Halloween High

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 sep. 2014
  • Opdateret: 3 okt. 2015
  • Status: Igang
Minea Dracula har aldrig været skolens mest populære pige, men hun har altid været vellidt, og hvad vigtigere er, hun har altid elsket sin kostskole, Halloween High. Men siden hendes far, Vlad Dracula, præsident for DSMS (De Samlede Monstres Samfund) fik tiltrukket sig lidt for stor opmærksom af en Van Helsing og dennes søn og drev en masse monstre under jorden, frygter hun at vende tilbage til et nyt skoleår. Og det har hun al mulig grund til, for skolen bliver styret af mean girls i form af smukke spøgelser og magtfulde hekse. For at gøre ondt værre ser byen pludseligt et mystisk mord, og Van Helsing dukker, sammen med sin søn, op for at efterforske mordet. Men hvad sker der, når Minea og hendes venner går sammen mod skolens mean girls, og Van Helsings søn Jackson viser sig at være lidt mere spændende, end man ved første øjekast skulle tro, og mordene forsætter, kun for at blive mere og mere brutale. Én ting er sikkert: Minea får ikke en kedelig oktober måned!

75Likes
182Kommentarer
10036Visninger
AA

10. 9. oktober

9. oktober

 

Skyerne hænger grå og truende over Halloween High lige fra morgenstunden af. Igennem hele vores sidste time i Eliksirer Og Forheksede Genstand, kan jeg se Jack sidde og skule ud af vinduet, som om han med sine sammenknebne øjne, kan skræmme skyerne væk og bringe solen frem. Men det lykkes ikke.

"Måske kan vi få Professor Caelus til at ændre vejret for os?" foreslår Jack, da vi efter timen går ned af marmortrappen. Jeg ryster på hovedet.

"Nej," siger jeg bare. "Vi må ikke rode med vejret på skolen. Det står i vedtægterne." Jack sukker højlydt og slår irriteret ud med armene. Jeg lægger betryggende min hånd på hans skulder.

"Det skal nok gå," siger jeg. "Det er ikke begyndt at regne nu. Vi ordner bare haverne hurtigt, så slipper vi nok." Jack ser skeptisk på mig men nikker til sidst.

"Okay," mumler han. "Jeg smutter lige ind med mine ting." Han ser ned at sig selv. Han er iført sorte skinnyjeans, en hvid t-shirt og sin sorte læderjakke. "Og skifter tøj." Han sukker og går ind til drengenes korridor. Jeg fniser let af ham, men beslutter mig for, at min sorte nederdel og hvid- og sortstribede sweater nok heller ikke er optimalt at rode rundt i en have i. Jeg skal alligevel også ind på mit værelse og lægge mine ting.

 

Et par praktiske jeans og en stor fleecetrøje senere mødes jeg med Jack ude i hallen. Sammen går vi ud i gårdhaven, krydser den og går ned af bakken, hvor vores skoles drivhuse og have ligger. Der står Fru Reaper og venter på os.

"I skal luge ud i ukrudtet og plante disse salvie-blomster," siger hun og peger mod en brun kasse. "Og det skal gøres grundigt." Hun ser kun på Jack. "Hvis I ikke har udført jobbet til punkt og prikke, får I bare en omgang mere."
"Fint," sukker Jack irriteret.

"Hver du bare glad for, at du ikke er med Solomon og Medea og skurrer toiletter," siger Fru Reaper i et spøgende tonefald og blinker til os. Det lader til at muntre Jack lidt op. "Se så at komme i sving." Hun svæver væk fra os.

 

En time efter er vi endnu ikke blevet færdige med at luge ud i ukrudtet, men det gør mig egentligt ikke noget. Der er noget over, den måde vi arbejder i samme rytme på, vi brokker os sammen over og joker rundt, der får mig til at føle, at jo længere vi arbejder sammen herude, jo bedre venner bliver vi. Og jeg kunne bruge nogle venner. Jack er midt i en sætning om et band, han kan lide, da det starter. En lille dråbe, lander lige midt på hans næse. Han rører langsomt ved tippen og fanger den lille dråbe på sin pegefinger. Han sender den et vredt blik og ser forurettet på mig, som er det en krænkelse af vores person, at vejret sådan vælger at regne. En dråbe bliver til flere op på ingen tid står jord og himmel i et. Jeg hviner og håber hen over blomsterbedene, hvor jeg stiller mig ved siden af Jack og ser op mod regnet.

