En hemmelig affære (Et historisk år 1)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 okt. 2014
  • Opdateret: 10 jun. 2015
  • Status: Færdig
Jessica har været gift med den rige, men noget ældre Hugh Jacobs i over tre år. Det har ikke været nogen dans på roser, trods den lovende begyndelse, da Hugh ikke har nok i hende og finder sig den ene elskerinde efter den anden. Da Jessica får at vide, at hans seneste erobring er ingen ringere end hendes gode veninde, der tilmed selv er gift, får hun nok. Hun vil ikke tilbringe to uger ude på landet til det, der af alle betegnes som århundredets julesammenkomst, mens alle sladrer bag hendes ryg og har medlidenhed med hende. Det er på tide at tage kontrol over tilværelsen, og det første skridt er at låse døren mellem deres forbundne soveværelser. Henri Sinclair er amerikaner og netop ankommet til London. Hans forbindelser og formue sikrer ham invitation til årets sidste fest, og der går ikke lang tid, før han bliver betaget af den smukke, men skrøbelige Jessica. Hun er dog allerede gift med en anden, der tydeligvis ikke værdsætter hende. Er der noget, han kan gøre? ADVARSEL: Sexscene

36Likes
187Kommentarer
9206Visninger
AA

15. En ny begyndelse - Henri

Advarsel - Hvis du vil undgå sexscene, læs ikke videre!

 

Forandringer havde aldrig været noget, Henri så frem til. I sit 29 år lange liv havde han allerede været ude for mere end mange af sine jævnaldrende, og det han længtes efter, mere end noget andet, var stabilitet og forudsigelighed. Han fungerede ikke godt, når han blev taget på sengen og ikke var forberedt på nederlag, og at se Jessica smile sammen med sin mand var bestemt, hvad han ville betegne som et nederlag. Et nederlag, der gjorde ondt.

Frustreret var han gået i gang med at pakke sine ting i et håbløst forsøg på at komme af med noget af sin vrede, sin skuffelse. Hvordan havde han kunnet tage så meget fejl af hende? Det var jo tydeligt, at hun ikke havde tænkt sig at nægte Hr. Jacobs noget, og selv om Henri var en mand, kunne han godt se, at Hr. Jacobs kunne være umulig at konkurrere med. Manden havde charme, et godt udseende og så var han gift med Jessica. Hvordan skulle noget, Henri kunne tilbyde, nogen sinde kunne leve op til det? Han var ikke noget specielt. Det havde han aldrig været.

Døren, der gik op, fik ham til at standse midt i det, han var ved, og han tabte vejret ved synet af Jessica, der endnu en gang befandt sig i hans sovekammer. Hendes øjne søgte hans, inden de tog rummet ind, og hurtigt trådte hun helt ind og lukkede døren bag sig.

”Rejser du?” Hendes stemme rystede let, og han brød sig ikke om den sårbarhed, der havde sneget sig ind i hendes holdning, men hvad havde hun forventet? At han bare accepterede, at hun nu var sammen med sin mand igen? Deres flirt havde måske ikke betydet noget for hende, men det havde den for ham, og han var ikke typen, der fandt sig i at blive afvist. Aldrig igen.

”Ville du have sagt farvel?” Hendes stemme var alt for velovervejet, og det gjorde ham nervøs, fik ham til at være på vagt. Han vidste ikke, hvordan han skulle svare, for han ville ikke have sagt farvel, som sagerne stod mellem dem, og hvorfor hun overhovedet befandt sig i hans sovekammer, vidste han stadig ikke. Hvis hun var sammen med sin mand igen, hvad skulle hun så med ham? Han havde aldrig tidligere delt sine kvinder med andre, og han havde ingen intentioner om at begynde nu. Hvis det var den slags forhold, Jessica forventede, ville hun blive skuffet. Han rømmede sig kort, inden han endelig koldt svarede hende.

”Nej. Det var der ingen grund til.” Hun tog et lille skridt tilbage, som om hans ord fysisk havde skubbet hende. Det så dog ikke ud til, at hun registrerede det.

”Hvorfor ikke? Jeg troede, at vi havde noget specielt sammen.” Han blev overrasket over at høre sig selv udstøde en hård, kold latter. Overrasket, fordi deres situation så langt fra var morsomt.

