En hemmelig affære (Et historisk år 1)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 okt. 2014
  • Opdateret: 10 jun. 2015
  • Status: Færdig
Jessica har været gift med den rige, men noget ældre Hugh Jacobs i over tre år. Det har ikke været nogen dans på roser, trods den lovende begyndelse, da Hugh ikke har nok i hende og finder sig den ene elskerinde efter den anden. Da Jessica får at vide, at hans seneste erobring er ingen ringere end hendes gode veninde, der tilmed selv er gift, får hun nok. Hun vil ikke tilbringe to uger ude på landet til det, der af alle betegnes som århundredets julesammenkomst, mens alle sladrer bag hendes ryg og har medlidenhed med hende. Det er på tide at tage kontrol over tilværelsen, og det første skridt er at låse døren mellem deres forbundne soveværelser. Henri Sinclair er amerikaner og netop ankommet til London. Hans forbindelser og formue sikrer ham invitation til årets sidste fest, og der går ikke lang tid, før han bliver betaget af den smukke, men skrøbelige Jessica. Hun er dog allerede gift med en anden, der tydeligvis ikke værdsætter hende. Er der noget, han kan gøre? ADVARSEL: Sexscene

36Likes
187Kommentarer
9196Visninger
AA

10. En god ven - Jessica

 

Samtidig forsøgte Jessica at finde ud af, hvor hun havde sin bordherre; den flotte og populære Hr. Lucius Mayne. Hun var selvfølgelig blevet præsenteret for ham ved en tidligere lejlighed, men de havde aldrig ført en egentlig samtale. Han var charmerende som få og uhyre underholdende. Meget karismatisk. På samme tid var han alt for poleret - ikke ulig Hugh, nåede hun frem til, og det var ikke ligefrem nogen kompliment.

”Hvad er det egentlig, De gerne vil, Hr. Mayne?” Hun så ham direkte i øjnene og opdagede for første gang oprigtig interesse.

”Hvad jeg vil?” spurgte han glat, og hun havde lyst til at rulle med øjnene ad ham, men års god opdragelse havde sat sit præg, så i stedet smilede hun let og forsøgte at opmuntre ham til at komme til sagen. Han smilede stort tilbage og lænede sig alt for tæt ind mod hende. Et kort sekund overvejede hun, om han flirtede med hende, men det gav ingen mening, at han pludselig skulle være interesseret. Måske var det blot en del af hans natur. Måske kunne han ikke forhindre sig selv i at charmere kvinder?

”Ja.” Hun sagde ikke mere, så bare afventende på ham. Hans indgående blik veg ikke fra hendes, og hun overvejede, hvad andre ville se, hvis de så på dem netop nu. Garanteret hun burde føle sig påvirket af hans nærhed, og hvor andre kvinder sikkert havde besvaret hans umiskendelige flirten, havde følt sig attråede og kortvarigt som centrum i hans verden, følte hun ingenting. Hun kunne sagtens forestille sig, at han var vant til at få sin vilje på grund af sin karisma og diskrete manipulation. Dog ikke med hende. Aldrig hende.

”De er en meget smuk kvinde,” sagde han lavmælt, og hans ord fik hende til at le højt. Flere rettede nu deres opmærksomhed mod dem, men hun var ligeglad. Så han troede, at han kunne charmere hende med tomme ord? Vidste han ikke, at hun var gift med sådan en mand, og at hun var blevet uimodtagelig for overfladisk smiger? Hans overraskede ansigtsudtryk besvarede hendes spørgsmål.

”Jeg er ked af at sige det, Hr. Mayne, men det kommer ikke til at virke.” Hun tog en lille slurk af sin hvidvin og ventede tålmodigt på svar, mens tjenerne gik i gang med at servere den første ret af mange.

”Hvilket?” spurgte han uskyldigt, mens også han tog en slurk af sin vin. Han lignede besynderligt nok en mand, der var ved at ændre sin taktik, men hun kunne ikke regne ud, hvad hans endelige mål kunne være.

”Hvad det end er, De forsøger,” svarede hun. Lidt opgivende så hun ned langs bordet og sukkede lydløst, mens hun forsøgte at skjule sin frustration over at have frit udsyn til Hugh og Monique, der sad med hovederne tæt sammen. Hun så væk for med det samme at se mod dem igen. Sad Henri virkelig på Moniques anden side? Hvad havde deres værtinde da tænkt på ved at placere ham dér? Hun rynkede ubevidst panden og bed sig let i læben. Hvor absurd.