 

Det er svært at holde mine øjne åbne, mens regnen falder direkte ned mod dem, men det er alligevel et smukt syn. Jeg ser ned igen på samme tid, som Jack ser mod mig. Han ryster sit hår, som var han en hund. De drivvåde lokker sprøjter vand på mig.

"Hey," mumler jeg og tørrer mig selv i øjet.

"Come on," ler Jack. "Du er allerede våd." Jeg himler med øjnene, men smiler. Jeg vil bevæge mig tilbage over blomsterbedene, men jorden vi står på er i mellemtiden blevet glat, og da jeg løfter mit ben, glider det andet væk under mig, og jeg lander på knæene lige ned i mudderet, der sprøjter op til alle sider omkring mig.

"Ej, du fik mudder på min bukser," hviner Jack og sparke ud med benet, hvilket placerer en mudderklat lige på min skulder.

"Det var ikke med vilje," siger jeg, mens jeg tager størstedelen af mudderklumpen i min hånd. Jeg kyler den tilbage på Jack, hvor den rammer hans skjorte. Jeg rejser mig og smiler smørret. "Det var dét til gengæld." Han går et skridt tættere på mig og ser truende ned på mig.

"Udfordrer du mig virkeligt til en mudderkamp, Dracula?" spørger han i et seriøst tonefald, der ikke dækker særligt godt over latteren i hans stemme. Jeg stiller mig på tæer, så jeg er tættere på at være på højde med ham.
"Det kan du bande på, O'Lantern," siger jeg, og springer derefter hurtigt et skridt tilbage og ned mod jorden, hvor jeg griber en klump mudder, som jeg kyler mod Jack. Han har gjort det samme, og netop som mudderet forlader min hånd, får jeg noget nyt på min højre kind. Vi ler begge, mens vi kaster mudder gennem luften. Jeg kaster forbi Jack en masse gange, men han rammer plet hver gang. Min mave, mine lår og det meste af mit ansigt er på ingen tid dækket af mudder.
"Pas på!" siger jeg, da jeg med nød og næppe dukker mig for en mudder klat rettet mod mit opsatte hår. "Jeg vil ikke have det i håret!" Jack smiler skævt.

"Nå, så det vil du ikke?" siger han og løber han mod mig. Jeg drejer om på hælen og forsøger at nå væk, men Jack er selvfølgeligt meget hurtigere og kommer nemmere gennem mudderet, end jeg gør. Han griber fat om min talje og holder mig fast, på trods af, at jeg sparker ud efter ham, mens han finder en kæmpe klat mudder op fra jorden, som han langsomt lader sive ud i mit hår.
"Ewww," hviner jeg og hopper let på stedet ved følelsen af den klamme, våde masse, der løber ud ove rmit hoved og ned af min nakke, skuldre og ryg. Jack griner sejrende.
"Det skal du få betalt, O'Lantern," råber jeg, da jeg endeligt får kæmpet mig ud af hans greb. Jeg springer op på ryggen af ham, hvilket får ham til at falde forover, med ansigtet første lige ned i mudderet. Et øjeblik er jeg bange for, at jeg har været for voldsom, men så kommer jeg i tanke om, at Jack er udødelig. Han vender sig om.

"For fanden, Minea," siger han i et forsøg på at lyde vred, men han smiler bredt. Han kommer op på benene og spreder sin arme ud til siden. "Giv mig en krammer. En stor, dejlig krammer."

"Åh nej," jeg leer og løber væk fra ham. Han løber efter mig og forsøger at tvinge mig ind i sin favn, hvor han kan tørre mudderet af på mig. Han får endeligt fanget mig og gnubber sin mudrede krop op af min, da jeg hører en trædør smække højlydt længere ned af bakken. Jack bremser op og vi følger begge to lyden med øjnene. Jackson er trådt ud fra gæste huset, men en riffel og skulderen og ser på os. Det er kun kort, kun i et øjeblik, før han vender siden til og går ind mod skoven, men det er lang tid nok, til at gøre mig helt kvalm.

"Det er stoppet med at regne," siger Jack. Jeg kigger op mod de hvide skyer og den orange og lilla himmel omme bag.

