En hemmelig affære (Et historisk år 1)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 okt. 2014
  • Opdateret: 10 jun. 2015
  • Status: Færdig
Jessica har været gift med den rige, men noget ældre Hugh Jacobs i over tre år. Det har ikke været nogen dans på roser, trods den lovende begyndelse, da Hugh ikke har nok i hende og finder sig den ene elskerinde efter den anden. Da Jessica får at vide, at hans seneste erobring er ingen ringere end hendes gode veninde, der tilmed selv er gift, får hun nok. Hun vil ikke tilbringe to uger ude på landet til det, der af alle betegnes som århundredets julesammenkomst, mens alle sladrer bag hendes ryg og har medlidenhed med hende. Det er på tide at tage kontrol over tilværelsen, og det første skridt er at låse døren mellem deres forbundne soveværelser. Henri Sinclair er amerikaner og netop ankommet til London. Hans forbindelser og formue sikrer ham invitation til årets sidste fest, og der går ikke lang tid, før han bliver betaget af den smukke, men skrøbelige Jessica. Hun er dog allerede gift med en anden, der tydeligvis ikke værdsætter hende. Er der noget, han kan gøre? ADVARSEL: Sexscene

36Likes
187Kommentarer
9193Visninger
AA

20. Chokerende indsigt - Jessica

 

Det kan være en fordel at have læst Den Første Kærlighed, inden du læser videre

 

”Jeg tror, det er på tide, at vi taler sammen. Jeg undskylder naturligvis det sene tidspunkt, men vi er nødt til at få nogle ting på det rene. Ville en tur gennem galleriet være acceptabel for Dem?” Jessica var ikke mere end lige vendt tilbage til sit kammer, og det var efterhånden ved at være sent, så forespørgslen kom fuldstændig uventet, for slet ikke at tale om, at personen, der nu ønskede hendes selskab, aldrig tidligere havde udvist interesse for hende. At han pludselig gjorde det nu, gjorde hende nervøs, men hun kunne umuligt afvise ham. Ikke når han stod dér så alvorlig og tilsyneladende oprigtig i sin forespørgsel.

”Selvfølgelig, Edward.” Hun slap dørhåndtaget til sit kammer og fulgte lidt tøvende efter ham, og inden længe var de i et ganske imponerende galleri, når man vejede det op mod, at dette var Hertugens landsted og ikke familiens hovedresidens. Der var naturligvis mennesketomt på dette sene tidspunkt, hvilket hun også havde forventet. Deres skridt gav genlyd i det store rum, og deres skygger blev kastet rundt i takt med deres fremfærd gennem lokalet. Kun enkelte stearinlys oplyste rummet, og inden længe ville også de være udbrændte, hvis ikke de forinden blev slukket af tjenestefolkene.

Nervøst vred hun sine hænder, mens hun fulgte Edward med øjnene. Diskret forsøgte hun at glatte sin kjole og rette på sit hår. Hun var trods alt lige kommet fra et møde med sin elsker, og hun havde stadig svært ved at acceptere, at det var den, hun havde udviklet sig til. Der var ingen grund til, at Edward skulle vide noget om det; hendes stedsøn, der ikke ønskede at være i familie med hende.

Hun sukkede og prøvede at regne ud, hvad han ville tale med hende om, men det var svært. Hans alvorlige ansigt og hans stive kropssprog tydede dog på, at den kommende samtale ikke ville være videre velkommen. Det gav hende lyst til at undskylde sig og vende tilbage til kammeret. Der kunne faktisk kun være én ting, der havde fået ham til at henvende sig til hende, og det var Hugh. Det eneste spørgsmål, der egentlig skulle besvares, var vel, om Hugh havde fået sin søn til at tigge på egne vegne, eller om Edward ønskede sin fader det bedste og troede, at en snak kunne løse noget. Hvis det sidste var tilfældet, kunne hun tilgive ham. Hvis han kom på vegne af Hugh, kunne hun ikke svare for følgerne af sine handlinger. Hun havde fået nok.