Henri så over mod dem, og deres øjne låste sig fast i hinandens. Hendes mave slog en koldbøtte, og hun smilte lidt genert til ham, inden hun så ned på sin tallerken og forsøgte at spise noget af det, der lå på den. Hvad ville hun ikke have givet for at have Henri Sinclair til bordherre. Hendes lille fantasi blev afbrudt, da Hr. Mayne igen lænede sig alt for tæt ind mod hende, og hun så forvirret op på ham, mens hun forsøgte at regne ud, hvad han ville. Han var ude på noget. Det var tydeligt. De næste tre retter opførte han sig som en sand gentleman, alt for opmærksom og alt for charmerende. Hun forsøgte virkelig at slappe af og nyde hans selskab, men det var umuligt. Hun vidste bare, at han havde en eller anden dagsorden, der involverede hende. Men hvad?

”De er bekendt med Hr. Sinclair, er det ikke korrekt?” forsøgte hun efter endnu en kompliment. Hun ønskede ikke at være genstand for Hr. Maynes interesse, og hun kunne heller ikke helt forstå, hvordan det kunne være tilfældet, da de ikke kendte hinanden, og han aldrig før havde vist interessere. Interesse opstod ikke ud af den tomme luft.

”Jo, vi har kendt hinanden altid,” svarede han, mens han sendte hende et spekulativt blik. Han kørte en finger hen over sin underlæbe, mens han så vurderende på hende. ”Hvorfor? Ønsker De da at vide mere om Deres redningsmand?” Han havde sænket stemmen igen, og det tog hende adskillige sekunder at opfange hans ord. Da hun forstod, hvad han hentydede til, rødmede hun øjeblikkeligt og pressede læberne sammen. Hvor vovede han? Så al denne interesse skyldtes, at han kendte til hendes tilstedeværelse i en anden mands soveværelse? Troede han måske, at hun nu var villig til at være sammen med en hvilken som helst mand, bare fordi hun ved et tilfælde var endt i Henris? Hr. Sinclairs? Rødmen bredte sig på hendes kinder, og hun forsøgte at skjule sin vrede, men den var alligevel tydelig i hendes stemme.

”De kender tydeligvis Hr. Sinclair ganske godt. Vil De være så venlig at forklare mig præcis hvad og især hvem, han har afsløret nattens hændelser for?” Hvordan kunne hun have troet, at Hr. Sinclair var anderledes end nogen anden mand? Han havde fortalt om deres bekendtskab, og ikke bare til hvem som helst, men til selveste Hr. Mayne. Alle vidste, at han var ude af stand til at holde noget hemmeligt.

Hendes puls bankede hårdt og smertefuldt, mens hun forsøgte at komme sig over dette nye svigt fra så uventet en side. Hun var forfærdelig skuffet og såret. Hvordan kunne han gøre det mod hende? Hvordan kunne hun have været så dum at tro, at han var anderledes end Hugh? Samtidig undrede hun sig også over, hvordan hun i det hele taget, om end kun for en kort stund, havde været i stand til at åbne sig op over for en fremmed igen, så han rent faktisk kunne såre hende. Dét alene burde overbevise hende om, at hun var for naiv til London. Hun havde stadig ikke lært lektien, trods Hughs talrige forsøg på at lære hende, hvordan den virkelige verden hang sammen. Hun forsøgte at synke trods klumpen i halsen, der støt voksede sig større. Lærte hun det aldrig?

”Tilgiv mig, det er ikke, som det lyder. Henri og jeg har som sagt kendt hinanden altid og har sjældent hemmeligheder for hinanden. De må ikke tro, at han på nogen måde handlede uværdigt, hvor gerne jeg end ville ønske, at det var tilfældet.” Hun flyttede vredt blikket fra sin stort set urørte tallerken til Hr. Mayne, der skar en ærgerlig grimasse, inden han smilte sarkastisk og tilføjede. ”Min største fejl er, at jeg ikke kan spille komedie eller såre mine bedste venner, selv om det er for deres eget bedste.”

”Hvorfor ville De dog ønske det? Hvad har jeg gjort mod Dem, der kan gøre noget sådan ønskværdigt?” Hun brød sig mindre og mindre om ham. Hvordan kunne han være kendt for at være en gentleman? En skørtejæger måske, men stadig en velkommen tilføjelse til enhver sammenkomst. Var der ingen, der kunne se bag hans facade? Bare fordi han var rigere end de fleste, kunne man se gennem fingrene med hans mangler, og dem var der vist mange af.

