En hemmelig affære (Et historisk år 1)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 okt. 2014
  • Opdateret: 10 jun. 2015
  • Status: Færdig
Jessica har været gift med den rige, men noget ældre Hugh Jacobs i over tre år. Det har ikke været nogen dans på roser, trods den lovende begyndelse, da Hugh ikke har nok i hende og finder sig den ene elskerinde efter den anden. Da Jessica får at vide, at hans seneste erobring er ingen ringere end hendes gode veninde, der tilmed selv er gift, får hun nok. Hun vil ikke tilbringe to uger ude på landet til det, der af alle betegnes som århundredets julesammenkomst, mens alle sladrer bag hendes ryg og har medlidenhed med hende. Det er på tide at tage kontrol over tilværelsen, og det første skridt er at låse døren mellem deres forbundne soveværelser. Henri Sinclair er amerikaner og netop ankommet til London. Hans forbindelser og formue sikrer ham invitation til årets sidste fest, og der går ikke lang tid, før han bliver betaget af den smukke, men skrøbelige Jessica. Hun er dog allerede gift med en anden, der tydeligvis ikke værdsætter hende. Er der noget, han kan gøre? ADVARSEL: Sexscene

36Likes
187Kommentarer
9188Visninger
AA

7. En tur i det fri - Henri

 

Til stor overraskelse for de fleste af gæsterne, havde det sneet igen om natten, og med de lave temperaturer var alle enige om, at turen ind til landsbyen skulle udskydes til et andet tidspunkt. Det frigav tid, der kunne bruges på anden vis, og sammen med Lucius og Mark fik Henri en hest sadlet op, så de sammen kunne ride en tur gennem det smukke vinterlandskab.

Henri lod sig ikke på noget tidspunkt narre. Han var udmærket klar over, at det blot var en undskyldning, og at han, når han først blev alene med de to andre, ikke ville have en chance for at undslippe de mange spørgsmål, som både nattens men også morgenens hændelser havde givet anledning til. Det var udelukkende et spørgsmål om tid, så han trak vejret dybt ind og forberedte sig på at stålsætte sig deres forhør. Selv om Lucius ville være den, der umiddelbart var mest nysgerrig, og som sikkert også ville være den mest nærgående, var Henri ikke i tvivl om, at Mark ville være en yderst opmærksom observatør, og hvis Henri ikke passede rigtig godt på, ville vennen opdage hans mindste svaghedstegn.

”Hvor så Edward Jacobs godt ud her til morgen,” begyndte Lucius, mens de travede mod skovområdet mod syd. Henri forsøgte at undertrykke sit grin. Han burde have vidst, at Lucius ville sladre løs om alle andre først. Hvad den mand ikke vidste om Englands overklasse, var ikke værd at vide. I det mindste var han en ven, og venner sladrede ikke løs om hinanden. Lucius gjorde i hvert fald ikke. Sådan havde det altid været, men især efter Henris ægteskab og skandalen der fulgte, havde han gjort meget ud af at bevise, at han aldrig ville gøre noget, der kunne skade dem, han holdt af. Noget der ikke kunne købes for penge.

”Jo, nu du siger det. Har du forklaringen på det også?” Marks ironiske halvsmil viste, at også han morede sig over vennen.

”Selvfølgelig. Ellers ville jeg da ikke bringe det på banen,” grinte Lucius uden tegn på at ville sige mere. Han ville sikkert ikke afsløre flere detaljer, før de overgav sig og spurgte ind til det. Ikke at Henri havde kendskab til særlig mange fra adelen endnu, men det skulle nok komme før end senere. Det var svært at undgå med en ven som Lucius.

”Kom nu bare med det,” sagde Henri og klappede sin mørkebrune ganger. Et pragteksemplar af en hest. Måske han skulle tage sig en tur i staldene senere. Han havde hørt meget godt om Gyldenkrones hestebestand, og indtil videre lod det til, at rygterne talte sandt.

”Han har endelig taget sig en elskerinde.”

”Det var da også på tide,” mumlede Mark. Henri stivnede, og hesten reagerede øjeblikkeligt på hans ændrede kropsholdning. Det tog ham flere sekunder at få den under kontrol igen, men han nåede godt at se de andre to sende hinanden blikke. ”Det er ikke, som du tror, Henri,” fortsatte Mark.

”Ikke? Jeg er da ret sikker på, at Edward Jacobs er gift. Som far så søn, lader det til.” Foragten var tydelig i hans stemme. Han kunne ikke se de andre to i øjnene, så han lod i stedet for, som om han beundrede de nøgne træer, der i nattens løb var blevet prydet med endnu et lag sne. Solen blev reflekteret i det hvide lag, så det lignede glitrende krystaller, og han tænkte kort på den ring, som Jessica Jacobs havde kastet fra sig aftenen forinden. Edward Jacobs meget unge stedmor.