”Frøken Love er med barn.” Ordene nærmest faldt over hinanden, og Jessica var ikke helt klar over, hvem af dem, der var mest chokeret.

”Undskyld mig?” fik hun frem, mens følelser overstrømmede hende. Skuffelse, svigt, vrede, sorg. Selvfølgelig kunne det ikke komme som en overraskelse, at en af Hughs elskerinder var kommet i omstændigheder. Det havde vel kun været et spørgsmål om tid, men at få det at vide på denne måde? Det var ydmygende og grænseoverskridende, og det eneste hun ønskede var at komme så langt væk fra Edward som muligt. Vredt vendte hun sig om for at gå, men han greb fat i hendes arm og holdt fast.

”Tilgiv mig. Det var ikke det, jeg ville have sagt.” Hans stemme var så fuld af selvlede, at hendes nysgerrighed et kort øjeblik overvandt alle andre følelser, for hvorfor selvlede? Han havde aldrig brudt sig om hende, så det måtte vel nærmest betragtes som en sejr for ham, at der nu var endnu en grund til, at ægteskabet mellem hans far og hende selv ikke ville have en chance for at overleve. Men derfor var det stadig hårdt at høre, at en anden kvinde nu bar på det barn, som Jessica havde drømt om så længe.

Hun vendte sig om mod sin stedsøn og kneb øjnene sammen ved synet af ham. Han så træt ud, udmattet, og hun følte kort medlidenhed med ham. Han havde det ikke let. Han og Hugh havde altid været meget forskellige, og med en kone, der var lænket til en rullestol, kunne det ikke være nemt at se til, mens andre var lykkelige. Var det derfor, han nu gik til yderligheder for at sikre sig, at hun og Hugh aldrig ville kunne vende tilbage til den tid, hvor de havde haft det godt sammen? I så fald var han ikke den person, hun havde troet, og grund til medlidenhed eller ej så måtte dette have en ende.

”Er der en bestemt grund til, at De fortæller mig dette?” Hendes stemme var kold og hård og afslørede ikke nogen af de mange følelser, hun kæmpede med. Hun blev overrasket over at se farve stige op i hans nakke trods den svage belysning. Måske var det ikke kun hende, der havde det svært med denne samtale.

”Jo, altså … det er bare … jeg ønskede, at De skulle kende alle omstændighederne, inden De træffer beslutningen om, hvorvidt De vil blive sammen med fader eller ej.” Han kørte usikkert en hånd gennem sine sorte krøller, og hun kunne ikke tilbageholde et fnys. Alle omstændighederne.

”Så De ville stille Hugh i et endnu dårligere lys, end han allerede er i for at være sikker på, at jeg ikke vil kunne tilgive ham.” Edward så oprigtigt overrasket ud, hvilket undrede hende. Nu havde han brugt år på at udvise sin foragt for hende. Det kunne da umuligt komme som en overraskelse for ham, at hun for længst havde forstået budskabet.

”Nej, De tager fejl. Jeg har aldrig haft noget ønske om, at ægteskabet skulle mislykkes.” Hun rystede benægtende på hovedet, inden hun besluttede sig for, at hun lige så godt kunne være ærlig. Hun havde ikke noget at miste ved ikke at være det. Hun havde allerede mistet det, der betød noget.

”De har aldrig brudt Dem om mig. Fra den første dag har De modarbejdet mig, ignoreret mig eller været direkte uhøflig. Hvad har jeg nogen sinde gjort Dem, siden De bryder Dem så lidt om mig? Ja, jeg ægtede Deres fader, men jeg havde ingen intentioner om at blive en erstatning for Deres moder. Jeg er yngre end Dem, for himlens skyld! Jeg forstår det ikke. Forklar mig det, venligst.” Han så himmelfalden ud, og hun rødmede, fordi vreden havde overtrumfet års god opdragelse.

”Kan De bebrejde mig, at jeg har opført mig, som jeg har? Vores fortid taget i betragtning.” Den sidste sætning var ikke meget mere end en hvisken, og hun var et øjeblik overbevist om, at hun havde misforstået ham. Deres fortid? Hvilken fortid?