”De har intet gjort. Endnu.” Han skar endnu en grimasse og så på hende, som om hun var til stor irritation for ham. Væk var hans charmerende smil og komplimenter. I det mindste virkede denne side af ham til at være mere troværdig end hans tidligere flirten. Det værdsatte hun. Hun havde fået nok af uærlighed.

Endnu?” Hendes stemme udtrykte hendes fortørnelse, inden hun lo kort og rystede på hovedet. ”Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige! Jeg har virkelig ingen anelse om, hvad De taler om.”

”Ikke? Lad mig gøre noget helt klar for Dem så, Fru Jacobs.” Han lænede sig igen over mod hende med sænket stemme, så ingen andre kunne høre ham. ”Henri er én af mine bedste venner. De sidste år har han været gennem hændelser, som ingen mand bør udsættes for, så nu siger jeg det, som det er. Hold Dem langt væk fra ham! Af en eller anden grund har Henri det med at finde kvinder, der har brug for ham, langt mere interessante end dem, der vil være gode for ham. Ingen har nogen sinde gjort noget godt for ham. Han fortjener bedre. Så hvis De er ude på at udnytte ham eller bruge ham for at hævne Dem på Deres mand, så bare vid dette; Hvis De sårer eller på anden vis gør noget, der knækker Henri mere, end han allerede er, så vil jeg bevæge himmel og helvede for at ramme Dem. De skal ikke ønske mig som Deres fjende. Forstår De, hvad jeg siger? Hold Dem væk.” Hendes mund var åben og hendes øjne store af chok. Det lød faktisk, som om han mente det. Som om han anså Henri for at være i fare for at få følelser for hende! I det mindste var hun nu overbevist om, at Hr. Mayne ikke havde udviklet en pludselig interesse for hendes selskab. Han forsøgte at forhindre Henri i at begå en fejltagelse, og den fejltagelse var åbenbart hende.

Hun tog en skarp indånding og vendte blikket mod Henri, der sad optaget af sit måltid i ensomhed, fordi begge hans borddamer var engageret til anden side. Hendes tanker kredsede om beskyldningerne, og et øjeblik forestillede hun sig, hvordan det ville være at indlede en affære med en anden mand udelukkende for at tage hævn over Hugh og gøre mod ham, hvad han havde gjort mod hende. Tanken var ikke videre velkommen, og hun kunne heller ikke se noget formål med utroskab på det grundlag. Det var jo ikke, fordi det ville bringe Hugh tilbage i hendes liv som før, hvor alt var godt. Hun var også ret sikker på, at Hugh ikke elskede hende nok til at blive såret. Det ville udelukkende gå ud over hans stolthed, og så vred og såret som hun følte sig, så kunne det være ligegyldigt. Det ville ikke være nok. Han var nødt til ikke at betyde noget. Hun var nødt til at leve sit liv på en anden måde, og det kunne ikke inkludere Hugh. Inkluderede det Henri?

Hendes hånd rystede kun en lille smule, da hun igen rakte ud efter sin vin. Hun tog en lille slurk for at fugte sin mund, der var blevet knasende tør under Hr. Maynes trussel. Han ønskede hende lang væk fra Henri, fordi han var bekymret for, at vennen skulle få problemer på grund af hende. Som om en jaloux ægtemand ventede i kulissen eller hun kunne finde på bevidst at lege med ham. Som om.

”De kender mig ikke, Hr. Mayne.”

”Det gør Henri heller ikke, men han har allerede besluttet sig for, at De har brug for ham, og at han på en eller anden måde kan hjælpe Dem.” Han lød næsten opgivende, og det blik han sendte Henri var så sandeligt ikke venligt stemt.

”Det kan han måske også,” næsten hviskede hun. Det blev mødt af et fnys, der fik hende til at stivne og rette sig op i stolen.

”Ha! Og når De så har modtaget hans hjælp, så kan De tilgive Deres ægtemand og fortsætte Deres liv, hvorefter Henri vil stå tilbage, alene og med et knust hjerte. Det kommer ikke til at ske.” Beslutsomheden lyste ud af ham, og hun tog sig selv i at smile, selv om hun ikke var så sikker på det med det knuste hjerte. Det ville jo betyde, at Henri elskede hende, men hvordan skulle han kunne det? De kendte ikke hinanden. Men hvor ville hun gerne kende ham. Tanken dukkede uventet op og fik hende til at se alle andre steder hen end på Hr. Mayne. Hun indså samtidig, at der rent faktisk var en stor chance for et knust hjerte i dette spil. Der ville bare ikke være tale om Henris hjerte …

”Han er heldig, at han har en ven som Dem.” Selv havde hun ikke længere nogen. Monique, der som den eneste var trængt gennem hendes reservation, da hun var nyankommet til London, havde svigtet hende til fordel for Hugh, og hendes lille familie var i de seneste år blevet reduceret til kun at bestå af en tante, der levede i Cornwell. Henri var i sandhed heldig. Hun så op på sin bordherre, nysgerrig efter at vide, hvorfor han var blevet tavs. Han så på hende, som om han ikke kunne regne hende ud. Som om hun var noget, han aldrig tidligere var stødt på. Hun rørte lidt uroligt på sig, usikker på hvad hans blik betød. Havde hendes følelser været så tydelige, at han nu kendte hendes hemmeligheder? Tanken gjorde hende nervøs.

