En hemmelig affære (Et historisk år 1)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 okt. 2014
  • Opdateret: 10 jun. 2015
  • Status: Færdig
Jessica har været gift med den rige, men noget ældre Hugh Jacobs i over tre år. Det har ikke været nogen dans på roser, trods den lovende begyndelse, da Hugh ikke har nok i hende og finder sig den ene elskerinde efter den anden. Da Jessica får at vide, at hans seneste erobring er ingen ringere end hendes gode veninde, der tilmed selv er gift, får hun nok. Hun vil ikke tilbringe to uger ude på landet til det, der af alle betegnes som århundredets julesammenkomst, mens alle sladrer bag hendes ryg og har medlidenhed med hende. Det er på tide at tage kontrol over tilværelsen, og det første skridt er at låse døren mellem deres forbundne soveværelser. Henri Sinclair er amerikaner og netop ankommet til London. Hans forbindelser og formue sikrer ham invitation til årets sidste fest, og der går ikke lang tid, før han bliver betaget af den smukke, men skrøbelige Jessica. Hun er dog allerede gift med en anden, der tydeligvis ikke værdsætter hende. Er der noget, han kan gøre? ADVARSEL: Sexscene

36Likes
187Kommentarer
9571Visninger
AA

8. Bordplaner - Jessica

 

Som dagen skred frem, besluttede Jessica sig for, at hun umuligt kunne tilbringe resten af julen alene på sit værelse, hvor gerne hun end ville. Så hun kunne lige så godt gøre sig klar til at deltage ved aftenens middag, der uden tvivl ville blive storslået og for hende en trættende affære.

Hun brugte længere tid end normalt på sit bad, sit hår og udvælgelsen af kjole og smykker. Faktisk kunne hun ikke huske, hvornår hun sidst havde gjort så meget ud af sig selv. Hun ville gerne vise Hugh, hvad han havde fravalgt, selv om hun godt vidste, at det i lige så høj grad var et signal til resten af de tilstedeværende om, at hun ikke så let lod sig slå ud. Det var jo heller ikke fordi, de tilstedeværende ikke havde overværet hendes eller lignende situationer før. Der var et uendeligt antal ulykkelige ægteskaber i Englands overklasse, der som oftest resulterede i, at den ene part som minimum fandt sig paramours andre steder. Hvorfor skulle hun ikke kunne gøre det samme?

Ikke at hun havde tænkt sig at starte en affære på dette gældende tidspunkt. Hun havde fået mere end nok af utroskab, løgne og bedrag. Det var ikke noget, hun havde lyst til at bidrage til, men engang i fremtiden, når ensomheden blev for altoverskyggende, så ville hun måske finde sig en elsker, der kunne give hende det, hun ønskede sig allermest, og som hun havde troet, hun havde fundet med Hugh. Noget, andre tog for givet. Et livslangt partnerskab, et monogamt forhold, der måske inkluderede børn. Måske kunne de så leve resten af deres liv på et øde landsted, uden for Londons rækkevidde. Hun smilte bittersødt ved tanken, inden hun skød den fra sig.

Den urealistiske drøm fik som altid hendes hals til at snøre sig sammen. Dette såkaldte ægteskab, hun levede i, havde tydeligt vist, at hun ikke var nogen menneskekender. Hun var for naiv. Det eneste hun nogen sinde havde ønsket sig var at leve et lykkeligt familieliv med en mand, der havde slået sig til ro, og som ville have børn for børnenes skyld og ikke på grund af kravet om en arving. Hugh havde talt om børn, men kun i begyndelsen. Han var ikke helt ung længere og havde børn fra sit første ægteskab. Hun havde virkelig troet, at han ville droppe sit udsvævende liv til fordel for et mere roligt ét af slagsen. Et stille familieliv som det, han havde haft med sin første kone. Ingen af hendes mange forestillinger om et liv med ham havde dog vist sig at holde stik. Hvordan kunne hun have taget så meget fejl? Måske fandtes der slet ingen tro ægtemænd.

Edward opførte sig ikke sådan, tænkte hun desperat i et forsøg på at opretholde illusionen om troskab. Hughs voksne søn, der lignede sin far så meget af udseende og væremåde, men som trods alt, måske oven i købet på grund af alt, ikke levede et udfarende liv som Hugh, men som levede som den trofaste og kærlige ægtemand, der ville gå gennem ild og vand for sin hustru trods forhindringer. Intet tydede på, at han var som sin far.