”Det troede jeg også.” Han sagde ikke mere. Tiggede hende bare stiltiende om at gå, forlade ham, så han overladt til sin egen smerte måske endelig kunne glemme hende og de drømme, hun kortvarigt havde vækket i ham. Tåbe.

”Hvad ændrede sig?” Hendes stemme var nu kun en hæs hvisken, og det tog ham flere sekunder at forstå, hvad hun spurgte om. Da ordene endelig trængte ind, var han tæt ved at eksplodere. Han var rasende. Hvor vovede hun at troppe op her, forlangende og insisterende. Kunne hun ikke bare forsvinde ud af hans liv?

”Jeg troede, du var anderledes.” Han havde lyst til at såre hende mest muligt. Hendes reaktion viste, at det var lykkedes ham. Det burde have givet ham en vis følelse af tilfredsstillelse, men det gjorde det ikke. Han hadede sig selv for at gøre hende ked af det, at se hendes smerte, selv om det vel kun var rimeligt, når han selv følte ligesådan. Det eneste han ønskede var dog at se hendes smil og varmen i hendes smukke, blå øjne. Stadig. ”Fortæl mig, inden du går, om det var det værd?” Han var nødt til at vide det, også selv om det ikke kom ham ved. Hun var en voksen kvinde, gift med en anden. Deres handlinger kom ikke ham ved, men hvor han dog ønskede at vide, om han slet ikke havde betydet noget for hende.

”Om det var det værd? Jeg ved ikke, hvad det er, jeg har gjort siden i går, som …”

”Du ved det ikke?” eksploderede han. Frustreret kørte han en hånd gennem sit hår. Hvordan kunne hun? ”Jeg så jer sammen her til morgen, og det var tydeligt for enhver, hvad I havde gang i.”

”Hvad taler du om?” Til hendes ros skulle siges, at hun rent faktisk så en kende forvirret ud, men han ignorerede det og fortsatte ufortrødent.

”Du og din mand. I har tydeligvis fundet hinanden igen. Jeg burde have vidst, at jeg aldrig skulle indlade mig med en gift kvinde, men du fik mig overbevist om, at jeres ægteskab var slut. Jeg havde aldrig overvejet, at jeg skulle sidde ved samme bord som jer, mens han opvartede dig. Jeg følte mig som det største fjols!” Da Jessica kneb øjnene sammen og rankede sig, burde han have været forberedt på hendes vrede, men den overraskede ham alligevel. Vreden matchede hans egen.

”Så fordi Hugh beslutter sig for at give ægteskabet endnu en chance, tror du automatisk, at jeg blot kan acceptere og tilgive fortiden? Har du så lidt tillid til mig? Så lidt tiltro til det, vi har sammen? Tror du virkelig, at jeg vil falde ham i armene efter års utroskab, blot fordi han pludselig vil have mig tilbage igen og tror, han kan få det ved at holde min tallerken? Lad mig fortælle dig noget, Henri. Han ville ikke have mig, før jeg nægtede ham adgang til mit sovekammer. Han vil kun have mig nu, fordi han ikke kan få mig. Hvis jeg giver mig hen til ham igen, så vil der sikkert kun gå en uge, måske to, inden han atter er ude og more sig med andre kvinder. Så fortæl mig lige, hvorfor jeg skulle have lyst til at satse min fremtid på det? På ham? Når jeg kunne have dig. Ikke at det er aktuelt længere, lader det til.” Hun vendte ryggen til ham, mens hendes ord langsomt sank ind. Hun ville have satset alt på en fremtid med ham. Det føltes, som om al luften blev slået ud af ham, og han var magtesløs, kunne ikke se, hvordan han skulle få hende til at standse, vende om og komme tilbage til ham igen. Han havde så mange ord, som hun var nødt til at høre, men ingen kunne komme over hans læber.

