They don't know about us.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 sep. 2014
  • Opdateret: 30 jan. 2015
  • Status: Igang
Linnea Williams, en almindelig pige på 18 og studerende på sidste år. Hun var i bunden af hierarkiet, og kendt som skolens undermåler. Hun var ingenting. Selvom det værste mareridt udspillet sig i slutningen af sidste år, vælger hun alligevel at komme tilbage efter sommeren. Hvad vil der ske når hun træder igennem dørene ved første skoledag? Og hvordan vil hendes sidste år i skolen ende? Find ud af det, og læs med i "They Don't Know About Us" *One Direction er ikke berømte (... Endnu)* OBS: Er under redigering, så derfor vil der lige nu kun ligge 1 kapitel.

6Likes
0Kommentarer
419Visninger
AA

1. Throw back memory. BEMÆRK at det som er i kursiv er et minde!

Linneas P.O.V

Sommeren havde været lang, men jeg er sikker på at dette skoleår ville føles endnu længere. Jeg er endnu mere sikker på at denne her sommer, har gjort at jeg aldrig nogensinde vil være det samme pige igen. Mange vil nok sige til mig det er noget værre pjat og sige, men problemet er bare de ikke forstå for de ved ikke hvad jeg har oplevet, eller hvordan det er at miste noget af sig selv.
 

I dag er det min først skoledag, efter sommeren. De andre startede for noget tid siden, men jeg havde fået lov til at vente lidt længere med at starte. Første skoledag er for mange et mareridt, for alle vil jo gerne være en af de ”populære” på skolen. Men for mig? Det kan man ikke lige frem sige, er noget jeg har lys til. Jeg glæder mig bare til det hele er overstået igen. For mig handler det bare om at få tøj på, og så bare få det hele overstået igen. De andre piger står sikkert derhjemme og er ved at gå i panik over deres tøj, hår og alt det der, men jeg har bare taget det første og det bedste frem fra skabet. Det er så endt i en lysebrun sweater, og et par stramme sorte jeans - og mit hår? Det er bare i den sædvanlige kedelig knold som altid.
 

Mine øjne faldt hurtigt på pigen i spejlet, men allerede nu vidste jeg godt at det er ikke den samme pige som før hen. Hende som jeg så i spejlet har ikke længere den samme selvtillid som hun havde før, hun har ikke længere det samme selvsikre smil på læben og hun har ikke længere den samme holdning til tingene som før. Hun er slet ikke den samme som hun var sidste år. Jeg er ikke længere den samme.
 

Mine øjne ramte spejlbilledet endnu engang, og med det samme ramte mindet mig som et kæmpe skud mod brystkassen …
 

Kender du den følelse af, at man føler sig mere smuk end nogensinde før? Måske ikke, men i dag er en dag for jeg faktisk gør det. Det er en følelse som ikke har ramt mig et stykke tid, men det gør den med sikkerhed i dag. Min kjole var lang og smuk, i en flot blanding af farven Midgnight Blue og Havblå. Mit lange brune hår faldt smuk langs siderne i nogle enkelte krøller i enderne, og min make-up passede til kjolens smukke farve. Det hele var så perfekt, at man skulle tro det var en af de mange eventyr jeg fik læst højt som barn.
 

Jeg vendte mig stille og roligt mod spejlet, for at jeg ikke skulle falde i mine stiletter. Jeg måtte godt sige at, jeg aldrig nogensinde havde følt mig så smuk som jeg gjorde i dag. Det var lige før jeg overhovedet ikke kunne genkende mig selv. Jeg tog en dyb indånding, og mærkede det klare og kølige luft suse igennem min næse og i mine lunger. Jeg frygtede så meget at der var noget som ville gå galt, men det er vel en normal tankegang tænker jeg.
 

”Du ser nydelig ud, min skat” lyden af min mors rolige stemme, rev mig ud af mine tanker. Smilet bredte sig hurtigt på mine læber, og tanken om at hun synes jeg var flot gjorde mere end lykkelig. Jeg vendte mig væk fra spejlet, så jeg vendte mod min mor. Hendes normalt rolige og glade øjne, havde i dag en blanding af tåre og en smule tristhed. Men jeg kunne ikke sætte en finger på hvorfor. Jeg åbnede min mund for at sige noget, men hurtigt blev jeg afbrudt af ringeklokken inden jeg overhovedet nåede at sige noget. Hun sendte mig et hurtigt smil, og vendte om mod trappen for at gå ned til døren.
 

