En hemmelig affære (Et historisk år 1)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 okt. 2014
  • Opdateret: 10 jun. 2015
  • Status: Færdig
Jessica har været gift med den rige, men noget ældre Hugh Jacobs i over tre år. Det har ikke været nogen dans på roser, trods den lovende begyndelse, da Hugh ikke har nok i hende og finder sig den ene elskerinde efter den anden. Da Jessica får at vide, at hans seneste erobring er ingen ringere end hendes gode veninde, der tilmed selv er gift, får hun nok. Hun vil ikke tilbringe to uger ude på landet til det, der af alle betegnes som århundredets julesammenkomst, mens alle sladrer bag hendes ryg og har medlidenhed med hende. Det er på tide at tage kontrol over tilværelsen, og det første skridt er at låse døren mellem deres forbundne soveværelser. Henri Sinclair er amerikaner og netop ankommet til London. Hans forbindelser og formue sikrer ham invitation til årets sidste fest, og der går ikke lang tid, før han bliver betaget af den smukke, men skrøbelige Jessica. Hun er dog allerede gift med en anden, der tydeligvis ikke værdsætter hende. Er der noget, han kan gøre? ADVARSEL: Sexscene

36Likes
187Kommentarer
9203Visninger
AA

13. En usikker morgen - Henri

 

Henri havde nærmest ikke sovet, for hver gang han lukkede øjnene, så han Jessica for sig. Han blev mere og mere overbevist om, at han aldrig havde set en kvinde så smuk som hende, og han skulle bare forestille sig hende i sine arme igen, inden hans krop reagerede vildt, hungrende og desperat. Det måtte være år siden, han sidst havde følt sådan for en kvinde, hvis han da nogen sinde havde følt sådan før, og han kunne ikke helt finde ud af, om det kunne bringe noget godt med sig eller ej. Hun var jo trods alt gift.

Alligevel var det umuligt ikke at tænke på hende, forestille sig hvordan deres næste møde ville forløbe, og håbe på at hun havde det på samme måde som han. Måske kunne de snige sig væk sammen igen. At få hende alene på tomandshånd var ikke kun ønskværdigt, men efterhånden en nødvendighed, og hans dunkende begær var ved at tage over. Også så meget at det skræmte ham. Han var rastløs, kunne ikke forholde sig i ro. Han var lettere irritabel og meget frustreret, og det var ikke noget, som han var vant til, eller som han havde lyst til at føle, men forhåbentlig ville han og Jessica snart kunne være sammen igen. Rigtigt sammen. Det var i hvert fald noget, han higede efter som intet andet.

Hans vejrtrækning blev hurtigere, og han begravede hovedet i puden, irriteret på sig selv over, at han ikke bare kunne lade være med at tænke på hende længe nok til at komme op, så han kunne komme ned til morgenbordet. Hvis ikke man risikerede at blive blind af onani … han stønnede, fristet ved tanken om at få et midlertidigt afløb for sit begær, men samtidig inderligt frastødt. Det var bare ikke noget, man gjorde. Hvad ville Jessica ikke også tænke om ham, hvis hun vidste, hvor tæt han var på at røre ved sig selv?

Det var nok til at få ham op og i tøjet. Desuden ville hun jo være dernede. Måske sad hun allerede ved bordet. Kunne han tillade sig at sætte sig ved siden af hende? Eller ville det vække for stor mistanke og interesse? Det var jo ikke, fordi de havde gjort så meget endnu, og selv om han gerne ville det hele med hende, så var det jo ikke ensbetydende med, at der nogen sinde ville ske mere. Men man kunne jo håbe, og det gjorde han. De var så ens på så mange måder; havde været ude for det samme, og selv om hun ikke vidste det endnu, så kendte han alt til, hvordan hun havde det med Hr. Hugh Jacobs og Markesse Monique Hivert.

Skulle han betro sig til hende? Ikke at han brød sig om at tale om sin fortid eller for den sags skyld at tænke på den, men måske kunne det hjælpe hende til at træffe beslutningen om at forlade sin mand for hans skyld. Ville hun gøre det? De kendte selvfølgelig ikke hinanden så godt endnu, selv om det føltes sådan, og som kvinde at skulle forlade trygheden ved ægteskabet for en usikker fremtid med en næsten fremmed? Det var meget at bede om. Helt sikkert for meget. En skilsmisse kunne jo tage år, og historier cirkulerede konstant om de kvinder, der satsede alt for deres livs store kærlighed for så blot at blive svigtede og ruinerede, når mændene efter noget tid blev trætte af dem og begav sig videre i jagten efter nydelse og adspredelse.

