Halloween High

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 sep. 2014
  • Opdateret: 3 okt. 2015
  • Status: Igang
Minea Dracula har aldrig været skolens mest populære pige, men hun har altid været vellidt, og hvad vigtigere er, hun har altid elsket sin kostskole, Halloween High. Men siden hendes far, Vlad Dracula, præsident for DSMS (De Samlede Monstres Samfund) fik tiltrukket sig lidt for stor opmærksom af en Van Helsing og dennes søn og drev en masse monstre under jorden, frygter hun at vende tilbage til et nyt skoleår. Og det har hun al mulig grund til, for skolen bliver styret af mean girls i form af smukke spøgelser og magtfulde hekse. For at gøre ondt værre ser byen pludseligt et mystisk mord, og Van Helsing dukker, sammen med sin søn, op for at efterforske mordet. Men hvad sker der, når Minea og hendes venner går sammen mod skolens mean girls, og Van Helsings søn Jackson viser sig at være lidt mere spændende, end man ved første øjekast skulle tro, og mordene forsætter, kun for at blive mere og mere brutale. Én ting er sikkert: Minea får ikke en kedelig oktober måned!

75Likes
182Kommentarer
10025Visninger
AA

8. 7. oktober

 

7. oktober

 

Da jeg vågner, er jeg først i tvivl, om jeg stadig drømmer. Jeg ser mig desorienteret omkring. Uret over døren viser, at klokken er lidt over seks og solen er så småt ved at stå op ude foran. Der lyder en hulken over mig, og jeg ser på Nina, der sidder på kanten af min seng og græder.

"Nina?" spørger jeg forvirret og skubber mig op i sengen, mens jeg tørrer søvnen ud af mit øje. Det giver et sæt i Nina, der ser ned på mig.

"Du er vågen," siger hun. Tårerne løber ned af hendes kinder og har tværet hendes makeup ud.
"Skarp observation," siger jeg sarkastisk og gaber. Nina klynker højlydt og begraver sit ansigt i sine hænder.

"Hvad sker der?" spørger jeg og ligger forsigtigt hånden på hendes ryg.

"Åh, Min, du må undskylde," Nina falder sammen på sengen og begraver sit hoved i min dyne.

"Hvad?" Jeg niver mig selv i armen for at sikre mig, at jeg stadig ikke sover.

"Jeg er så ked af det, jeg sagde," stønner hun fra dynen. "Undskyld, lad være med at forlad skolen eller noget, por favor."

"Jeg har ikke tænkt mig at forlade skolen!" Jeg tager fat om Ninas skuldre og får hende til at sætte sig op igen, så jeg kan se hende i øjnene. "Og jeg er ikke sur på dig. Jeg ved godt, at det, du sagde, bare røg ud af munden på dig, og du aldrig havde intention om at såre mig eller tale grimt om min far. Så rolig nu." Jeg smiler opmuntrende, men Nina ruller med øjnene.

"Hvorfor har du så ikke været her?" forlanger hun at vide med armene foldet over kors. "Hvis ikke jeg har såret dig dødeligt." Jeg sukker.

"Det har intet med dig at gøre, Nina," siger jeg bare og lægger mig ned igen. Jeg kan stadig nå at sove en times tid endnu.

"Men det er noget, der går dig på," siger hun. Hendes tone er helt ændret nu. Hun er ikke længere ked af det, hun kan se, at jeg har en hemmelighed, og hun er nysgerrig.

"Og det er noget, jeg har sværget ikke at fortælle videre." Nina springer ned fra min seng og knæler på gulvet ved mit ansigt. Hun lægger sine arme over kors på sengen foran mig og hviler sit smilende hoved i dem.

"Oh, men, chica, du bliver nødt til at fortælle mig det," siger hun, mens hun stryger mig over håret, med en silkeblød stemme. Jeg vender mig om på den anden side.

"Nej," siger jeg irriteret. "Og jeg kunne bedre lide dig, da du havde dårlig samvittighed." Nina klatrer op i sengen og lægger sig bag ved mig. Hun folder sin højre arm om min skulder.

"Kom nu, kom nu, kom nu," hvisker hun ind i mit øre. Jeg sætter mig irriteret op.

"Okay så," sukker jeg. Jeg vender mig om, så jeg kan se hende. Entusiastisk sætter hun sig også op i sengen. "Men du siger det ikke videre til nogen," jeg løfter min pegefinger og vifter den truende af hende. "Comprende?" Nina åbner irriteret munden, sikkert for enten af rette på min udtale eller brug af ordet, men jeg løfter øjenbrynet og vifter hurtigere med fingeren.