Som altid når Jessica tænkte på sin stedsøn, fik hun en trang til at græde. Græde for den kærlighed, der aldrig ville blive til mere end nogle få, perfekte dage, hvis lykke skulle vare en hel livstid. Hvis utroskab nogen sinde skulle undskyldes og retfærdiggøres, måtte det være i situationer som Edward og Olivias. Stakkels Olivia, der aldrig ville kunne være en rigtig kone for sin elskede igen, og som aldrig ville blive mor. Og stakkels Edward, der aldrig ville få sig det, han ønskede sig allermest. Hvordan kunne skæbnen være så uretfærdig? Edward elskede sin kone inderligt, men ville sikkert med tiden føle sig fristet til at finde erstatninger for hende, hvilket ingen ville kunne fortænke ham i. Ikke engang Jessica. Samtidig havde Hugh hende, som han fravalgte, fordi … hvorfor? Hvorfor var hun ikke nok?

Hun burde have vidst, at en verdensmand som Hugh ikke ville have nok i en uerfaren og uvidende jomfru, som hun havde været, da de blev gift. Hvorfor havde han valgt hende og det liv, hun repræsenterede, hvis han alligevel ikke ønskede det? Hun forstod det ikke. Han havde allerede en søn. En arving. Havde han set noget i hende, som hun ikke havde levet op til? Eller var han bare en mand, der kedede sig let og havde trængt til forandring? Hvad gjorde ham til den mand, som han var? Hun havde troet, at hun kendte ham, men nu var hun ikke længere så sikker, og jo mere hun tænkte over det, jo mindre havde hun lyst til at lære den virkelige Hugh at kende.

Var der overhovedet nogen, der kendte den rigtige Hugh? Jessica havde til tider indtryk af, at ikke engang hans egne børn kendte ham. I begyndelsen af ægteskabet havde hun brugt meget af sin tid på at lære hans to døtre at kende samt sønnen Edward. Hun ville så gerne gøre et godt indtryk og vise dem, at hun trods sin unge alder ville blive en god kone for Hugh. Hun ønskede ikke, at deres ægteskab skulle skabe splid i familien, og hun havde været overrasket over, hvor godt de tre familiemedlemmer havde taget imod hende. Som tingene så ud lige nu, ville hun vove at påstå, at hendes forhold til børnene var bedre end hendes forhold til Hugh. Ikke at det krævede så meget længere.

Der var dog ikke noget, der lod til, at han havde ladet sin rastløshed og sine amoralske værdier smitte af på sit afkom. Edward var sin fars modsætning og ville hellere tilbringe sine aftener i hjemmet frem for på sin klub. Helena og Cassandra, som Jessica ville have set som mulige veninder, havde hun ikke giftet sig med deres far, virkede heller ikke til at have taget efter ham. Helena var den sødeste og mest bedårende, unge kvinde, Jessica længe havde mødt. Hvad angik Cassandra, så var hun måske ikke ligefrem noget dydsmønster, men hun var stadig klar over, hvor grænserne gik for sømmelig opførsel, men måske kendte de heller ikke til deres fars eskapader. Måske nåede rygterne om hans affærer ikke børnene?

Pigen vendte tilbage til værelset efter at have leveret en besked til Helena og Cassandra om, hvor og hvornår de skulle mødes. Som gift kvinde og dermed ansvarligt medlem af familien, var det Jessicas pligt at sørge for, at de to unge kvinder, der ikke var meget yngre end hende selv, altid havde en anstandsdame. Edward tog også en del af ansvaret for sine søstre, nu deres fader så ofte svigtede, men Olivia krævede ofte Edwards hjælp, så det meste af tiden måtte Jessica se efter dem og sørge for, at ingen kunne sætte en finger på deres fremtræden. Med en fader som deres var de nødt til at opretholde den perfekte facade. Hvis først noget startede rygtet om, at pigerne tog efter ham, så ville alle chancer for en god match forsvinde som dug for solen, og det fortjente de ikke. De fortjente at blive introduceret for unge, attraktive gentlemen uden blakkede ry eller alt for meget forhistorie med andre kvinder.