”Jeg er vist ikke helt med,” begyndte hun.

”Det er aldrig nemt at se den kvinde, man drømmer om og bejler til, blive gift med en anden. Især ikke når den anden mand er ens egen fader. Familiesammenkomster bliver bare aldrig det samme igen,” sagde han sarkastisk, mens han prøvede at opretholde en ligegyldig facade, men det lykkedes ham ikke, og Jessicas indre var i voldsomt oprør.

”Hvad mener De med den kvinde, man drømmer om og bejler til?” Der var noget, hun havde misforstået. Noget hun havde overset, men hvad? Edward fik endnu en gang farve i ansigtet. Han skar en grimasse og så et øjeblik ud, som om han var blevet ramt i hovedet af noget tungt.

”De kan ikke engang huske det?” Igen var hans stemme lav og næsten ikke hørlig, og hun vidste instinktivt, at der var noget meget galt ved, at hun ikke huskede, hvad det end var for et minde om fortiden, de delte. Eller misforstod hun ham fuldstændig? Hun var da den kvinde, han snakkede om, ikke? Jo, det måtte hun være. Hun var kun Hughs anden hustru, og den første havde været Edwards moder.

”Jeg … beklager.” Smerten i hans ansigt var øjeblikkelig, inden han hurtigt maskerede det. Da han begyndte at gå bort fra hende, var det hendes tur til at holde ham tilbage. ”Fortæl mig det. Det er tydeligvis noget, jeg er nødt til at vide.” Han rystede kort på hovedet, men hun nægtede at slippe hans arm, selv da han forsøgte at trække den til sig, så til sidst gav han op.

”Jeg var blot tåbelig nok til at tro, at De tog notits af en maskeret bejler med hang til ukendte vers og blå violer.” Hans stemme var hånlig, men hun vidste, at han ikke ønskede at håne hende, men sig selv. Edward Jacobs var en mand med mange dæmoner, og noget kunne tyde på, at den største af dem alle var Hugh. Og så gik det op for hende, præcis hvad det var, han havde sagt. Hun slap hans arm, som om hun havde brændt sig på den.

”Hvabehar?!” Hendes stemme var alt for skinger, men chokket ved hans ord fik hende til at glemme alt om selvbeherskelse. Hun forsøgte flere gange at fremstamme forskellige spørgsmål, men kun underligt hakkende lyde forlod hendes læber. Til sidst blev det for meget for hende, og hun satte sig på én af de mange små sofaer, der var strategisk opstillet i lokalet. Hendes hænder rystede; Hele hendes krop rystede, og pludselig frøs hun. Hun var kold helt ind til knoglerne, og der var ikke noget, der kunne gøre hende varm igen.

”Det var dig,” fik hun endelig fremstammet, hæs og med bævrende læber. Hun kunne ikke engang tage sig af, at hun ikke længere var formel i sin tiltalemåde. Hendes hemmelige beundrer fra år tilbage var ikke Hugh. Det var Edward. Hughs søn! Edward trådte forsigtigt nærmere, inden han satte sig på kanten af sofaen sammen med hende.

”Det vidste du ikke?” Endnu en gang fandt hans hånd vej op i krøllerne, og hun fulgte bevægelsen som i trance. Det var Edward, blev det ved med at hamre gennem hende, og det eneste hun kunne tænke var, at Hugh havde løjet over for hende. Hele deres ægteskab var baseret på en løgn.

”Nej. Jeg var næsten overbevist om, at det var Hugh, og han benægtede det ikke, da jeg konfronterede ham med det. Mens det hele tiden var dig.” Hun så rigtigt på ham for første gang i lang tid og konstaterede, at hans brune øjne havde samme form som Hughs. Måske var det derfor, at hun efter maskeballet havde kunnet bilde sig selv ind, at hun havde taget fejl af farven. Hun var sikker på, at hun havde set dem som brune den nat, men siden fået sig selv overbevist om, at hun havde taget fejl, og at Hughs grå øjne kunne have set mørke ud på grund af belysningen.

