En hemmelig affære (Et historisk år 1)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 okt. 2014
  • Opdateret: 10 jun. 2015
  • Status: Færdig
Jessica har været gift med den rige, men noget ældre Hugh Jacobs i over tre år. Det har ikke været nogen dans på roser, trods den lovende begyndelse, da Hugh ikke har nok i hende og finder sig den ene elskerinde efter den anden. Da Jessica får at vide, at hans seneste erobring er ingen ringere end hendes gode veninde, der tilmed selv er gift, får hun nok. Hun vil ikke tilbringe to uger ude på landet til det, der af alle betegnes som århundredets julesammenkomst, mens alle sladrer bag hendes ryg og har medlidenhed med hende. Det er på tide at tage kontrol over tilværelsen, og det første skridt er at låse døren mellem deres forbundne soveværelser. Henri Sinclair er amerikaner og netop ankommet til London. Hans forbindelser og formue sikrer ham invitation til årets sidste fest, og der går ikke lang tid, før han bliver betaget af den smukke, men skrøbelige Jessica. Hun er dog allerede gift med en anden, der tydeligvis ikke værdsætter hende. Er der noget, han kan gøre? ADVARSEL: Sexscene

36Likes
187Kommentarer
9183Visninger
AA

23. Blandt venner - Henri

 

Henri fandt overraskende hurtigt Lucius i en af de mindre dagligstuer, og til alt held havde han kun selskab af Mark og Edward Jacobs. De tre mænd sad i hver sin lænestol, hver med et glas cognac i hånden og Lucius også med sin evindelige cigaret, mens de havde gang i en ivrig diskussion om de seneste politiske bevægelser, og hvilke konsekvenser det eventuelt kunne få på de forskellige forretningseventyr, de hver især havde investeringer i.

De så alle op, da han trådte ind i stuen, men fortsatte ufortrødent diskussionerne. De var vant til, at han kom og gik, som det passede ham, og han vidste, at ingen af dem var opmærksomme på hans krigeriske humør eller vreden, der netop nu var rettet mod Lucius. Det var meget sjældent, at han blev vred, men når det skete, havde det sin fordel at holde sig på lang afstand af ham. Hans vrede kunne være direkte eksplosiv.

Når man var vokset op sammen og siden havde kæmpet sig vej frem i livet med et fælles mål, lærte man hinanden at kende, så godt som man nu kunne. Henri vidste, at han var den mest temperamentsfulde af dem alle. Måske lod han ikke så ofte sit temperament tage over, men når det skete, så flygtede folk. Hvor Lucius var meget humørsvingende og til tider direkte uberegnelig, var Mark den tavse, der kunne ruge over sine bekymringer i dage, til tider uger, og Henri kunne ikke erindre, hvornår han sidst havde været vidne til Mark, der mistede sin selvkontrol, hvorimod det for Lucius skete ganske ofte.

Efter Bridgets død havde Henri haft en længere periode, hvor han svingede mellem voldsomme vredesudbrud og total følelsesløshed. Mark og Lucius havde været hans trofaste støtter, og sammen havde de hjulpet ham gennem sit livs krise. Som han begyndte at tænke klart igen, indså han, at han var nødt til at få kontrol over sig selv og sit liv, hvis ikke han skulle miste alt det, han havde brugt hele sit voksenliv på at oparbejde, og det var lykkedes ham. Faktisk var dette én af de første gange, han siden da var blevet rigtig vred.

”Fanden tage dig, Lucius!” Han vristede hårdt glasset ud af Lucius’ hånd og kylede det ind i pejsen. Glasset splintredes mod bagvæggen, og indholdet fik flammerne til at syde og blusse voldsomt op, inden de fandt tilbage til deres normale leje. Henri havde de andres fulde opmærksomhed. Han hev brutalt Lucius op fra stolen og skubbede til ham for at få afløb for nogle af sine mest presserende aggressioner. Ikke at det lod til at virke, selv om vennens chokerede ansigtsudtryk var ganske tilfredsstillende.