Hendes tanker tog en uventet drejning, da Henri Sinclair igen meldte sig. Et kort øjeblik overvejede hun, om nogen af pigerne kunne vække hans interesse eller om nogen af dem ville være interesserede i ham som potentiel ægtemand. Hun blev overrasket over, hvor smertefuld tanken var. Hun rettede sig op og mødte sine overraskede, lyseblå øjne i spejlet foran sig. Åh nej. Hun forsøgte at ryste følelsen af sig, men den blev siddende, og inden længe forestillede hun sig en alternativ fremtid, hvor hun var sammen med Henri Sinclair og ikke Hugh. Hun var ikke klar. Var hun?

Selvfølgelig var hun ikke det. Den eneste grund til at hun overhovedet overvejede ham i sammenhængen, fremtidig elsker, var, at de havde delt seng, og hun havde … hvad havde hun egentlig? Hun havde sluppet alle sine hæmninger løs og havde nydt den magt, som hun havde haft over denne fremmede, som kunne have været hvem som helst.

Hun rødmede og hadede sig selv for at føle varmen brede sig til resten af kroppen ved tanken om Henri ved morgenbuffeten. Han havde været så tiltrækkende. Alle hans franske aner var tydelige, lige fra teinten i hans hud til hans mørke hår, den markante næse og de mørke øjenvipper, der omkransede lysebrune øjne fulde af latter. Og hans mund havde været så indbydende, og et kort øjeblik havde hun rent faktisk glemt alt om de mange tilskuere og Hugh. Selv Hugh. Hvordan kunne man glemme sin forræderiske ægtemand få meter fra sig, bare fordi en anden tiltrækkende herre gjorde sin entré?

Men hvilken herre. Hun sukkede lydløst og glattede kjolens mærkeblå folder, mens hun forsøgte at overbevise sig selv om, at det var på tide at forlade værelsets sikre rammer. Hun skulle snart mødes med Helena og Cassandra, og hun kunne ikke lade dem vente. Måske kunne de fortælle noget om Hr. Henri Sinclair. Tanken var så chokerende, fordi den inkluderede Hughs døtre i hendes nye betagelse. Hvordan kunne hun? Det kunne hun heller ikke! Hun tog en dyb indånding og satte kursen mod deres mødested. Hun var nødt til at tage sig sammen og lade være med at tænke mere på amerikaneren.

Det var selvfølgelig lettere tænkt end gjort. Hun var ikke mere end lige trådt ned ad hovedtrappen mod de to andre, da hun ved et tilfælde så op og gennem hallen til det sted, hvor han af alle mennesker stod. Iklædt sort jakkesæt, der fulgte den nyeste mode, og som tydeligvis var skræddersyet, lignede han noget, der netop var trådt ud af en drøm. Hendes læber skiltes, og et øjeblik havde hun helt tabt vejret. Det var umuligt for hende at tage øjnene fra ham igen.

Ikke overraskende stod han sammen med Hr. Lucius Mayne, der underholdt en større forsamling, som hovedsageligt bestod af mænd, trods enkelte kvinder havde sneget sig til at være med som tilhørere. Hr. Sinclair var en del af gruppen og alligevel ikke. Han trak sig lidt tilbage, mens hun iagttog ham, og hun fulgte hans blik, der gentagende gange længselsfuldt søgte hen mod en mindre dør, der førte ud til gårdspladsen. Hans hånd fandt nærmest ubevidst vej til hans halsudskæring, og det var tydeligt dét øjeblik, hvor det gik op for ham, at han var i færd med at forkludre den kunstfærdigt anrettede halsklud. Det var så tydeligt, fordi han ærgerligt samlede hænderne på ryggen, mens han tog en dyb indånding, rettede ryggen og atter rettede blikket lidt pligtskyldigt mod Hr. Mayne. Kendte hun ham virkelig godt nok til at vide, at han ikke befandt sig godt i den forsamling, hvori han var?