Endnu engang faldt mine øjne på pigen i spejlet, jeg håber virkelig min date til min store aften, tænker det samme som jeg. Men der var så meget ved det hele, som virkede så forkert.
 

”Linnea … skat, din date er her!”, endnu engang afbrudte hendes rolige stemme mine tanker. Min mor betyder alt for mig, hun er jordens mest dejligste menneske men når det kommer til stykket kan hun godt nok være den mest pinligste person i hele verden. Jeg kiggede på mig selv i spejlet endnu engang, smilte og nikkede selvsikkert. Jeg er sikker på det nok skal blive en perfekt aften, men den perfekte fyr.
 

Mit hjerte begyndte at banke hurtigere og hurtigere, det var som om jeg slet ikke kunne kontrollere min vejrtrækning længere. Der er så meget ved det her som virker så forkert, men alligevel så rigtigt. Men det er for sent at bakke ud nu, og ligge under dynen resten af dagen. Jeg gik forsigtigt hen mod trappen, og kiggede ned. Der stod han, og han ser så utrolig godt ud i sit hvide jakkesæt.
 

Da jeg nåede ned af trappen, mødte min øjne de perfekte blå øjne foran mig. Hans øjne var virkelig som krystaller og havet om sommeren. Her stod han virkelig, perfekt smil, dejlige øjne og skinnende blå øjne. ”Jeg må godt nok sige at, det er noget af en charmetrold som du har fundet dig her skat”, sagde min mor og afbrød mig i mine tanker. Jeg satser virkelig på det er noget som ikke var meningen skulle have været sagt.
 

”… Ej mor” svaret jeg hende hurtigt, og bag mig hurtigt jeg et lille grin. ”Okay skal nok lade vær, men inden i går vil jeg meget gerne havde et billede af jer!” svarede hun, og i det vidste jeg at tingene ikke kunne bliver værre. Hurtigt løb hun op af trapperne for at finde et kamera, og endelig var der stille igen. Mine øjne faldt i med hans, og jeg fik hurtigt mumlet et undskyld. Han rystede bare lidt på hovedet og sagde det ikke var noget jeg skulle tænke på. Han smilede stort, og grinte en smule da min øjne fandt gulvet igen. Det havde endnu engang lykkedes min mor at, gøre noget som var mere end flovt.
 

”Fandt det…” råbte min mor inde fra et af værelserne, og hurtigt kom hun frem ved toppen af trappen. Stille gik hun ned af trappens mens hun fumlede med kameraet, jeg er ret sikker på at det snart ville ende galt hvis hun ikke gider at kigge op. Men sikkert kom hun ned, og ikke en skramme. Hun rettede hurtigt ansigt mod os, og fik tændt kameraet samtidig med hun havde et kæmpe smil på sine læber. Og alle som er i familie med hende, ved at det betyder at vi skal rette os op og se acceptabel ud. Så det gjorde jeg da med glæde. En følelse af at, en hånd gled roligt ned af min ryg skød igennem mig, og hans hånd landede perfekt på min hofte. Mine læber spredte sig i et stort smil, mens jeg tog mig selv i at kigge op på ham.
 

”Perfekt, tak for det” mumlede min mor i baggrunden. Men jeg tror ikke rigtig det var gået op for mig at, hun allerede havde taget billedet.
 

***
 

Efter noget kom vi endelig ud af døren, min mor er typen der aldrig stopper med at tage billeder når det kommer til stykket. Så endelig er vi taget afsted til festen. Han var en perfekt chauffør, han kører pæn, han har ikke travlt og så siger han general en masse søde ting. Der fløj en masse tanker igennem mit hovedet mens vi sad i bilen, men hvem ville ikke have det? Jeg har ingen ide om hvad folk og mine venner vil sige når jeg ankommer til festen med skolens mest eftertragtede fyr?
 

