En hemmelig affære (Et historisk år 1)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 okt. 2014
  • Opdateret: 10 jun. 2015
  • Status: Færdig
Jessica har været gift med den rige, men noget ældre Hugh Jacobs i over tre år. Det har ikke været nogen dans på roser, trods den lovende begyndelse, da Hugh ikke har nok i hende og finder sig den ene elskerinde efter den anden. Da Jessica får at vide, at hans seneste erobring er ingen ringere end hendes gode veninde, der tilmed selv er gift, får hun nok. Hun vil ikke tilbringe to uger ude på landet til det, der af alle betegnes som århundredets julesammenkomst, mens alle sladrer bag hendes ryg og har medlidenhed med hende. Det er på tide at tage kontrol over tilværelsen, og det første skridt er at låse døren mellem deres forbundne soveværelser. Henri Sinclair er amerikaner og netop ankommet til London. Hans forbindelser og formue sikrer ham invitation til årets sidste fest, og der går ikke lang tid, før han bliver betaget af den smukke, men skrøbelige Jessica. Hun er dog allerede gift med en anden, der tydeligvis ikke værdsætter hende. Er der noget, han kan gøre? ADVARSEL: Sexscene

36Likes
187Kommentarer
9234Visninger
AA

14. En uventet afsked - Jessica

 

Det var lidt af et chok at åbne døren ud til gangen den næste morgen og blive mødt af sin mand, der afventende og afslappet stod lænet op ad den modsatte væg. Især fordi hans blik var så intenst og direkte, at hun ikke kunne undgå det. Undgå ham. Havde han virkelig tænkt sig at kurtisere hende igen, ligesom i tiden inden de blev gift? Tanken gjorde hende lettere nervøs. Hun kunne egentlig godt lide, at det var hans tur til at arbejde for at få deres ægteskab til at fungere, men på den anden side vidste hun ikke længere, om det var det, hun ønskede. Havde hun virkelig lyst til igen at åbne sig op over for den mand, der allerede havde bevist gentagende gange, at han var ude af stand til at være hende tro?

Han sagde ikke noget. Smilede blot et vidende smil, mens han rakte hende sin arm. Tøvende trådte hun hen ved siden af ham, men hun undlod at røre ved ham, og hun kunne se, at det overraskede ham. Havde han da forventet, at hun bare overgav sig uden videre? Hun rystede irriteret på hovedet over hans arrogance og grænseløse selvtillid. Det var tydeligt, at han ikke på noget tidspunkt havde overvejet, at hun måske ikke kunne tilgive ham. Som de fulgtes ad ned til morgenbuffeten, var hun selv stadig i tvivl.

Hendes hjerte sprang et slag over, da hun trådte ind i rummet og så Henri sidde sammen med sine to amerikanske venner. Han virkede dybt optaget af sin mad, så hun skyndte sig at se væk igen, inden hendes stirren blev for åbenlys. Havde han drømt om hende, som hun havde drømt om ham? Det håbede hun.

Hugh brød ind i hendes tanker ved at tilbyde hende hjælp med morgenmaden. Et kort øjeblik kunne hun kun stå apatisk og se på ham, inden han tog over og begyndte at sørge for hende. Tøvende fulgte hun efter. Han var virkelig utrolig. Efter flere år pludselig at tilbyde at holde hendes tallerken; det var ikke noget, han havde gjort siden begyndelsen af deres ægteskab. Hun var ikke så dum, at hun ikke kunne se, hvad han var ude på. Som om det alene ville være nok. Som om hun rent faktisk var interesseret i at skulle opvartes igen. Hun var ikke længere hans lille prinsesse. Faktisk virkede det som lidt af en fornærmelse, at dét at han havde opdaget, at hun kendte til hans utroskab, skulle ændre hans opførsel i forhold til hende så drastisk.

Hun var ikke længere den uskyldige og blåøjede, unge kvinde fra landet, der aldrig havde været genstand for en mands interesse før. Og det var vel i bund og grund det, der var årsagen til, at det ikke fungerede for dem længere. Hugh havde brug for en kvinde, der havde ham som omdrejningspunktet for hele sin verden. Han havde brug for en kvinde, der ikke var videre intelligent, og som aldrig stillede spørgsmål ved, om han havde ret eller ej. Han var på mange måder en verdensmand, men en verdensmand med et lavt selvværd, der konstant havde brug for bekræftelse. Han havde brug for kvinder, som fik ham til at føle sig som en rigtig mand. Sådan en kvinde var hun ikke. Hun kunne alt for tydeligt se Hughs fejl, og det kunne han ikke håndtere.

Som Hugh fortsatte med at forsøge at charmere hende, gjorde hun sit for at ignorere Henri, men det var svært. Hun følte hans blik på sig gentagende gange, og det var så fristende at se op og møde hans lysebrune, varme øjne. Til sidst gav hun op, og der gik kun få sekunder, inden de fik øjenkontakt. Dét hun så var dog ikke det, hun havde forventet. Der var intet hemmelighedsfuldt eller drillende, hedt eller kærligt i hans blik. Hans blik fortalte hende, at det allerede var slut; at dette var hans farvel. En tanke, der var alt for tung at bære. Hvorfor?