Tankevækkende og ikke så lidt skræmmende, hvis det virkelig var tilfældet. Hun rystede sig fri af sine tanker, tog fat i sit skørt og fortsatte ned ad trappen, mens hun forsøgte at finde vej i det kaos, der var blevet skabt i hendes indre. Hvad betød det alt sammen? Hvordan kunne en lille misforståelse vende op og ned på hele hendes verden? Som om der ikke var nok at bekymre sig om og begræde med en ægtemand som Hugh. Skulle hun også leve med visheden om, at hun ikke var bedre selv. At hun kun tre år inde i sit ægteskab var villig til at opgive kampen og byde den første og bedst mulige elsker velkommen med åbne arme.

Igen så hun hen mod den lille forsamling, og øjeblikkeligt fandt hendes blik Henris. Det gav et sæt i hende, da deres øjne mødtes. Han fastholdt hendes med en intensitet, der sendte varme gennem hele hendes krop, og da hun bed sig selv i underlæben, sendte han hende så varmt og åbent et smil, at hun blev helt blød i knæene. Med rystende hænder, den ene gemt i folderne på kjolen, den anden lagt på gelænderet for balance, tog hun de sidste fire skridt ned ad trappen uden at slippe hans blik på noget tidspunkt.

Hun havde været så sikker på, at en elsker aldrig ville blive en del af hendes liv, men kun et enkelt stjålent øjeblik med Henri Sinclair, og hun var villig til at genoverveje sin beslutning. Hvis han viste interesse eller på anden måde opsøgte hende, ville hun så kunne afvise ham? Hvad hvis han var den mand, der alene kunne sikre hendes lykke. Burde hun så ikke give det en chance, forudsat at han ønskede sig mere end blot nogle timers fornøjelse?

Forvirret og i dybe tanker fulgtes hun med Helena og Cassandra mod middagsbordene, der var stillet overdådigt op i den store spisesal. Tjenerne stod parat til at vise gæsterne hen til deres pladser, og Jessica smilede svagt farvel til de to andre, da det viste sig, at de var blevet placeret ved et andet bord end hende.

Chokeret stoppede hun op, da hun fik øje på Hugh i mængden. Han var ved at holde stolen for Monique, der så op på ham med et så velkendt smil, at det skar igennem hende. Hans ene hvide, behandskede hånd hvilede kort på hendes bare skulder, inden han tog plads ved siden af hende. Værtinden havde så sandelig været gavmild med sin bordplan, tænkte Jessica, mens hun forsøgte at tilbageholde et lettere hysterisk latteranfald. Enten det eller også havde hun placeret Jessica på Hughs anden side i et klodset forsøg på at skabe grundlag for sladder. Intet gjorde et ophold på landet så interessant, som den sladder og de skandaler, der opstod undervejs. Hertuginden af Gyldenkrone var tydeligvis af samme mening og gik til den yderlighed, at hun hjalp dem på vej. Det ville i sandhed blive en lang aften.

Efter noget der føltes som timer, men som naturligvis blot var sekunder, genfandt hun kontrollen over sig selv og sin malplacerede morskab. Med højtløftet hoved og et falskt smil på læberne, gik hun hen mod bordet, der utvivlsomt også var hendes destination. Hun forsøgte at ignorere dem. Det var som et slag i ansigtet at blive konfronteret med deres affære. Det vidste Hugh også, for da hun nærmede sig dem, smilede han et lille, skævt smil kun til hende for på den måde at fastslå, at hele denne offentlige tilkendegivelse var hendes egen skyld. Han ønskede at provokere hende, nu hun havde gjort ham til grin natten forinden.

Men de var to, der kunne spille det spil, og hun havde haft Hugh som læremester. Trods hendes knuste hjerte, havde hun et liv, der skulle leves, og det inkluderede tydeligvis ikke ham, så hun vendte blikket bort og videre mod de gæster, der også var ved at tage plads ved bordet. Hun ønskede ikke at se i hans retning igen og håbede blot på, at hendes bordherrer var interessante nok til at fastholde hendes opmærksomhed. Hvis den foreløbige bordplan var nogen indikation af værtindens moral, så ville det ikke overraske Jessica også at se Henri Sinclair tage plads. Spørgsmålet var så bare, om han ville blive placeret med hende i tankerne eller Hugh. Jessica var ligeglad. Hvis Henris tilstedeværelse generede Hugh, så kunne det ikke være bedre. Hvis han blev placeret i nærheden af hende, så ville hun måske endelig få chancen for at finde ud af, om han var manden for hende. Uanset hvad så ville hun få noget ud af det.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...