En hemmelig affære (Et historisk år 1)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 okt. 2014
  • Opdateret: 10 jun. 2015
  • Status: Færdig
Jessica har været gift med den rige, men noget ældre Hugh Jacobs i over tre år. Det har ikke været nogen dans på roser, trods den lovende begyndelse, da Hugh ikke har nok i hende og finder sig den ene elskerinde efter den anden. Da Jessica får at vide, at hans seneste erobring er ingen ringere end hendes gode veninde, der tilmed selv er gift, får hun nok. Hun vil ikke tilbringe to uger ude på landet til det, der af alle betegnes som århundredets julesammenkomst, mens alle sladrer bag hendes ryg og har medlidenhed med hende. Det er på tide at tage kontrol over tilværelsen, og det første skridt er at låse døren mellem deres forbundne soveværelser. Henri Sinclair er amerikaner og netop ankommet til London. Hans forbindelser og formue sikrer ham invitation til årets sidste fest, og der går ikke lang tid, før han bliver betaget af den smukke, men skrøbelige Jessica. Hun er dog allerede gift med en anden, der tydeligvis ikke værdsætter hende. Er der noget, han kan gøre? ADVARSEL: Sexscene

36Likes
187Kommentarer
9208Visninger
AA

21. En uværdig modstander - Henri

 

Fuld af optimisme og håb for fremtiden, besluttede Henri sig for at undersøge, om Mark og Lucius stadig var oppe og eventuelt havde lyst til selskab. Selv om det var ved at være sent, var det kun få, der trak sig så tidligt tilbage, når der blev afholdt bal, og han havde gode chancer for at finde de andre, hvis de altså ikke havde fundet sig anden adspredelse og havde søgt mod mere private forhold. Ikke at han kunne klandre dem. Hans egne tanker var opslugte af Jessica og deres hemmelige møder, hede kys og hendes små suk, når han rørte ved hende på en bestemt måde. Hun var en berusende kvinde, og han kunne ikke få nok af hende.

Så meget i sine egne tanker var han, at der gik lidt tid, inden det gik op for ham, at han burde have fundet vej tilbage til hovedtrappen på nuværende tidspunkt. I stedet for befandt han sig i en lang, halvmørk gang, langt fra musikken og de mange samtaler, der fandt sted i balsalen. Forvirret standsede han op og snurrede kort rundt om sig selv, stadig uden at blive klog på, hvor han var. Noget kunne tyde på, at denne fløj ikke så ofte blev taget i brug, siden belysningen var så dårlig, men det var ikke til at sige. Måske var dette familiens private gemakker. Med de mange gæster, Hertuginden havde inviteret, kunne han ikke forestille sig, at der rent faktisk var værelser, der ikke var i brug, så han tøvede lidt, usikker på hvad han skulle gøre, men samtidig mærkeligt overbevist om, at der snart måtte komme nogen denne vej. Ikke at han ville vente på dem, besluttede han og begyndte at gå tilbage ad samme vej, som han var kommet.

Han havde dog ikke taget mere end tre skridt, før han hørte stemmer. Inden han nåede at tænke videre over det, gik han i retningen af lyden og befandt sig pludselig i døråbningen til en stue, der var optaget af et par i tæt omfavnelse. Kvinden var strategisk placeret på et større spisebord, mens manden stod mellem hendes spredte ben med ansigtet begravet mellem hendes sammenpressede bryster. Hurtigt så Henri væk for at give dem en smule privatliv.

”Jeg vidste, at du ikke kunne holde dig væk. Jeg kender dig.” Stemmen var hæs og forførende og helt sikkert ikke tiltænkt ham, så Henri skyndte sig at trække sig tilbage, rystende på hovedet over sin egen dumhed. Selvfølgelig var der par, der trak sig tilbage for natten, gerne langt væk fra balsalen og dens mange deltagere. Hvordan kunne han overhovedet overveje at følge lyden af stemmer her? Han måtte være mere distraheret af tanker om Jessica, end han havde troet. Det kunne også forklare, hvordan han kunne være gået så forkert. Han havde da ellers normalt en ganske glimrende retningssans.

”Forbandet!” Stemmen var velkendt og fik Henri til at stoppe brat op. Hugh Jacobs. Han havde ikke fået set ordentligt på parret derinde, men stemmen var umiskendelig, og nu han tænkte over det, kunne han også genkende Markesse Hiverts farverige og meget bemærkelsesværdige skørter. Hvor ironisk var det ikke, at han kun genkendte parret, fordi Hr. Jacobs var kommet med det lille udbrud? Med sit meget begrænsede kendskab til alle de tilstedeværende, havde han aldrig forventet at støde på nogen, han rent faktisk kunne sætte navn og ansigt på; Alligevel var det nu tilfældet.

”Hr. Sinclair.” Hr. Jacobs havde tydeligvis løsrevet sig fra sin elskerinde for at konfrontere deres ubudne gæst. Henri skar en grimasse, inden han langsomt vendte sig mod den noget ældre herre, der i over tre år havde kunnet kalde Jessica sin hustru. Hvordan nogen kunne behandle hende, som Hr. Jacobs gjorde, var over hans forstand. Jessica var en sjælden juvel, der fortjente at blive værdsat, og hvis ikke hendes egen mand ville gøre det, var Henri helt bestemt manden for det.

”Jamen dog, er det Dem, Hr. Jacobs. Jeg var ellers sikker på, at jeg så Deres hustru for ganske kort tid siden. I den anden ende af huset.” Han betonede det sidste og hævede derudover sine øjenbryn for at vise sin misbilligelse. Den ældre mand rankede sig med sammenknebne øjne, inden han trak let på skuldrene.