Hvad? Henri, stop. Jeg sværger. Jeg har ikke gjort noget.” Lucius holdt hænderne op foran sig, som altid på vagt, når Henri var i dette humør. Han måtte have tabt sin cigaret et sted, registrerede Henri kort, men det havde ingen betydning.

Ikke? Sådan lyder det ikke, når jeg taler med Jessica. Hvordan kunne du gøre det mod mig?” Hans stemme var høj og gennemtrængende, og en lille indre stemme fortalte ham, at han burde dæmpe sig, inden de tiltrak sig opmærksomhed fra de omkringliggende lokaler. Det var naturligvis lettere sagt end gjort.

”Det er for dit eget bedste! Hvorfor kan du ikke se det?” forsvarede Lucius sig, men det gjorde kun Henri endnu mere rasende. Især fordi Lucius lod til at vide præcis, hvad han talte om. Mark havde også rejst sig fra sin stol; Hans glas stod på et mindre bord, så han havde begge hænder fri til at tage affære, skulle det vise sig at blive nødvendigt.

”Lucius, hvad har du nu gjort?” Marks opgivende stemme blandede sig, og Henri så kort over på ham. Det var nok til, at Lucius rev sig løs og tog et par skridt bagud, konstant på vagt over for Henri. Han var tydeligvis klog nok til at vide, at Henri ikke var færdig med ham endnu.

”Hvorfor tror du, at jeg har gjort noget? Det er i hvert fald ikke mere, end vi talte om tidligere,” mumlede han, og Henri stivnede, inden han vredt vendte al sin opmærksomhed mod Mark.

”Det er ikke, som du tror,” sagde Mark hurtigt med løftede hænder, mens også han bakkede flere skridt baglæns. Edward Jacobs fulgte opmærksomt med fra sin lænestol. ”Desuden talte vi bare om det. Det var ikke ensbetydende med, at du skulle gøre noget, Lucius!” Det sidste direkte henvendt til Lucius, der blot trak på skuldrene.

”En af os var nødt til at gøre noget. Han er på vej til at ødelægge det hele for sig selv igen,” sagde han, som om Henri slet ikke stod ved siden af ham.

”Måske, men det er hans beslutning, ikke vores,” konstatere Mark tørt, men Lucius rystede bestemt på hovedet.

”Det er os, der kommer til at skulle være der for ham igen, når hun vender tilbage til sin mand, og det vil hun gøre. Uanset hvad hun siger lige nu, uanset hvad hun selv er overbevist om på nuværende tidspunkt, så kan en kvinde ikke klare sig uden en mand.” Dette var Henris største frygt, men han nægtede at tro, at Jessica var sådan. Han var dog også inderligt overbevist om, at han aldrig igen ville kunne stole på en kvinde, hvis han endnu en gang fejlbedømte situationen, og den tanke alene havde magt til at knuse ham.

”Men hvis hun vælger Henri, vil hun jo stadig have en mand,” forsøgte Mark, men Lucius fortsatte med at ryste på hovedet.

”Det er ikke det samme. Hvis Hugh Jacobs nægter at lade sig skille, vil de aldrig kunne blive gift, og jo længere tid der går, jo større er risikoen for, at de indser, at de har begået en fejl. Om et år vil hun være tilbage i sin mands arme, og han vil helt sikkert byde hende velkommen. Hvorfor ikke? Hun er jo ganske betagende.” Henri havde hørt nok og tog hurtigt de få skridt, der adskilte ham fra Lucius, og inden nogen kunne reagere, havde han plantet sin knyttede næve i ansigtet på ham.

Han skar en grimasse, mens han rystede hånden for at mindske smerten ved slaget. Hans øjne veg ikke fra Lucius, der nu tog sig til kinden med et overrasket udbrud af smerte fra sin plads på gulvet. Han vidste, hvad der ville komme og var klar til at tage imod ham, da Lucius rasende kastede sig mod ham. Lucius havde altid været let at provokere, og Henri havde virkelig brug for at komme af med nogle af sine opsparede frustrationer, der mest af alt skyldtes usikkerheden angående Jessica og fremtiden.