Havde han virkelig taget så grueligt fejl? Han så for sig, hvordan det havde set ud tidligere ved morgenbordet. Måske havde han lagt for meget i det? Jessica havde jo ret i, at det var Hr. Jacobs, der havde opvartet hende, og hvis det hun sagde var sandt, og hun virkelig kendte sin mand så godt, så kunne Henri også sagtens forestille sig, at Hr. Jacobs kun reagerede, fordi hans position var truet. Der fandtes ikke noget mere motiverende end en udefrakommende trussel, når det gjaldt et ægteskab. Det vidste Henri alt til.

Han sukkede kort, inden han accepterede, at han muligvis havde overreageret. Bridget og hans fortid med hende havde igen fået ham til at opføre sig irrelevant og ulogisk, og noget kunne tyde på, at uanset hvor ofte han forbød sig selv at handle på en bestemt måde eller bare at tænke på det, så havde det ikke den ønskede effekt. Måske var det på tide at forklare for Jessica, hvad der lå i hans fortid, så hun kunne forstå, hvad der prægede deres nutid, alene med det formål at skabe en mulig fremtid. Det gav mening. Måske kunne det få hende til at blive? Han skulle til at kalde hendes navn, overbevise hende om at høre på ham, da hun af sig selv hvirvlede rundt og igen havde front mod ham. Som om hun havde hørt hans tavse bøn.

Med lange skridt bevægede hun sig hen mod ham. Han kunne stadig ikke få et ord over sine læber, hvor meget han end forsøgte. Hendes ansigt lyste af beslutsomhed, øjnene var stadig knebet sammen i vrede og glitrede faretruende, og munden var en smal streg.

Som altid blev han usikker, når han stod over for en rasende kvinde. De var uforudsigelige, og var der noget, han havde lært i sit korte ægteskab, så var det at være på vagt over for kvindeligt raseri. Jessica var smuk selv i sit nuværende humør, og han måtte et kort øjeblik forsøge at få kontrol over sig selv igen, da trangen til at kysse hende overvældede ham. Han ønskede at kysse hendes vrede læber, til hun var villig, varm og åben for ham igen, og alle misforståelser og jalousien glemt.

Han kunne ikke forhindre sin reaktion, da hun gjorde udfald mod ham. Han stålsatte sig mod hendes slag, hendes fysiske vrede, en slags vrede som han havde været udsat for så mange gange før, og blev forvirret og følte sig en smule fortabt, da hun frem for at overøse ham med slag i stedet flåede tøjet ud af hans arme, så det landede på gulvet i en bunke med et blødt bump. Han havde helt glemt, at han stadig stod med det i favnen. Han fulgte dets nedadgående bevægelser og var et øjeblik ikke opmærksom på Jessica. Derfor var han heller ikke forberedt på hendes næste træk.

Skubbet var så uventet, at det fik ham til at komme med et overrasket udbrud, der slet ikke kom i nærheden af at udtrykke hans chok. Frygten ved så uventet at miste balancen fik ham til at slå ud med armene, og hans puls hamrede lystigt afsted, inden han landede blødt på sengen bag sig og et øjeblik kun kunne stirre overrasket op på det hvide loft. En enkelt rejsetaske blev skubbet på gulvet, men det lod ikke til, at Jessica bemærkede noget. Hun var udelukkende fokuseret på ham, og han vidste stadig ikke, hvordan han skulle have det med det.

Sengen gav sig, da hun kravlede op over ham og begyndte at hive op i sin kjole, og han stivnede, kunne ikke fjerne blikket fra hende. Hendes ansigt, der blussede, øjnene der ikke ville møde hans, men som var skarpe og fokuserede, og hendes hænder, der begyndte at flå i hans benklæder … i det øjeblik, hvor det gik op for ham, hvad hun havde gang i, tog hans krop fuldstændig over og efterlod hans tanker spredt for alle vinde. Han kunne nærmest høre blodet bruse gennem sine årer, hans temperatur steg øjeblikkeligt, og inden han vidste af det, var han mere end almindeligt klar til at gøre hende til sin. Endelig.

Hans hænder fandt vej til hendes bløde lår, og han stødte op mod hendes underliv i en imitation af dét, han ønskede mere end noget andet, mens han hjælpeløst stønnede hendes navn. Friktionen var næsten mere, end han kunne bære, men han beherskede sig og forsøgte at få hende til at tage den lidt med ro. Hun stoppede helt op med det, hun var ved for at gribe fat i hans hænder og føre dem op over hans hoved. Nej. Han ønskede, at hun skulle åbne hans bukser. Han havde ikke ønsket at stoppe hende. Hun kunne ikke stoppe nu. Han brændte, var nødt til at have hende.