”Ja.” Han sagde ikke mere i lang tid. Han fortsatte med at spise, inden han i et venligere tonefald sagde. ”Så De går altså med til at holde Dem fra ham?” Hun rystede kort på hovedet, velvidende at hun var på vej til at prikke til en sovende bjørn.

”Nej, det gør jeg ikke. Nu har De også gjort mig nysgerrig. Har Hr. Sinclair tidligere ladet sin kærlighed falde på en gift kvinde? I så fald, hvad skete der?” Hun tørrede sig om munden med sin serviet for at undgå hans blik. Hun kunne dog mærke, hvordan han stivnede, og synet af hans knyttede hånd om bestikket var lige ved at få hende til at bakke ud, men hun var virkelig nysgerrig. Hun ønskede at vide mere om den mand, der havde hjulpet hende og afledt hendes tanker så effektivt fra Hugh.

”Det er ikke mine hemmeligheder at dele. Hvis Henri ønsker, at De skal kende til omstændighederne, så fortæller han det nok selv. Ikke at De skal regne med det.” Han var så frustreret, at det lyste ud af ham, og af en eller anden grund gav det hende lyst til at le. Hun mødte igen Henris blik, der et kort øjeblik hvilede på Hr. Mayne. Det trak om hans mund, og hun kunne godt lide tanken om, at de stod sammen mod verden. Hun tilgav ham, at han havde talt med en nær ven, selv om hendes tillid til vennens tavshed lå på et meget lille sted. Havde hun dog stadig været på talefod med Monique, ville hun nok også have røbet det kaos, der var hendes liv, for hende, så hun besluttede sig for at acceptere tingenes tilstand. For nu.

”Alligevel røbede De betydelige detaljer tidligere,” insisterede hun.

”Det var udelukkende for at få Dem til at indse, at Henri ikke er manden, som skal være en del af Deres forsøg på at håndtere en utro ægtemand! Henri har været genstand for nok skandaler til at vare en livstid. Han afskyr drama og opmærksomhed. Hvis De indleder en affære med ham, vil han pludselig være stor genstand for sladder igen, og det kommer ikke til at ske. Det vil jeg ikke tillade.”

”Bør det ikke være Hr. Sinclairs egen beslutning?” Hr. Maynes arrogance ville blive hans undergang, tænkte hun frustreret. I det mindste håbede hun det. Gjorde det hende til et dårligt menneske? Hendes tanker blev ved med at kredse om det, han lige havde sagt. Noget kunne tyde på, at Henri havde en større skandale bag sig …

”Nej, absolut ikke. Henri burde ikke selv træffe nogen vigtige beslutninger.” Hr. Mayne lød så meget som en sur skoledreng, at Jessica ikke kunne lade være med at le igen. Måske også fordi hun ikke kunne tro, hvad hun lige havde hørt. Konstateringen blev naturligvis efterfølgende fulgt op af et mere afdæmpet, ”Han træffer altid de forkerte beslutninger.” hvilket fik hende til at le for alvor.

”Hr. Mayne, nu kender jeg Dem ikke rigtigt, men jeg har hørt en del,” begyndte hun.

”Kun godt, håber jeg,” indskød han glat, inden hun fortsatte.

”Men det, jeg har hørt, overbeviser mig om, at De næppe skal være den person, der træffer valgene for ham.”

”De tager ganske fejl, Fru Jacobs. Hvad angår mine egne valg i livet, har de måske ikke altid været de bedste, men når det kommer til andres, så kan jeg se en katastrofe på lang afstand, og De har direkte kurs mod den. Jeg ved udmærket, hvorfor Henri finder Dem så interessant, og det er også grunden til, at jeg foretrækker at styre ham uden om Dem. I sikkerhed. Uden for kollisionskursen.” Hun kneb øjnene vredt sammen og forsøgte at beherske sig, men det var svært. Hun havde aldrig været så rasende på en person før, hvis man så bort fra Hugh.