”Det var et ægteskab indgået i kærlighed, men det holdt ikke længe. Det er ret tragisk,” sagde Mark.

”Fru Jacobs styrtede på sin hest ikke engang en uge efter vielsen og blev lam. Hun kan ikke længere klare sig selv, og lægen frarådede enhver form for ægteskabeligt samkvem. Det er over tre år siden. At han først har taget sig en elskerinde nu er uden for min forstand. Bare forestil dig tre år uden en kvinde!”

”Ja, det havde du aldrig klaret,” sagde Mark med undertrykt latter, og Lucius lo sammen med ham. Henri prøvede at forestille sig, hvordan det ville være at have en kone, som ikke frivilligt havde fravalgt én, men som på grund af en ulykke ikke kunne tilfredsstille én. Ville han kunne være sammen med en anden kvinde da, trods løftet i kirken om troskab? Burde deres kærlighed til hinanden ikke overvinde selv sådan en forhindring? Den fysiske kærlighed var jo blot en facet af et større hele. Han rystede forundret på hovedet over sig selv. Han var stadig en romantiker, lod det til. Det kunne ikke engang Bridget ændre.

”Jeg hørte for resten også senere i går, at Helena Jacobs næsten er blevet forlovet med Baron Darren de Fries. Jeg håber ikke, du havde udset dig hende til din brud, Mark?” fortsatte Lucius.

”Jeg har ikke tænkt så meget over det. Jeg har nok også hele tiden tænkt, at Hugh gerne ville have sin ældste datter gift først.” Mark trak på skuldrene, og Henri undrede sig over sine venner, der pludselig var blevet så beregnende, når det kom til ægteskab. Havde de ikke alle talt om udelukkende at indgå ægteskab, når de fandt den rette kvinde? Havde Henris ulykkelige ægteskab fået dem til at ændre mening? Eller var de blevet påvirket af de engelske normer? Det ønskede han ikke for dem.

”Og så går der også rygter om, at Allenham har udset sig en brud.” Henri kunne ikke lade være med at grine sammen med de to andre. Markisen havde han mødt, og var der en mand, der ikke var egnet til ægteskab, så var det Leopold von Rosen.

”Interessant. Jeg har ellers hørt, at han lige har installeret en ny elskerinde i sit byhus. En vis skuespillerinde, som han har jagtet i flere uger,” sagde Mark. De to andre blev ved med at udveksle rygter, mens de red gennem den snedækkede skovbund. Henri var holdt op med at høre efter og sad fordybet i sine egne tanker. Han så igen Jessica Jacobs for sig, som hun stod på balkonen, fortabt for omverdenen. Han lukkede øjnene og blev lidt bekymret over, hvor let det var at tænke sig tilbage til sengen, til hende og til det, de havde delt. Det var alt for let at glemme ydmygelsen i øjeblikket og i stedet forestille sig, hvordan det ville have været, havde de bevidst valgt at …

”Henri!” Han blev brutalt hevet ud af sine fantasier. De andres brede grin vidnede om, at de udmærket vidste, hvor han havde haft sine tanker, og det fik ham til at flytte lidt nervøst på sig i sadlen. Mark og Lucius havde været hans venner siden barndommen. De kendte ham for godt. De vidste, når han forsøgte at lyve for dem eller undvige sandheden. Han kunne slet ikke forestille sig, hvordan han skulle holde nattens hændelser hemmelige for dem.

Skulle han afsløre, at Jessica Jacobs var den kvinde, der havde ligget i hans seng? Lucius ville uden tvivl få det lokket ud af ham alligevel, og selv om det ikke havde været hensigten, så var deres uskyldige møde ikke blevet ved med at være så uskyldigt, og Henri overraskede sig selv ved at ville have mere. I alt for langt tid havde han ladet sin fortid med Bridget farve alle sine handlinger og intentioner. Ikke mere. Jessica kunne blive en ny start, og med den ægtemand hun havde, ville hun ligesom han ikke have noget ønske om en fremtid, der indebar tillidsbrud. Hun ville måske være den eneste kvinde, han med sikkerhed ville kunne stole på ikke ville være ham utro. Hvordan skulle han kunne lade hende slippe væk? Ikke at det var den eneste grund til, at hun kunne være den perfekte kvinde for ham …

Der var selvfølgelig det med, at hun allerede var gift med en anden, og at skilsmisse var uhørt og næsten umuligt at opnå, og når først skandalen tog over, ville hun ikke længere være en del af det gode selskab, men betød det noget? Han havde aldrig gået så højt op i det. Ville det betyde noget for hende? Eller ville hun ofre overklassens accept for at være sammen med ham? Hvis bare de var sammen, uanset om det var i England eller Amerika, så ville alt være godt. Sådan følte han det.