Henri og Lucius kendte både hinandens styrker og svagheder efter de mange år, de havde holdt sammen. Det gjorde dem nogen lunde jævnbyrdige, og inden længe havde de begge sved på panden, adskillige blå mærker, og Lucius havde fået næseblod, mens Henri tog sig til siden efter et velrettet slag ind i hans ene side. De pustede begge højlydt, mens de kredsede om hinanden og forsøgte at ignorere de to andre i rummet. Det var bare ikke så nemt længere, nu hvor den værste vrede havde lagt sig, og som altid var Mark fornuftens stemme midt i kaosset. De rettede sig begge op, mens de indtog lokalet, der nu var et par væltede lænestole og en ødelagt karaffel rigere. Han skar ansigt ved synet af den gyldne væske, der netop nu var ved at trænge ned i et af tæpperne på gulvet. Endnu et problem, der skulle håndteres.

Mark sukkede opgivende og gik i gang med at rydde op, da han var sikker på, at de to andre havde fået nok, mens Edward Jacobs blev ved med at følge dem vagtsomt med øjnene. Henri imiterede Marks suk, inden han sendte et sidste mørkt blik mod Lucius, hvorefter også han gik i gang med at løfte en lænestol på plads.

”Fremover blander du dig ikke, når det kommer til Jessica,” mumlede han med blikket rettet mod et andet tæppe, hvis ene hjørne var blevet foldet sammen under stolen, da han satte den på plads, og han forsøgte fraværende at skubbe hjørnet tilbage på plads, mens han ventede på Lucius svar.

”Hvad har du sagt eller gjort?” Spørgsmålet kom overraskende nok fra Edward Jacobs, og et kort øjeblik troede Henri, at det var rettet mod ham, men da han så op, var Edwards blik rettet mod Lucius. Det var først i det sekund, at det gik op for Henri, at Edward nok havde en holdning til, hvorvidt Jessica forlod sin mand eller ej. Han bandede tavst over sig selv for ikke straks at have tænkt på det, men han havde været så fokuseret på Lucius. Som søn af Hugh Jacobs ville Edward nok ikke være videre begejstret ved tanken om, at hun havde en affære, og dét endda med en amerikaner. Det var i hvert fald Henris indtryk, at hans amerikanske statsborgerskab kunne være lige så krænkende som den egentlige affære. Englændere er virkelig et folk helt for sig selv, tænkte han, mens han nervøst ventede på Edward Jacobs dom. Måske ville også han modarbejde forbindelsen, hvilket han ikke kunne klandre den anden mand for. Havde det været hans stedmor, der havde haft en affære, ville han også have blandet sig, hvis han var blevet så direkte involveret, som Edward nu var.

”Han har truet hende i et forsøg på at få hende til at holde sig væk fra mig!” Beskyldningen fløj ud af ham, og idet han sagde det, kunne han godt selv høre, at det lød ynkeligt. Som om han var kvinden, der havde brug for at blive beskyttet mod skørtejægere, der hverken havde ære eller moral. Dette var Jessica, de talte om. Hun var ikke sådan! De andres overraskede grynt af undertrykt latter gjorde ikke sagen bedre, og han forsøgte at lægge låg på sine frustrationer igen, men det var ikke let. Han var nødt til at få dem til at forstå alvoren i det.

”Hvis hun vælger at trække sig på grund af dig, Lucius, vil jeg aldrig kunne tilgive dig.” Vennen så alvorligt på ham, mens han gned sin underlæbe.