"Forstået," siger hun bare i stedet.

"Okay," siger jeg. "Der er sket endnu et angreb. I skoven. Mod et menneske." Nina tager chokeret hænderne op for munden. "De ved godt, det ikke er mig... Jeg... Jeg havde et alibi, da det skete. Men de efterforsker lige nu de andre elever på skolen. Hr. Reaper, Van Helsing og J..." Jeg skal til at sige Jackson, men fortryder. Jeg har ikke lyst til at dele historien om Jackson med Nina endnu. "Van Helsings søn. Men eleverne må ikke fatte mistanke om, at de bliver eftersøgt, så derfor er det af største vigtighed, du holder det helt og aldeles hemmeligt. Jo længere de tror, Van Helsing bare er her for at holde øje med mig, jo bedre." Nina nikker.

"Okay," siger hun med et alvorligt ansigtsudtryk. "Min mund er lukket." Jeg smiler.

"Godt," siger jeg.

 

 Efter morgenmad følges vi op til anden sal, hvor Nina skal have Etik og Moral - et fag med kun 4 elever, da de færreste arter rigtigt bekymrer sig om det, mens jeg skal have Ernæring - Kødædere, der er et fag for alle de elever, der lever af menneskeblod eller -kød: et fag der handler om, hvordan man skaffer det, hvordan man slår ihjel uden at få den halve by på nakken og så videre.

 

For enden af trappen ser vi Frank.

"Hey Frank," siger jeg.

"Minea!" udbryder han glad og tager mig op i sine arme og svinger mig rundt. "Hvor har du været, lille flagermus?" Jeg ler.

"Rundt omkring, der skete en masse," siger jeg. "Jeg forklarer det senere." Jeg har egentligt ikke tænkt mig at forklare det senere, men Frank glemmer altid, at man holder en hemmelighed for ham, så længe man bare siger, at man "forklarer det senere".

"Hej Nina," siger han og lægger armen om Nina til et venskabeligt kram. Jeg åbner munden af overraskelse.

"Hola Frank," siger Nina. "Hvordan gik det med afleveringen til Arternes Oprindelse?" Frank trækker på skuldrene.

"Ikke godt, tror jeg, men dine noter om heksenes afstamning hjalp virkeligt," han klapper hende på ryggen, mens vi alle tre så småt begynder at gå ned af gangen. "Tak."
"Hey, det var ingenting," siger Nina og slår ud med hånden. Jeg kan ikke tro mine egne øjne. Frank og Nina der går og småsnakker frem og tilbage, helt civiliseret... som venner?

"Nårh, her skal jeg ind," Nina stopper op og nikker ind mod sit klasselokale. "Vi ses til frokost!" Hun vinker og går ind.

"Ses," mumler jeg efter hende og ser spørgende på Frank. "Hvad er sket?" Han ler. Vi fortsætter ned af gangen.

"Med hvad?" siger han med et bevidst dumt smil. Jeg ruller med øjnene.

"Med Nina!" siger jeg alligevel og slår ham over armen. "Ellers som du så charmerende plejede at kalde hende: Den Spanske Inkvisition." Frank ler af sin egen joke, før han får et mere seriøst ansigtsudtryk og trækker på skuldrene.

"Da du bare forsvandt det meste af dagen og ikke snakkede med nogen af os, blev vi bekymrede," siger han. "Tro det eller ej, så kan vi faktisk være civiliserede, hvis nødvendigt. Nina nævnte, at hun havde svært ved nogle lektier i Europæisk Historie, så jeg hjalp hende. Og jeg opdagede, at bag de tyve kilo makeup og den intense lugt af hårspray og parfume er hun en intelligent, sød og følsom pige." Han smiler til luften. "Og jeg ved ikke, hvad hun lærte, men hun lærte sikkert også noget om mig. Hun hader i hvert fald heller ikke mig længere." Jeg smiler.

"Jeg er i hvert fald glad for, at I er venner," siger jeg og lægger min arm om ham.

"Speaking of which," siger Frank med et gavtyvesmil. "Betyder det her, så måske ikke, at du er klar til at være venner med Jack også?" Jeg ler og skubber døren op til det klasselokale, jeg skal være i.
"Aldrig."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...