Hans vidunderlige stemme afbrudte mine tanker, og hurtigt faldt mine øjne på hans. Hurtigt kunne jeg ånde lettet op, det er som om jeg endelig kan være mig selv i hans selvskab. Han steg ud af bilen, og gik om på min side, for at åbne døren for mig som en rigtig gentleman. Hans hånd fandt vejen til min, og sammen gik vi ind mod dørene til skolen. Hurtigt steg varmen mig til hovedet, og jeg kunne mærke alles øjne på os. Jeg håber inderligt at han ikke har lagt mærke til det. Vi kom endelig hen til dørene som gik ind til skolens store sal, og allerede nu kan jeg høre alle deres hvisken og det var som om at alle deres øjne var limet fast til mig og ham. Mine øjne kiggede op på ham, og det så ikke ud til at han var generet af dem.
 

Følelsen ramte mig hårdt, da mine øjne endnu engang faldt i hans. Jeg var blevet forelsket i ham, og der var ikke noget jeg længere kunne gøre for at holde det tilbage. Fuck. Jeg er forelsket i Niall Horan.
 

Efter et stykke tid, var tiden kommet til at vi skulle kåre skolen Konge og Dronning, og det er en af de ting ved skolens afsluttende fest som jeg aldrig nogensinde har forstået. Det har altid for mig været en mulighed for alle ”dullerne”, at tro de er bedre end alle os andre. Det er en plastik krone og et silkebånd, og det er ikke noget jeg finder interessant.
 

Alle som var nomineret, blev kaldt op på scenen en efter en. Først var det drengene som blev kaldt op, og de stillede sig på en lang række på højre side af opråberen, og derefter var det pigerne som blev det. I blandt drengene var der en masse som spillede på fodboldholdet og heriblandt min date. Og på den anden side stod alle pigerne som jeg allerede vidste hvem var. De populære.
 

”Der er sket en lille ændring i bland pigerne, der er blevet fejloptalt og dermed skal jeg bede Linnea Williams at træde op på scenen” blev der sagt i højtalerne. Straks kunne jeg mærke alles øjne hvile på mig. Shit, hvad fanden gør man så nu? Jeg kom hurtigere på benene end jeg havde forventet, og før jeg overhovedet havde registreret hvad der var sket, stod jeg på scenen blandt alle de andre piger. Som alle kiggede på mig med et smil. Det hele virkede så forkert, hvorfor stod jeg overhovedet heroppe? Der er da ingen som gider at nominere mig?
 

”Så er tiden kommet til at afsløre dette års Prom King…” blev der sagt, og dermed blev hele salen stille. ”Dette års Prom King er… Niall Horan”. Hele salen brød ud i klapsalver og råb og skrig, mens Niall fik sin krone på. Han vinkede til salen, som om han allerede var kongelig, men det var en af de mange ting som gjorde Niall, til Niall.
 

”Og til dettes års Prom Queen…” alle piger tyssede og straks gik spændingen i gang og alle var klar til at smile og få kronen på. ”Dette års Prom Queen er… Linnea Williams” blev der sagt, og hele salen forblev stille. Det er umuligt, der må have været sket en fejl. Jeg er ret sikker på jeg er ikke er egnet til at være ”Prom Queen” på nogen måder. Alle de andre piger i selve salen, var mindst lige så meget forvirret som jeg selv var. Det var som om at alle stemmerne omkring mig, blev helt slørret og jeg forstod ingenting overhovedet. Jeg blev skubbet hen mod scenen, og jeg kunne mærke nogen placere en genstand på min hoved, og noget omkring mig. Men noget virkede mærkelig, det var som om at alting virkede meget koldt. Lyden i salen blev pludselig meget tydelig og det gik op for mig de alle grinede af mig. Tror jeg. Men jeg ved bare ikke hvorfor. Jeg kiggede rundt i salen og bag mig, og lagde mærke til folk pegede på mig, så jeg kiggede ned og lagde mærke til min kjole var faldet ned. Jeg prøvede og bevæge mig, men det resulteret i at jeg faldt og landede på gulvet.
 

Hurtigt kom jeg på benene igen, og hev min kjole op omring min halvnøgen krop. En af Lærerne styrtede op på scenen, og hjalp mig op og så ned af scenen igen. Læren hjalp mig ud af salen, og ud ved parkeringspladsen. ”Skal jeg ringe til din mor søde?” spurgte hun mig om, men jeg rystede hurtigt på hovedet og løsnede mig fra hendes greb. Jeg løb hurtigt væk fra hende, mens hun stadig kaldte på mig. Jeg løb alt hvad jeg kunne, og før jeg fik set mig om var jeg hjemme. Mine kinder var gennemblødt af tåre, og jeg kunne ikke længere holde dem tilbage.