Bevægelsen havde bragt dem tættere sammen, og han udnyttede det øjeblikkeligt ved at lukke sine læber om hendes i et kys, der alt for hurtigt kom ud af kontrol. Han forsøgte at få sin ene hånd fri, så han kunne tage sig friheder, men et meget bestemt nej fik ham til at stoppe op. Hans vejrtrækning var hurtig og højlydt, men efter et par dybe indåndinger kunne han begynde at tænke nogen lunde klart igen.

”Undskyld?” spurgte han hæst, inden han så hende ind i øjnene.

”Jeg sagde nej. Hold dine hænder samlet over hovedet. Rør dig ikke.” Han åbnede og lukkede munden et par gange, ude af stand til at forstå, hvad hun mente, og dermed ude af stand til at svare eller stille yderligere spørgsmål. Efter flere sekunder, hvor de bare stirrede på hinanden, genoptog hun kysset, som han forvirret besvarede. Hvilket spil spillede hun? Havde hun tænkt sig at opmuntre ham for så at efterlade ham alene tilbage, hungrende og i smerte? Det ville være den perfekte hævn, men han kunne ikke forestille sig Jessica sådan. Det var ikke hendes stil. Var det?

Langsomt slap hun hans hænder, men da han forsøgte at røre ved hende igen, flyttede hun dem bestemt tilbage over deres hoveder. Han stønnede frustreret, og hans bekymring blev ikke mindre, da det gik op for ham, at hun smilte. Smilte! Mens han debatterede med sig selv om det fornuftige i at tage over, slap hun igen hans hænder, hvorefter hun gik i gang med at torturere ham med lette berøringer og kærtegn. Det tog hende en evighed, men endelig nærmede hun sig hans bukser, og forventningen om at hun måske ville åbne dem og tage ham i sine hænder var nok til at få ham til at vride sig af begær.

Hun satte sig helt op, men blev ved med at se ham i øjnene, mens hendes hænder fumlede ved bukseknapperne. Hver gang han forsøgte at flytte på sig, stoppede hun op og stirrede afventende på ham, til han igen lå stille, så hun kunne fortsætte. Hendes berøringer brændte ham. Hvis hun ikke snart kom til sagen, ville han ikke holde.

Ikke på noget tidspunkt i sit liv havde Henri oplevet, at en kvinde overtog kontrollen så effektivt. Det var mildest talt chokerende, både at se Jessica i sit sovekammer, efter at han havde accepteret, at han aldrig ville se hende igen, og derefter hvordan hendes forsøg på at forlade rummet havde resulteret i et vredesudbrud, der fik hende til at gå til angreb. Og hvilket angreb. Han lukkede kortvarigt øjnene, forsøgte at tænke på noget andet, der om ikke andet kunne få ham til at holde op med at ryste, men intet hjalp.

Da hun langt om længe slap ham fri, nåede han ikke andet end et lettet suk, inden hun havde løftet sig helt op over ham og havde ført ham hen til sin åbning. Hun var stram og meget våd, og det eneste han havde lyst til var at flytte sine hænder ned til hendes hofter og hamre op i hende, men han vidste, at hvis han gjorde det, ville hun bryde fri og stoppe, til hun havde den fulde kontrol igen. Han kunne se det i hendes beslutsomme ansigtsudtryk og hendes konstante blik, der fulgte alle hans bevægelser og reaktioner.

”Lad mig røre ved dig,” stønnede han, ikke længere for stolt til at tigge. Hans blik gled ufrivilligt ned til hendes faste bryster, da hun lod en hånd glide ned over sin overkrop. Hun vidste udmærket, hvilken effekt det ville have, og han følte sig som en druknende mand på åbent hav uden redningskrans, uden land i sigte. Hun var ude på at tage livet af ham.