Han rystede på hovedet, forundret over sine egne tanker. Han havde kun mødt hende to gange. Hvordan kunne han lade sig rive sådan med af sine tåbelige tanker? Var det måske ikke det, han havde gjort med Bridget? Han havde ikke kendt hendes sande jeg, og derved havde han inviteret til hjertesorg med åbne arme. Hvad var det med denne nye kvinde, der gjorde ham villig til at åbne sig op for muligheden for endnu en gang at blive ydmyget? At få knust det resterende af sit hjerte? Hvornår og hvordan var hans hjerte overhovedet blevet en del af det her?

Det var det heller ikke. Han vidste, hvordan hun måtte have det, og han følte en samhørighed med hende, fordi hun nu blev behandlet på samme måde, som Bridget havde behandlet ham. Det var det. Han ville sikkert ikke engang komme i nærheden af hende igen. Måske ønskede hun det heller ikke. Bare fordi han var ved at udvikle en upassende interessere for hende, var der ingen garantier for, at hun havde det på samme måde med ham.

”Er det ikke på tide, at du fortæller os, hvad der egentlig foregår mellem dig og Jessica Jacobs?” Lucius så arrogant og selvtilfreds ud fra sin sorte kæmpe af en hest, og intet undgik hans blik. Henri ønskede virkelig at holde på Jessicas hemmelighed, men Mark og Lucius var hans venner. De ville holde på hemmeligheden, hvis han bad dem om det. Kommende svigerfamilier eller ej.

”Kan I klandre mig for at ville i tale med den kvinde, som hele selskabet tror, frivilligt har tilbragt natten i min seng? Jeg tror, hun havde lige så meget brug for, at vi benægtede det, som jeg havde.”

”Ja, nu du siger det … hvem var det så, du havde i din seng? Ikke for at lyde arrogant eller noget, men det er altså første gang, at du har været så hurtigt ude. Jeg troede faktisk ikke, at du havde været sammen med nogen efter Bridget, så det var lidt af et chok at se, at du endelig havde taget dig sammen. Et glædeligt chok, men stadig.” Lucius havde som altid et drillende glimt i øjet, og det var svært at være rigtig vred på ham.

”Hvordan skulle det få dig til at lyde mere arrogant end ellers?” undrende Henri sig, mens han førte sin hest uden om noget, der kunne være en væltet træstamme, men som lige så vel kunne være noget andet. Skulle han afsløre hende eller ej?

”Det har nok noget at gøre med, at Lucius ved, at han kunne klare at få en kvinde i sin seng på så kort tid, men han tiltror ikke dig det samme,” sagde Mark tørt, inden han fortsatte. ”Ikke at der er mange, der kan præstere det, men han har nok ret. Jeg må tilstå, at jeg også er nysgerrig. Især fordi vi ved, hvordan du har det med store forsamlinger. I store forsamlinger er det muligt at støde på en ensom kvinde, der trænger til opmuntring, men idet du har tilbragt størstedelen af aftenen sammen med os eller med at undgå de tætpakkede rum, så er det altså lidt af en præstation.” Henri nikkede, klar over, at de ikke ville stoppe med at udspørge ham, til han havde givet dem et navn. Han forsøgte at trække tiden ud.

”Du har ret, Lucius. Det er meget arrogant. Stakkels den kvinde, der skal holde dig ud i det lange løb.”

”Har du ikke hørt det endnu? Her i England gifter man sig, sørger for en arving og fortsætter med det liv, man altid har levet. Kvinden forventer heller ikke andet, og den eneste regel, der skal overholdes, er den, at kvinden først tager sig elskere, efter den mandlige arving er sikret. Helst to styks, bare for en sikkerheds skyld. Så er det jo ingen sag at blive gift. Som mand opgiver man ikke ligefrem noget.” Han trak på skuldrene, inden han vendte sig mod Henri, der ikke så videre begejstret ud ved tanken.

”Hvorfor så gifte sig?” spurgte han undrende. Foran dem tyndede det ud i skoven, og de bevægede sig ud over et åbent område, der næsten var ryddet for sne takket være vindens konstante hærgen. Sneen var blæst ind mellem træerne og gjorde det flere steder umuligt at passere. En større sø så ud til at være frosset til, men det var ikke til at vide, hvor dyb isen var. Om den ville holde, hvis man forsøgte at bevæge sig ud på den. Vintrene her i England var helt anderledes og ikke nær så ekstreme som i Amerika, og kulden var ikke nær så hård og kompromisløs.