Det var ikke til at sige, hvor længe de sad sammen hver i deres tanker. Hendes blik var rettet mod et punkt i det fjerne, men hun så ikke noget. Det hele flød sammen for hende, og hun forsøgte at finde orden i det kaos af tanker og følelser, der bombarderede hende fra alle sider. Hugh skulle have et barn med sin elskerinde. Hugh havde løjet over for hende. Edward var hendes hemmelige beundrer. Monique havde haft ret i, at det ikke var Hugh. Tankerne kørte i ring, og en begyndende hovedpine fik hende til at knibe øjnene sammen i et forsøg på at mindske smerten. Hugh skulle have et barn med sin elskerinde. Han havde løjet for hende …

”Han vidste altså ikke, at du allerede kurtiserede mig?” spurgte hun endelig og forskrækkede Edward, der efterfølgende for første gang smilede et lille smil til hende. Hun kunne ikke lade være med at besvare det, selv om der egentlig ikke var noget at smile af.

”Jo, selvfølgelig gjorde han det. Jeg viste ham oven i købet digtet, inden jeg sendte det til dig.”

”Men hvis han kendte til dine intentioner, hvorfor så...?” Han afbrød hende med en bitter latter.

”Har du ikke indset endnu, at fader er som et stort legebarn? Hvis nogen fortæller ham, at der er noget, han ikke må eller kan, så er han nødt til at forsøge. Desuden kom du fra landet af, uspoleret af Londons normer og ung og naiv. Det er en helt igennem uimodståelig kombination for fader.”

”På grund af hans enorme behov for at blive bekræftet. Jeg var virkelig ung og naiv.”

”Du havde ikke en chance.” Nu var det hendes tur til at le, fordi det var så absurd en tanke.

”Man kan undre sig over, at han ikke selv var klar over, at han ville blive træt af mig.” Edward tog hendes hånd i sin og smilede sørgmodigt.

”Fader har en opfattelse af sig selv, der ikke helt stemmer overens med virkeligheden. Hver gang han møder modstand, fejler han, hvorefter han har brug for at blive bekræftet i, at han er den verdensmand, han forsøger at fortælle alle andre, at han er.” Jessica gav ham stiltiende ret. Hugh havde et voldsomt behov for at blive set op til, og deres ægteskab var da også allerede begyndt at smuldre, da hun startede med at stille spørgsmål ved nogle af hans historier. Hvis hun ikke var enig med ham, eller hvis hun ville diskutere tingene med ham, tog han voldsomt på vej. Han havde brug for at blive set som verdensmand, og med hendes dengang manglende kendskab til hans ry, havde han en fabelagtig chance for at anskaffe sig en kone, der var alt dét, han havde allermest brug for. Bare ærgerligt, at hun ikke var vedblevet med at være ung og naiv.

”Jeg var sikker på, du ville tale med mig om Hr. Sinclair.” Hun mærkede Edward stivne ved siden af sig. Måske skyldtes det, at der nu var tre og ikke kun to mænd i hendes liv. Ikke at Edward egentlig var dér. Hun havde tydeligvis ikke været klar over hans tilstedeværelse, og nu var hun jo gift med hans fader, mens han selv var gift med en anden. Mon han havde elsket Olivia inden ulykken? Han havde trods alt mødt hende ganske kort tid efter sin kurtisering af Jessica selv … Jessica rystede på hovedet og forsøgte at samle tankerne. Det lod ikke til, at noget gik, som det skulle. Alle de komplikationer og hovedpiner. Hun kunne ikke rumme det.

”Det ville jeg egentlig også, men nok ikke på den måde, du forestillede dig.” Han tøvede og gav hendes hånd et opmuntrende klem, inden han fortsatte. ”Du er ikke lykkelig sammen med fader, og måske skyldes det vores fortid, måske min egen prekære situation. Jeg ved det ikke, men jeg ønsker, at du skal være lykkelig. Du er ikke typen, der har en affære.” Hun rørte uroligt på sig, utilpas ved samtaleemnet.