"Ja," mumler jeg.

"Det bliver snart mørkt," siger Jack. Han ser ned mod blomsterbedene. "Tror du ikke, vi kan bilde Fru Reaper ind, at regnen ødelagde blomsterbedene og ikke os?" Jeg følger hans blik ned mod blomsterbedene. Vores mudderkamp lader til at have ødelagt det meste.

"Jo," siger jeg og slår ud med hånden. "Lad os gå tilbage til skolen. Jeg vil gerne nå i bad inden aftensmaden." Jack ler.

"You and me both, sister," han knipser med højre hånd og lægger sin venstre arm om min skulder. "Du er en overraskende god mudderridder, ved du godt det?"

 

"Hvad?" spørger jeg irriteret Nina, da vi sidder rundt om bordene i fællessalen ved aftensmaden. Hun har næsten ikke rørt sin mad, men brugt det meste af tiden på at sidde og stirre på mig. Frank, der sidder ved siden af hende og Jack, der sidder ved siden af mig ser begge op. Nina rynker på næsen.

"Du har noget jord i din pande," mumler hun. "Og i dit øre." Hun ser ned mod mine hænder. "Og under dine negle." Jeg ser på Jack, og vi begynder begge at le. Nina sukker.

"Jaja, hvis I vil være ulækre, må I selv om det," mumler hun, men smiler. Frank ler og klapper hende på ryggen.

"Du er bare misundelig, fordi du ikke var med," siger han. Ninas blik er rettet mod sin mad, men jeg kan se, at hun smiler.

"Ja, jeg er, luk din røv, Frank," griner hun, før hun ser op på mig og Jack med en løftet pegefinger. "Jeg er legendarisk ikke alle former for vejr-relaterede kampe. Mudderkampe, vandkampe - I skulle se mig med en snebold."

"Tro mig, Nina," siger Jcak og lægger en hånd på hendes. "Jeg vil glæde mig til, at sneen kommer og du kan sønderbanke mig i en omgang sneboldskamp." Nina nikker kort og smiler tilfreds.

"Hey," mumler Frank og nikker over mod noget et bord omme bag mig. Jeg vender mig om for at følge hans blik. Churel sidder for sig selv ved et bord og spise. Hendes hår dækker hendes ansigt, men jeg kan se hendes skuldre ryste af gråd. Jeg rejser mig og går hen til hende.

"Hey Churel," siger jeg let. "Vil du ikke hen og spise med os?"Churel ser overrasket op på mig. Hendes store, brune øjne er fyldt med tårer på en måde, der minder om en hundehvalp og knuser mit hjerte. Et øjeblik ser hun varsom ud, som om hun ikke helt ved, om jeg laver sjov, men så ser hun over mod bordet, hvor Nina, Jack og Frank alle tre smiler og vinker, hendes ansigt lyser op i et smil. Hun rejser sig.

"Okay," siger hun, mens hun tager sin bakke med sig. Hun sætter sig for enden af bordet mellem Nina og jeg.

"Hvad er det, du spiser?" spørger Nina og peger ned på en rødbrun bøf, der ligger stor og saftig på Churels tallerken. Jeg smiler skævt, for jeg ved præcis, hvad det er.

"Kød fra en 80-årig mand," siger Churel let. Nina trækker hurtigt sit hoved tilbage og hendes ansigt fortrækkes i en grimmasse, til meget latter for resten af bordet.

"Bare rolig, han var død i forvejen," siger Churel, hvilket bare for Nina til at se endnu mere frastødt ud. Vi andre griner bare. Frank rækker hånden op for at high-five Churel, der genert slår sin hånd mod hans.

"Nåh, nu er mine mudrede hænder ikke så ulækre længere?" ler jeg. Nina rynker melodramatisk sine øjenbryn sammen.
"Er det her jeres måde at sige til, at I synes jeg burde tabe mig?" smiler hun. Og vi griner igen. 

 

------------------------------------------

Undskyld kapitlet kom så sent ud igen!
Høhø, håber I synes det var godt alligevel!

Jeg overvejer lidt at lave en Q&A til historien, men før jeg gør det, kunne jeg godt tænke mig at vide, om det var noget I var interesseret i? I så fald - hvornår skal jeg lave den? Snarest muligt eller når historien er ved sin udgang??

Kys♥

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...