Sådan var Henri ikke, havde aldrig været det, og det ønskede han, at Jessica skulle vide. Efter år sammen med Hr. Jacobs kunne hendes tillid næppe være let at opnå, og han var udmærket klar over, hvilken kamp der lå foran ham. Kunne hans selvværd overvinde en sådan kamp? Kunne han overvinde sin fortid? Hvad hvis han selv satsede alt, mens hun i sidste ende valgte at blive sammen med sin mand? Tanken var meget smertefuld, mere end den burde være i lyset af, hvor kort tid de havde kendt hinanden, og hvor lidt historie de egentlig havde sammen, men det var også nok til at overbevise ham om, at han ikke bare kunne vende hende og dét, de havde sammen, ryggen uden først at have gjort et forsøg.

Lettere nervøs og meget spændt begav han sig ned til buffeten og fandt sig hurtigt en plads sammen med Mark og Lucius. Jessica var endnu ikke kommet ned, og han kunne ikke lade være med at se over mod døren, hver gang nogen trådte ind.

”Du er ikke videre diskret her til morgen,” fremmumlede Lucius tørt, men med et glimt i øjet. Forlegent fortsatte Henri med at spise uden at kommentere det. Hvad skulle han også sige? Bevægelse fik ham straks til at se op igen, men denne gang var det Markesse Hivert, der trådte ind. Hun lignede ikke én, der havde sovet videre godt, og noget ved hendes fremtoning overbeviste ham om, at hun var vred over et eller andet. Ikke at det vedkom ham.

”Har du tænkt dig at gøre dig selv til grin hele morgenen?” blev Lucius ved, denne gang med undertrykt latter i stemmen. Henri vendte sig opgivende mod ham og spekulerede et kort øjeblik over, hvorfor han blev ved med at kalde ham for sin ven.

”Hvad skal der til for at lukke munden på dig? Nævn din pris, så jeg kan få lov til at spise i stilhed. Jeg beder dig.” Mark grinte ned i sin serviet, mens Lucius tog sig god tid til at finde den helt rigtige pris for sin stilhed. Garanteret Henri ville fortryde det, men lige nu havde han bare ikke lyst til at høre på, hvor ynkeligt han opførte sig. Det var jo ikke, fordi han ikke selv kunne se det. Han kunne bare ikke forhindre sig selv i at vende sig mod døren, for måske var det hende, der netop trådte ind og …

Jessica kom gennem døråbningen, hvilket fik hans hjerte til at stoppe, inden det satte farten op og bankede ihærdigt, måske i et forsøg på at springe ud af brystet på ham. Han tog en dyb indånding og sugede synet af hende til sig. Den elegante men enkle morgenkjole, der fremhævede hendes kurvede figur og det blå i hendes øjne samt måden hun elegant bevægede sig gennem lokalet mod buffeten på. Han ønskede, at hun skulle se i hans retning, men vidste også, at det ville blive registreret hos de andre tilstedeværende, så måske han skulle forsøge at koncentrere sig om sin tallerken i stedet.

Han løsrev blikket fra hende, og øjeblikkeligt faldt det på Hr. Jacobs, der fulgte sin kone tæt. Forvirret fulgte Henri, hvordan denne opvartede sin kone, hjalp hende med at fylde en tallerken, hvorefter de fandt sig siddepladser side om side. Elegant trak han stolen ud for hende, inden han smilende hviskede noget til hende, der fik hende til at trække let på læberne. Et næsten-smil. Hun var altså ikke immun over for hans charme, og pludselig kunne Henri ikke få luft nok ned i lungerne.

Tomt stirrede han ned på sin uspiste mad, mens han ignorerede sine venners absolutte stilhed. Utroligt, men noget havde endelig fået Lucius til at lukke munden, og det havde ikke engang kostet Henri noget. Ikke ud over dit hjerte, hviskede en stemme, som han resolut ignorerede. Som om hans hjerte havde været på spil. Efter Bridget havde han besluttet sig for aldrig at risikere det igen, så det var umuligt, at det nu skulle være knust. Det føltes dog, som om nogen havde flået det ud af brystkassen på ham og havde efterladt ham alene tilbage på den kolde jord, i færd med at forbløde og uden mulighed for nogen sinde at komme sig igen. Tåbe.

Selv om han ville have gjort alt for at kunne ignorere parret, der lod til at have fundet hinanden igen, så var det umuligt for ham. Han tog sig selv i gang på gang at løfte blikket mod dem. At vende hovedet i en anden retning var ikke engang nok, for hans øjne fandt dem hver gang alligevel. Han var nødt til at forlade dette sted, inden hans ydmygelse var komplet, og resten af de tilstedeværende blev klar over, at han havde mistet en del af sig selv, hvor overraskende det end var også for ham, at det kunne være muligt. Han havde vitterligt ikke set det komme, og det gjorde det kun endnu værre.