”Men det har jeg.” At sige det højt for første gang fik hende til at skamme sig, samtidig med at hun endeligt accepterede det. Hun havde aldrig villet være Hugh utro, men hun kunne ikke leve, som hun havde gjort indtil nu.

”Det tænkte jeg nok, men det jeg mener er, at du ikke ser det som bare en affære. Du ser det som mere end det. Det er den, du er.” Hans sikre påstand fik hende til at måbe. Han talte, som om han kendte hende indgående, men hvordan kunne han det? Visheden om, at hvis hun bare havde kendt til sandheden dengang for år tilbage, så kunne hun have været gift med denne mand, der lod til virkelig at se hende, fik fortrydelsen til at strømme gennem hende, og hun sørgede over det, der kunne have været.

”Hvor er jeg ked af, at jeg ikke vidste, det var dig. Alting havde nok set anderledes ud, hvis …” Han lagde en finger på hendes mund for at få hende til at tie, inden han sendte hende et sørgmodigt smil, der gik hende lige i hjertet.

”Det er lige meget nu. Du valgte fader, og jeg mødte Olivia. Nu har du i det mindste muligheden for at starte forfra. Har du overvejet en fremtid med Hr. Sinclair? Mit indtryk af ham er, at han heller ikke tager let på en affære.”

”Virkelig? Jeg må tilstå, at jeg ikke længere er så sikker på, at jeg er nogen god menneskekender. Han har spurgt mig, om jeg vil med ham til Amerika.” Ligesom tidligere sendte tanken alene ilinger ned langs hendes ryg, og hun tog en dyb indånding. ”Men hvad nu hvis han er ligesom de andre, der lover en masse, men som i sidste ende kun er ude efter en måde at fordrive tiden på? Hvad hvis han får nok af mig efter et par uger og efterlader mig alene?” Økonomisk set kunne hun sagtens klare sig, og hun kerede sig heller ikke om sit omdømme, men hvis hun tog med ham, ville det knuse hendes hjerte, hvis han siden afviste hende. Turde hun tage springet? Igen gav Edward hendes hånd et klem.

”Han virker til at være en hæderlig fyr, og jeg har kun hørt godt om ham gennem Lucius og Mark. Desuden har han afvist Markesse Hivert gentagende gange. Han minder bestemt ikke om fader på dét punkt. Og han tog det meget pænt, da hun byttede om på bordplanen, så han fik hende til bords og ikke dig.” Det overraskede hende, og hun rystede opgivende på hovedet over Monique. Kvinden ændrede sig aldrig.

”Og jeg som har været så vred på Hertuginden, fordi hun tilsyneladende ønskede at skabe splid …” Edward grinte højt.

”Hun forsøgte faktisk at mindske sladderen. Hun er overbevist om, at rygterne om dig og Hr. Sinclair er det pureste opspind, så ved at sætte dig mellem ham og fader, mente hun, at alle da måtte kunne se, at der ikke var noget om det. Hun var meget fortørnet over Markessens frie indstilling til bordplanen, som hun vist kaldte det.”

”Det tror jeg gerne.” Jessica blev overmandet af et gab, og straks var Edward på benene og tilbød hende sin arm.

”Det er blevet sent. Lad mig følge dig tilbage til dit kammer.” Hun takkede ham varmt og lagde sin hånd på hans arm. Inden de trådte tilbage ud i gangen, stoppede han hende dog. ”Måske det alligevel vil være bedst, hvis vi skilles her. Men tak, fordi du tog dig tid til at snakke med mig. Jeg er glad for, at vi endelig fik talt om fortiden. Jeg må tilstå, at det har gået mig på.” Hans skæve smil var fuld af samme fortrydelse, som hun følte, men det var umuligt at ændre på fortiden.

Alligevel tog hun sig selv i at træde helt hen til ham. Han spærrede kort øjnene op, inden han bukkede sig ned og let berørte sine læber mod hendes. Kysset var bittersødt, og de vidste begge, at det aldrig ville blive til mere end det. De smilte begge kort, inden de sagde godnat og hver for sig fandt tilbage til deres egne sovekamre.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...