Forfærdet tog hun en dyb indånding, inden hun med nedslået blik forsøgte at følge ham, da han bevægede sig gennem rummet og ud i hallen. Hvor skulle han hen? Kunne hun nå at standse ham? Ønskede han det? Hun måtte tage fejl. Det måtte være en misforståelse, for hvorfor skulle han pludselig have ændret mening?

Hun så over mod det bord, hvor hans venner stadig sad, og det blik Hr. Mayne sendte hende var så fjendtligt, at det øjeblikkeligt gjorde hende overbevist om, at Henri rent faktisk var ved at forlade landstedet. På grund af hende? Det kunne da ikke passe, med mindre Hugh havde truet ham på en eller anden måde, men det ville ikke ligne ham. Alligevel fik noget hende til at føle, at hun var nødt til at handle og dét hurtigt.

Hun undskyldte sig over for Hugh og lovede, at hun straks ville vende tilbage, selv om det ikke var hendes intention. Med alle de løgne, han havde fortalt hende gennem årene, havde hun ikke engang dårlig samvittighed over det. Han havde dikteret deres ægteskab fra starten af, og ved sine handlinger havde han vist, at det var sådan, han så, det skulle være, og ret skulle vel være ret. Hvis han kunne fortælle usandheder og have andre kvinder end hende, så kunne hun ikke se en grund til, at hun ikke skulle kunne gøre det samme. Ikke at hun så det med Henri som den første affære af mange. Hun tænkte slet ikke på det som en affære, selv om det vel var det, det var ved at udvikle sig til. Det føltes bare som så meget mere.

Ude i hallen standsede hun op i håb om et tegn på, hvor Henri var forsvundet hen, men der var ikke andet at høre end lydene fra rummet bag hende. Bestik på tallerkener og mumlende konversationer, nu og da raslen af avispapir eller en stol, der kort blev trukket hen over gulvet. Hvor var han?

Hendes instinkt fik hende til at gå op ad trappen og søge mod deres værelser. Hvad han skulle dér, vidste hun ikke, men hun var nødt til at finde ham. Hendes tanker var ét stort virvar, og hun havde brug for at få styr på sig selv og situationen, inden det hele kom ud af kontrol. Hvorfor havde Hr. Mayne dog også set så vred ud? Som om hun havde begået en stor synd, som han hellere end gerne ville se hende betale for.

Hold Dem langt væk fra ham. Hun hørte hans ord for sig igen. Og Henri … han havde set på hende, som om hun havde svigtet ham. På grund af Hugh? Umuligt. Hun havde ingen kontrol over sin mands handlinger, og bare fordi han vartede hende op, var det jo ikke ensbetydende med, at hun var tilbage i hans arme. Det måtte Henri da vide. Det kunne ikke være det, der var galt. Hvad var der ellers? Der måtte være noget, hun ikke vidste. Måske havde det slet ikke noget at gøre med hende?

Skulle hun banke på døren? Hurtigt så hun sig omkring, men gangen lå stille hen, og hun var alene. For ikke at risikere opdagelse åbnede hun døren, inden hendes sidste mod forsvandt, hvorefter hun hurtigt trådte ind i Henris sovekammer og lukkede døren forsigtigt bag sig. Hendes hjerte bankede hastigt afsted, men da hun endelig løftede blikket mod scenariet foran sig, gik det i stå. Det var sådan, det føltes.

”Rejser du?” fik hun endelig halvkvalt frem. Henri stod nogle meter fra hende med et overrasket og forvirret ansigtsudtryk, og det tog al hendes selvkontrol ikke at kaste sig i hans arme og tigge ham om at blive. I hænderne havde han flere benklæder, og på sengen lå adskillige kufferter åbne og klar til brug. Kort undrede hun sig over, hvorfor i alverden han selv var ved at pakke, når han blot kunne tilkalde en tjener, men tanken blev hurtigt overskygget af visheden om, at hun havde haft ret. Henri var rent faktisk ved at forlade landstedet i utide. På grund af hende?

”Ville du have sagt farvel?” Hendes stemme var hæs af tilbageholdte tårer, men hun nægtede at lade dem falde. Det var som om, hendes hjerte var ved at gå i tusind stykker uden mulighed for nogen sinde at blive helt igen. Hun kunne læse svaret i hans øjne, inden han svarede hende, og hun havde pludseligt besvær ved at trække vejret.

”Nej. Det var der ingen grund til.” Hans stemme var afvisende, men hun kunne alligevel høre smerten i den.

”Hvorfor ikke? Jeg troede, at vi havde noget specielt sammen.” Al hendes mod tog det at møde hans blik. At stille det spørgsmål. Hendes kinder blussede, men dette var ikke tidspunktet for at bakke ud.

”Det troede jeg også,” svarede han med en tør latter, der gjorde ondt.

”Hvad ændrede sig?” Hun var nødt til at vide det. Hans hævede øjenbryn fik hende til at føle sig dum. Han forventede, at hun allerede vidste det, men det gjorde hun ikke.