”Hvis der ikke skal mere til, for at hun holder sig væk, så er hun måske ikke kvinden for dig. Det er tydeligt for os, der kender dig, hvor meget hun betyder for dig. Hvis hun ikke har det på samme måde, så fortjener hun dig ikke. Det siger jeg som din ven.” Det sidste blev sagt med et ironisk blik på det blodplettede lommetørklæde, som han ikke længere holdt under sin næse, og Henri kunne ikke lade være med at grine. Han vidste godt, at Lucius havde ret, men derfor var det stadig ikke let for ham at overlade noget så vigtigt som fremtiden til hende, nu han vidste, hvor mange forhindringer der lå mellem dem.

”Uanset hvad der sker, så bliver hun ikke hos Hugh.” Edward var endelig sikker på, at der var faldet ro nok på gemytterne til, at han turde sætte sig i sin stol igen, og han tog en stor slurk af sin Cognac, som var den eneste, der havde overlevet håndgemænget. Dette konstaterede Henri olmt, mens han selv ønsketænkte sig til et glas, nu han var faldet lidt ned igen. Hans hals var ualmindelig tør.

”Hvad mener du?” spurgte Mark og satte sig i stolen ved siden af Edward. Han sendte sit knuste glas et længelsfuldt blik, inden han rejste sig igen og ringede efter nogen til at komme og gøre rent og sikkert også bringe dem nye forsyninger.

”Lad os bare sige, at fader har overtrådt grænserne én gang for meget.” Henri nikkede, inden han talte.

”Fordi han bliver ved med at love at være hende tro for så at blive opdaget sammen med Markessen. Jeg var altså ikke den eneste, der stødte på dem her til aften, antager jeg.” De andre så på ham med hævede øjenbryn, inden de rystede på hovederne.

”Fader var sammen med Monique her til aften?” Edward lød lige så chokeret, som Henri havde været ved mødet. ”Utroligt. Han kender ingen grænser. Men nej, det var ikke det, jeg talte om. Jeg havde en privat samtale med Jessica tidligere på aftenen, og lad os bare sige, at vi begge gik derfra med en anden forståelse af fortiden. Desuden fortalte jeg hende, at Frøken Love er i omstændigheder, og det tog hun sig vist ganske nært.” Henri stivnede og havde svært ved at undertrykke en øjeblikkelig trang til at gå til Jessica. Hun måtte være meget oprørt, og der var intet, han ønskede mere end at støtte hende, hvis hun havde brug for det.

”Hvorfor fortalte du hende det? Du må da have vidst, hvordan det ville påvirke hende,” sagde Mark forvirret, og Henri var glad for, at vennen havde spurgt. Ellers havde han selv gjort det, for det virkede ganske meningsløst, at Edward skulle forsøge at spolere sin faders ægteskab. Ikke uden grund i hvert fald.

”Fordi hun fortjener bedre,” svarede Edward stille, inden han så direkte på Henri, ”og jeg tror, at du kan gøre hende lykkelig. Faktisk forlanger jeg det af dig, når hun vælger dig, hvilket jeg er ret sikker på, at hun vil gøre.” Ingen havde noget at sige til det. Henri følte sig helt overvældet ved tanken om det scenarie, Edward netop havde portrætteret. Jessica i hans hjem i Amerika … håb, længsel, frygt og forventning lagde sig om ham, og han havde svært ved at forstå, hvordan han skulle kunne finde tålmodigheden til at vente på hendes svar.

”Hvad får dig til at tro, hun vil vælge mig?” spurgte han stille, mens han forsøgte at regne ud, hvorfor det betød noget for den anden mand, om Jessica var lykkelig eller ej.

”Jeg kender hende,” svarede han bare med et melankolsk glimt i øjet. Henri havde lyst til at spørge ind til, hvad han mente med, at han kendte hende, men Mark brød ind i samtalen med et frustreret støn.

”Og selvfølgelig skal du allerede have en kone. Havde du ikke haft det, så ville jeg have præsenteret dig for min søster. Har du nogle bekendte, der eventuelt kunne være interesserede i en amerikansk pige med en meget gavmild medgift?” Lucius grinte djævelsk, og selv Henri kunne mærke sine mundvige bevæge sig opad. Måske det var meget godt at finde et andet samtaleemne for nu. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...