”Nej. Du ville forlade mig,” sagde hun konstaterende, bestemt. Han skar en grimasse og skød hofterne let frem, ude af stand til at lade være. Bevægelsen fik ham til at trænge dybere op i hende, og den lyd der undslap ham virkede fremmed. Han havde aldrig før været så desperat efter udløsning. Hvad skulle der til for, at han kunne få hende? Hun stønnede lavmælt, da hun sank det sidste stykke ned over ham, og lyden fik endnu en rystelse til at gå gennem ham. Som hun over ham, som hun langsomt begyndte at ride ham; han havde aldrig set noget smukkere. Hun var hans gudinde, og han hendes ydmyge slave.

”Jeg ønskede ikke at forlade dig,” fik han frem. Hun satte farten let op, og han måtte bekæmpe sig selv for ikke at komme, overgive sig til sin egen nydelse uden at vente på hendes.

”Men det ville du have gjort.” Hun satte farten op igen, som om hun straffede ham. Den perfekte straf. Han gispede og prøvede at holde fast, prøvede inderligt at bekæmpe orgasmen, der forsøgte at slippe fri, kæmpe sig vej ud gennem hans pik. Febrilsk greb han fat i sengetæppet. Han var nødt til at have noget at holde fast i, nu han ikke kunne holde fast i hende, og med sammenbidte tænder kæmpede han mod sig selv. Mod hende og den uundgåelige afslutning.

”Ja det ville jeg.” Han stønnede, højere denne gang, og han var ikke overrasket over at opdage, at hans krop var dækket af et fint lag sved. Jessica lænede sig let fremover, og igen blev hans øjne draget mod hendes bryster. Så perfekte. Forestillingen om, hvad han ville gøre, hvis han havde haft lov til at bruge sine hænder, var for meget for ham. Spændingen var for stor. ”Tilgiv mig,” stønnede han, både fordi han ville have forladt hende uden et ord, men også fordi han vidste, at han havde tabt kampen. Han kom højlydt og længe, og det var først bagefter, at han flovt accepterede, at hun ikke havde været med ham. Endnu en gang.

”Jeg tilgiver dig. Hvis du lover, at du aldrig gør det igen.” Hun havde lagt sig hen over ham, og deres ansigter var kun få centimeter fra hinanden. Hun kyssede ham blidt, og han besvarede det, ikke helt sikker på, hvad der lige var sket mellem dem. Han var stadig begravet dybt i hende, og han havde ikke travlt med at trække sig ud. Dette var bestemt hans version af Himmeriget, og deres samvær havde reduceret alle spændinger i hans krop. Selv dem han ikke havde været klar over var dér.

”Det lover jeg,” svarede han alvorligt, mens han så ind i hendes dybblå øjne. Han havde aldrig ment noget så inderligt. Hendes smil var så selvtilfreds og uventet, at noget faldt på plads i ham, og han kunne mærke, hvordan han igen blev hård. Der var noget så fantastisk tiltrækkende ved hende, som han ikke kunne placere, men som dragede ham som intet andet.

For ikke at lade hende få overtaget i anden omgang, væltede han hende erfarent om på ryggen, inden han selv fulgte efter. Hendes overraskede udbrud fik ham til at le, og han kunne ikke huske, hvornår han sidst havde følt sig så fri. Han samlede hendes hænder over deres hoveder i en imitation af det, de lige havde delt, men modsat hende så havde han styrken til at holde hende fast med den ene hånd, mens den anden kærtegnede hende, løsnede hendes tøj og fik hende til at stønne højtlydt.

Det tog ham ikke lang tid at få hende til at overgive sig, efter han først var trængt ind i hende. Hun havde været mere end klar til det, og med få, hårde stød skubbede han hende ud over kanten.

Hendes totale overgivelse var så uventet, at han følte det som den største gave, og mere skulle der ikke til for at få ham til at komme igen. Som de lå forpustede og svedige sammen, slog det ham, hvorfor overgivelsen betød så meget for ham. Jessica virkede måske nok som en bly viol, men når man kom under facaden, så man den virkelige Jessica, og hun var så meget mere end det. Hun havde en indre styrke, som han ikke tidligere havde mødt hos nogen anden kvinde, da slet ikke hos Bridget, og det var uvurderligt. Jessica var uvurderlig, og hvis Hr. Jacobs ikke var klar over det, så fortjente han hende slet ikke. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...