”Jeg troede, du var anderledes.” Hans ord var som et fysisk slag, og hun sank ubevidst tilbage mod døren. Det var på tide at forlade ham, men hendes krop var følelsesløs, og den ville ikke lystre hende. Hun stod fastfrosset, ude af stand til at se op fra gulvet, og det gik endeligt op for hende, at hun græd. At det var tårer, der blindede hende. Hun var ikke god nok. Hun var ikke den, han havde troet. Ligesom Hugh var Henri skuffet over hende.

”Fortæl mig, inden du går, om det var det værd?” Hans stemme trængte igennem til hende, og bitterheden i den var næsten til at tage og føle på, så udtalt var den.

”Om det var det værd? Jeg ved ikke, hvad det er, jeg har gjort siden i går, som …” Var den monotone stemme hendes?

”Du ved det ikke?” eksploderede han, inden han frustreret kørte en hånd gennem sit mørke hår. ”Jeg så jer sammen her til morgen, og det var tydeligt for enhver, hvad I havde gang i.” Dét fik hende til at se op.

”Hvad taler du om?”

”Du og din mand. I har tydeligvis fundet hinanden igen. Jeg burde have vidst, at jeg aldrig skulle indlade mig med en gift kvinde, men du fik mig overbevist om, at jeres ægteskab var slut. Jeg havde aldrig overvejet, at jeg skulle sidde ved samme bord som jer, mens han opvartede dig. Jeg følte mig som det største fjols!” For første gang hele morgenen mærkede Jessica vreden røre på sig, og hun rankede sig og tog et par skridt ind i rummet mod ham, inden hun svarede.

”Så fordi Hugh beslutter sig for at give ægteskabet endnu en chance, tror du automatisk, at jeg blot kan acceptere og tilgive fortiden? Har du så lidt tillid til mig? Så lidt tiltro til det, vi har sammen? Tror du virkelig, at jeg vil falde ham i armene efter års utroskab, blot fordi han pludselig vil have mig tilbage igen og tror, han kan få det ved at holde min tallerken? Lad mig fortælle dig noget. Han ville ikke have mig, før jeg nægtede ham adgang til mit sovekammer. Han vil kun have mig nu, fordi han ikke kan få mig. Hvis jeg giver mig hen til ham igen, så vil der sikkert kun gå en uge, måske to, inden han atter er ude og more sig med andre kvinder. Så fortæl mig lige, hvorfor jeg skulle have lyst til at satse min fremtid på det? På ham? Når jeg kunne have dig. Ikke at det er aktuelt længere, lader det til.” Hun vendte ryggen til ham for at gå, men hun var så rasende, og det uretfærdige i beskyldningen blev for meget for hende.

Hele morgenen havde været præget af, at andre vidste, hvordan hun skulle leve sit liv. Hugh var overbevist om, at det skulle være sammen med ham, mens Hr. Mayne ikke var det mindste i tvivl om, at det ikke skulle være sammen med Henri. Henri selv havde draget forhastede konklusioner og var af den grund ved at forsvinde ud af hendes liv uden at give hende en chance for at ændre hans beslutning. Det var ikke retfærdigt!

Noget kunne tyde på, at hvis der var noget, hun ville have, så ville hun blive nødt til selv at tage det, og selv om det lå meget langt fra den kvinde, hun var opdraget til at være, så vidste hun også, at en del af hende altid havde haft lyst til og til tider behov for at overtage kontrollen. Selv sammen med Hugh havde hun måttet undertrykke den side, men ikke mere. Ikke sammen med Henri.

Inden hun vidste af det, havde hun vendt sig om mod ham igen, som han stod foran sengen, og havde krydset gulvet, så de nu stod lige foran hinanden. Vredt flåede hun tøjet ud af hans arme og smed det på gulvet, inden hun skubbede til ham, så han endte på sengen med et halvkvalt udbrud, der røbede hans overraskelse. Hun kunne ikke benægte, at hun selv følte sig lige så overrasket, ja nærmest chokeret, over sin opførsel, men hun havde brug for at vise ham, at han ikke bare kunne rejse sin vej uden at fortælle det til hende. Hvor vovede han at forlade hende? Det var noget, hun forventede af Hugh. Ikke ham!

Inden Henri havde mulighed for at orientere sig eller reagere, havde hun hevet op i sin lette morgenkjole og var kravlet op på sengen til ham, så han ville være nødt til at løfte hende, hvis han ville gøre sig forhåbninger om at undvige hende og det, hun havde i tankerne. Med røde kinder gav hun sig i kast med at åbne hans bukser, og da hun mærkede hans hænder på sine lår, greb hun fat om begge hans håndled, hvorefter hun førte dem op over hans hoved.

Bevægelsen bragte dem tættere sammen, og for første gang, siden hun var trådt ind i sovekammeret, mærkede hun forbindelsen mellem dem. Hans mund var så tæt på, og hans øjne lyste ikke længere af foragt, men et inderligt begær. Hun ville have ham, ligesom han ville have hende – så hun tog ham.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...