget mere. Måske var Henri ikke så erfaren som Hugh, men også kun få mænd kunne hamle op med ham, når det kom til mærker i sengestolpen, så det var absolut ikke noget, der generede hende. Tværtimod. Meget kunne siges om erfaring, men når det blev holdt op mod så lidenskabelige kys, som dem hun havde delt med Henri, så ville hun til hver en tid vælge ham, fordi hans kys var begrænsede til hende. Så vidt hun vidste i hvert fald. Det ville hun aldrig kunne sige om Hugh. Der ville altid være en anden kvinde, der fangede hans opmærksomhed. Derfor var det pludselig heller ikke så svært at skubbe ham væk fra sig, som hun havde troet.

”Nej.” Hun drejede ansigtet væk, kunne ikke møde hans intense øjne. ”Vær sød at forlade mig.” Han sukkede højlydt, inden han kyssede hende på håret. Bliv. Overbevis mig om, at du mener det, og jeg vil gøre alt for dig. Sig, at du elsker mig. Hendes tavse, desperate bønner forblev uhørte. Som altid.

”Jeg går for nu, men tro ikke, at jeg giver op så let. Denne her gang mener jeg det. Du er min kone. Jeg kan godt ændre mig. For dig.” Hun vidste ikke, om han forsøgte at overbevise sig selv eller hende, så derfor undlod hun at svare ham. Hun ønskede, at han skulle blive, men vidste også, at det var bedst, hvis han gik.

Ironien over hans pludselige interesse gik heller ikke hen over hovedet på hende. Det var egentlig ikke overraskende, at en påstået affære med en anden mand skulle kunne ruske op i ham. Det var bare smertefuldt, at det havde taget ham så lang tid at indse, at hun var hans kone, og at han ikke bare kunne gøre, som det passede ham. Tilliden var der heller ikke længere, så hvad det betød, vidste hun ikke. Døren lukkedes efter ham, og hun sank sammen på den lille bænk foran spejlet. Hvorfor? Hvorfor nu?

Havde hun lyst til at give ham endnu en chance? Fortjente han flere? Tanken alene sendte krampetrækninger igennem hende, og hun tørrede vredt tårerne bort, inden hun frustreret fortsatte med at fjerne hårpindene fra sin opsatte frisure. Og hvad med Henri? Hans kys havde været så fulde af løfter, og han var så anderledes end Hugh. Hun kunne ikke forestille sig ham afgive et løfte uden at efterkomme det. Han var typen, der ville gå meget langt for den kvinde, han kaldte sin, og var der noget, hun virkelig længtes efter, var det at være den eneste ene for en hvilken som helst mand. Henri var dog ikke en hvilken som helst mand. Han var anderledes. Hun kunne ikke forklare det; ikke engang over for sig selv. Det eneste hun vidste var, at hun langt fra var klar til at afvise Henri og det, de havde startet sammen. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...