De begyndte at ride rundt om søen, og Henri måtte flere gange tage sig selv i at smile, når de forstyrrede skovens dyr. Sneen bar præg af stor dyreaktivitet. De mange fodspor tegnede indviklede mønstre, der bare ventede på at blive opdaget.

”De fleste gifter sig for at få en arving,” sagde Lucius, mens han trak på skuldrene, som for at sige hvorfor ellers.

”Nogle gifter sig til penge eller en titel. De fleste kvinder har vel egentlig ikke et valg,” funderede Mark. Han fulgte et enligt rådyr med øjnene, inden han vendte sig mod Henri igen. ”Du taler udenom.”

”Jeg ved det godt. Hvad vil I have, jeg skal sige? Jeg forventede ikke selskab, men vågnede op med en smuk, tiltrækkende kvinde i armene.” Han forsøgte at lade være med at smile, men mindet om Jessica … han havde ikke engang kysset hende. Hvordan ville hun mon reagere, hvis de mødtes, og han kyssede hende? Tanken var forførende, lokkende … hans læber mod hendes … så derfor vendte han sin opmærksomhed mod de to andre. Han burde slet ikke blive ved med at tænke sådan på hende.

”Hvorfor sker sådan noget aldrig for mig?” Lucius fik de andre to til at grine højt, for det skete netop altid for ham. ”Ja ja, grin I bare, men det kræver altså hårdt arbejde. De kvinder, der dukker op i min seng, kommer ikke bare af sig selv.”

”Men det gjorde Jessica Jacobs?” spurgte Mark pludselig stille, og Henri pustede dybt ud, inden han tøvende bekræftede det.

”Hun havde været i værelset tidligere og vidste, at det stod tomt, så hun var lige så chokeret som jeg ved at opdage, at hun ikke lå alene i sengen …” Hendes hånd, der masserede ham, og hendes stille latter, da hun nægtede at stoppe med at røre ved ham. Han rystede kort hovedet for at klare sine tanker. Hvornår havde han sidst været så opsat på at få en kvinde? Han ville have hende igen. Han måtte have hende igen, hvis hun altså ville tillade det. Dumt. Så dumt, men også åh så fristende.

”Virkelig?” Lucius virkede imponeret. ”Hvor udspekuleret og manipulerende. Jeg havde aldrig troet, at du af alle ville have det i dig.”

”Havde jeg et valg?”

”Det er virkelig højt spil. At provokere Hugh, mens hans kone ligger få meter fra ham i din seng …” Mark rystede på hovedet, men virkede heldigvis ikke vred eller som om han havde planer om at afsløre bedrageriet. Det gjaldt om at være taknemlig for de små tjenester, især dem der ikke var så små endda.

”Jeg havde først lige opdaget hende, da han brølede hendes navn og begyndte at hamre på min dør.”

”Godt tænkt. Hurtigt tænkt. Jeg forudser en glimrende karriere blandt enker og utilfredsstillede hustruer for dig. De vil elske dig. Faktisk kender jeg et par stykker, som …”

”Nej tak,” smilte Henri. Han var så lettet. Hans bedste venner kendte nu til det med Jessica, og de talte stadig med ham, som de plejede. Han havde været ret bekymret, især i forhold til Mark, der satte ære og troværdighed meget højt.

”Du trænger til at komme videre. Glemme alt om Bridget og mærke, hvad det vil sige at være i live igen. Jeg kender lige den rette …”

”Nej. Jeg ved godt, at jeg skal videre, og jeg er også klar til det, men det bliver med en kvinde efter eget valg.” Lucius grinte overlegent, men holdt sig fra at presse på.

”Du har måske allerede én i tankerne?” funderede han højt, mens han førte sin ene pegefinger tankefuldt hen over sin underlæbe. Noget han ofte gjorde, men som virkede komisk med de brune ridehandsker. Henri rystede hemmelighedsfuldt på hovedet og undlod at kommentere det. Der var ingen grund til, at de bekymrede sig om ham og noget, som måske aldrig ville blive til mere. De havde bekymret sig nok om ham i de sidste par år.

Som han havde forudset, så Mark bare tingene anderledes og mere klart end Lucius, og det blik, han sendte Henri, var nok til at give Henri dårlig samvittighed og overbevise ham om, at hvis han ville udforske mulighederne med Jessica, som han havde svært ved at tænke på som andet end Jessica efter at have tænkt på hende i timevis, så var han nødt til at gøre det uden deres vidende. Måske.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...