”Hvad kan jeg sige? Min kone er delikat og har ikke samme appetit på livets glæder som jeg.” Henri måbede. Kendte denne mand da overhovedet ikke sin kone? Billeder af Jessica, der var mere passioneret end nogen anden kvinde, Henri nogen sinde havde mødt, fløj gennem hans hoved, og han kunne ikke lade være med at tænke, at der måtte være noget galt med manden. Dét eller han var mere perverteret end gennemsnittet. Uanset hvad det var, var Henri nu mere overbevist end nogen sinde før om, at Jessica ikke havde nogen fremtid i sit nuværende ægteskab.

”Og jeg som troede, at De var interesseret i at redde Deres ægteskab,” sagde han mildt, velvidende, at når Jessica hørte om dette, så ville det være det endelige dødsstød. Hun havde måske nok allerede besluttet sig for at flytte fra Hugh Jacobs, men Henri havde været bekymret for mandens insisterende tilstedeværelse og kurtisering af sin kone. Det var ikke, fordi han ikke stolede på hende, men risikoen for at hun blev charmeret tilbage i armene på ham var tilstede. Ikke længere dog. Hr. Jacobs havde med sine seneste handlinger netop fjernet sin truende tilstedeværelse i forhold til Jessica, og Henri kunne ikke lade være med at smile. Nu manglede han kun at overbevise hende om, at de kunne få det til at fungere sammen, gerne så langt fra England som muligt.

”Selvfølgelig er jeg interesseret i at redde mit ægteskab! Ikke at det vedkommer Dem.” Henri kunne ikke lade være. Den anden mand var så arrogant og så tydeligvis ikke Henri som nogen reel trussel overhovedet. Det ville være komisk, hvis ikke det gik Henri sådan på. Hans stolthed krævede, at han gjorde noget ved det.

”Er De sikker på det?” Øjeblikkeligt havde han Hr. Jacobs fulde opmærksomhed, og et kort sekund ærgrede det ham, at hans følelser for Jessica nu fremprovokerede en direkte konfrontation med manden. Det var unødvendigt og meget langt fra den person, Henri normalt var. Fra den person han ønskede at være. Bridget havde kunnet fremprovokere dette i ham, og nu indså han, at Jessica havde samme evne. Det var en lettelse at vide, at de to kvinder ikke kunne være mere forskellige. Bridget havde aldrig fortjent hans kærlighed. Jessica? Det måtte tiden vise.

”Jeg er helt sikker.” Hr. Jacobs rankede sig og trådte helt hen foran Henri og så ham koldt i øjnene. ”De er ikke nogen. Blot en ussel amerikaner, der har været så heldig at skrabe penge nok sammen til at tage overfarten til England. De vil aldrig blive en trussel mod mig eller mit ægteskab med Jessica. Måske kan De overbevise hende om, at hun skal varme Deres seng for en kort tid, men mærk Dem mine ord. Selv hvis det lykkes Dem, vil hun hurtigt indse, at De ikke i længden vil kunne give hende det, hun har brug for.”

”Dét, hun har brug for?” fik han langsomt frem. Hr. Jacobs nikkede vigtigt.

”Ja, dét som enhver kvinde med respekt for sig selv forlanger og fortjener. Ægteskab, familie, en mands beskyttelse.” Henri kunne ikke lade være med at le højt.

”Og dét kan De give hende? Ja, tilgiv mig, men dét De kalder ægteskab, kalder jeg en hån mod hele tanken om ægteskab for slet ikke at tale om ægteskabsløfterne. Deres respektløse opførsel kan umuligt være mere værd end et rigtigt ægteskab. Jeg vil måske ikke kunne give hende mit navn eller et respektabelt ægteskab, før De har besluttet Dem for at frigive hende fra det, hun er i nu, men troskab og respekt er også meget mere værd. I hvert fald for nogen af os.” Hr. Jacobs smilede et lille, bedrevidende smil, inden han svarede.

”Så De tror, at hun vil vælge Dem frem for mig? At De kan lokke hende til at forlade trygheden i sit nuværende ægteskab og måske rejse med Dem ud på eventyr?” Manden grinte højt og længe, mens Henri stod afventende ved hans side. Han afbrød ham ikke, for inderst inde vidste han, at det var Hr. Jacobs, der ville ende med at betale prisen. Han ville miste Jessica, og hvem ville så le sidst? Det ville blive en brutal opvågning for manden, men garanteret han kunne finde trøst andetsteds. Man kunne undre sig over, at det aldrig skortede på tilbud til mænd som Hr. Jacobs.

Ud af øjenkrogen fik han øje på Markessens farverige skørter, og han mødte nysgerrigt hendes skarpe, vurderende blik. Hendes skæve smil gjorde ham lettere nervøs. Han havde aldrig brudt sig om personer, og da slet ikke kvinder, der var så lunefulde og uforudsigelige, som Markesse Hivert lod til at være. Hende måtte Hr. Jacobs hellere end gerne beholde for sig selv.

”Det er ikke noget, jeg bare tror, Hr. Jacobs. Det er sådan, det bliver,” håbede han, men det holdt han for sig selv. Han burde ikke spille sådan et højt spil, for han vidste udmærket, at det kunne koste ham dyrt i sidste ende, men den anden mands arrogance og overlegenhed gik ham på nerverne, og manden fortjente at høre, hvad Henri håbede var sandheden. På dén måde kunne den anden mand ikke bagefter sige, at han ikke var blevet advaret.

For Henri var der ikke mere at sige efter dét, så han drejede om på hælen og forlod de to andre, der begge havde set direkte chokerede ud over hans pludselige retræte. Hans læber krusedes ganske kort, inden han fik forhindret smilet i at blive til et grin. Han havde fået det sidste ord. Forhåbentlig ville det ikke blive det eneste, han fik, nu hvor det gjaldt hele hans fremtid.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...