”Jamen hvis De kender til hans svagheder så godt, så kan De måske oplyse mig om, hvorfor jeg er så interessant, så jeg kan ændre på det. Gud forbyde, at jeg skulle fange en mands opmærksomhed.” Hun vidste, at hun lød bitter og såret, og hun hadede sig selv for at udstille sig for Hr. Mayne. Hans vidende smil var ventet, men langt fra velkomment.

”De har ingen problemer med at fange mænds opmærksomhed. Det lader bare til, at De har svært ved at holde på den.” Hans nedladende ord ramte plet, og hun mærkede tårerne presse på, selv om hun nægtede at lade dem falde. Hr. Mayne fortsatte stille med at tale. ”Han identificerer sig med Dem, hvis De endelig vil vide det. Han har selv været i en lignende situation og havde ingen kontrol over sit liv, så nu ønsker han at hjælpe Dem på ret kurs.” Henri havde også oplevet svigt. Hvorfor det fik hende til at føle sig tættere på ham, vidste hun ikke. Måske hun nu identificerede sig med ham?

”Det er ikke det, at jeg ikke har kontrol over mit liv. Jeg mangler blot at træffe en endegyldig beslutning om, hvad jeg nu skal og vil.”

”En beslutning som uden tvivl er påvirket af Deres status som kvinde, der er forvænt med sin ægtemands midler og status, og som aldrig vil kunne klare sig foruden.” Det var den typiske holdning i overklassen, så hun ignorerede hans foragt. Mange kvinder havde virkelig ikke midler til at kunne klare sig selv, og størstedelen havde heller ikke modet. Desuden var mange af kvinderne så afhængige af rigdom og status, at de ikke ønskede tingene anderledes. De havde aldrig kendt andet. Affærer var en naturlig del af livet, så de fleste overså indiskretionerne. Hun kunne sagtens forstå dem. Hvis man valgte at flytte fra sin mand eller endnu mere skandaløst; at få en skilsmisse, risikerede man at blive udelukket af det finere borgerskab. Der fandtes kun få ting, der var værre, hvis man var født og opvokset i London.

Skønt Jessicas blod var blåt, og hun kendte alt til livet i storbyen, var hun født og opvokset på landet. Hendes faders landsted var selvfølgelig gået i arv til en fjern slægtning, som hun ikke kendte, men hendes fader havde meget utraditionelt efterladt en stor sum penge til hende. Hun var ikke ligesom de andre kvinder, der ikke var beskyttede af de mænd, som burde være der for dem. Hendes fader havde efterladt hende penge nok til et helt liv i rigdom, og det var penge, som stod i en fond, som Hugh ikke havde adgang eller kendskab til. Jo mere tid hun tilbragte i London, jo mindre brød hun sig om byen og dens mange fristelser, der lokkede selv de bedste til at opføre sig tåbeligt med livslange konsekvenser. Ikke at Hr. Mayne kendte noget til hendes inderste følelser. Som sagt så kendte han hende ikke.

”Vidste De, at jeg var komtesse, inden jeg ægtede min mand? Min mand som kun er medlem af aristokratiets tætte omgangskreds, fordi han har penge nok til at kunne købe England flere gange. Jeg vil til gengæld altid være datter af en greve, uanset om jeg er sammen med Hugh eller ej. Som eneste barn af såkaldte greve er min formue ikke uden betydning. Jeg har ikke brug for Hugh. Jeg har ikke engang brug for Hr. Sinclair til at komme og redde mig. Ikke hvad dét angår. Jeg har aldrig brudt mig om London, så hvis De tror, at tanken om skandale skræmmer mig, tager De fejl. Det ville ikke kunne forhindre mig i at forlade Hugh, hvis det var det, jeg vælger.” Hendes blik søgte ned langs bordet og landede på de to mænd, der optog alle hendes tanker. Ham hun elskede, men som hun ikke kunne blive sammen med, og ham hun måske kunne komme til at elske, hvis ellers hun fik lov. Det var alt sammen meget forvirrende, og Hr. Mayne gjorde det ikke lettere for hende.

”Og det er så spørgsmålet, fru Jacobs. Ønsker De at forlade Deres mand eller ej?” Gjorde hun? Det var fristende, men havde også meget alvorlige og vidtgående konsekvenser. Noget vidste hun dog, og det var, at det ikke var en beslutning, hun kunne træffe ved middagsbordet, mens hun var omgivet af mennesker, der ikke sagde hende noget, og som netop nu iagttog hende for at tyde hendes reaktion på Hughs borddame. Det var en beslutning, hun var nødt til at træffe alene.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...