Deres øjne mødtes gennem lokalet, og han holdt hendes smukke, blå øjne et øjeblik længere, end han burde, men han vidste med sikkerhed, at dette ville være sidste gang, han så hende, og at dette var hans farvel, så han kunne ikke se væk. Hvorfor skulle han også det? Hun var på én eller anden måde kommet helt ind under huden på ham, og han frygtede, at hun ville blive hos ham, uanset hvad han gjorde, så for nu virkede afstand som den rette vej for ham. Det virkede pludseligt direkte tåbeligt, at han skulle kunne konkurrere med en mand som Hr. Jacobs om mandens egen kone. Hvad havde han dog tænkt på? Historien havde jo vist, at han aldrig var dén, kvinderne valgte først. Hvorfor skulle Jessica føle det anderledes?

Hans øjne kærtegnede hende inderligt, fortalte hende, hvad han nu aldrig ville få mulighed for at sige højt, men det var det rigtige at gøre. Det havde været forkert, måske direkte arrogant af ham at tro, at han kunne få hende til at opgive sit nuværende liv for ham. Især efter så kort tid. Hendes læber skiltes let, som om hun ønskede at forklare sig for ham, men han rystede fraværende på hovedet, inden han trak blikket til sig og med rystende hænder skubbede sin tallerken fra sig og lagde sin serviet ved dens side.

”Henri.” Marks alvorlige stemme trængte gennem hans tågede tanker, og han vendte sig langsomt mod de to andre. De var begge alt for opmærksomme, og Henri ønskede virkelig at tage sig sammen for deres skyld. Synet af Hr. Jacobs, der tog sin kones hånd i sin og blidt kyssede den, fik ham til at se rødt, og han var nødt til at komme væk. Han kunne ikke klare det et øjeblik længere, og det lod til, at han ikke kunne lade være med at fokusere på Jessica og hendes lidt for charmerende ægtemand, så længe de var inden for synsvidde.

Han trak ud i sin halsklud, ligeglad med om han fik den bundet op. Væggene føltes, som om de lukkede sig sammen om ham, og hans vejrtrækning blev hurtig og overfladisk i takt med, at han følte klaustrofobien få tag i sig. Der var alt for mange mennesker samlet på ét sted, og koldsveden sprang frem på hans pande.

”Jeg er bange for, at jeg er nødt til at forlade stedet.” Var det virkelig hans stemme?

”Hvad mener du med at forlade stedet?” spurgte Mark roligt.

”Hvad har du gjort?” Lucius virkede sikker på, at der var en skandale, der kun ventede på at blive afdækket, og det var måske også sandt, men Henri anede ikke, hvad han skulle svare, for hvad havde han egentlig gjort? Tilladt sig selv at blive sårbar over for endnu en kvinde, der ønskede noget af ham uden at give det igen, som han ønskede sig? Det var ikke Jessicas fejl. Det var hans egen. Han havde åbenbart stadig for store forventninger til livet. Han kunne ikke trække vejret. Han var nødt til at komme ud, ud i haven eller ud på gårdspladsen.

”Jeg har bare brug for luft.” Og luftforandring. Så få dage havde han været i England, men allerede nu længtes han hjem. Han savnede Amerika. Pudsigt at han var kommet hele den lange vej til dette land for at komme lidt væk fra sin fortid for så at blive konfronteret med den her af alle steder. Han havde ikke lyst til at blive, men at tage turen tilbage over Atlanten så hurtigt efter sin ankomst virkede for desperat til, at det var en reel mulighed. Hvad skulle han gøre?

Når han tænkte over det, måtte dette egentlig være første gang, han nogen sinde var fristet over evne til at flygte frem for at konfrontere livets hårde realiteter. Måske skyldtes det hans sidste konfrontation med Bridget, der ikke havde resulteret i noget godt. Måske vidste han, at han ikke igen ville kunne komme sig over endnu et svigt, hvis han gav sig helt hen.

Det var ikke ofte, han faldt for en kvinde, men de to gange han havde gjort det, var han faldet hårdt, hurtigt og uigenkaldeligt, og lige nu kunne han ikke overskue en fremtid, hvor han havde haft Jessica, og hvor han var nødt til at se til fra sidelinjen, mens hun i sidste ende valgte sin mand. Det hele ville være lettere i det lange løb, hvis han helt undgik kollisionskursen. Hvis det altså ikke allerede var for sent. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...