Jeg kom hurtigt frem til hoveddøren, med mine stiletter i den ene hånd. Min make-up var smurt udover hele mit ansigt, og jeg vidste virkelig ikke hvad jeg skulle fortælle min mor. Da jeg endelig kom ind af døren kiggede jeg hurtigt på min mor. Min mor rejste sig hurtigt fra sin behagelige stilling i sofaen, da hun fik øje på mig, og kom hurtigt hen til mig med åbne arme. Mit liv er nu officielt slut …
 

… Lyden af min fars elskede stemme, rev mig ud af det ellers så grusomme skole minde. Det var noget af det mest pinlige oplevelse, men det var også et af de sidste minder jeg har med min mor. Nogle dage efter rejste min mor til Malaga for at hjælpe syge børn, men hun nåede ikke dertil da en af motorerne på flyet sprang.
 

Mine øjne faldt mod døren, da jeg vidste han stod i dørkammen og ventede på at jeg ville reagere på hans ord. Han kiggede på mig med de sædvanlige triste øjne, men alligevel fik han frem presset et smil frem på sine læber. Allerede der vidste jeg godt hvad det hele handlede om, han ville have jeg tog afsted da jeg allerede var for sent på den. Jeg måtte ikke blive hjemme. Hele min sommer har jeg brugt på værelset, og det har taget hårdt på ham. Så jeg ved han er glad for jeg endelig skal ud og være social igen. Jeg har ikke slå den dag ud af mit hoved, og hele min verden blev vendt om den få dage efter jeg mistede min mor.

”Skat … Jeg ved godt at du ikke vil af sted i dag, men du bliver nød til at komme videre selvom det er svært. Og tro mig, det er også svært for mig at komme videre” sagde han, med et forsigtigt smil. Jeg nikkede bare hurtigt til ham. Et hurtigt suk faldt fra han læber, jeg havde ikke sagt et ord siden sidste skoledag og det skræmte ham. Lige siden episoden på skolen har ingen af mine venner kontaktet mig siden, og jeg har heller ikke hørt fra Niall siden den dag. Mine øjne endnu engang på pigen i spejlet. Mig. Jeg tjekkede min taske en sidste gang, så jeg var sikker på det hele var der. Jeg nikkede en enkel gang til min far, som i at det hele var som det skulle være.

 

Med mine bilnøgler i hånden, gik jeg nedenunder. Ude på parkeringspladsen stod den lille Fiat 500 i lyseblå med hvid læder, som jeg havde fået af min mor i 18 års fødselsdagsgave. På gaden så man alle de travle forbi passerende og alle de biler der kørt længere og længere ned af gaden. Jeg vidste egentlig ikke helt hvad jeg skulle gøre med mig selv, men der var ikke længere noget at gøre ved det. Det var nu eller aldrig. Hurtigt åbnede jeg døren og smed tasken ind på forsædet, og derefter satte mig ind bag rettet. Hurtigt rodet jeg min taske igennem for at finde mine briller rettede spejlet på plads igen. 
 

Efter at have kørt et stykke tid, faldt mine øjne på den store bygning længere ned af gaden. Straks havde jeg mest af alt bare lyst til at vende om og køre hjem igen. Men alligevel kørte jeg ind på parkeringspladsen, og fandt et godt sted at holde parkeret. Jeg blev siddende inde i bilen et stykke tid, jeg kunne virkelig ikke tage mig sammen til at gå ud. Hurtigt greb jeg fast i min taske, og besluttede det nok var på tide at komme ind til timen da den nu var startet. Jeg trådte ud af bilen og stirrede op på bygningen, hmm du skal nok klare den sagde jeg til mig selv. Jeg vendte mig om og låste bilen.
 

Langsomt gik jeg hen mod dørene, og jeg kunne mærke hvor hurtigt min hjerte bankede allerede og min puls steg i takt. Alle der gik forbi mig, stirrede på mig som om jeg var en person fra en anden planet. Luften banede sig hurtigt vejen igennem mine næsebor og ned gennem lungerne. Jeg gik igennem dørene på skolen, og langsomt gik jeg gennem gangen og ned mod skabet.
 

Folk jeg passerede på gangen, kiggede på mig med store øjne. Det er nu jeg kan mærke, det er længe siden jeg har været i skole, og det var der også en grund til …

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...